© Klara Løkke

Steppeulv i fåreklæder

Må man grine af Safri Duo? Poptimismen kom under angreb, da kritikerprisen Steppeulven blev uddelt i Bremen Teater. Lad bare krigen rase.
Af
8. april 2022
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Skal vi starte med elefanten i rummet? Ja, der blev grinet hånligt ad Safri Duo, da kritikerprisfesten Steppeulven blev afholdt søndag for en uge siden. Det nytter ikke noget at tale udenom. Hele Bremen Teater rungede af latter, da der fra scenen faldt en bemærkning om, at prisen blev indstiftet for tyve år siden, fordi Danish Music Awards anno 2002 havde været et annus horribilis. Safri Duo var løbet med syv priser. Syv! Latterbrøl fra hele salen, fra hele det miljø af god smag, som Steppeulven – en så godt som selverklæret elitær prisfest – har kæmpet for anerkendelse af lige siden.

Ej, måske ikke hele salen. Bag mig, fra det, der vistnok var Clarissa Connelly-lejren, lød spagfærdigt et: »Safri Duo var sgu da meget fede.« Og et sted sad Brian Risberg Clausen, kendt som Bryan Rice, og følte sig grundigt stødt på manchetterne på vegne af de ikke tilstedeværende Uffe Savery og Morten Friis fra slagtøjs-/dancefænomenet. Så stødt, at han allerede formiddagen efter sendte et – velfortjent – spark i løgene af sted mod Foreningen af Danske Musikkritikere i Kulturmonitor. For hvorfor skulle man bygge en pris på at tale andre ned, ville han vide?

Intet godt uden ondt, ingen kærlighed uden had, ingen Steppeulv uden Safri Duo-svinere

Pernille Jensen, forperson for kritikerne, var for høflig til at sige det, som det var, da hun og Rice et par dage senere mødtes i det udmærkede kulturprogram »Babylon« på kanalen tidligere kendt som Radio Loud. Mens Rice prækede poptimistisk kumbaya, forsøgte Jensen at tale udenom: Det var jo et meget lille hår i suppen, popsangeren lavede hårboller ud af. Steppeulven handler ikke om hån, men om kærlighed til kvalitet. Og så videre. Det, hun kunne have sagt, og som mangler at blive sagt, er, at musikkritik og passioneret dyrkelse af musik handler lige så meget om had som om kærlighed.

Sandhedens øjeblik

I pausen mellem uddelingen af priser, og efter hele showet var forbi, hørte jeg flere variationer over temaet: ‘Jamen Safri Duo ér sgu da også latterligt.’ Selv husker jeg tiden omkring 2002, hvor »Played-A-Live« blev et europæisk klub- og radiohit, som en tid, hvor man dyrkede Safri Duo som helte. Danske musikere, der hittede i det store udland! Perfektionistiske musikere fra konservatoriet, der kastede sig over noget så ligefremt som 90’er-dance, sikken luksus. Med et trylleslag var Savery og Friis gået fra at indspille Per Nørgård til at blive slagtøjssuperhelte på diskoteker i hele Europa. Mit unge og naive teenagehjerte var fuld af ærefrygt.

Guldimund Guldimund takkede sine musiklærere og musikere. »Skud ud til alle folks bands,« endte han en af sine tre takketaler. © Klara Løkke
Guldimund takkede sine musiklærere og musikere. »Skud ud til alle folks bands,« endte han en af sine tre takketaler. © Klara Løkke

Hvis ikke det er musikkritikkens job at råbe røv ad den slags pompøse projekter, som Safri Duo blev et symbol på, hvad skal vi så med kritikken? Det spørgsmål kunne man uden større indvendinger stille i 2002. Men der er sket meget siden da. I dag lyder spørgsmålet rockistisk, lige så rockistisk som det lyder, når en smal prisfest som Steppeulven gør sig sjov på bekostning af en nok så succesrig popgruppe. Pernille Jensen har jo ret, når hun i »Babylon« mener at sparke opad, ikke nedad. Safri Duo er – eller var – en magtfaktor i dansk musik, men med poptimismens sejrsgang er det ikke lige så indlysende, som det var engang, at popularitet skal følges af kritik.

I dag har man fået øjnene op for, at en nedvurdering af en populær musiker kan være svær at skelne fra en nedvurdering af de mennesker, der lytter til vedkommende. Det var nok især det, der ramte Bryan Rice og andre i salen: at det også var dem og måske det publikum, de selv spiller for, der blev grinet af. Da Pernille Jensen sad i den cognacbrune Børge Mogensen på scenen og lod bemærkningen om Safri Duo falde – flankeret af aftenens vært, Rude Hedeman, der lignede en rockanmelder fra 60’erne, som lige havde fået et bad – slog det et skår i den fortælling, som poptimismen har turneret med i to årtier: at den brede popularitet er lige så meget værd som agtelse fra Steppeulv-segmentet.

Det giver samme akavede stemning som mødet mellem politikere og journalister på Toga Vinstue

Et øjeblik var vi tilbage i rockismen. Det var i virkeligheden et sandhedens øjeblik. For poptimismens dyrkelse af tolerance har altid virket som et glasslot. Er mennesker pludselig blevet så rummelige? Nej, vel. Rockismen er ikke så død, som man tror, bare fordi selve rockgenren er fortrængt af pop og hiphop. Den elitære lytning og omgang med musikken kommer ikke til at dø ud, for den er grundlæggende for den besættelse af musik, som de allermest inkarnerede og indflydelsesrige lyttere dyrker. »Når vi brokker os over en given musik, er det i virkeligheden andre mennesker, vi brokker os over,« skriver den amerikanske kritiker Kelefa Sanneh i sin nye bog, Major Labels. Og så citerer han Simon Frith: »‘Dårlig musik’ er som begreb helt afgørende for musikalsk nydelse.« Intet godt uden ondt, ingen kærlighed uden had, ingen Steppeulv uden Safri Duo-svinere.

Togas Vinstue for musikbranchen

At jeg overhovedet befandt mig i Bremen Teater til min første prisfest, skyldtes et presserende spørgsmål: Hvad skal vi overhovedet med prisfester i dag? Eller måske mere præcist det modsatte spørgsmål: Kulturkritikken er endelig begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de mange prisfester, der findes overalt, men hvad kan sådan en aften med hyldester og klapsalver ad vennerne egentlig? Kan den noget?

Det spørgsmål nåede jeg knap nok at sove på, før Bryan Rice havde besvaret det. Prisfester giver i den grad en anledning til at sætte problemer under debat. Også selvom det i dette tilfælde kun var ufrivilligt, at Steppeulven skabte debat. Faktisk kan man spørge, om aftenen i endnu højere grad illustrerede problemer, end at den selv søgte at pege på dem.

I sit udgangspunkt har Steppeulven det problem, at det er en sammenslutning af kritikere, der inviterer til fest for musikbranchen. Det giver samme akavede stemning som mødet mellem politikere og journalister på Toga Vinstue. Man må spørge sig selv, om det overhovedet er en god idé. Bliver det for venskabeligt? Bliver syrligheden over for Safri Duo et forceret udtryk for ubestikkelighed på en aften, hvor kritikerne gerne vil have, at musikerne er på deres side og griner ad deres vittige bemærkninger eller klapper ad deres arbejde? Nogen bliver holdt i et halsgreb på sådan en aften, og det er svært at sige, om det er kritikerstanden eller musikbranchen, måske er det bare os alle sammen.

Julie Pavon på Bremen Teater. © Klara Løkke
Julie Pavon i Bremen Teater. © Klara Løkke

Det er et velkendt problem, at musikkritikken generelt er blevet mere positiv de seneste årtier. Den udvikling tilskriver man gerne både poptimismen og ændringerne i mediebranchen. Kritikeren vil måske gerne gå fri af de online fangrupper, der kan skabe en shitstorm af dimensioner. Man er blevet lidt mere opmærksom på ikke at affeje hele genrer og musikmiljøer, bare fordi de ikke dyrker Bob Dylan som en afgud. Og så er de fleste kritikere blevet freelancere, som får stukket opgaver i hånden af en redaktør baseret på, hvad de i forvejen interesserer sig for. Der bliver længere mellem de syrlige anmeldelser, og når mange ynder at hade Ekstra Bladets Thomas Treo, er det ikke kun, fordi han kan virke mobbende, men også fordi han ‘er så sur’.

En branchefest, hvor anmeldere og musikere står arm i arm, virker ikke som det, kritikerstanden har brug for. Musikbranchen, til gengæld …

Der var noget absurd teater over at se en sal fuld af musikere og branchefolk blive stille som døden og sidde som myg om et myggelys

Rockistisk vækkelsesmøde

Steppeulven leverede ikke desto mindre en virkelig relevant musikalsk aften. Ikke så meget i form af de priser, der blev uddelt: Selvom enkelte vindere fortalte, at det var deres første pris, gik flere statuetter til etablerede navne som Andreas Odbjerg, The Minds of 99 og Iceage. Men de korte koncerter var fabelagtige.

Fraads dansede reptilagtigt til det, der lød som unplugged elektronisk musik med drumpad, dæmpet trompet, rasleæg og bas. Kresten Osgood som dansk Questlove og Ida Duelund på glisserende elbas stjal showet under Jomis ærke-steppeulvede, slet klagende rockindslag. Møl spillede metal, der var, ja, højt. Clarissa Connelly tæmmede skæve taktarter og holdt Alanis Morissette-klingende guitartopmøde. Og Jeuru og Julie Pavon var stilet soulede på meget fremmedartet, stramt koordineret facon.

Elitært? Ja, egentlig. Og måske lige præcis den reklame for musikalsk kvalitet, der ellers savner platforme. Gik man ind til Steppeulven som poptimist, var man tæt på at forlade den som glødende rockist. Men gik man også ind med en forestilling om, at musikere er ligeglade med kritikeres ord, blev den forestilling gjort til skamme.

Der var noget absurd teater over at se en sal fuld af musikere og branchefolk blive stille som døden og sidde som myg om et myggelys, når Rune Hedeman – der i øvrigt gjorde et godt og jordnært arbejde som vært – læste kritikernes begrundelser for de 11 priser op. Det betyder alligevel noget, åbenbart. Men det var selvfølgelig også skamros, de lagde ører til. Sjovt, ja radikalt, havde det været, hvis Steppeulven som en kritikerpris også formåede at skabe et rum med plads til kritisk kritik. Hvad ville der så ske?

© Klara Løkke
© Klara Løkke

Kritik er konflikt

I stedet blev prisfesten en skoling i takskyldighed og den bløde magts cementering af god smag. Guldimund takkede sine musiklærere og musikere. »Skud ud til alle folks bands,« endte han en af sine tre takketaler. Der var kærlighed i luften, i hvert fald hvis man kiggede på dem, der vandt priserne. Dem, der tabte dem, var der ingen, der spurgte.

»Det kan godt være, vi er kritikere. Men kritik handler jo også i høj grad om kærlighed,« havde Pernille Jensen skrevet i programhæftet. Ja, måske, men også om meget andet end kærlighed: magtkritik, afsky, afrettelse, for eksempel. Kritik er konflikt. Det kunne man godt glemme midt i hyldesterne og den repressive tolerance fra branchen. Derfor var det velkomment, at Bryan Rice farede i flint over en sidebemærkning. Men ærgerligt, at kritikerne reagerede mere som værter end som kritikere i svaret til ham.

Slip ulvene løs!

Steppeulven fandt sted på Bremen Teater 3. april.

Redaktionel note: Sune Anderberg er ikke medlem af Foreningen af Danske Musikkritikere. Det er Seismografs redaktør, Andreo Michaelo Mielczarek, men det har ikke haft indflydelse på artiklen.