Vores egen lille, sensoriske verden

Den lyder som en puls, et hjerteslag – mikrofonen – når den faretruende og hurtigt slynges rundt og rundt i sit kabel og på den måde opfanger og udsender lyden af sin egen centrifugalkraft. Denne puls var lyden, man blev mødt af, da kunstnerne Miriam Kongstad og Alexander Holm påbegyndte den performance, der åbnede pladeselskabet Sensorisk Verdens todages festival, Gathering Together Swamp. Denne puls samt lyden af Miriam Kongstads højhælede støvler på de lyse sildebensparketter, som hun vandrede henover med resolutte skridt, der gav genlyd i det højloftede rum i Musikhuset København/Alice, hvor festivalen fandt sted. Derefter: den blide lyd af Alexander Holms harpespil; en simpel, cirkulær melodi, der kunne fortsætte i uendelighed, og som i gåsehudsfremkaldende øjeblikke fik selskab af den langstrakte klagesang fra Miriam Kongstads obo.

Med monotone, messende stemmer fremsagde de det – A – B – C – D – E – F – G – H – I – J – K – L – M – N – O – aldrig længere end til O

Oboen spillede hun på, når hendes mund, når deres munde, ikke var optaget af, i kor, at recitere alfabetet. Med monotone, messende stemmer fremsagde de det – A – B – C – D – E – F – G – H – I – J – K – L – M – N – O – aldrig længere end til O – igen og igen, mens harpespillet fortsatte sin hypnotiserende melodi og hvid støj vældede ind over lydbilledet: Sommetider i form af en kornet susen som fra et meget udtjent kassettebånd; andre gange i form af en kværnende lavine som gav mig det absurde mentale billede af en meget stor elektrisk blyantspidser. Og så – pludseligt – rejste de sig og forlod rummet uden at sige noget – og uden nogensinde at komme til Z.

Kongstad og Holms performance var en nærmest eksemplarisk opvisning i tilbageholdenhedens kunst: Alfabetet, der aldrig nåede i mål, blev et metaforisk billede på en performance, der var langt mere interesseret i – gennem små, subtile progressioner – at opbygge en stemning end i at nå et klimaks. 

Introvert vandleg

Denne tilbageholdenhed var gennemgående for hele festivalen – på godt og ondt. Misforstå mig ikke: Hver eneste performance, hver eneste koncert, bød på stemningsfulde og billedrige lydlandskaber så frodige, at man uden besvær kunne falde i svime over dem. Alligevel savnede jeg måske for alvor lidt at blive rusket i. Tag eksempelvis koncerten med lydkunstneren Fabienne Erato: Hendes semi-konkretistiske droneværk var præget af en storslået teksturmæssig detaljerigdom, som blandt andet bød på en knitrende lyd, der med imponerende tydelighed frembragte en for længst glemt erindring om som barn at spise Pop Rocks (en type pulveragtigt slik, der eksploderer i munden): Med et stod jeg, otte år gammel, på en græsplæne i solskin med en underlig, sydende fornemmelse på min tunge og farvestrålende, sukkerklistret emballage knuget i min hånd.

Eratos lydkunst var dybt betagende i øjeblikke som dette, hvor lydens suggestive egenskaber blev udnyttet maksimalt, og hvor jeg for alvor havde oplevelsen af at blive hevet ind i hendes univers.

Her var tale om en slags paranoid rædselsfortælling om to personer på flugt fra noget, jeg aldrig rigtig blev klar over, hvad var

På mange måder var hendes koncert fremragende. Dog var der desværre også passager, hvor det føltes som om, afstanden mellem hendes musik og publikum var for stor – nogle gange helt bogstaveligt. Som for eksempel da hun kreerede nogle skvulpende lyde ved at rode en mikrofon rundt i et glas vand: Jeg ville have elsket på helt nært hold at se hende lege med vand, glas og ledninger og for alvor opleve det drama, der altid er faretruende tæt på, når elektronikkens blotte eksistens er truet på livet af sin nemesis nummer et – et glas vand. Derfor var det så ærgerligt, at kunstner og publikum var placeret i hver deres ende af rummet, og at vandkampen foregik med ryggen til publikum. 

Rædsel og rytme

Også den dansk-italienske kunstner Francesca Buratelli og billedkunstneren og musikeren Claus Haxholms spoken word-værk var på mange måder fremragende: Det smaragdgrønne lys, der indhyllede rummet og skabte den perfekte stemning af mystik; de sakrale, middelalderagtige undertoner i musikken; teksten, der både var poetisk, uhyggelig og – til tider – sjov. Her var tale om en slags paranoid rædselsfortælling om to personer på flugt fra noget, jeg aldrig rigtig blev klar over, hvad var. Men ikke nok med det: Den mystiske fortælling blev på kreativ vis flettet sammen med nogle ganske fine musikfilosofiske refleksioner over, hvordan musikkens eksistens beror på de ører, der lytter til den.

Den musikalske dimension af værket gjorde, at tematisering af øret som en slags beskyttende allieret – »The ears of this room are our safety […] Should we eat the ears? No, one cannot eat one's allies« – fik en helt anden vægt, end den havde gjort, hvis den blot havde været en absurdistisk ytring i tekstens meget abstrakte handlingsforløb. Det, der i en anden kontekst let kunne fremstå fjollet, fremstod nu som en poetisk italesættelse af den uskrevne kontrakt som musikere og publikum indgår i sammen og resultatet var nærmest, ja, rørende. Som sagt: fremragende. Alligevel savnede jeg for alvor at mærke den fare, som de to stemmer var på flugt fra. Jeg savnede at opleve uhyggen som mere end en fjern abstraktion. Og hvor ville jeg ønske, at Buratelli, da hun midt i det hele begyndte at spille saxofon, havde rejst sig fra sin plads bag det hvide Apple-logo, at hun var gået helt tæt på os, og at hun havde blæst mod os med en kraft som én, der forsøger at lede tropper i krig. Jeg savnede at blive konfronteret på den måde. 

Ligesom de lyserøde tulipaner, der stod ved siden af Zidores mixerpult i en abstraktformet, grå vase, fik musikken ikke rigtig lov til at springe ud

Lidt på samme måde havde jeg det med Karis Zidores koncert. Jeg var vild med de varme synthflader, der havde en nærmest fløjlsagtig blød tekstur og dannede en fornem kontrast til de skarpe metalliske klange, der langsomt samlede sig til en tung rytme, som kunne mærkes i kroppen. Jeg fik næsten lyst til at danse; lyst til at mærke rummet skælve; lyst til at se Musikhusets overdimensionerede lysekroner i klirrende karambolage med bassens brutale kraft; lyst til at se hvidvinsglassene vristet ud af hænderne på det publikum, der sad og betragtede koncerten med lidt for stor andægtighed. Men det var som om musikken var for lav; som om den aldrig rigtig kunne komme til sin ret i det rum, den var placeret i. Ligesom de lyserøde tulipaner, der stod ved siden af Zidores mixerpult i en abstraktformet, grå vase, fik musikken ikke rigtig lov til at springe ud. 

Kosmos af lyd

Bevares, koncerternes introverte karakter burde ikke komme som en overraskelse. Der er en grund til, at pladeselskabet hedder Sensorisk Verden: De repræsenterer en klar prioritering af det sensoriske – af de subtile, vibrerende, haptiske sanseindtryk – over det affektive. Deres dyrkelse af denne særlige form for stille, skrøbelig intimitet er netop den ting, der gør, at det ofte er deres udgivelser, jeg tyr til, når jeg ligger med øjnene lukket og høretelefonerne på. Alligevel var min yndlingskoncert på festivalen uden tvivl også den, jeg oplevede som mest patosfyldt, mest følelsesmæssigt vedkommende: Festivalens allersidste koncert, der blev spillet af cellisten Cæcilie Trier, guitaristen Mads Kristian Frøslev og pianisten Jakob Littauer. Sammen opførte de en komposition, der godt nok var fragmenteret, men som samtidig besad en tydelig følelse af progression: Som om tiden og rummet var fastfrosset, forstenet, mens musikken bevægede sig fremad gennem det som et spøgelse.

Musikken var præget af en gribende melankoli, der især blev forstærket, da de akustiske instrumenter fik selskab af en elektronisk rytme, som jeg først troede blev spillet ude på gaden. Jeg studsede lidt over, hvor ensom, hvor sorgfuld denne fremmede lyd forekom mig. Så kom jeg til at tænke på, at alliancen mellem musikere og publikum – den selv samme alliance som Buratelli og Haxholm satte ord på dagen forinden – ikke kun handler om i fællesskab af løfte musikken. Alliancen handler i lige så høj grad om at være enige om sammen at lukke resten af verdens lyde ude. Der sker noget sært fremmedgørende i det øjeblik, den uvelkomne lyd trænger ind i koncertens forseglede auditive kosmos, hvori musikere og publikummer har lukket sig inde for sammen – for en stund – at bygge deres egen lille, sensoriske verden.  

Minifestivalen Gathering Together Swamp var arrangeret af pladeselskabet Sensoriske Verdener og fandt sted i Musikhuset København/Alice 12.-13. marts 2022.