© PR

Er det slut med de store genrefællesskaber?

Genrebegrebet er under opløsning, men tro ikke, at det kun er en god ting. For hvad sker der så med musikkens betydning for identitetshungrende unge? Den amerikanske musikjournalist Kelefa Sanneh har skrevet en uomgængelig bog om populærmusik. 
Af
20. Juni 2022
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

Med store privilegier følger stort ansvar. Derfor er det vel på sin plads, at den berømmede musikjournalist Kelefa Sanneh nu har udgivet sin første bog, Major Labels: A History of Popular Music in Seven Genres. Den 45-årige amerikaner hører til blandt verdens allermest privilegerede lyttere og har i mere end to årtier haft ubegrænset adgang til koncerter i verdens lydlige navle – først som musikkritiker ved The New York Times, siden som fast kulturskribent for The New Yorker. Han har set og hørt det hele.

Måske er det derfor, han er gået så frygtløst til værks i sin debut som bogforfatter. Et historisk overblik over syv vidtforgrenede genrer er meget at gabe over, også selvom Sanneh klogeligt sætter bagstopperen ved 1970 – tresserne er allerede udlagt til hudløshed – og fokuserer på USA med enkelte afstikkere til Storbritannien. Det går måske nok ud over fordybelsen, men som overordnet projekt står udgivelsen stærkt.

© PR
© PR

Dels fungerer Major Labels som en introduktion til rock, r’n’b, country, punk, hiphop, dance og pop i en tid, hvor musikkritikken kaster om sig med et utal af obskure undergenrer, oftest uden at forklare dem for den sagesløse læser. Her er der en mulighed for at komme med på vognen. Dels fungerer bogen som en lang udfoldning af genrebegrebets væsentlighed, netop som det på mange måder ser ud til at være under opløsning.

»Måske hørte ‘Old Town Road’ ikke hjemme på countryhitlisten, fordi [sangens] lyttere generelt ikke var countryfans«

Det er ikke en countrysang

Hvad er egentlig en genre? Spørgsmålet er stillet mange gange i løbet af de sidste fire årtier, hvor populærmusikken for alvor er blevet en del af den musikvidenskabelige disciplin. Kelefa Sanneh tilhører den sociologiske gren, der ikke bare fokuserer på den musikalske analyse, når de taler om genrer; i stedet spiller de fanmiljøer, som omgiver musikken, en helt central rolle. Derfor har han et godt blik for, at en opløsning af genrebegrebet, sådan som vi ser det i streamingens tidsalder, også udgør en risiko for, at vigtige lyttefællesskaber går til grunde.

© PR
© PR

Tag bare hitlisterne. Amerikanske Billboard har i mange årtier leveret oversigter over de mest populære singler og album inddelt i genrekategorier. Popularitet er blevet afgjort af, hvor mange radiostationer dedikeret til country, der for eksempel spillede en given countrysang. Man har haft en god fornemmelse af, hvad country som genre var, fordi man kunne se til de radioer, som countrymiljøet lyttede til.

Med overgangen til streaming forvitrer de tydelige lyttefællesskaber. Og så bliver det vanskeligere at sige: Dette nummer er country, for countrymiljøet lytter til det. Man ender hurtigt med mere rigide analytiske definitioner, tænk blot på diskussionen om Lil Nas X’ hiphoppede countryhit »Old Town Road«. Var det country, når nu de traditionelle countrystationer ikke spillede det, og lytterne primært tilhørte et mainstream hiphopmiljø? Billboard fjernede sangen fra sin countryhitliste med en kringlet begrundelse om, at den »nok indarbejdede referencer til country og cowboys, men ikke omfavnede nok elementer af nutidens countrymusik«.

»Jeg tiltrækkes af musik, der starter slagsmål, musik, der fornærmer folk«

Man kunne også, som Sanneh skriver, have sagt det mere enkelt: »Måske hørte ‘Old Town Road’ ikke hjemme på countryhitlisten, fordi [sangens] lyttere generelt ikke var countryfans.« Men det argument bliver vanskeligere at fremføre, når de tydelige lyttefællesskaber såsom genreradio gradvist afløses af streamingens ikkeopdelte forsamlingshus.

Musik forener og adskiller

Lige præcis countrymiljøet fremhæves dog af Sanneh som et af de få, der stadig udgør et livligt genrefællesskab. Hvor mange andre genrer har mistet deres krigerisk dedikerede tilhængere, er folk stadig parat til at gå i døden for country.

»Det er den sære og bemærkelsesværdige ting ved country: Trods alle forandringerne gennem mange årtier fungerer den stadig som en genre, et fællesskab med sin egen smag og egen grad af tolerance – på godt og ondt. Den har stadig fans, som gør krav på den, og kritikere, som vil skændes om den; radiostationer, der spiller den, og pladeselskaber, der sælger den. Ingen kender rigtig reglerne, men alle ved, at der er nogle regler: Som enhver anden genre defineres country i høj grad af, hvad den ekskluderer.«

Og det er en hovedpointe i Major Labels: at musik både forener og adskiller. Selv forklarer Sanneh sin interesse for hiphop med miljøets plads til konflikt. »Jeg tiltrækkes af musik, der starter slagsmål, musik, der fornærmer folk.« At lade sig indvie i et musikalsk fællesskab – der traditionelt er bygget op omkring genrer – er også at omfavne dets fjendebilleder. For Sanneh er det en helt essentiel pointe ved den engagerede lytning, man oplever i stærke miljøer. Kærligheden og hadet.

Ingen ville tilsyneladende gå-i-døden-for Fleetwood Mac, Barbra Streisand eller Billy Joel – i hvert fald ikke på samme tid

Ofte har begæret ført til indre opgør. Han udlægger de sidste 50 års amerikanske rockhistorie som det ene selvopgør efter det andet. Mange har kæmpet om at definere rockens sande identitet – tit ved at konstruere en gylden fortid, som i realiteten aldrig har eksisteret, og gerne ved at portrættere sin egen higen efter denne fortid som et oprør. Nostalgikere som Nirvana – kunstnere, der præsenterer sig selv som et alternativ til mainstream, men egentlig bekender sig til klassisk rock’n’roll – står let forslåede tilbage efter mødet med Sannehs vid og overblik.

PR
Ifølge Kelefa Sanneh har soft rock, som bl.a. tæller navne som John Mayer, aldrig udviklet sig til en genre, men udgør mere et temperament, som andre genrer kan gøre brug af. Mayers seneste udspil, »Sob Rock« (2021), dyrker helt bevidst 80'ernes soft rock-stil. © PR

Musikpolitiet skaber fællesskaber

Særligt vellykket er netop rockkapitlet i bogen. Her viser Sanneh, hvordan historien kan skrives og omskrives med forskellige narrativer, alt efter hvem der har definitionsretten over en genres essens. For nogle har rocken befundet sig i en dødsspiral, lige siden den i 70’erne udviklede en høj selvbevidsthed med nostalgisk slagside. For andre har den udviklet sig med metal, progressiv rock og endda glam, der med sit fokus på overflade gjorde op med en utålelig politisering af musikken – utålelig, fordi rocken prækede universalisme, samtidig med at den blev hvidere og hvidere.

»Nogle genrer overlever, fordi folk dedikerer sig til dem«

Og så peger han på genreidentitetens vigtighed. For selvom man med god ret kunne skrive rockhistorien om ved at sætte den ekstremt populære soft rock i centrum, udviklede undergenren – i modsætning til hård rock og metal – aldrig »en stolt stammeidentitet«. Ingen ville tilsyneladende gå-i-døden-for Fleetwood Mac, Barbra Streisand eller Billy Joel – i hvert fald ikke på samme tid – og musikerne selv frabad sig det ildesete stempel. »Nogle genrer overlever, fordi folk dedikerer sig til dem,« skriver Sanneh. »Andre, såsom soft rock, overlever, fordi de er nyttige samlekategorier, og fordi ingen bekymrer sig nok om dem til at patruljere deres grænser.«

I den forstand har soft rock aldrig udviklet sig til en genre, mener han, men udgør mere et temperament, som andre genrer kan gøre brug af. En interessant pointe, som let kan kædes sammen med det opgør med rockismen, som Kelefa Sanneh er berømt for at have populariseret i 2004 med sin kommentar »The Rap Against Rockism«, publiceret i The New York Times. Her lagde han kimen til den poptimisme, der siden har gjort op med fornedrelsen af guilty pleasures som netop soft rock.

Poptimismens blinde vinkler

I bogens afsluttende kapitel om pop vender han tilbage til den debat, der egentlig har raset lige siden »The Rap Against Rockism«. Interessant – og helt rigtigt – er det, at han gør en pointe ud af at problematisere poptimismen. For midt i opgøret med rockismen endte man med at acceptere nye ismer med nye – og gamle – problemer.

»De nye poptimister har måske nok hadet rockismen, men de så ikke ud til at have et problem med hiphopisme eller r’n’b-isme. For en yngre og mere idealistisk generation af lyttere var hele pointen med detroniseringen af rock’n’roll at erstatte de gamle guder med et mere mangfoldigt panteon – og så tilbede dem i overensstemmelse hermed.«

Hvis opgøret med rockismen var et opgør med den hvide mand, så endte poptimismen også som et identitetspolitisk projekt. Begyndte man at kritisere den – ja at kritisere (dens) musik i det hele taget – blev man let affejet som rockist. Det gælder stadig i dag, også herhjemme. Poptimismens idealer om mangfoldighed er kommet til at skygge for væsentlig kritik af de stammefællesskaber, som findes indenfor alle genrer.

»Punk lærte mig at elske musik ved at lære mig også at hade musik«

Kritik savnes

Ikke mindst r’n’b-miljøet, der tidligere – i tiden efter Motown – har udvist kritikværdig adfærd over for først discokunstnere, siden crossoverstjerner som Whitney Houston. Da r’n’b så tilpassede sig den mere og mere populære hiphopgenres hårde ydre, svigtede kritikken igen. Sanneh, der selv er gammel R. Kelly-fan, erkender, at man har forsømt kritikken af en stærkt seksualiseret musikkultur, fra hvilken der går en lige linje til overgrebsmænd som Kelly.

»Når du først begynder at se r’n’b på denne måde – som en verden fuld af magtdynamikker, som ofte forbindes med sex – begynder du at se medskyldighed og tvang overalt,« skriver han og refererer i øvrigt også til punkmiljøet før den feministiske Riot Grrrl-bevægelse og hiphopmiljøets hang til at gøre en dyd ud af sexistisk overdrivelse. Poptimismen har ført mange vigtige opgør med sig, men har også gjort det vanskeligere at bedrive musikkritik – ikke mindst rettet mod musikmiljøer med sorte rødder.

Måske er den hvide hipsters omfavnelse af r’n’b i 2010’erne et skridt på vejen mod et opgør med r’n’b-isme – hipstere har folk da i hvert fald ingen problemer med at udsætte for kritik. Den amerikanske r’n’b-stjerne Solange har allerede tegnet nogle fronter op, som Sanneh gør opmærksom på: I 2013 langede hun ud efter folk udefra, der skrev om r’n’b uden »VIRKELIG at forstå r’n’b-kulturen« og uden »at kende deep cuts hos Brandy, før man giver en ‘karakter’ eller ‘score’ til en r’n’b-kunstner«. Genren kan, konkluderer Sanneh, »aldrig rigtig beslutte sig for, hvorvidt den gerne vil kendes som den universelle lyd af det unge (og ikke så unge) USA eller som sortes bedst bevarede hemmelighed eller – på en eller anden måde – begge dele på én gang«.

Greta Thunberg tager over

Det lader til at være enhver genres dilemma. Tror man så meget på musikken, at man ønsker den udbredt til alle – med den konsekvens, at det særlige fællesskab, genren udgør, uundgåeligt vil opløses? Eller vil man fastholde sit identitetsmæssige stammeforhold til musikken, men så til gengæld risikere, at den stivner?

Kelefa Sanneh leverer med Major Labels: A History of Popular Music in Seven Genres stof til eftertanke. Svarene udebliver oftest, men der er lagt en bund til adskillige opfølgende essays og nye bøger.

Er det der, vi er? Ved enden af musikkens forrang, men også ved begyndelsen på noget nyt?

»Punk lærte mig, at det var muligt og måske uundgåeligt at have stærke meninger om musik; den lærte mig at elske musik ved at lære mig også at hade musik,« skriver han om sin ungdoms hjertebarn, punkmusikken, der i dag har sadlet markant om og arbejder seriøst med safe spaces og tryghed inden for det trodsige fællesskab. Selv identificerer Sanneh sig i dag mere som stolt hipster, men ærgrer sig over, at der ikke følger et fællesskab med det stempel.

Til gengæld lufter han en tanke:

»Af og til spekulerer jeg over, om politisk overbevisning er ved at erstatte musikalsk overbevisning som den vigtigste markør for subkulturel identitet. Måske foretrækker nogle af den slags mennesker, som plejede at tale om obskure bands, nu at tale om obskure eller outrerede sager i stedet for. Og måske giver politik og organisering noget af den følelse af at høre til, som folk engang fik fra sammentømrede punkmiljøer. Det ville ikke nødvendigvis være en dårlig udvikling […]. Men den ungdommelige impuls, der gav punk sin energi, er ikke forsvundet, det er populærmusikkens væsentlighed heller ikke. Og historisk set er øjeblikkene, hvor alle ser ud til at lytte til de samme sange, de øjeblikke, hvor nogle mennesker er modige og umodne nok til at sige fuck det her og fuck det der og starte noget nyt, eller nogenlunde nyt. Det vil nok altid lyde som en god idé i mine ører.«

Er det der, vi er? Ved enden af musikkens forrang, men også ved begyndelsen på noget nyt? Noget er i hvert fald i gære.

 

Kelefa Sanneh: »Major Labels: A History of Popular Music in Seven Genres«. Canongate, 2021. 476 sider. Du kan læse den let bearbejdede indledning til kapitlet om punk hos The New Yorker.