Rotundens refleksioner og postkort fra periferien

Rotunda
I Marselisborg Mindepark ved Aarhus er en cirkulær konstruktion bygget i skrænten. En rotunde. Indersiden er beklædt med franske kalksten og bærer, foruden fire fresker, navnene på de 4.140 danskere, der måtte lade livet under Første Verdenskrig. Arkitekt Axel Ekberg og billedhugger Axel Poulsens runde konstruktion, der siden 1934 har hvilet i terrænet i erindring om netop denne krig, danner nu også ramme om den danske perkussionist Christian Windfelds værk Rotunda – et værk der både aktivt går i dialog med rotundens historie og musikalsk spejler dens refleksive rum.

Kattegats rusken i Marselisborgs trækroner ligger som en ufravigelig strøm under slagtøjets skiftevis forsigtigt knitrende flader og aggressivt frembrusende piskesmæld

Rotunda, der består af en minimalistisk slagtøjsimprovisation indspillet i Mindeparkens rotunde, er Windfelds anden udgivelse under navnet FØRSTEPERSONENTAL, og samler på mange måder op, hvor forløberen slap. Som sidste FØRSTEPERSONENTAL udgivelse er Rotunda  en afsøgning af instrumenternes  grænser og dermed en åbning af deres potentielt uudforskede soniske strukturer. Her er det lilletromme og bækken, der står for skud.

Værket er udgivet på aarhusianske LYDHØR, og er da også skræddersyet til selskabets fokus på tids- og stedsspecifik improvisationsmusik. Interessen for det stedsspecifikke er bestemt heller ikke noget nyt i Windfelds univers, hverken i hans arbejde med FØRSTEPERSONENTAL eller Kolonihaven Unikum, og således heller ikke på Rotunda. De to suiter, der udgør værket, formes i høj grad af Mindeparkens ambiens, der træder i karakter ikke som en musikalsk medspiller, men som en konstant tilstedeværelse. Kattegats rusken i Marselisborgs trækroner ligger som en ufravigelig strøm under slagtøjets skiftevis forsigtigt knitrende flader og aggressivt frembrusende piskesmæld.

'Rotunda' er indspillet lige i midten af Mindeparkens monument, der blev rejst i 1934.

Krigens væsen
På den ene side er Rotunda en sanselig undersøgelse af samspillet mellem slagtøjets teksturer, rotundens naturlige forstærkning og Windfelds musikalske respons herpå, men valget af sted og instrumenter investerer samtidig musikken med et yderligere lag af kulturelle referencer. Med Windfelds vanlige sans for tværmediale greb, understreges disse kulturelle og historiske implikationer med inddragelsen af Karen Marie Troldborgs digt Rotunde, der tager Axel Poulsens fresker som udgangspunkt. Netop inddragelsen af diskursive elementer (der foruden digtet omfatter uddybende pressemateriale og sågar en kort dokumentar) inviterer lytteren til at forstå det musikalske værk som en art spejling af monumentets kontemplative funktion.

Windfeld kalder selv pladen for en war suite, og naturligvis er stedspecificiteten på Rotunda en meget konkret henvisning til et bestemt moment i krigshistorien, men værket synes at trække på en langt bredere palet af referencer til krigsførelse.

Til at begynde med er der lilletrommen; krigsinstrumentet par excellence

Til at begynde med er der lilletrommen; krigsinstrumentet par excellence. Windfeld har udrustet sig selv med et instrument, der historisk har været soundtrack for soldaternes udmarcheren. Men modsat den skærende præcision der ligger i marchtrommen, strækker han instrumentets lydlige muligheder, og berøringen af skind med metal forvrænges, mens han følger lydbølgernes bevægelser ud i rotundens rum. Trommestikkens forsigtige berøring af trommeskindet mimer soldaternes kryben i skyttegraven, bækkenets pludselige knald bliver eksplosioner og Mindeparkens naturligt eftertænksomme lydtæppe iblandes et foruroligende skær af slagmarkens afventende frygt.

Pladens cover, der er et fotografi af rotunden i fugleperspektiv, ligner, som Windfeld selv påpeger, en skydeskive. Sidder fotografen i et bombefly? Eller mere relevant er det taget fra en drone? Det er nærliggende, da den førnævnte dokumentar om værkets tilblivelse er fyldt med billedmateriale filmet med droner. Når det modstilles med lydbilledets organiske kvalitet og rotundens henvisning til den industrielle krigs ilddåb, fremmanes et symbolsk nærvær af højteknologisk (og ikke mindst højaktuel) krigsførelse i lytterens bevidsthed.

En kort dokumentar om tilblivelsen af 'Rotunda'.

Den cirkulære bevægelse
Denne sammenskrivning af forskellige tiders krige, transformerer værket til en arena for mere universelle refleksioner over krigens væsen, noget Troldborgs digt i øvrigt slår en tyk streg under. Foruden den direkte appropriering af titlerne på Poulsens fresker (Udmarchen, Krigen, Hjemkomsten og Freden) nikkes der voldsomt til britiske mellemkrigstids poeter som Wilfred Owen og Siegfried Sassoon i beskrivelsen af meningsløsheden i krigens bevæggrunde og i forestillingen om, at fjenden ikke er så anderledes en vennen. Som det lyder i Udmarchen: »Fjender/ som/ venner/ i samme/ bevægelse/ hjemmefra/ og ud/ mod den/ samme grav«. Også krigens menneskelige konsekvenser beskrives med nærmest hemingwaysk forlæg i Hjemkomsten: »Hjelmforladte/ svedende/ pander/ røres nu/ af hende/ og det/ der var/ som aldrig/ vil blive/ det samme«.

Og så er der cirklen. Den måske mest betydningsladede geometriske form: skabelsen, uendeligheden, gentagelsen. Den er allestedsnærværende på Rotunda. I rotunden, i vinylen, lilletrommen, i bækkenet, i digtets udformning (de fire strofer står som møllevinger ud fra et centrum) og i lydbølgernes pisken rundt i Mindeparkens kalkstensmonument. Cirklen repræsenterer en stringens, der står i skærende kontrast til Windfelds improvisatoriske indspilninger, men som falder godt i takt med krigens hårde stringens; marchens taktmæssighed,  den industrialiserede krigs dødsapparaturer, dronebombens ansigtsløse præcision.

Cirklen repræsenterer en stringens, der står i skærende kontrast til Windfelds improvisatoriske indspilninger

Windfeld og Troldborg maler således, på tværs af medier og historiske referencer, et billede af krigen, som en størrelse, der ikke er betinget af specifikke historiske kontekster, men som er en struktur, der bestandigt kræver nye ansigter, nye sjæle, til ofring og til minde.

Postkort fra Hirsholm
Hvor Rotunda behandler det store minde og arbejder med den kollektive erindrings strukturer, arbejder William Kudahl, på sit værk Postkort fra Hirsholm, med det lille, det oversete, det individuelle minde. Hvor Windfelds plade er et elegant afsluttet hele, en grandios gestus med konceptuelle tangenter, der forsøger at nærme sig spørgsmål med bred historisk relevans, er Postkort fra Hirsholm en langt mere fragmenteret størrelse.

Som det var tilfældet på Rotunda, er der tale om et værk, der bevæger sig i flere medier, dog her på en måde der ikke blot understøtter et konceptuelt greb, men som er en integral del af værket – ja, som kan siges at være selve værket: Kudahl lejede i juni måned en lejlighed på den lille ø Hirsholm, der ligger omkring seks kilometer nordøst for Frederikshavn, og Postkort fra Hirsholm er en slags dokumentation af denne tur. Det er blanding af fotografier fra øen, dens beboere og af Kudahls arbejdsværelse, det er små reallydsoptagelser (en gudstjeneste i øens kirke, en overhørt samtale, endog et uddrag af True Detective fra den bærbare computer) og skriftlige korrespondancer fra turen (Facebookbeskeder, breve, emails).

Det er således gennem disse budstykker, at vi får fortællingen om kunstnerens tur præsenteret. Ikke at det var en særlig begivenhedsrig tur. Faktisk sker der ikke ret meget: Fuglene skræpper, Kudahl har glemt at købe kage til kaffen, han får et glas vin med underboen Ryan. Men mere om disse ikke-begivenheder senere.

Nå ja, hvorfor så postkort? Fordi man kun kan få fingrene i værket ved at få det tilsendt med posten. Så et eller andet sted mellem disse kommunikationsformer af mere eller mindre forældet dato skal værket altså findes.

Udgivelsen affotograferet af kunstneren.

En anti-genistreg
Postkort fra Hirsholm er en del af en ø-trilogi, der tager udgangspunkt i Kudahls ophold på forskellige danske øer, hvoraf første kapitel Island Shapes udkom i 2015. Denne kunstneriske strategi er søbet ind i mytologien om kunstneren, der vender tilbage fra isolation med ny indsigt og en genistreg i baggagen. En mytologi der bliver gjort grumt til skamme her. For ”problemet” med Postkort fra Hirsholm er, at der er tale om et slags negativ af et værk. Ikke at der er tale om et processuelt fokus. Nej, snarere er det alt det, der ikke har noget med tilblivelsen af kunst at gøre, alt det man normalt udelader, der stilles skarpt på. Overspringshandlingerne, pauserne fra arbejdet, gåturene for at rense hovedet. Han indrømmer sin egen dovenskab, han indlemmer den i værket, og alt hvad vi som lyttere står tilbage med, er et hult centrum – en genistreg der aldrig blev til.

Det skal vi dog ikke være kede af! For det er det, der er Postkort fra Hirsholms åbenlyse styrke: Selvom det er lavet med et glimt i øjet, åbner den humoristiske vinkel samtidig op for de mere alvorlige refleksioner som værket potentielt også kan afføde.  For måske er der mere på spil i optagelsen fra den lokale gudstjeneste med Farfisa orgel og lidet harmonisk fællessang, den frække samtale mellem de besøgende frederikshavnere, titler som ”Brødristning”, ”Håndværkerne i kælderen installerer ny varmepumpe” og ”Sur måge”, end deres evne til at trække i lytterens smilebånd.

Han indrømmer sin egen dovenskab, han indlemmer den i værket, og alt hvad vi som lyttere står tilbage med, er et hult centrum – en genistreg der aldrig blev til

Den begivenhedsløse æstetik
Men nej, det er ikke nogen særligt sindsoprivende fortælling. Som Kudahl så fint udtrykker det i et brev til Frede, er der »ikke mange såkaldte begivenheder man kan holde sig til«, og man får fornemmelsen af, at Postkort fra Hirsholm også er et forsøg fra Kudahls side på at huske. Som om hans korrespondancer og flygtigt optagede ikke-begivenheder har karakter af personlige fikspunkter i den pøl af stillestående tid, han er havnet i. Som om turen ville være evaporeret eller ville have stået som en tåget drøm, hvis ikke den havde fundet manifestering i udgivelsen.

Der er noget befriende i, at Kudahl i sin triologi ikke blot laver ambientplader fra det danske ørige, da han dermed ville risikere, at reducere det univers, han forsøger at repræsentere til en forsimplet æstetisering af dette fravær af opkørt civilisation. Men ved at navngive udgivelsen som han gør, stiller Kudahl spørgsmålstegn ved vores definition af center og periferi, når han med stor vigtighed beretter om ikke eksisterende begivenheder fra baglinjen af det den danske virkelighed.

Intet nyt fra nordøstfronten!