Hvem spiller?
Et instrument forestilles som regel som noget med en tydelig afgrænsning. En violin slutter dér, hvor luften omkring den begynder. En synthesizer befinder sig i et kabinet, en computer står på et bord, og en performer står foran et publikum og betjener disse ting. Hvor kompleks teknikken end måtte være, synes handlekraften at bevæge sig i en velkendt retning: fra menneskelig intention gennem et instrument og videre mod lyden.
På Ars Electronica 2026 blev denne rækkefølge gentagne gange brudt op. En fagot blev udvidet med software, sensorer, optagede stemmer og kropslige bevægelser. En gruppe små elektroniske væsener lyttede til sollys, skygger og hinanden. Motorer drejede langsomt skaller fyldt med vand, så luft og materiale kunne frembringe lyde, der ikke blev gengivet gennem højttalere. Samtidig organiserede Sonic Saturday flere forskellige måder at lytte på gennem en højttalerkuppel med 20.4 kanaler, et lytterum, en udendørs have, kuratoriske valg og publikums bevægelser mellem de forskellige steder.
Spørgsmålet, som disse situationer rejser, er ikke blot, om maskiner kan blive autonome. Den formulering fastholder netop den modsætning, som værkerne gør ustabil: det aktive menneske på den ene side og den passive teknologi – eller den truende aktive teknologi – på den anden. Det mere interessante spørgsmål handler om relationer: Hvem eller hvad deltager i skabelsen af en begivenhed, og hvordan fordeles evnen til at handle, reagere, gøre modstand og lytte mellem kroppe, instrumenter, algoritmer, materialer, omgivelser og institutioner?
Dette er den anden af tre artikler om lydkunst og lytning på Ars Electronica. Den første undersøgte en rumlig nyorientering: hvordan arkitektur, akustisk teknologi og miljømæssige betingelser skaber det sted, hvorfra vi lytter. Her flyttes vægten fra hvor lytningen finder sted til hvem eller hvad der får noget til at ske. De to spørgsmål kan ikke adskilles fuldstændigt. Handlekraft udfolder sig altid et sted, og performance-rummene er allerede organiseret af teknologier og konventioner. Men forskydningen er vigtig. Når vi spørger, hvem der spiller, begynder den tilsyneladende enhed mellem performer, instrument og værk at opløses i en mere kompliceret økologi.
Instrumentet efter det digitale
Denne komplikation blev tydelig under koncerten Post-Digital Instruments på Anton Bruckner-universitetet. »Postdigital« betyder ikke, at den digitale teknologi er blevet lagt bag os. Computere, algoritmer, sensorer og elektronisk signalbehandling er stadig til stede. Begrebet markerer snarere et skift i fokus, efter at digitaliseringen er blevet en selvfølgelig del af hverdagen. I stedet for at fejre immateriel information, perfekt reproduktion og friktionsløse brugerflader retter de postdigitale instrumenter opmærksomheden mod kroppe, vægt, tekstur, modstand og fejl.
Digitale systemer er ofte designet til at forsvinde ind i en ubesværet betjening. En vellykket brugerflade bør ikke afbryde brugeren; en velfungerende algoritme bør levere sit resultat uden at synliggøre den kæde af beslutninger, der har frembragt det. Et musikinstrument fungerer anderledes. Det kan blive fortroligt gennem øvelse, men dets modstand forsvinder ikke uden videre. Åndedrættet møder en luftsøjle. Fingrene arbejder med tangenter, strenge eller overflader. Den spillende krop bliver træt, rammer forkert og justerer sig. Teknikken udvikles gennem mødet med begrænsningerne.
I det materiale, der foreligger fra min samtale med Sandra Muciño, står denne kropslige dimension centralt. Hun beskriver ikke sin krop som en ekstern operatør, men som det primære instrument i en større økologi af fagot, software, algoritmer og elektronisk lyd. Det opløser ikke performeren i et system. Det ændrer systemets grænser. Den musikalske handling opstår gennem relationerne mellem dets bestanddele snarere end som noget færdigt, der udspringer af en intention, der eksisterer forud for dem.
Hendes værk Vultus gør dette særligt konkret. Fagotten indgår i en relation med elektronikken og med en optagelse af Muciños bedstemors stemme. Stemmen fragmenteres og forandres gennem syntese og styring i realtid. Åndedræt, fingre, akustisk instrument, en stemme fra tidligere generationer og digital signalbehandling mødes i én opførelse, men bliver ikke udskiftelige størrelser. Bedstemoderens stemme bringer en historie med sig, som ikke kan reduceres til data; fagotten bærer på en materiel tradition og en kropsligt forankret teknik; softwaren bidrager med programmerede operationer og muligheder for transformation. Muciños performance befinder sig ikke i ét af disse elementer. Den opstår imellem dem.
Det er mere end »interaktion« forstået som en person, der leverer et input, hvorefter computeren returnerer et output. Performeren lytter og reagerer, mens hun spiller. Instrumentet muliggør nogle bevægelser og modsætter sig andre. Softwaren forandrer lyden, men kun inden for programmerede og komponerede rammer. En optaget stemme kan aktiveres og ændres, men rummer stadig en personlig og historisk betydning, der ikke lader sig indfange fuldstændigt. Handlekraften cirkulerer, men bliver ikke anonym.
Denne forskel er vigtig, fordi distribueret handlekraft let bliver romantiseret. Når man beskriver et samspil mellem kroppe og maskiner, kan alle komponenter komme til at fremstå lige aktive. Men lighed er ikke pointen. En algoritme spiller ikke i samme forstand som Muciño. En sensor besidder ikke hendes musikalske uddannelse, sårbarhed eller intention. Relationel handlekraft gør det muligt at fastholde forskelle i kapacitet. Den spørger, hvad hver enkelt komponent muliggør, hvad den begrænser, og hvordan mødet forandrer de handlinger, der er tilgængelige for de andre.
At kuratere betingelserne for lytning
Min samtale med Enrique Mendoza Mejía gør det muligt at udvide dette spørgsmål fra den enkelte opførelse til et større perspektiv. Mendoza, der er født i Mexico City og bosat i Wien, underviser i elektroakustisk musik på Anton Bruckner-universitetet og har gennem fire år koordineret og produceret Sonic Saturday. Hans arbejde synliggør en anden form for handlekraft: den institutionelle, tekniske og kuratoriske organisering af lytningen.
Sonic Saturday er ikke én enkelt koncert. Programmet kombinerer afslutningskoncerten MEDIUM SONORUM med et lytterum, udendørs værker, audiovisuelle projekter, performances og workshops. I centrum for infrastrukturen står universitetets produktionsstudie og Sonic Lab, der er bygget op omkring en højttalerkuppel med 20.4 kanaler. De studerende kan udvikle rumlige værker i ét miljø og præsentere dem gennem et nært beslægtet system i et andet. Infrastrukturen gør mere end at gengive færdige kompositioner. Den former, hvad der kan forestilles, øves og høres.
Det blev særligt tydeligt, da Mendoza fortalte om det årlige open call. Den første udgave, han koordinerede, modtog omkring 40 værker; i de følgende år steg antallet til cirka 140-160. Bidragene kan benytte diskrete multikanalformater, oktophoni eller ambisonics. På baggrund af materialet udvælger en komité værker til lytterummet, mens seks eller syv værker sammensættes til koncerten MEDIUM SONORUM.
Mendoza kalder Sonic Saturday for »et kunstnermøde« snarere end en konkurrence. Alligevel er udvælgelsen en aktiv kompositorisk proces. Den tekniske kvalitet spiller en rolle, men det endelige program er ikke blot en rangordning af de angiveligt bedste værker. Mendoza søger kontraster i geografi, æstetik, varighed, teknologi og rumlig adfærd. Et tæt værk med granulær syntese kan blive fulgt af en drone; et stykke for analog synthesizer kan stå ved siden af bearbejdede feltoptagelser eller støj fra en båndmaskine. Et kort værk kan, som han formulerer det, fungere som »en lille lækkerbisken« i et program domineret af længere kompositioner. Koncerten bliver en rejse, der opstår ved at arrangere forskellene.
Kurateringen minder her om instrumentbygning. Den konstruerer betingelser, som publikum bevæger sig igennem, sammenligner, foregriber og husker. Højttalerkuplen er ét instrument, men det er rækkefølgen af de værker, der aktiverer den, også. Lytterummet og haven organiserer andre tidsligheder. I koncertsalen bliver publikum typisk siddende i en time. I lytterummet kan man komme ind, blive til ét værk og gå igen. Udendørs smelter de rumlige kompositioner sammen med biler, stemmer, vind og det omgivende miljø.
Mendoza beskrev programmet som et forsøg på at vise »forskellige måder, vi kan lytte til musik på«. I studiet kan de akustiske variabler kontrolleres nøje, og det virtuelle rum, der konstrueres i højttaleropstillingen, bliver omdrejningspunktet. I haven møder dette virtuelle rum et ukontrolleret akustisk miljø. I audiovisuelle projekter og danseprojekter indgår lytningen i relationer med lys, bevægelse og sensorer. Publikums opmærksomhed er ikke den samme i alle situationer, fordi formaterne tilbyder forskellige muligheder.
Også her fordeles handlekraften. Kuratoren udvælger og sammensætter, men komponisterne har skabt værkerne; de tekniske systemer omsætter dem til en bestemt højttalerkonfiguration; arkitekturen farver resultatet; og lytterne beslutter, hvor de vil sidde, hvor længe de vil blive, og hvilke relationer de vil høre. Ingen af disse handlinger udgør alene Sonic Saturday. Begivenheden opstår gennem deres koordinering.
Politikken i en sådan koordinering kan ikke ønskes væk. Mendoza fremhævede ambitionen om at repræsentere forskellige elektroakustiske traditioner og bidrag fra Europa, Asien og Amerika, samtidig med at han erkendte den fortsatte kønsmæssige skævhed blandt ansøgerne. Han afviste også at udelukke kunstnere på grundlag af deres regeringers handlinger. Uanset hvad man mener om den position, viser den, at kuratorisk åbenhed ikke er fraværet af politik. Det er en beslutning om, hvorvidt man vil trække grænser eller ej, og om hvilken form for midlertidigt offentligt fællesskab begivenheden forsøger at samle.
Handlekraft på dette niveau handler ikke kun om, hvem der producerer en lyd, men også om, hvem der får adgang til betingelserne for at blive hørt. Open calls, komitéer, udvælgelseskriterier, formater, uddannelsesinfrastrukturer og tilgængelige teknologier deltager alle i processen. Lytningen er socialt organiseret, allerede inden den første lyd når et øre.
Instrumenter, der foreslår handlinger
Mendozas betragtninger om synthesizere fører dette institutionelle spørgsmål tilbage til instrumentets skala. Et keyboard, bemærkede han, leder allerede musikeren i retning af bestemte handlinger og nedarvede musikalske strukturer. Fjern tastaturet, og relationen ændrer sig. Modulære forbindelser, drejeknapper, ustabile kredsløb og berøringsfølsomme kontaktflader inviterer til andre bevægelser. »Man er nødt til at skabe musikken og nærme sig instrumentet på en anden måde«, sagde han.
Det er ikke teknologisk determinisme. Et keyboard dikterer ikke ét bestemt musikalsk resultat, og en utraditionel brugerflade garanterer ikke eksperimenterende musik. Men instrumenter er aldrig neutrale kanaler for allerede eksisterende idéer. Deres opbygning, materialer og funktionelle muligheder organiserer det mulige. De træner hænderne, foreslår sekvenser og gør nogle handlinger umiddelbare, mens andre bliver vanskelige.
Det postdigitale instrument synliggør denne organisering, fordi dets elementer ofte forbliver tydeligt forskellige fra hinanden. Man kan se en performer arbejde med en genstand, en sensor eller et kabel. En beregningsproces møder en modstandsdygtig overflade. Fejl og forsinkelser bliver mærkbare i stedet for at blive korrigeret usynligt bag brugerfladen. Det, der kunne fremstå som en teknisk ufuldkommenhed, bliver musikalsk produktivt, fordi det giver performeren noget at høre og reagere på.
Det er med til at forklare, hvorfor det postdigitale ikke er en tilbagevenden til en forestillet analog renhed. Pointen er ikke at erstatte software med træ, metal eller åndedræt. Det handler om at gøre relationerne mellem dem håndgribelige. Et hybridinstrument kan afsløre, at digital lyd altid har været afhængig af fysiske apparater, elektrisk energi, indøvede bevægelser og lyttende kroppe. »Post« i postdigital markerer et tab af uskyld i forhold til forestillingen om digital immaterialitet.
En sværm, der lytter
Den menneskelige udøvende krop er påfaldende fraværende i Matteo Holyoke Marangoni og Dieter Vandorens Komorebi. Små elektroniske væsener er fordelt rundt omkring i en hospitalshave. Ingen musiker står foran dem. Deres lyde ændrer sig i takt med sollyset, bevægelige skygger og akustiske begivenheder, som registreres af mikrofoner. Når de får for lidt stimulering fra lyset, går de ind i en tilstand, som kunstnerne kalder »snakkesalig«, hvor de især lytter efter kliklignende lyde fra de andre væsener. Registrerede tonehøjder og rytmiske fragmenter indgår i de efterfølgende fraser. Mønstrene udvikler sig, efterhånden som de bevæger sig gennem sværmen.
Det ville være fristende at beskrive værket som natur, der gennem teknologien komponerer autonomt. Men en sådan beskrivelse ville skjule det kunstneriske arbejde, der ligger bag systemets tilsyneladende selvstændighed. Marangoni og Vandoren har designet enhederne, deres følsomheder, adfærd og musikalske begrænsninger. Væsenerne reagerer kun gennem de kapaciteter, der er bygget ind i dem. Som Vandoren forklarede, har projektet gennem flere år bevæget sig frem og tilbage mellem »at lade sværmen være autonom« og at nå frem til de æstetiske kvaliteter, kunstnerne ønsker at præsentere.
Det, der komponeres, er altså ikke en fastlagt sekvens af lyde, men et mulighedsfelt. Kunstnerne definerer, hvordan systemet kan reagere, men de bestemmer ikke enhver begivenhed, det vil møde. En sky ændrer fordelingen af lys. Vinden bevæger løvet. En besøgende kaster en skygge. Ét væsen lytter til et andet. Værket opstår gennem relationerne mellem de designede adfærdsmønstre og de uforudsigelige omstændigheder.
Dette er en særlig form for distribueret handlekraft. Den giver hverken maskinen fuldt ophav eller forbeholder enhver meningsfuld handling kunstneren. Væsenerne har en operationel autonomi, men ingen kunstnerisk intention. Deres adfærd har både kausal og æstetisk betydning, men de bliver ikke til små menneskelige komponister. Vejret deltager uden at træffe beslutninger. De besøgende påvirker systemet, men kontrollerer det ikke.
Marangoni og Vandoren forbinder eksplicit deres praksis med kropsligt forankrede og ikke-menneskecentrerede tilgange til kunstig intelligens. Deres arbejde ligger langt fra de kropsløse statistiske modeller, der dominerer den aktuelle offentlige debat. Her udvikler intelligensen sig gennem situerede sanserelationer, begrænset energi, lokal perception og fysisk interaktion. Spørgsmålet er ikke, hvor overbevisende en maskine kan efterligne menneskeligt udtryk, men hvilken form for adfærd der kan opstå, når beregningerne forbliver knyttet til en krop og et miljø.
Det ændrer forestillingen om teknologisk kreativitet. Kreativiteten befinder sig ikke inde i maskinen som en mystisk erstatning for menneskelig opfindsomhed. Den ligger heller ikke udelukkende i kunstnernes forudgående intentioner. Den findes i konstruktionen af relationer, der er i stand til at frembringe situationer, som selv deres ophavspersoner kan blive overrasket over.
Mikrohave og beskedne maskiner
Moritz Simon Geists Hard Times – Soft Sounds udgør et mere afdæmpet og materielt koncentreret modspil. Geist er kendt for sine robotiske musiksystemer, hvor de mekaniske handlinger forbliver synlige. Her er der tale om skaller, som er fundet, givet væk eller købt brugt, og som er delvist fyldt med vand og drejes langsomt rundt af små motorer. Luftbobler bevæger sig inde i dem og frembringer skrøbelige, gentagne og konstant varierende teksturer.
Der er ingen skjulte højttalere i installationen og ingen mikrofoner, der forstærker en separat lydkilde. Hver skal er på én gang genstand, resonansrum og akustisk instrument. Motorens rolle er bevidst beskeden: Den drejer skallen. Det, der bliver hørbart, afhænger af skallens form, mængden af vand og dets bevægelser, den indespærrede luft, rotationshastigheden og lytterens nærhed.
Værket gør dermed modstand mod forestillingen om maskinen som en selvtilstrækkelig ophavsperson. Dens tekniske handling er minimal, men den åbner for en relation mellem materialer. Samlingerne af skaller og vand fungerer som miniaturehave snarere end som fuldstændig kontrollerbare mekanismer. Hver skal rummer et lille miljø i bevægelse, hvis lyd varierer med de fysiske betingelser.
Værket opstod under pandemien, hvor gentagelse, langsomhed og skrøbelig skønhed fik en særlig aktualitet. Men dets materielle sammensætning rummer også bredere økologiske associationer: oceaner, kyststrækninger, turisme, indsamling og udvinding. Skallerne kommer fra forskellige steder og har passeret gennem forskellige hænder. Geist har til hensigt på et tidspunkt at føre dem tilbage til naturen. Kunstværkets livscyklus udfordrer dermed forestillingen om, at kunstnerisk handlekraft kulminerer i permanent ejerskab og bevaring.
I Hard Times – Soft Sounds fordeles handlekraften uden at blive spektakulær. Motorerne arbejder, men dominerer ikke. Vand og luft reagerer efter fysiske kræfter. Skallerne former resonansen gennem strukturer, der er skabt af andre liv. Den menneskelige organisering gør mødet muligt. Lytteren må bevæge sig tæt på lyde, der forbliver svage og lokale. Resultatet er mindre en demonstration af robotteknisk kunnen end en øvelse i teknologisk tilbageholdenhed.
Hvem – eller hvad – spiller?
På tværs af disse eksempler udvides instrumentets grænser i forskellige retninger. I Muciños performance omfatter instrumentet åndedræt, fagot, krop, algoritme og optaget stemme. I Mendozas Sonic Saturday udvides det til kuratoriske forløb, højttalerinfrastrukturer, institutionelle rum og publikums bevægelser. I Komorebi strækker det sig ud i vejret, løvet og et netværk af sansende væsener. I Geists installation samler det sig om en lille mekanisk bevægelse, hvis konsekvenser overlades til vand, luft og skal.
Intet af dette eliminerer ophav eller kunnen. Muciños performance afhænger af en højt udviklet musikalsk teknik. Mendozas programmer kræver både dømmekraft, fravalg og teknisk viden. Konstruktionen og indstillingen af Komorebi er resultatet af årelange eksperimenter. Geists tilsyneladende enkelhed er nøje konstrueret. Distribueret handlekraft betyder ikke, at tingene bare sker af sig selv.
Det betyder, at det at skabe ikke kan reduceres til at give ordrer. Performeren handler ved at lytte og justere. Kuratoren komponerer betingelserne for møder mellem værker og offentligheder. Kunstneren designer adfærdsmønstre, der forbliver åbne over for omstændighederne. Maskinen sætter fysiske processer i gang, som den ikke kan forstå symbolsk. Materialerne introducerer forskelle, der overskrider beregningerne. Publikum deltager gennem opmærksomhed, bevægelse og tidsforbrug.
Mendozas skelnen mellem musik og lydkunst skærper spørgsmålet yderligere. Han peger på udvikling, form og struktureret tidslig bevægelse som karakteristiske træk ved musik, mens lydkunst kan forblive åben, installationsbaseret eller repetitiv. Grænsen kan diskuteres – som vores samtale også viste – men hans overordnede observation er værdifuld: Praksisser, der tidligere blev betragtet som eksperimentelle, er ved at blive institutionaliseret. De finder vej ind på universiteter, tilbagevendende festivaler, i tekniske standarder, pædagogiske metoder og kanoner. Det, der begyndte i periferien, får infrastruktur og tradition.
Institutionalisering er i sig selv en omfordeling af handlekraft. Den kan bevare viden, stille udstyr til rådighed, skabe fællesskaber og gøre krævende kunstnerisk arbejde muligt. Men den kan også fastlåse kategorier, belønne velkendte teknikker og afgøre, hvis eksperimenter bliver synlige og forståelige. Det postdigitale instrument, den rumlige koncert og den autonome sværm eksisterer ikke uden for sådanne strukturer. De bliver muliggjort og indrammet af dem.
Spørgsmålet »hvem spiller?« har derfor ikke ét enkelt svar. En menneskekrop spiller, men bliver også påvirket af instrumentets muligheder og modstand. En algoritme handler, men kun inden for designede begrænsninger. Et miljø indgår i et værk uden at få en kunstnerisk intention. En kurator sammensætter en rejse, mens lytterne skaber deres egne ruter gennem den. Handlekraften cirkulerer, men ikke ligeligt.
Det kan være den mest produktive måde at forhandle det menneskelige gennem lyd på. I stedet for at forsvare en renset menneskelig kreativitet over for maskinerne viser disse værker, hvordan menneskelig handling allerede er filtret sammen med instrumenter, materialer, infrastrukturer, erindringer og omgivelser. Opgaven er ikke én gang for alle at afgøre, hvem der er den egentlige ophavsperson. Den består i at lytte tilstrækkeligt opmærksomt til at høre, hvordan evnen til at handle bliver organiseret – og hvem eller hvad denne organisering giver mulighed for at komme til orde.
Dette er anden artikel i serien »At lytte på andre måder: Tre nyorienteringer på Ars Electronica«
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek