I Jazzhouse med The Lake

The Lake Radio
Folkene bag the Lake er højtuddannede specialister inden for radiokunst og lydkunst samt velrenommerede musikere fra Indie/Artbandet Efterklang. Her på Seismograf/DMT kan man høre et fint interview med en af bagmændene. Deres stream er så absolut værd at lytte til, selvom det ikke altid er lige nemt at arbejde til, fordi meget af den musik, lydkunst og lydpoesi, der uden vært strømmer i tilfældig rækkefølge, er for interessant og opmærksomhedskrævende til at blive i baggrunden. Det er vel et kvalitetstegn for en internetradio. Men udover denne hovedfunktion tilbyder the Lake noget, som ingen andre medier kan. Viden, interesse, kompromisløshed og tilsyneladende et solidt internationalt netværk af musikere og kunstnere som gerne bidrager. For ganske få år siden havde DR små radioprogrammer der kunne noget lignende: belyse hvad de opfatter som snævre genrer med stor interesse. Men det er væk nu. Og de større printmedier har ikke den store opmærksomhed udenfor pladeselskabernes gaveregn. Så det er godt, at der er nogle fornuftige mennesker, der har taget sagen i egen hånd og skaber nye muligheder for alle de mange livskraftige og interessante ting, som går de andre mediers næser forbi.

matchet med Jazzhouse er en god og oplagt idé

Det er alt sammen gode ting, som har værdi for mange mennesker og selvom idéen med en nysgerrig og reelt kvalitetsbevidst netradio jo er en gammel størrelse, så har dels den øgede båndbredde og det kulturpolitiske medielandskab altså muliggjort, at søen er blevet en tiltrængt oase (undskyld). Og matchet med Jazzhouse er en god og oplagt idé.

Copenhagen Jazzhouse
Jazzhouse har været i en del modvind fra hvad der ligner en lille skare af  kritikere fra et mere traditionalistisk eller genrefølsomt miljø (ja, miljø. Stemmerne i offentligheden lod til at koordinere diskussionen, som vi kunne følge i Politiken og Jazz Special op til den midtvejsevaluering, som Jazzhouse og andre regionale spillesteder skulle gennemgå. Det var en kedelig diskussion, som dog viste to ting: At en del musikere tror, at alle døre er åbne for dem samt at Jazzhouse har rørt ved en gammel struktur i musiklivet ved at vise anderledes høj kvalitet. Mind you, det er ikke salsanatklub, de bryder genrerne ned med). 

Men de gode folk bag jazzhouse har dog også haft en del medvind. Jazzhouse er trådt ind i en tid, hvor stemningen i byen indbød til det fra flere sider. Jeg har svært ved ikke at nævne mit eget spillested Mayhem i denne forbindelse. København har en markant bedre koncertscene end tidligere. Bedre spillesteder og et mere nysgerrigt og udevant publikum. Der kommer tilskuere og det er interessante navne, de kommer for at se. Det er stærkt og visionært tænkt og vel udført.

The Lakes kuratering er mindre improjazzmusikskerligenuogvijammertilmorgenstunden!-orienteret […] en art moderne og vidtfavnende tolkning af worldmusik

Jazzhouse har fået den virkeligt gode idé at invitere gæstekuratorer til at overtage huset. Sidste år indbød Jazzhouse som bekendt supertrommeslageren Paal Nilssen-Love til at være gæstekurator med et ret opsigtsvækkende og hårdtslående program. The Lakes kuratering er mindre improjazzmusikskerligenuogvijammertilmorgenstunden!-orienteret og ligger i tråd med deres airplayprofil, som går fra obskure optagelser af strengeklimpren i en ørken over lydpoesi til droner og ukendte og behagelige sange – en art moderne og vidtfavnende tolkning af worldmusik.

Og selvom begge kuratorer er temmelig væsensforskellige, så deler de en affinitet for det, man med lidt fladtrådte ord kan kalde eksperimenterende, genrenedbrydende og nysgerrigt. Sagt på en anden måde, så kuraterer de et bredt program med mange og meget forskellige udtryk. Det er vel i og for sig også sådan de fleste musikinteresserede mennesker lytter på musik. Og der var publikum til alle aftener.

Det skyldes sikkert både programmet og festivalformatet som tilbyder en fortættet mening og stemning, som man kan lide at træde ind i. Det er også en historie som den almindelige avis kan finde ud af at håndtere. Og rent økonomisk er det mindre besværligt at søge penge til en festival, end til det kontinuerlige daglige program som Jazzhouse jo kører året rundt med et imponerende antal koncerter.

At The Lakes radiokanal er opmærksomhedskrævende, smittede også af på koncertrækken i Jazzhouse – i hvert fald de af koncerterne som jeg fik mulighed for at komme til. Det var hovedsageligt solokoncerter og især lyttekoncerter. Det gjorde også, at man sad ned og lyttede og derfor måske manglede den fysiske bevægelse, uroen af kroppe der bevæger sig rundt i forhold til lyden og hinanden.

Touch Label Night
Touch er et britisk pladeselskab som siden 1982 i karakteristisk lækre indpakninger har udgivet en del temmelig gode og interessante plader med især smagfuldt eksperimenterende elektronisk musik og field recordings. Det er på den måde ikke svært at se hvordan pladeselskabet er nært beslægtet med The Lake. På Touch’s hjemmeside er der i øvrigt en del gratis stream af interessant radio lavet af deres kunstnere. Denne aften viste kun et lille udvalg af hvad Touch kan byde på – et lidt umage match efter min mening, men det er måske også charmen ved det.

Et meget talrigt, stillesiddende og velopdragent lyttende publikum sad i et meget dunkelt rum og fik en noget lang koncert med en på samme tid tyst, dramatisk og højstemt inderlighed. Jeg kendte ikke den islandske sangerinde og cellist Hildur Guðnadóttir i forvejen og under normale omstændigheder ville jeg, ligesom et par andre gjorde, have fortrukket til baren ovenpå, hvis ikke jeg skulle skrive nærværende tekst.

Jeg havde en fornemmelse af, at salen var helt henført. I mine ører var der samme fortælling i stort set alle numre: en slags vellydende tristesse blottet for personlighed.

Hildur Guðnadóttir satte tonen for sin koncert ved at henvende sig meget sagte til publikum. Hun advarede os om at hendes lille søn måske ville kalde på hende, idet han var tilstede blandt publikum. Derefter arbejdede hun sig langsomt ind i et melankolsk rum med langstrakte kompositioner i en konstant molstemning. En nordisk lonerfolk spillet på en form for bærbar elektrisk cello. Hendes spil og sang var båret af krystalklare klange og ren intonation med tunge følsomme strøg og lige præcis så meget pause, at dramaet blev pustet op. Efter godt tyve minutter kunne en vis uro mærkes blandt publikum, men alle blev. Jeg havde en fornemmelse af, at salen var helt henført. I mine ører var der samme fortælling i stort set alle numre: en slags vellydende tristesse blottet for personlighed. Og det kan jo for så vidt også være fint nok, men når nu hun netop spillede på en intim inderlighed bliver det underligt som lytter hvis personligheden mangler. Under et nummer skrevet af en nylig afdød islandsk komponist hvis navn jeg på ingen måde kunne dechifrere, tændtes lyset i salen. Jeg tænkte, ’nå det var en interessant drejning’, men det var vist en tilfældig fejl fra en teknikers side, eller var det et spøgelse? Sidste nummer var en anelse mere interessant, men stadig indpakket i en ufejlbarlig vellyd. Det indeholdt en mere interessant monotoni som hun langsomt byggede klange op omkring, som en slags pæn og følsom Phill Niblock. Man kunne ikke sætte en finger på den meget konsekvente og gennemførte fremførelse, men det var efter min mening en gabende kedsommelig koncert.

Der er en improviseret vibe i det han laver, som virker totalt tilstedeværende uden at være anmassende.

Mika Vainio spillede en fremragende og interessant koncert. Det virker som om, at udgangspunktet for alt hvad han laver, er elektricitet i alle dens lydlige former. Det store beat er blot lyden af lavfrekvent elektrisk spænding. De kulsorte basfrekvenser suger rummet ind og åbner for en rent fysisk musik, som er blottet for følelser. En stenhård elektrisk interfererende drone cirkulerede i rummets frekvenser. Og så har han samtidig en meget smagfuld omgang med de lyde, som han får til at blive til elektronisk musik. Alt lyder godt i det univers. Der er både mindelser om tung minimalistisk industrial, techno, den helt sterile dub fra tyske Rhythm and Sound samt Ilhan Mimaroglus voldsomme dynamik og Éliane Radigues ekstreme tålmodighed. Der er en improviseret vibe i det han laver, som virker totalt tilstedeværende uden at være anmassende.

En helt anden form for tilstedeværelse hvor ingen persondramaer kommer i vejen for oplevelsen. Desværre er anlægget i Jazzhouse ikke gearet til den slags musik, synes jeg. Den massive fysiske opløsning udebliver til fordel for en mere kølig og mindre potent lytning. Det var en god koncert, men var det den rette setting? Måske fik han et andet publikum i tale – og det er jo kun godt. Måske er det bare mig, der er blevet radikaliseret gennem årene og derfor forventer en anden form for voldsomhed. Måske havde det hjulpet at folk stod op.

Thomas Ankersmit er en hollandsk saxofonist, som jeg har arrangeret koncerter med flere gange gennem årene. Han har turneret flere gange med freenoisegiganterne Borbetomagus og føromtalte komponist Phill Niblock. Før i tiden kombinerede Ankersmit minimalistisk overblæsning med computeren via max/msp og skabte på denne måde en til tider original, men også en anelse antiseptisk form for elektroakustisk musik. Denne aften havde han helt forladt messingen til fordel for den efterhånden allestedsnærværende modularsynth: En kuffert bestående af et analogt maskineri, som bygges op af moduler, deraf navnet. Der gik en rum tid før Thomas Ankersmit gik på. En del af publikummet gik efter hovednavnet Vainios sæt, men over halvdelen blev i hvad der nu var en ret rendyrket art-stemning. Nu var det kunst og ikke kropslig katharsistechno.

Nu var det kunst og ikke kropslig katharsistechno.

Han sæt var tillige også sværere at komme ind på i det han sprang rastløst rundt sit lydunivers, muligvis grundet synthens uforudsigelige setup. Settet blev en anelse tilbageskuende og lidt tyndt lydende, fordi han ikke stolede på sine lyde. Det er ikke nødvendigt at lave alt den action. Dronerne som instrumentet kan frembringe lyder sindssygt godt og gennemtrænger alt levende med firkantede lydbølger og knastørre overtoner. Men jeg er sikker på, at jeg blot ikke forstår hvorfor han gør, som han gør.

Det har sådan et elektronisk avantgardesnit, men mangler en eller anden konsekvent hårdhed. I stedet lyder det ofte som den slags impro som Thomas Lehn stod for i gamle dage 

Der var desværre noget fladt ved Thomas Ankersmits koncert, når ikke han blot lod dronen spidde rummet.

Man kom ud i hjørnerne på sådan en aften og det kan også have været indvirkende på min koncertoplevelse. Jeg er vant til at lave aftener med helt op til 13-14 acts, men så er det møgkorte og præcise koncerter og det er muligt at bevæge sig rundt i salen fra koncert til koncert. Den her stillesiddende disciplin, som prægede de aftener jeg havde mulighed for at deltage, kræver en helt anden form for opmærksomhed.

Blandede bolsjer
Den anden aften jeg sad med en af husets gode Old Fashioned, blev der præsenteret nye kompositioner fra AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere, Ying-Hsueh Chen opførte Pierluigi Billones Mani Matta og Jaleh Negari (Selvhenter, Pinkunoizu, Eget Værelse m.fl.) spillede egne ting.

Ying-Hsueh Chen Pierluigi Billone med det teknisk krævende Mani Matta. Et superdynamisk stykke, som slår klang ud af alle kanter og fremspring på marimbaen og bruger instrumentets evne til at danne lydflader med metal og træ. I det mørke rum stod især de meget dybe sorte tangenter frem som meget fysisk varmende teksturer. Præcise skift mellem intens stilhed og mangefacetterede skarpe markeringer. Det var en ekvilibristisk og atletisk udført koncert for lynhurtige hænder med flere kølleskift undervejs. Som en slags smukt udført koreografi. Ifølge komponistens meget udførlige hjemmeside er stykket opkaldt efter kunstneren Gordon Matta-Clark (1943-1978) og dennes destruktivt forvandlende opfattelse af arkitektur. Det stod godt til rummet, selvom jeg er ret sikker på at koncertens mange detaljer ville have stået klarere, hvis hun havde spillet nede mellem publikum. Der kan være langt op til scenen og der var en hvid støj fra udluftningsanlægget, som generede de fine nuancer. Det kan der jo være mange gode grunde til fra arrangørens side, men som publikum var det lidt ærgerligt, at gå glip af al den præcision der lod til at være helt tæt på.

Det var virkelig interessant og løst levende tilstedeværende uden manerer af nogen art (ja, eller også den slags manerer, som jeg ikke finder fremmede).

Jaleh Negaris koncert var så selvfølgeligt og vågent udført. Smukke omskiftelige og organiske interfererende pulsdroner fra et gammelt effektforvandlet keyboard, som sømløst gled over i at hun spillede samme puls på en syngeskål og udviklede lyduniverset gennem spile på klokker og velstemte trommer. Det var virkelig interessant og løst levende tilstedeværende uden manerer af nogen art (ja, eller også den slags manerer, som jeg ikke finder fremmede). Som en helt personlig videreførelse af de åbne ører som Conrad, Palestine, og Cale sammen og hver for sig foldede ud og praktiserede i 60’erne og vel stadig udøver på tværs af genrer og instrumentering. Jaleh spiller som bekendt også i det mere og mere fremragende band Selvhenter, men viste her facetter, som jeg slet ikke anede hun havde i sit virke. 

Til gengæld var det en blandet pose bolsjer, da AUT opførte stykker. Århus Unge Tonekunstnere er en af de få stadig eksisterende og ældste af de mange UT'er – foreninger af unge tonekunstnere som finder sammen for at dyrke utraditionelle metoder og eksperimenter. Respekt for det!  

"So much of modern dance is a reaction against something that no one else cares about anyway." skulle Sankt Brian Eno have ytret. Jeg kom i tanker om den sentens mens AUT-drengene lavede deres små øvelser. Jeg ved ikke hvem de kæmper med eller mod, men det er altså ikke så interessant at se eller lytte på – endsige tænke i, for undertegnede. 

Fire mand omkring et bord nede mellem publikum følger meget koncentreret en slags score, der får dem til at fløjte, lytte på en stemmegaffel, række armene i vejret i skiftende mønstre. Den kultiske seancestemning virker indadvendt og desværre også lidt tænkt. Man leder efter sammenfald og forskydninger og, til sidst, også meningen med det hele.

Egentlig var idéen ret fin, at det meste af musikken foregik i hovedet og ørerne på de udøvende, men jeg forstod ikke hvorfor det skulle fortsætte så længe.

Det samme tænkte jeg i den grad om det pudsige fjollede selvsmagende nuttede univers, som næste koncert lod sig nære af: Flere mænd på scenen lytter på skift til lyden af en opvaskebørste og så videre. Lyde som blev på scenen, blev i øret på den lyttende performer. Og det blev ved i en uendelighed. Måske var tanken, at jeg selv skulle fremkalde de meget velkendte hverdagslyde i mit eget indre øre, at jeg skulle spidse ører for at være helt tilstede eller at jeg skulle synes, at de var morsomme deroppe (der var et par grin fra et par midaldrende mænd i en ellers meget stille sal). Jeg ved det ikke. Jeg holdt op med at undre mig 

Det sidste act bestod af to performere, hvoraf den ene var virkelig kropsligt skarp med en sindssygt præcis gestik overfor en mere almindeligt reagerende krop. De udfører forskudte kropsmønstre i relation til en præindspillet lydside. Efterhånden går bevægelserne i absolut synk med lydsiden i et nærmest kraftwerks-robotiseret øjeblik. Da musikken herefter sneg sig ind på minimaltechnoens område, faldt det lidt til jorden. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår deres villede appel til et forestillet publikum.

Efter koncerten fandt jeg, ved en snak med en af AUT-medlemmerne, ud af at et clue til denne performance var, at de to der var på scenen, er henholdsvis komponist og koreograf/danser og at det således måske skulle lægge et yderligere lag til indholdet.

Jeg synes virkelig at jeg prøvede at vende den anden kind til, eller hvad det hedder, at lytte venligt.

Jeg synes virkelig at jeg prøvede at vende den anden kind til, eller hvad det hedder, at lytte venligt. Men med den baggage jeg har med, forblev det kedsommelige ikke-eksperimenter til trods for et par gode idéer. 

Madlobbyister og en virkeligt velspillende kvartet
Festivalens sidste dag skulle dreje sig om mad. Og jeg ved desværre ikke stort mere end der står i programmet. Jeg må indrømme, at jeg sprang hele maddiskussionen over og først indfandt mig foran scenen ved 22-tiden, efter at hvad der lignede politisk aktive og madaktivister havde diskuteret og lyttet på talks siden kl. 19. Undskyld, The Lake! Jeg kunne ikke overskue at lytte på politikere osv. snakke om mad. Intentionen med at blande diskussioner og den slags sociale situationer ind i koncertrummet er god nok, tror jeg. Under alle omstændigheder virkede det dog noget malplaceret, at Frk. Jacobsen skulle spille for dét publikum. De var bestemt ikke interesserede i andet end at netværke, lod det til. Det var synd. For de andre tilhørere, for bandet og for dem selv. For de gik glip af en virkelig velspillende kvartet bestående af guitar, bas, trommer, keys. Der er noget helt letfodet Bitches Brew-agtigt over deres flydende sammenspil. Som om Anja (Jacobsen, red.) har lavet sin helt egen personlige, kantede og originale blanding af Riley, Reich, solskinsindie, og den der ofte ret underlige afropop, spillet på primitive maskiner som især Awesome Tapes From Africa har promoveret. Jeg har set Anja spille i virkelig mange konstellationer fra Selvhenter og Valby Vokalgruppe til legendariske Kirsten Ketsjer the Rockband, men jeg har aldrig set hende spille sådan noget her. Smukt og koncentreret band. 

Mens jeg har skrevet denne tekst, har jeg helt konsekvent lyttet på The Lake for at få fod hvad de egentlig laver. Og jeg er stadig ikke sikker. Men jeg har nu måske en forståelse for deres vidtfavnende greb. På en eller anden måde er Anjas band et godt eksempel på deres tænkning. Den her helt personlige blanding af helt sukkerpoppet solskoldning og benhårde maskinelle rytmikker med en fod ned i den helt snævre musik, spillet med en imødekommende indadvendthed.