Undersøgende soniske strategier

Umiddelbart kunne man fristes til at kategorisere Florian Heckers diskografi som avantgardistisk elektronisk musik. Men til trods for tætte samarbejder med bl.a. den engelske kunstner og musiker Russel Haswell og en række udgivelser på det Wien-baserede avantgarde-label Editions Mego, så søger Hecker i sine aktuelle projekter at eksperimentere med lyden som grundmateriale på en måde, der ikke blot vedrører dens musikalske aspekter. Dette involverer for eksempel at finde nye, interessante rum og omgivelser at præsentere de forskellige værker i: “At bruge begrebet eksperiment eller eksperimentelt om mit arbejde, mener jeg bestemt er relevant. Derfor passer det mig også fint at gøre brug af galleri- eller museumsrum, fordi det er rum, der typisk ikke er designet primært med henblik på at fungere i en bestemt musikalsk eller lydligt afstemt kontekst. På den måde er dét faktisk nogle af de sidste kunst-institutionelle rum, der reelt giver mulighed for grundlæggende at eksperimentere lydligt”, forklarer Hecker og fortsætter: “Når du spiller i en koncertsal, er det stort set altid via præ-installerede systemer eller formater. Og selvom mange steder nu har et surround setup, så er der jo netop tale om en meget veldefineret størrelse. Det er enten 5.1 eller 16.4 formater - altså helt regulerede tal - hvorfor ikke forsøge 7.n. eller noget endnu mere atypisk?”, foreslår Hecker.

Flydende baser og kimæriske stemmer
Hecker forklarer os dette, da vi møder ham i kælderen til Kunsthal Aarhus. Her er Hecker i gang med at forberede et nyt værk til udstillingen Systemics #2: As we may think (or, the next world library), som udforsker sammensmeltningen af forskellige discipliner, der har afsæt i kybernetisk tænkning. Hans bidrag til udstillingen er baseret på originalt lydmateriale.

"[…] nogle ting er oplagte at udsende på plade mens andre langt bedre kan manifestere sig i form af installationer […]"

Og modsat den ofte hørte indvending at akustikken i de fleste galleri- og museumsrum slet ikke er egnet til lydværker, så opfatter Hecker dette som et kreativt potentiale og en oplagt mulighed for at udvide den konventionelle æstetik, der knytter sig til lydkunst og musik. Generelt har hans karriere været karakteriseret ved denne form for åbenhed overfor genrer og for arbejdet med lyd overhovedet: “Hvis jeg ser på min egen praksis, så har det fra begyndelsen været sådan, at jeg aldrig har haft en stabil platform at operere ud fra. Jeg skiftede uden videre mellem at spille i klubber og til en festival for improviseret musik, optræde i akademiske sammenhænge og i et galleri. Det har altid været flydende og er det stadig. Der er ikke en fast base for det jeg laver, bl.a. fordi jeg forstår lyd, som noget der har forskellige eksistensformer og er karakteriseret ved variationer - nogle ting er oplagte at udsende på plade mens andre langt bedre kan manifestere sig i form af installationer, f.eks.”, forklarer han.

De processer, Hecker nævner omkring overførsler og transponeringer gælder også relationen mellem tekst, stemme og lyd i Chimerization. I tilblivelsen af værket var den iranske filosof Reza Negarestani en central skikkelse, og Hecker forklarer os hvorfor: “Jeg havde i et stykke tid overvejet at lave et kombineret tekst- og lydværk og ville gerne samarbejde med en original tænker. Det vil sige en person, der evnede at fremføre sine egne synspunkter og ikke bare kommenterede andres arbejde. Derudover opfatter jeg Reza som både en stor eksperimentalist, filosof og forfatter, og på den måde passer han ikke entydigt ind i nogle af disciplinerne. Vi har diskuteret en række emner og spørgsmål i forbindelse med Chimerization, bl.a. signal processering, værkets psykoakustiske baggrund og de faktiske optage-lokationer, hvor sidstnævnte i dette tilfælde var lyddøde rum”.Hecker har tidligere studeret både datalingvistik og psykolingvistik og er desuden uddannet fra Akademie der bildende Künste i Wien. Via denne baggrund har han været dybt optaget af lydens mangfoldige betydningspotentialer, hvilket også afspejles i et hans nyeste og mest ambitiøse værker, Chimerization. Værket blev skabt i forbindelse med sidste års Documenta-udstilling i Kassel, men er sidenhen udkommet både i album-form (Editions Mego, 2012) og indgår i en ny bog, Chimerizations (Primary Information, 2013): “I det oprindelige Chimerization-værk var jeg interesseret i en form for kløft mellem stemme og ikke-stemme og ønskede at undersøge, hvad der sker mellem to forskellige lydentiteter. Værket var basalt set en slags forstærkning af tre tidligere værker, der alle havde det tilfælles, at de handlede om en topologisk fordrejning af lydmaterialet. I næsten 90% af mine øvrige værker har jeg beskæftiget mig med syntetiseret lyd og afsættet har her ofte været en slags modernistisk forståelse af tilvirkningen af lyd. Chimerization var omvendt temmelig ‘konkret’, eftersom det drejede sig om, hvordan man med afsæt i en optaget reallyd kunne udpege og undersøge, hvad der sker i overførslen fra en lyd til en anden lyd”, siger Hecker.

Foto: Jens Møller/Kunsthal Aarhus

Hecker har, ifølge ham selv, med samarbejdet omkring Chimerization også distanceret sig fra en bestemt genealogi af tidligere stemme/lyd-eksperimenter. F.eks. feltet for ‘sound morphing’, som havde en art storhedstid i 1980erne, bl.a. i en institutionel ramme som IRCAM i Paris: “Jeg har aldrig været rigtig overbevist, når jeg hørte de sound morphing-eksempler, som blev skabt i det miljø. Som f.eks. lyden af en fløjte der blev transformeret til lyden af en stemme. Jeg var sikker på at noget manglede.”, siger Hecker.

Lydens tekniske dimension
Hans dobbelte interesse i både hørelsens psykologiske aspekter, dvs. den menneskelige oplevelse af lyd, og i den rent tekniske forståelse af lydprocessering og -produktion har spillet en væsentlig rolle i en del af hans nyere værker. Som Hecker forklarer:

“Når man ændrer sit perspektiv i retning af lydens tekniske dimension, så får man pludseligt et helt arsenal af forskellige måleenheder og skalaer, som meget præcist og distinkt kan beskrive en lyd. I et af mine værker, Magnitude Estimation (2010), ønskede jeg f.eks. at kommentere på decibel- og lydstyrkeforhold. Som sådan er værket bygget op omkring en narrativ struktur, der refererer til 36 lydstyrkeværdier i den forstand, at en stemme reciterer de forskellige værdier. Og det der sker er, at man - via 2 kanaler og 2 højttalere placeret i hver sin side af rummet - hører den faktiske lydstyrke, som bliver beskrevet i recitationen”. Ifølge Hecker gør noget tilsvarende sig gældende for tekstdelen i Chimerization, hvor der opstår en form for transparens mellem stemmerne og ordene: “I den tyske version er oplæseren f.eks. Guerino Mazzola, som er en pioner indenfor ‘musikinformatik’ og topologisk tænkning omkring lyd. Den engelske version oplæses af den argentinske filosof Gabriel Catren. Så der er helt klart nogle aspekter i værket, der vedrører hvordan de folk, hvis filosofiske arbejde bliver bragt på bane, rent faktisk også er dem der læser teksterne op”, forklarer Hecker. 

Visualiseringer
Som et eksempel på Heckers transdisciplinære arbejde peger Chimerization også mod en æstetisk strategi, som ikke udelukkende begrænser sig til abstrakte soniske eksperimenter, men omfatter både tekstuelle og visuelle elementer. Han forklarer: “Visualiseringen af et lydværk, f.eks. gennem installation af fotografier, adresserer selvfølgelig ikke grundlæggende en sonisk oplevelse som sådan – på samme tid kan en sådan visuel dokumentation være meget suggestiv og etablere et særligt perspektiv,” siger Hecker, som i forhold til den type spørgsmål kom i kontakt med Antonio Torralba, en MIT-professor i kunstige intelligens-, syns- og perceptionssystemer: “Sammen med nogle kolleger udviklede Torralba en algoritme, som - meget forenklet - tager bestemte kvaliteter i et billede og lægger dem oven i hinanden. Det bruges en del i produktionen af panoramiske billeder, f.eks. gennem såkaldt ‘auto stitching’-algoritmer. Og med disse teknikker blev det muligt for mig at producere et slags mellem-billede [in-between image] af to øvrige. For mig blev det en interessant måde at re-integrere fotografi eller billeder i dette bestemte projekt, hvor bl.a. overførselskvaliteten og udvekslingen af bestemte mediale egenskaber spiller en særlig rolle.”

en “høj-modernistisk børnebog på 300 sider og med 500 billeder.”

Dette arbejde resulterede i bogen Chimerization, som Hecker selv karakteriserer som en “høj-modernistisk børnebog på 300 sider og med 500 billeder.” Heckers udgangspunkt har imidlertid ikke været at udforske det audiovisuelle som sådan, selv om der er en stærk visuel side i nogle af hans værker: “Selvfølgelig er min produktion ikke lydværker i en rent modernistisk forstand. Og mellem 1998-2001, da jeg lavede performances, var der forskellige bølger af audiovisuelle samarbejder. Jeg er ikke så meget til den form for kombination, der ofte virker som en kommodificering af oplevelsen på et givet sted. Adskillelsen eller ‘sekvenseringen’ af konstellationer, stimuli og objekter appellerer meget mere til mig”, siger Hecker.

 Transdisciplinaritet
Idéen om at forbinde ulige materialer og praksisser er også i fokus i Heckers nyeste værk til Kunsthal Aarhus. Heckers deltagelse i udstillingen her er endnu en manifestation af hans interesse for at sammenbinde eller positionere materiale med andre kunstformer. Egentlig opfatter han det sidste årtis markante stigning, hvad angår lydkunstens indtræden på fancy udstillingssteder som et spørgsmål om klassificering snarere end behovet for og en aktuel interesse i lyd: ”Jeg er slet ikke tilhænger af denne nydannelse. Jeg mener, at det er en tilbagetrækning, en indsnævring af diskursen, en søgen efter forbindelser. Så jeg ville hellere foretrække, at konstellationer af værker i en udstilling kommer fra hvad som helst og hvor som helst. Ligesom en velkurateret musikfestival, hvor det er interessant at optræde sammen med andre kunstnere, som ikke er associeret til ens egen praksis.” 

Interessen for både maskinalgoritmer relateret til menneskelig kreativitet og idéer om systemer som sådan, hvad enten de er udtrykt gennem lydbaserede værker eller andre medier er blandt andet inspireret af den finske kunstner og pioneropfinder af elektroniske instrumenter, Erkki Kurenniemi: ”Kurenniemi brugte et årti på at undersøge neurale netværk og jeg har fulgt hans arbejde gennem flere år. Jeg var virkelig glad for at se, hvor prominent hans værker var geninstalleret sidste sommer på dOCUMENTA (13)”, forklarer Hecker.

Neurale netværk og forskudt virtuositet
Heckers nye værk til Kunsthal Aarhus bygger både på hans generelle interesse for systemer og algoritmer og på en interesse for forholdet mellem lyd og kunstige neurale netværk. Interessen for kunstige neurale netværk har flere forskellige udgangspunkter. Han forklarer: “For nogle år siden udforskede jeg især Iannis Xenakis intenst og nogle af de værker, han skabte sent i livet. Hans brug af dynamisk stokastisk syntese frembragte en proces, som jeg har brugt i mange, mange stykker siden 2001 og frem, og som jeg stadig bruger. Grundlæggende fik denne type arbejde mig til at undersøge ikke-lineære former for lydsyntese. Jeg har aldrig været særlig glad for de Cageanske idéer om tilfældighedsprincipper eller aleatoriske systemer i musik, så idéen om det kunstige neurale netværk, som kunne skabe en vedvarende ustabilitet eller forandres i retning af et system var noget, jeg følte mig draget af.”

Foto: Jens Møller/Kunsthal Aarhus

Heckers interesse for tilfældighed og aleatorik stammer også fra en anden hovedfigur inden for kunstneriske lydeksperimenter, nemlig den sene David Tudor: “Til denne udstilling har jeg arbejdet med en aktualisering eller en opgradering af det, David Tudor gjorde med Neural Synthesis fra 1993. Det er et meget sent stykke af Tudor, men jeg har altid elsket hans elektroniske musikstykker, og dette i særdeleshed”, siger han og uddyber: ”Neural Synthesis kommer som et dobbelt-cd box-sæt, med én cd der er virtuel eller binaural og tilbyder en meget speciel hovedtelefon-lytte-oplevelse, mens den anden cd er et stereo mix med forskellige udgaver af dette stykke. Når man læser covernoterne til det værk, omtales brugen af kunstige neurale netværk i forbindelse med Tudors instrumenter. Og det er ret interessant, at den almene opfattelse af Tudor er, at han er en ’virtuos’. Men med Neural Synthesis og inddragelsen af et kunstigt neuralt netværk kompliceres den virtuose musikers beslutningsproces i forhold til fremførelsen af en komposition: Idéen om virtuositet bliver udfordret, når maskinen kan tage beslutninger. Jeg bruger nogle instrumenter og syntese-værktøjer, som jeg forbinder til et artificielt neuralt netværk, der så vil strukturere stykket i Aarhus”, siger Hecker og pointerer, at ifølge denne tilgang kan en masse idéer om virtuositet blive omskiftet til andre praksisområder gennem systemiske processer. 

Med den type omhyggelige overvejelser om den tekniske side af den lydoplevelse, apparater, instrumenter, højttalere med mere kunne diskussionen med Hecker have fortsat i timevis. Samtalen finder dog sin afslutning, idet Hecker skal nå et tog mod endnu en ny destination. Heckers sidste bemærkning lader os samtidig vide, at den voksende efterspørgsel på hans værker ikke har tvunget ham til at producere publikumsvenlige, elektroniske lyttestykker – tværtimod: ”Jo mere fremmedgørende, jo bedre. Det jeg ønsker at lave, er at bringe ikke-lineære funktioner ind i mine værker. Og mine primære anliggender her er de komplekse klanglige strukturer, som de skaber. Ikke for at gøre den mere tilgængelig men simpelthen for at intensivere oplevelsen”.