Udøver eller skaber?

Som klassisk uddannet og udøvende sanger har jeg altid opfattet mig som en form for medie for komponisten. Min rolle i den kreative proces er at forstå komponistens tanker og gennem min stemme og min personlighed at formidle disse. Indimellem er opgaven kombineret med improvisation, og i nye værker har jeg nogle gange mulighed for at diskutere min opfattelse med komponisten. Men indholdet er altid i sidste ende komponistens.

Sådan tror jeg mange klassisk uddannede musikere forholder sig til deres arbejde, også med ny musik. Heldigvis fik jeg i sommer mulighed for at blive kraftigt udfordret på denne opfattelse, hen over en uges netværkslejr i Norberg i Sverige.

Konceptet var enkelt og samtidig dybt provokerende: Vi indkalder 12 musikere og 4 komponister til en uges samarbejde. Hver morgen danner arrangørerne 4 nye grupper med en komponist og et antal musikere i hver; man arbejder så vidt muligt med nye mennesker fra dag til dag. Der er et bundet tema, og om aftenen fremføres et værk af ca. 15 minutters varighed for de øvrige deltagere. Efterfølgende fælles evaluering af proces og resultat.

Med en traditionel rollefordeling er arbejdsprocessen åbenlys: komponisten lærer sine musikere at kende, arbejder hurtigt (sandsynligvis ud fra materiale man har liggende i forvejen) og præsenterer et værk – muligvis i skitseform - for musikerne, som hurtigt lærer værket og opfører det om aftenen.

Men … hvad så når musikerne nægter at lade komponisten være projektleder og de insisterer på at være en del af selve den skabende proces? Eller hvis komponisten trækker sig og hellere vil være udøvende? Eller hvis flere af musikerne i virkeligheden bedre kan beskrives som lydkunstnere? Fører det til ren anarki og kan man overhovedet tale om et kunstnerisk resultat? Det har jeg heldigvis ikke noget entydigt svar på, men jeg vil forsøge at beskrive hvor forskellige veje det kan lede én af.

Langt ude

Vi mødtes en mandag i juli, langt ude på landet i Midtsverige. Få af os kendte hinanden, mange kendte arrangørerne og nogle havde hørt om projektet på Facebook eller andre steder på nettet. Aldersmæssigt var vi fra sidst i 20’erne til midt i 50’erne. Der var deltagere fra Tyskland, Letland, USA, Danmark og - primært - Sverige. Alle var valgt ud fra det indsendte cv.

Mandag aften blev brugt til almindelig socialisering og information om dagenes forløb. Tirsdag morgen blev vi præsenteret for dagens tema og delt ind i 4 grupper på 2-7 personer efter tilfældighedsprincippet, dog én komponist pr. gruppe. Der var frokost midt på dagen og et seminar om eftermiddagen hvor deltagerne præsenterede deres speciale. Kl. 20 var der koncert med ca. 15 min. til hvert værk. Derudover var der frit spil til arbejdsprocessen.

Sådan fortsatte vi i 4 dage med skiftende grupper, fredag med den twist, at koncerten var en offentlig koncert kl. 16 på Norbergfestivalens hovedscene, Mimerlaven. Norbergfestivalen er en større elektronmusikfestival i Sverige i bedste sommerfestivalstil med stort scene-setup, gummistøvler og mudder.

4 store udfordringer

Dagenes temaer var udfordrende og rejste nærmest eksistentielle spørgsmål til det kompositoriske arbejde. Dag 1 lød udfordringen: Musikken skal relatere sig til nutidens samfund. 4 kulørte magasiner blev uddelt (Design, Body, Filter (et magasin om tendenser i samfundet) og Illustreret videnskab), et til hver gruppe. Dagen kom i min gruppe mest til at handle om gruppedynamik og magtkampe, da vi havde en komponist med en meget stærk egenvilje og flere musikere som ikke var interesserede i at indordne sig under hans ønsker. Det var et meget interessant studie i menneskelige reaktioner og frustrationer. Vi nåede trods alt frem til et værk og en opførelse; om det relaterede sig til dagens tema, skal jeg lade være usagt. Ved aftenens evaluering viste vores proces sig at være gældende for størstedelen af grupperne.

Anden dag var opgaven at indtænke det visuelle element. Det gav naturligvis mange musikalske installationer, som involverede publikum. Flere af værkerne blev forlagt til yderst utraditionelle koncertsteder - sjældent har jeg f.eks. været på naturvandring med indlagt koncert. Værkerne var denne dag mere originale og interessante i deres udtryk, processen bag var dog ikke mindre frustrerende. Min gruppes komponist valgte at trække sig fuldstændig fra ”projektleder”-rollen og være en af gruppen. Der var derfor ingen leder af dagens arbejde og alle bud var valide. Det betød selvfølgelig at vi kl. 18 endnu ikke havde andet end en masse fragmenter og intet værk. Det kan give sved på panden, når man nu er vant til at arbejde med fokus på resultatet. Men det magiske skete, og på en eller anden måde valgte vi i enighed til og fra og fik samlet fragmenterne til en helhed.

Tredje dags opgave var umiddelbart meget enkel: Arbejd med form. Her kom dog de allerstørste spørgsmål, for hvad er det modsatte af form og kan man undlade at arbejde med form? Vi forsøgte at arbejde med at finde det modsatte af form, men selv i kaos indfinder der sig hurtigt visse regler og systemer. Trods de store spørgsmål var processen denne dag langt mere fredelig. Alle havde mere eller mindre vænnet sig til at agere i ukendt territorium, og egoerne fyldte på mindre konfliktfyldt facon. De forskellige gruppers bud på et værk havde meget forskellige udtryk, fra en meget utraditionel udgave af tema med variationer (hvor man fik et meget interessant bud på oralsex med en kontrabas!) til improvisation under strikte regelsæt.

Sidste dag blev vi sat fri: Break the rules. Og der var mange spændende og smukke bud på ny musik, men ærligt betragtet var det nok den dag vi brød færrest regler. Det var tydeligt at alle søgte deres velkendte rolle som musiker, komponist eller lydkunstner og at man ikke udfordrede den autoritet, der traditionelt er forbundet med de respektive roller. Måske var det tanken om den offentlige koncert der fyldte, eller måske er der noget om at benspænd er befordrende for den kreative proces? Koncerten var en rigtig god oplevelse, dog knap så intens og provokerende som de interne koncerter de foregående aftener.

Nye horisonter

Som nævnt var der hver eftermiddag seminarer, hvor deltagerne præsenterede deres speciale eller noget der optog dem meget. Her var der god mulighed for at få udvidet sin horisont ganske betragteligt. Seminarerne bød blandt andet på introduktioner til Kaosspad 3 (til afvikling af live-electronics med mulighed for at arbejde meget intuitivt med musikken); soundpainting (et tegnsprog for live-komposition); 3 fløjtenister på vidt forskellige stadier af extended teknik (støjlyde via bl.a. instrumentets mekanik) og brug af loops/elektronik/computer; brug af wii-controllers til afvikling af live-electronics; middelalderviser i moderne instrumentkonstellationer; og et fascinerende seminar om selvbyggede instrumenter.

I alle seminarer var det tydeligt, at tidligere tiders afgrænsning mellem udøvende og skabende kunstnere ikke længere er dækkende - selv de mest traditionelt uddannede klassiske musikere forholdt sig yderst skabende til musikken.

Men hvad betyder det så for den nutidige kompositionsmusik? Komponisten har jo stadig et håndværk og en kunnen, som musikeren ikke har. Kan man inddrage musikerne i den skabende proces, eller devaluerer det værkerne? Og kan man tænke sig fælles kompositioner i kompositionsmusik?

Et opgør med de skarpe skel

Midt i januar i år mødtes netværkslejrens deltagere i Västerås i Sverige for at genopføre de bedste værker fra sommerens koncerter. I mellemtiden havde komponisterne pudset og forfinet på alle de vildtvoksende ideer. Efter en weekend tætbelagt med prøver nåede vi frem til den afsluttende koncert, som bestod af værker med hver deres meget klare identitet og med bud på leg med formbegrebet, interaktion med publikum og visuelle aspekter.

For mig personligt betød hele projektet en provokerende og udviklende konfrontation med min egen rolle som musiker. Som ekstra bonus fik jeg en bunke nye kontakter indenfor den nordiske musikverden. Det har allerede ført til opførelser af nye værker og udvidelse af mit repertoire.

Inden for klassisk musik har faggrænserne traditionelt været meget skarpe, og hos eksempelvis Statens Kunstfond fastholder man stadig en skelnen mellem udøvende og skabende. Sommerens netværkslejr viser imidlertid at det ér muligt at nedbryde disse grænser på en meningsfuld måde.

I scenekunsten har man gennem længere tid arbejdet med den såkaldte devising-metode, hvor man forsøger at skabe et fælles værk mellem forfatter, scenograf, instruktør og medvirkende. For mig at se kunne arbejdsmetoden fra netværkslejren sagtens være et mellemstadie i en ny form, hvor både musikere og komponist bidrager til idéprocessen, og hvor komponisten derefter luger ud i ideerne og samler trådene.

Jeg tror og håber at den traditionelle tilgang til komposition fortsat vil bestå. Men jeg glæder mig samtidig til at se en sådan hybrid udvikle sig fra forsigtigt eksperiment til en ny fuldblods musikalsk form.

Fakta:

• Netværkslejr 2009 fandt sted i Norberg, Sverige, 27. juli-1.august 2009
• Læs mere om projektet her: http://www.natverkslager.se
• Fremover kører projektet under navnet New Music Incubator
• Næste gang i Liepaja, Letland, 8.-13. juni 2010
• Støttet af bl.a. Svensk Musik Informations center, Musikalliancen, Nordisk Kulturkontakt, Västmanlandsmusiken, Västerås Kommune, Det svenske kunstråd og EMS. Der er en mindre deltagerbetaling.
• Arrangører er komponist Martin Q. Larsson og guitarist Patrik Karlsson.
• De medvirkende er professionelle musikere og komponister, helst med erfaring i at arbejde med ny kompositionsmusik. Man udvælges på baggrund af indsendt cv.

Christina Dahl er sanger og musikperformer og har blandt meget andet optrådt flittigt med Peter Maxwell Davies’ monodrama ”The medium”.

Signatur-foto: Patrik Karlsson