Nomade i en elektronisk verden

Atoui, som har skiftet sine slim-jeans ud med ternede bukser, er synligt træt efter gårsdagens spektakulære og meget fysiske elektroniske lydperformance. Foran de 80 mennesker virkede han som en rockstjerne, da han med enorm muskelkraft boksede med sine maskiner.

Efter hans lydperformance dagen før stod mange i kø for at undersøge, hvad det dog var, den spinkle kunstner med den enorme energi havde bevæget sine hænder hen over. Hvad havde skabt så komplekse lyd-landskaber af småsten, der blev kastet på beton, marcherende menneskemasser, maskingevær-salver, buldrende lavfrekvente lyde og melankolske synthesizer-flader?

Atoui er en kunstner, der i bogstaveligste forstand lever i sin store taske med avanceret musikudstyr. De hjemmebyggede lydmaskiner fra hans første performance i Århus Kunstbygning aftenen før er allerede pakket ned, da jeg møder ham i udstillingsstedets café formiddagen efter.

“Jeg kan godt lide ting, der er transportable. Ting, som jeg let kan flytte, og som hurtigt kan sættes op. De forskellige elektroniske maskiner og software-applikationer, som udvikles til hvert projekt, fanger ofte folks interesse”, fortæller han.

Når han optræder blandes hans intense alvor med en utrolig smittende glæde.

“Min performance i aftes var anderledes end normalt. Det var ikke ét stykke, men flere sektioner med hver sin æstetik. Det var ment som en introduktion til mit kommende arbejde i Aarhus og for at komme i kontakt med publikum. Nogle stykker var helt og aldeles digitale uden brug af samples eller optaget materiale. Andre stykker var mere collage-agtige, med alle typer lydkilder såsom fabriksalarmer, støj fra markedspladser og kinesiske stemmer”, forklarer Atoui engageret, og fortsætter:

”Jeg betragter ofte min musik som filmmateriale. Stemmerne stammer fra film og youtube-klip. Det er en anden måde at arbejde med lydoptagelser i stedet for at bruge field-recording. Jeg kan lide, at hvert projekt leder mig ind på en ny sti – i stedet for at være tro mod én lydskole, én type lydmateriale og at sætte noget højere end noget andet. Denne trang til hele tiden at gå i den retning, jeg har lyst til, tænker jeg også i forhold til historien og udviklingen af elektroakustisk musik som sådan.

Siden Pierre Schaeffer og det, som skete i 1950erne med de mange skoler, som udsprang af tidens nybrud - for eksempel akusmatisk musik, radiofonisk musik, konkret musik etc. Disse forgreninger begyndte at finde sted på mange forskellige måder, men i dag - især med kontakten til den eksperimenterende populærmusik - mener jeg, at alle disse områder bliver blandet sammen, om vi kan lide det eller ej”.

At afbarke lyden
Atouis kompositioner indeholder på flere måder en kompleksitet, som forholder sig til måden, vi sanser virkelighedens accelererende verden i dag, hvilket eksempelvis ses i en titel som ”Strategies of surviving noise” fra hans serie Un-drum. 

Hvis du prøver at ‘afbarke’ lydene… mister [de] deres identitet og på en måde smelter de sammen i en ny krop. Det er det, jeg godt kan lide. 

“Du kunne høre det i min performance i aftes - lag på lag af lyd. Hvis du prøver at ‘afbarke’ lydene, at adskille niveauerne, og undersøger, hvad det er for en krop af lyd, du hører, vil du opleve, at det næsten er for meget - at lydene mister deres identitet og på en måde smelter de sammen i en ny krop. Det er det, jeg godt kan lide. Det er det, som vores modernitet har bragt med sig - måden vi forholder os til lyd, måden vi modtager information. De enorme lagre af impulser, som vi hele tiden er omgivet af. Vi ser ikke længere information i separate afsnit men i blokke. Disse strategier er indlagt i min praksis”.

Atoui understreger, at han ikke er akademisk skolet og ikke startede med et klassisk instrument eller med musikteori, som andre gør:

”Min første ’sound school’ begyndte jeg på som 20-årig. Men min styrke er, at jeg har let ved at tale om det, jeg gør. Jeg bruger denne evne til at forstå det, jeg arbejder med”.

Den genopdagede lyd
Atoui ikke bare taler godt. Hans viden om alt fra syriske billedkunstnere til amerikansk minimalisme og spektralmusik er imponerende. Han kan tale længe om de skiftende opfattelser af musik og lyd gennem tiderne, og hvordan vi med den skarpe opdeling i visuel kunst og musik for 60-70 år siden skabte en ’forkert multidisciplinaritet’, hvilket afstedkom, at lyden har været glemt: ”Modsat billedet har lyden stadig en åbenhed, en friskhed, i sig. Det er derfor, den bliver genopdaget”, forklarer Atoui.

”Det interesserer mig på et personligt og komplekst plan, hvordan mennesker opfatter lyd. Også lydens indvirkning på et adfærdsmæssigt plan er interessant: Fx hvordan folk, der arbejder med lyd, løser problemer og går i bestemte æstetiske, kunstneriske retninger - søger bestemte udviklinger af personlige strategier. En af de ting, jeg altid efterstræber, er at gøre det muligt for mig at blive påvirket af alt dette. Tro mig, man kan virkelig lære af det! Forholdet mellem det moderne menneske og moderniteten er i meget høj grad indlagt i disse praksisser. Alt det bidrager til min forståelse af lyd og den måde, jeg ønsker at kommunikere og eksistere på gennem lyd”.

Fra krigsbarn til støjkunstner
For nærmere at forstå Atouis observationer omkring lyd og kunstnerens position kræver det en række omveje. Den første går til Libanon i 2005: “I was parachuted from Paris to Libanon”, siger han med fransk accent.

Hvad var det, du fandt ud af i Beirut?
“Datidens musikscene var fantastisk at gå på opdagelse i: En ung scene i fuld gang med at søge efter sin identitet og skabe rammer for fremtiden”.

Mit forsøg på at adressere folk, som ikke kender til moderne lydkunsts sprog eller historie, tvinger mig til at artikulere på en anden måde.

Du så med egne øjne landet blive hærget af borgerkrigen 1975-1990. Du var væk i flere år og vendte tilbage med nye øjne. Hvordan var det?
“Jeg var personen, som kom udefra med frisk energi. At vise mine ting for folk i Libanon var skønt. Da jeg kom tilbage, så kunne jeg virkelig godt lide oplevelsen af en sund kontakt med virkeligheden. Men jeg etablerede mig aldrig der. Jeg vendte aldrig tilbage for at leve der. Jeg kigger altid bare forbi”.

Hvad har den store opmærksomhed omkring din kunst betydet for dig, og hvordan er de spektakulære performances på åbne pladser i Mellemøsten blevet modtaget?
“Det giver ikke mening at spille samtidsmusik et sted, hvor man ikke ved noget om den. Mange i Mellemøsten forstår ikke helt, hvad jeg laver. Det er fair nok. Mit forsøg på at adressere folk, som ikke kender til moderne lydkunsts sprog eller historie, tvinger mig til at artikulere på en anden måde. Hvis folk skulle lytte til mine kompositioner alene, ville det være tough. Performance-dimensionen giver mine værker et andet niveau, den performative kvalitet skaber en form for dialog. Jeg tror, min musik rammer folk, fordi den ikke giver sig ud for at være noget andet, end den er. Den hævder ikke, at den kan være et substitut for hiphop, pop-kultur eller elektronisk kultur: Den hævder noget, som er uafhængigt og udenfor disse kategorier.”

En nomade er altid parat
Cigaretpausen foregår i Århus Kunstbygnings gård. Atoui står i lang sort frakke, ryger og betragter Olafur Eliassons regnbue på toppen af kunstmuseet ARoS lige overfor. Han minder om en person fra en Godard-film: Intelligent. Sammensat. Indadvendt, men med en ubændig trang til at kommunikere. “Jeg må derop en dag,” siger han og kigger på menneskene, som går rundt i installationen. Måske tænker han, hvad der ville ske, hvis han tog sine maskiner op i ’Your Rainbow Panorama’ og lod lydene, som disse apparater skabte, køre rundt og rundt deroppe.

I flere henseender er Atoui en mand in action, fysisk til stede dér, hvor han er. Han beklager sig over at have pakket sin kuffert helt forkert; han troede, der var koldere i Danmark. I mange år har han ikke haft nogen fast bolig, men har rejst fra ét job til det næste - New York, Egypten, De forenede Arabiske Emirater, Holland, etc. I de sidste par år har basen dog været Paris og Beirut. Men, siger han, stadig med blikket fæstnet på Eliassons regnbue: “Urolighederne i Syrien har spredt sig til Libanon; der er ikke længere sikkert. Det kunstneriske liv er ikke længere det samme som for et par år siden”.

Mellemøsten - kunstner og engageret samfundsborger
Flere kunstnere i Mellemøsten, som ikke arbejder med musik, har i forsøget på at skildre traume og vanskelig erindring brugt lydsamples fra krigen i Libanon. Atoui har kritiseret disse strategier til at skabe en “lokalitet” og en “autencitet” og kaldt dem et træk for ikke at “skuffe” et internationalt publikum.

Årets Documenta beskæftigede sig bl.a. med temaer som aktiv indgriben og recirkulation. I stedet for troen på dokumentation som en form for politisk sandhed spores nu en mere observerende holdning eller tvivl.

Jeg bruger min kunst til at være borger. Men når jeg bliver borger, holder jeg op med at være kunstner.

Hvordan er det muligt at erindre, genskabe og sanse nuet og historien? Hvordan mener du, kunsten bør spille en rolle i forhold til de nylige begivenheder i Mellemøsten?
”Det er komplekst. Jeg bruger min kunst til at være borger. Men når jeg bliver borger, holder jeg op med at være kunstner. Specielt når man arbejder med mennesker i sådanne kontekster, er det godt at være på afstand af disse ting. Hvis man prøver at skabe en platform for en undersøgelse, en udveksling eller prøver at åbne op for nye horisonter, er det godt ikke at åbne dem i relation til lokale problematikker. Der ligger en fare i at tage regionens problematikker som udgangspunkt, fordi man lukker for mulighederne i stedet for at bringe dem ind i en større, mere kompleks sammenhæng. For det er her, at kunsten kan udfolde sig i al sin styrke og blive en udvej for folk. Ikke som et redskab til at forsvare politiske overbevisninger eller sociale problematikker.

Når man underviser er det ens ansvar at vise de forskellige mulighedsfelter, som kunsten kan have. Jeg prøver at kommunikere bredt og udover mine egne oplevelser fra Libanon og udover problematikkerne omkring de nylige begivenheder i Mellemøsten”.

Du har igennem en årrække arbejdet med børn og unge i palæstinensiske flygtningelejre Libanon. Hvordan foregik dette arbejde?
“Det startede med et projekt, som jeg allerede havde udviklet i Frankrig. Det var workshops omkring udvikling af computere for børn i alderen 12-18 år. Allerede dengang var idéen at arbejde ud fra ting, som interesserede de unge.

Da jeg ankom til flygtningelejrene og besluttede at lave noget der, tog jeg en rolle som facilitator: Hvis de havde lyst til at lave hiphop, så lavede vi hiphop. Hvis det var video, så gik vi i gang med at lave simple videoproduktioner. I sådanne arbejdsprocesser finder man altid ud af at åbne op for andre ting. Og sådan starter en dialog: Jo mere jeg underviste, jo bedre blev jeg til at lytte. Havde jeg alene arbejdet ud fra min smag og æstetik, kunne jeg ikke få adgang til dem. Mit arbejde med de unge ville ikke lykkes. Denne menneskelige udveksling har været utrolig berigende for mig personligt og for min kunstneriske praksis”.

At have en rolle som en ansvarsfuld samfundsborger via min kunstneriske praksis har betydet meget for mig. 

Vi henter ny kaffe og sætter os igen i Kunstbygningens café. 

Mundede disse projekter i flygtningelejrene ud i præsentationer af et egentligt kunstnerisk produkt?
“Undervejs mødte jeg mennesker, som jeg nu i årevis har arbejdet sammen med. I starten var projekterne støttet af europæiske institutioner. Senere holdt jeg op med at søge om støtte og tog selv til Libanon om sommeren. Jeg vendte tilbage til lejrene og spurgte, hvad de var interesseret i at lave. Nogle gange var der ikke tale om præsentationer eller produkt-drevne workshops. Tværtimod - vi spillede ofte traditionel dansemusik. Andre gange havde jeg bare computere med. At have en rolle som en ansvarsfuld samfundsborger via min kunstneriske praksis har betydet meget for mig”.

Kassel – en synthesizer er ikke en museumsgenstand
Du kommer næsten lige fra Documenta (13). Kan du fortælle lidt om dit projekt i Kassel?
”Det var et meget ambitiøst projekt, som beskæftigede sig med idéen om instrumenter fra flere perspektiver. Jeg ville undersøge forskellen mellem et værktøj og et instrument i en generel performance-kontekst og i en nutidig opførelsespraksis. Det blev materialiseret i forskellige workshops i et rum, jeg havde i Kassel under hele Documenta, med studerende med forskellige baggrunde og aldre, hvor jeg hjalp dem med at bygge deres egne instrumenter.

Under festivalen byggede jeg dels mit eget instrument, et improvisationsredskab, samt et instrument med inspiration i Erkki Kurenniemis [finsk elektronisk musiker, kunstner og skaber af de første digitale synthesizere, red.] og baseret på de principper, som Kurenniemi udviklede. I stedet for at se hans synthesizere fra 60’erne som museumsgenstande, ville jeg give dem nyt liv, bruge dem på nye måder. Intentionen var at undersøge, hvordan vi kan skabe noget relevant til vores elektroniske verden gennem disse instrumenter. Stedet fungerede desuden som en platform for talks med inviterede gæster. Dette åbnede for en research-del ud fra idéen om et kollektivt instrument. Undervejs lavede vi også et radioshow om de erfaringer, som projektet førte med sig”.

Aarhus – ørernes by
Tarek Atoui siger direkte, at hans ”strategi er at arbejde i forskellige samfund, forskellige steder.” Hans trang til kommunikation har nu bragt ham til Aarhus, hvor han i fem dage i november har holdt møder med Det Jyske Musikkonservatorium og universitetets Digital Aesthetic Research Center, som alle indgår i projektet Systemics Series, som åbner i Århus Kunstbygning i januar 2013. Her deltager Atoui – sammen med andre internationale kunstnere - i udstillingen Systemics #1 Certain peculiar things and ideas, often failed. I marts laver Atoui en afsluttende præsentation af sit projekt.

Vi vil ikke være loyale overfor én bestemt ideologi, én æstetisk skole eller en kunstnerisk strømning, men anerkende dem alle og bruge det som afsæt til samarbejde, diskussion, skabe affekt og ramme folk.

Ligesom Joasia Krysa, kunstfaglig leder ved Århus Kunstbygning under gårsdagens præsentation sagde, at ”ingen helt ved, hvad der kommer til at ske”, kan Atoui kun røbe lidt om det forestående arbejde i Aarhus:

 “Documenta-projektet var så omfattende og havde så mange undervisningsaspekter, at det ikke gav mening at flytte det til Aarhus. Projektet var stedspecifikt. Fx brugte jeg tre måneder på at tale med folk i Kassel, i alt 800 var involveret. Det var ud af mine mange talks på kunstskoler og museer at projektet opstod, og jeg vil lave noget lignende i Aarhus. Jeg kan lide at arbejde på denne måde i stedet for med et bestemt tema. Denne arbejdsmetode er klart påvirket af min erfaring med programmering. En performance starter altid med en intention, som udfoldes til en komposition, som udfoldes til en software, som oversættes til et hardware-udstyr”.

Når man lytter til Atoui, virker han som et oplagt valg til Systemics Series-programmet, som bygger på tværfaglighed, research, videndeling og samarbejde om produktion. Med forskellige samarbejder mellem individer og institutioner vil programmet undersøge grænserne for samtidskunsten som praksis.

Da vi er ved at tage afsked, siger han: “Vi vil ikke være loyale overfor én bestemt ideologi, én æstetisk skole eller en kunstnerisk strømning, men anerkende dem alle og bruge det som afsæt til samarbejde, diskussion, skabe affekt og ramme folk”, forklarer Atoui, som allerede har bemærket, at byens musikstuderende, som skal deltage i projektet, har “fantastiske ører”.

På vej ud beder jeg Joasia Krysa, sætte et par ord på betegnelsen ”nomade”, som fx også står under Atouis navn i kataloget til Documenta (13).

”Når Atoui beskriver sig selv som en nomade, skal det ikke kun tages bogstaveligt,” forklarer Krysa: “Det handler også om netværksbaserede - teknologisk medierede - vilkår for liv og produktion. Jeg tænker, det er vigtigt ikke alene som en måde at forstå samtidens forhold for kulturel og kunstnerisk produktion, men også at se det i relation til den intense og ekstreme globalisering, når permanent nomadisme ofte er et tvunget arbejdsvilkår. Og nogle gange, som i Tareks tilfælde, er nomadisme et symptom på succes”.