Når computerbørn laver opera

Vi ved godt, hvordan det ender, når der er guns involveret. I kriminalfilm, i virkeligheden og i opera. Forrest på scenen i Godsbanen lørdag den 24. november lå der både maskingeværer og store økser. Og de blev brugt: Alle sangere og musikere blev mejet ned, inden den anden i rækken af fire opera-laboratorier var ovre. Dystopisk måtte det være, for den unge litauiske kunstgruppe, Kliudziau, med komponist Ruta Vitkauskaite i front havde valgt at se nærmere på børns forhold til computerspil. Forlægget var den litauiske forfatter Jonas Biliunas’ gamle børnefortælling Kliudziau, som kunstnerkollektivet ændrede til at handle om det 21. århundredes “computerbørn”, som tilsyneladende færdes hjemmevant i virkelige som fiktive verdener. 

Det altid lurende GAME OVER
Den åbne prøve startede egentlig fredsommeligt: Længe raslede katten Biliunas med tremmerne i sit bur. Men kort efter gik videokunstner Mykolas Budraitis i gang med at sende hæsblæsende sort-hvide billeder, tegnefilm og computergrafik op på 10 skærme placeret forskellige steder på scenen. Her dukkede også avatarer frem, da skuespilleren Irina Lavrinovic tændte sin computer og bevægede sig ind i et spil, som hun mestrede så godt, at alle omkring hende måtte lade livet. Først for sent opdagede pigen, der for længst havde smidt sin “True Love”-t-shirt til fordel for en kampdragt, at hun også havde slået sin elskede kat ihjel. 

Inden maskingeværerne og økserne ramte sangerne fra Den Jyske Opera og musikerfællesskabet Lydenskab, havde de deltaget i kampene med højlydt heppen. Til billederne af kæmpende avatarer blev der slebet knive, sunget inciterende strubesang og spillet sfæriske klange på harmonium og trompet. Elementer fra musical, pop, militærmusik blev rammet ind af jingler fra game-shows og geværsalver. Til sammen lød det som en harddisk, der var gået amok. Et tikkende ur talte ned og mindede os om, at i computeruniverser ender et forkert skridt let i GAME OVER.

At genstarte operaformen
“Betragter I det, I har set, som opera?” var første spørgsmål til publikum i den efterfølgende artist talk. Efter at én havde foreslået, at opera i dag er en ”tom form”, som kan rumme alt, kom et diskussionslystent publikum med flere bud, inden Line Tjørnhøj, initiativtager til coOPERAtion, hjalp os på vej ved at betegne den åbne prøve som en “live time composition”. For komponist Ruta Vitkauskaites intention var netop at arbejde med en levende struktur, hvorfor hun havde taget partituret fra musikerne, som kun måtte spille det, de kunne huske. Med sådanne benspænd skulle opera-formatet gives nyt liv.

Også derfor skulle sopranen Stine Elbæk Rysgaard under prøverne fx følge efter den litauiske komponist, som gik foran og spillede et motiv på sin fløjte: “Jeg fulgte med og sang med. Eller også fulgte jeg videoen og tilføjede lyde. Da jeg live - i en improvisation - med scenelys, elektronisk musik, video og hele denne stemning, pludselig forvandledes til en dræbermaskine, var det ekstremt stærkt”, fortalte Rysgaard.

I flere dage var laboratoriet som en båd, der sejlede i flere retninger på én gang. Vendepunktet skete under en improvisation onsdag, fortalte Rysgaard: “De forskellige elementer af det musikalske og sceniske materiale - fx moren, pigen og katten - som vi havde arbejdet med i to dage, kom ind i improvisationen, uden at vi havde planlagt det. Ud af denne improvisation lavede vi operaen”.

Det var måske det, Tjørnhøj havde i tankerne, da hun undervejs i laboratoriet havde set, hvad hun betegnede som “magiske øjeblikke, som ingen librettist eller komponist ville kunne skabe i enerum”.

Vigtigt med en fælles trampolin
Formålet med coOPERAtion, som produceres af AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere, er at lade en ny generation af musikere og sangere mødes og skille hvad man kunne kalde for ”traditionel opera” ad og sætte en moderne opera sammen på nye måder. At de 16 involverede var gået fra “kunstneriske misforståelser” til en bevidsthed om, hvad man kan få ud af hinanden - hvad der virker i forhold til kombinationen af improvisation og komposition, og hvordan disse sættes sammen med sceniske elementer var for nogle blandt publikum svært at se alene ud fra den afsluttende åbne prøve. Måske skyldes det, som en anden tilhører også bemærkede, at det spektakulære sceneshow ofte stjal opmærksomheden fra musikerne og sangerne på scenen.

Katten, som havde fået vasket teaterblodet af sin pels, virkede i hvert fald lettet over at kunne løbe frit rundt uden at frygte at møde glubske monstre om hjørnet. Mens det elektroniske grej var ved at blive pakket sammen, spurgte jeg den erfarne performer Annika B. Lewis, som har fungeret som performance-konsulent på andet laboratorium, om arbejdet med de unge ”computerbørn”: “Uanset om vi kalder dette her opera, moderne dans eller Gesamtkunst har arbejdet med de forskellige virksomhedskulturer- tre af gruppens fem medlemmer arbejder jo med det tekniske og visuelle - bekræftet mig i, hvor vigtigt det er at definere ‘gulvet’ og have en fælles ‘trampolin’. Om onsdagen lykkedes det os at gå i samme retning”.

At gå nye veje med den trup, som man på seks dage havde skabt med litauiske Kliudziau, kunne bestemt være interessant, sluttede Rysgaard: “Nu er vi klar på at lave en hel opera”.Foto: AUT/Toke Hagen.