Han skaber en scene, før den findes

Af Andreo Michaelo Mielczarek (05.11)

En britisk musikanmelder og jeg bliver hentet i Krakóws lufthavn af en Mercedes. Turen går over grænsen til Čadca. De første komponister sætter sig til bords til velkomstmiddag: østrigeren Bernhard Lang, estiske Liisa Hirsch, tysk-serbiske Snežana Nešić, den amerikansk-italienske komponist Alvin Curran og en lydingeniør fra Milano. Vi spiser tatar og grillet gris med mørk ølsovs. Restauranten åbnede blot få uger tidligere. Uden den ville Ondrej Veselý næppe have haft et sted at samle alle disse internationale komponister. Čadca ligner noget uden for verden.

Dengang handlede det om politisk frihed. I dag er kampen også rykket ind i kulturlivet

Veselý havde fået støtte fra Ernst von Siemens Musikstiftung – som det andet projekt, fonden har støttet i Slovakiet nogensinde – og lagt egne penge, kontakter og venskaber i at skabe Concentrated Voices. Blot en uge før havde han sms'et, at nogle komponister netop havde sendt ham 40 minutters musik, og at han var presset.

Invitationen kom fra Veselý, en slovakisk guitarist, der ville have mig til det nordlige Slovakiet for at overvære en række koncerter. I sin mail beskrev han en region, hvor det offentlige kulturliv er domineret af kommercialiseret folklore og underholdning, der sælges som kunst. Seriøse musikere må søge mod Bratislava, Prag eller længere ud i Europa.

Ved morgenmaden ønsker Bernhard Lang en god tur op i bjergene. »Se, om I kan komme om på den anden side af smoggen. Ses i aften,« siger østrigeren, der sidste år ikke langt herfra, i Ostrava, opførte et værk for tre orkestre og tre dirigenter. Nu har han – som en venskabshandling – skrevet en ny komposition til Veselý.

Nogle kalder det et mirakel, ja endda en pièce de résistance

Det er i disse bjerge, at 12 polske og tjekkoslovakiske dissidenter i 1978 i al hemmelighed mødtes, blandt dem Václav Havel. På tværs af jerntæppet udvekslede de ideer og lagde grunden til et samarbejde, der blev en del af det politiske tøbrud i Centraleuropa. Dengang handlede det om politisk frihed. I dag er kampen også rykket ind i kulturlivet.

I dag, under Robert Ficos populistisk-nationalistiske regering, er kulturinstitutioner og kunstnere blevet mål for en politisk kampagne, hvor de fremstilles som privilegerede, uduelige og ude af trit med almindelige menneskers liv. Men i Čadca bor en guitarist, som har brugt flere år på at stable et koncertprogram på benene. Og nogle kalder det et mirakel, ja endda en pièce de résistance.

Guitarens mange stemmer

I nabobyen Oščadnica skal de første guitartoner lyde. To polske journalister har vandret otte time over Beskid-bjergene – selv om Ondrej Veselý har advaret om bjørne – og når akkurat at smide rygsækkene, inden Veselý begynder at spille.

Snežana Nešićs værk har et elektronisk soundscape, som føles, som om man synker ned under vandet. Alvin Currans værk er et karneval af freaky stemmer, skøre fløjter, ulvehyl og glamencoagtige guitar-gestusser, som glitcher sig fremad med en energi, der er lige dele punk og løbsk vaskemaskine. 

Da Veselý endelig bukker, svedig og iført sort karate-lignende jakke, ligner han en træt kæmper

Koncerten varer over tre timer, dog med en pause. Ondrej Veselý bliver ved med at sætte nye partiturer på nodestativerne. I Liisa Hirsch’ Sounds Held in Your Darkness indgår guitaren i en duo med en højttaler, der – lukket inde i en glasklokke bag guitaristen – vibrerer om kamp med guitarens spinkle toner. James Helgesons Usque ad Noctem er et mikrokosmos af verdens mindste lyde, som hele tiden flygter fra en, ligesom klimakset hele tiden forskydes. 

Den norsk-iranske komponist Idin Samimi Mofakhams værk I Call Thy Name; I Take My Stand om en far, der leder efter sin søn blandt ligposerne efter protesterne i januar 2026. Veselý bevæger en højttaler, der udsender sinustoner rundt om guitaren. Han kigger flere gange op mod loftet, gentager navnet Sepehr, den døde søns navn. Hans guitar i favnen er en barnekrop. 

Til sidst – i Bernhard Langs Loops for Guitar II – dukker Bach op midt i et virvar af gentagelser. Musikken stavrer af sted i sine egne rytmiske kredsløb, tonerne vil ikke falde på plads i noget mønster – maskinen kører hele tiden videre.

Da Veselý endelig bukker, svedig og iført sort karate-lignende jakke, ligner han en træt kæmper.

»Husk at se cykelrytteren Peter Sagans museum. Jeg har selv en privat samling med seks af hans cykler«

Under den efterfølgende reception, sponsoreret af den estiske honorære konsul, er en lokal forretningsmand tydeligvis stolt over sin guitarspillende ven, som udretter noget usædvanligt. »Eksperimenterende musik har ingen etableret scene her i området. I morgen spiller Ondrej i Žilina. Husk at se cykelrytteren Peter Sagans museum. Jeg har selv en privat samling med seks af hans cykler.« Da han kører væk på sin motorcykel, fortæller én, at forretningsmandens navn er Marcel Kerhat, og at han faktisk har støttet Sagans karriere. Og nu støtter han kunstnere.  

Da Veselý senere på aftenen træder ind på baren Déjà vu, klapper folk vildt. De lokale kender ham. Bernhard Lang prøver at overdøve musikken og fortæller, at han spillede psykedelisk krautrock i 70'erne – og endda gæstede Heavy Metal-bandet Fetish 69 – og Snežana Nešić fortæller, at hun som teenager i flækken i Serbien udover accordeon også spillede rimelig hård rock. 

En lokal musiker vil gerne fortælle om Slovakiets politiske situation og kulturministeren, som fører en åbenlyst anti-LGBTI- og prorussisk linje. Kulturministeren har angrebet kulturcentret Nová synagóga i Žilina. Det er dér, koncerten skal finde sted næste dag.

Bernhard Lang prøver at overdøve musikken og fortæller, at han spillede psykedelisk krautrock i 70'erne

Hvem bestemmer, hvad der er kultur?

Žilinas bog- og vinylcafé ligner noget fra New York, og på Nová synagóga, ikke langt fra den centrale markedsplads, kan man se kunst fra den mest hippe hylde.

Veselý spiller værkerne fra aftenen før, men præsenterer også nye. Knap når han ned fra scenen, før folk hiver i ham. »Træk vejret,« siger han og samler hænderne foran ansigtet. »Right now I need to check Alvin in for his flight, okay.« 

Guitaristen, som sidste år udgav et album med titlen Hudba sú ľudia (»musik er mennesker«), synes ikke at kunne få et øjebliks ro. 

Der skal også tages billeder. En af komponisterne siger: »All we composers were infected by his enthusiasm and devotion.« 

En punker i striktrøje

Klokken 4.40 om morgenen kommer Alvin Curran trillende mod Mercedesen med sin rullekuffert, italienske striktrøje og runde briller. På turen til Kraków lufthavn fortæller han om venskabet med John Cage og om kollektivet Musica Elettronica Viva, som han dannede i midten af 1960’erne i Rom sammen med Frederic Rzewski og Richard Teitelbaum. Deres kollektive synthesizerimprovisationer endte ofte i tumult. Det var punk, før punk overhovedet fandtes – i hvert fald i Italien.

»Det er virkelig interessant. Det er næsten ny opera,« siger han og spørger til Per Nørgård

Da Ondrej Veselý i 2023 bad ham skrive et værk til guitar, var det et ukendt territorium. Curran havde ganske vist skrevet for kor, synthesizer, skibshorn, trommemaskiner og legetøjsklaver, men hans kendskab til verdens mest udbredte instrument var, som han selv siger, »nærmest ikke-eksisterende. Jeg og guitaren har næsten ingen forbindelse.«

At skrive et værk på mere end 20 minutter til instrumentet bragte ham ifølge ham selv ud på dybt vand.

»Jeg kendte praktisk talt ingen nyere eller klassiske værker skrevet for guitar. Jeg befandt mig derfor på meget farlig grund – i en tilstand af total musikalsk og kunstnerisk uvidenhed. Det eneste, jeg behøvede at vide, var instrumentets omfang, og så kunne jeg begynde at skrive det, jeg forestillede mig som en endeløs melodi, et enkeltstemmigt stykke, der – som meget af min musik – lyder, som om det hverken har en begyndelse eller en afslutning.«

Det endte med et værk med flere forskellige afsnit: kraftfuld klimpren, en passage, hvor guitaristen skal spille som Derek Bailey, og til sidst en firestemmig koral i Es-dur med Currans karakteristisk skæve harmonier. Under det hele løber en banal melodisk strøm af tre-fire toner, centreret omkring d, e og g.

Klassisk og ny musik er blevet en luksusvare på linje med så meget andet

På bagsædet lytter Curran til ny dansk musik på min telefon. Han holder den helt op til øret.

»Det er virkelig interessant. Det er næsten ny opera,« siger han og spørger til Per Nørgård.

Han fortæller begejstret om Rewire i Haag, hvor han for nylig har optrådt. De store europæiske festivaler kan ifølge Curran have en snobbet tilgang til musik. Men det er ikke kun festivalerne, han tænker på. Han er overrasket over at finde et engageret publikum på begge koncerter i de slovakiske byer, som han ikke tidligere har haft nogen særlig forbindelse til.

»Jeg har ingen særlig tilknytning til disse fjerne, små byer i Centraleuropa. Jeg havde egentlig heller ingen særlig interesse i at befinde mig så afsides, og alligevel dukkede der et engageret publikum op til begge koncerter, som om det var en helt særlig begivenhed.«

Mercedesen kører ind i den tidlige morgen. Skiltene fortæller, at vi er i Oświęcim.

»Vi kører nu gennem Auschwitz. Koncerten i Žilina fandt sted i en tidligere synagoge, og for mig, der er født ind i den jødiske religion, fremkaldte det nogle mærkelige, foruroligende tanker. Det er ikke engang minder, men en viden om en enorm tragedie, der fandt sted i denne del af verden.«

Men tankerne bliver også afløst af musikken. Curran fortsætter:

»Alligevel blev disse tegn, denne viden og disse erindringer på forunderlig vis overvundet af Ondrejs fremragende opførelse – især af mit værk – som han på magisk vis fik til at lyde som et vigtigt musikstykke.«

Snart vil mennesker måske få indopereret chips, der via eksternt udstyr sender individuelt tilpasset, AI-genereret musik direkte til den enkelte

Han har svært ved at forklare den modvilje, som ny musik ofte mødes med.

»Jeg kan ikke forklare den generelle modvilje mod den såkaldte nye musik. I det 20. århundrede har atonalitet og avantgardens udfordringer tydeligvis fremmedgjort koncertpublikummet. Alligevel består publikums lyst til at høre nye musikværker, mens koncertkulturen selv synes at være i tilbagegang overalt.«

Den enorme mængde populærmusik har efter hans mening overtaget det rum, der tidligere tilhørte den borgerlige koncertkultur. Klassisk og ny musik er blevet en luksusvare på linje med så meget andet. »Whether you want to hear Beethoven or Boulez.«

Ventetiden i lufthavnen skylles ned med cappuccino. Klokken er kun syv, og Curran har boet i Rom siden 1960’erne. Han ved, hvornår på dagen man stadig kan tillade sig at bestille en cappuccino.

Men fremtiden ser han ikke nødvendigvis lysere på. Snart vil mennesker måske få indopereret chips, der via eksternt udstyr sender individuelt tilpasset, AI-genereret musik direkte til den enkelte. Så er det farvel til både de gamle og de nye koncerter, forudser han. Biograferne er allerede blevet forladt; koncertsalene kan følge efter.

»Alle mennesker har brug for denne klanglige føde!«

Alligevel gør besøget i det nordlige Slovakiet ham glad. I både Oščadnica og Žilina mødte et engageret publikum op til et initiativ, som en guitarist har brugt to år på at bygge op. Måske begynder et offentligt rum for ny musik netop sådan: med én person, der insisterer på at invitere andre indenfor.

»Alle mennesker har brug for denne klanglige føde! Og musikerne har mere brug for den end nogen andre!«

Concentrated Voices fandt sted henholdsvis 16. oktober i Kysuce Gallery i Oščadnica og 17. oktober i The New Synagoge i Žilina