Hvad er det, der stadig kan høres?
Ingeborg Bachmanns stemme dukker op og forsvinder igen, mens man bevæger sig langs Ars Electronica Festival Walk. Hendes digt Die gestundete Zeit – Den udsatte tid – fremstår ikke som et historisk dokument, der er forseglet i året 1953. Det når frem til lytteren gennem nutidige højttalere, bevægelser i byen og tilfældighederne i vores nærhed til lyden. Et fragment bliver hørbart, mens et andet forsvinder under lyden af fodtrin, samtaler eller trafik. Digtet bliver transmitteret, men aldrig uden at blive forandret.
Digtets centrale billede er udsættelse snarere end forsvinden. Det, der er blevet udskudt, står stadig åbent. Tiden har ikke bevæget sig ubesværet videre fra katastrofen; noget uafklaret trænger ind i nutiden og forandrer den. Når Bachmanns advarsel – »Der kommer hårdere tider« – lyder i Linz i 2026, forklarer den ikke de værker, man møder på festivalen. Den giver snarere en let og indirekte orientering: Lyde begynder ikke i det øjeblik, vi hører dem, og de slutter ikke, når deres akustiske signal forsvinder.
De to første artikler i denne serie undersøgte, hvor lytning finder sted, og hvordan handlekraft fordeles mellem kroppe, instrumenter, algoritmer, materialer og omgivelser. Denne sidste artikel spørger, hvad disse relationer viderefører. Instrumenter bærer historier om fremstilling og brug. Materialer indgår i økonomiske og politiske systemer. Teknologier rummer beslutninger om, hvad der kan sanses, oversættes eller ignoreres. Arter kommunikerer miljømæssige betingelser på tidsskalaer, der adskiller sig fra vores egne. Stemmer fortsætter med at eksistere, efter at de kroppe, der frembragte dem, er forsvundet. Institutioner bevarer nogle praksisser, glemmer andre og forvandler eksperimenterende arbejde til tradition.
Lytning finder derfor ikke kun sted i rummet, men også i tiden og samfundet. Den placerer os midt i historier, der går forud for vores ankomst, og blandt relationer, der ikke kan reduceres til et møde mellem et isoleret subjekt og et klingende objekt. Heike Kaltenbrunners Noise of War, Erze Dinaramas Drumming for Love og Enrique Mendoza Mejías arbejde med Sonic Saturday nærmer sig denne tilstand fra markant forskellige retninger. Det ene værk aktiverer historien gennem metal, luft og arkitektonisk resonans. Det andet lytter til tørke gennem vandinsekters rytmiske kommunikation. Det tredje etablerer institutionelle og kuratoriske forbindelser, som gør det muligt for forskellige musikalske praksisser at cirkulere. Tilsammen antyder værkerne, at erindring og socialitet ikke er betydninger, der efterfølgende føjes til lyden. De er betingelser for dens videreførelse.
Metal efter krigen
Heike Kaltenbrunners Noise of War tager udgangspunkt i en materiel udskiftning. Rørene i hendes nærhedsorgel er fremstillet af zink, et metal, der blev anvendt i europæisk orgelbyggeri som en billigere erstatning for legeringer af bly og tin.
Denne udskiftning fik en særlig historisk betydning under verdenskrigene, hvor orgelpiber med værdifulde metaller blev beslaglagt og smeltet om til militært brug. Materialer, der var forbundet med kirkemusik og fælles ritualer, indgik pludselig i produktionen af ammunition. Efterfølgende blev zink brugt i orglerne i stedet.
Værket fortæller ikke denne historie gennem arkivbilleder eller forklarende lydoptagelser. Det arbejder med de akustiske konsekvenser af materialeskiftet. Zink frembringer en mere ru og metallisk klang end traditionelle bly-tin-legeringer. Kaltenbrunner interesserer sig især for den ustabile grænse, hvor luft bliver til støj, og støj begynder at antage en tonehøjde. Ved reduceret lufttryk frembringer et rør, der er stemt til en bestemt grundtone, ikke blot denne tone. Tonehøjden kan forskydes, overtoner opstår med let ændrede intervaller, og svævninger opstår, når frekvenser mødes.
De besøgendes nærhed påvirker denne adfærd. Rørene indgår i et responsivt system, hvor bevægelser ændrer luftstrømmen og dermed lyden. Men relationen er hverken øjeblikkelig eller fuldstændig gennemskuelig. Det tager tid for luften at samle sig og slippe ud igen. En besøgende kan sætte en forandring i gang, hvis hørbare resultat fortsætter, efter at vedkommende er gået videre. En anden person kan høre konsekvensen af en handling, som vedkommende ikke selv har overværet. Værket gør transmissionens forsinkelse mærkbar.
Denne forsinkelse har både en politisk og en akustisk betydning. Traditionelle monumenter forsøger at fastholde erindringen ved at give den en holdbar, synlig form. De identificerer en begivenhed, tildeler den et sted og lover en vis kontinuitet mellem fortid og fremtid. Noise of War er både holdbart og ustabilt. Rørene består som genstande, men deres klang afhænger af luft, kroppe, stemning og rummets akustik. Erindringen er ikke lagret som et fast indhold, der blot venter på at blive hentet frem. Den skal aktiveres, og hver aktivering er forskellig.
Interviewet med Kaltenbrunner viser, hvor omhyggeligt hun lytter til disse forskelle. Hun taler om grundtoner og overtoner, der afviger med nogle få cent, om udmattelsen ved at koncentrere sig alt for analytisk og om nødvendigheden af at høre, hvad instrumentet faktisk gør. Da jeg foreslog, at man må lade instrumentet spille, som det nu engang spiller, var hun enig. Udvekslingen var kort, men pegede på en afgørende kvalitet ved værket: Historisk materiale kan ikke uden videre tvinges til at levere et på forhånd bestemt budskab. Det har sin egen akustiske adfærd.
Arkitekturen spiller også en rolle. På Ars Electronica blev værket installeret i Sankt Elisabethsøstrenes kirke, hvor rørenes materielle historie trådte ind i et rum, der allerede var forbundet med orgelmusik, sakral lytning og europæisk kulturel kontinuitet. Kaltenbrunner havde tidligere arbejdet med instrumentet på et høloft med omkring ti sekunders efterklang og så frem til en fremtidig præsentation i et white cube-rum, som hun udtrykte det, ville være »akustisk helt anderledes«. Værket rejser, men den historie, det bærer med sig, bliver aldrig hørt på helt samme måde.
Det forhindrer zinken i at blive et enkelt symbol. Metallet indeholder ikke en fuldstændig erindring om krigen, som lyden på magisk vis kan frigive. Historisk viden er nødvendig: Uden den hører man en bestemt klang; med den bliver den samme klang ladet med betydning gennem de omstændigheder, der førte zinken ind i orglet. Erindringen opstår i relationen mellem materiale, kontekstuel information, klang og lytter.
Det sakrale og det militariserede forbliver således sammenflettet. Instrumentet, der forbindes med transcendens, bærer i sin metallurgi konsekvenserne af industriel krigsførelse. Men værket forsøger ikke at opløse modsætningen gennem anklage eller forsoning. Det lader relationen klinge skrøbeligt – gennem åndedrætsagtig støj, ustabil tonehøjde og toner, der dukker op og forsvinder igen.
Tørkens langsomme rytme
Erze Dinaramas Drumming for Love forskyder den tidslige skala. Noise of War lytter ind i et historisk brud, hvis materielle konsekvenser stadig er nærværende. Dinarama lytter til en miljøhistorie, der endnu udfolder sig, og hvis begyndelse og afslutning er vanskelige at fastslå.
Værket udspringer af forskning i tørken i Po-flodens afvandingsområde og suspenderingen af de regler, der skal sikre en minimumsmængde økologisk vandføring under ekstrem vandmangel. Dinarama har en baggrund inden for arkitektur, urbanisme, landskab og rumlige praksisser. Men tørken udfordrede de værktøjer, hun normalt anvendte til at kortlægge rum. Den kunne repræsenteres gennem data, fjernmåling eller billeder af udtørrede flodlejer, men disse repræsentationer indfanger ofte først fænomenet, når dets konsekvenser er blevet spektakulære.
»Tørke er så langsom«, bemærkede hun i vores samtale. I modsætning til en oversvømmelse, der ofte kan fortælles gennem et tydeligt før, en begivenhed og et efterspil, udvikler tørke sig gennem skiftende rytmer, hvis begyndelse er usikker. De velkendte mediebilleder – revnet jord, strandede fisk, et tomt flodleje – dukker typisk op, når krisen allerede er umulig at benægte. Dinarama ønskede at finde et andet sprog for et fænomen, der gradvist omorganiserer relationerne mellem arter, institutioner, landbrug og vandforbrugere.
Hendes research førte hende fra miljømyndigheder og matematiske modeller til frivillige, der redder fisk fra udtørrende flodstrækninger, og videre til arter, der sjældent bliver offentlige symboler på den økologiske krise: vandinsekter. I modsætning til bjørne, pandaer og andre ikoniske dyr vækker disse insekter ikke umiddelbart visuel genkendelse eller sympati. Alligevel giver deres tilstedeværelse og adfærd følsomme oplysninger om flodernes tilstand. De fungerer, som Dinarama formulerer det, som højtudviklede miljøsensorer.
Endnu vigtigere for værket er det, at vandinsekter kommunikerer gennem rytmiske vibrationer, der forplanter sig gennem underlaget. De trommer eller banker mod sten og andre overflader frem for primært at bruge luften som medium. De forskellige arter har karakteristiske mønstre, og rytmerne kan variere mellem floder, levesteder og køn. Kommunikation kræver et fælles materielt underlag og en passende rytmisk relation. Den er ikke blot forankret i et miljø, men i den direkte kontakt med en overflade.
Drumming for Love tager udgangspunkt i optagelser af disse signaler og overfører deres tidslige strukturer til specialbyggede apparater. Resultatet bevarer den vekselvirkning mellem kald og svar, der kendetegner insekternes kommunikation, samtidig med at den gøres sanselig for menneskelige besøgende. Medieringen er ikke skjult. Optagelserne bliver langsommere eller bearbejdet; signaler omdannes til spændinger og mekaniske bevægelser; installationens næsten videnskabelige fremtoning fremhæver selve oversættelsesapparatet. Vi hører ikke insekterne, sådan som de selv opfatter hinanden. Vi møder en æstetisk og teknisk rekonstruktion, der er tilpasset menneskets opmærksomhed.
Det er en styrke snarere end en svaghed. Værket gør ikke krav på en umiddelbar adgang til en anden arts sanseverden. Det iscenesætter afstanden mellem forskellige former for perception, samtidig med at det lader en relation opstå på tværs af den. Dinarama beskriver insekternes rytmer som mere følelsesmæssigt virkningsfulde end det konventionelle billede af udtørret jord: »Jeg tror ikke, det er stærkere. Jeg tror, det er mere følelsesladet.« Når man ved, at lydene stammer fra vandinsekternes parringskald, kan tørken opleves ikke kun som fravær eller katastrofe, men som en forstyrrelse af en kommunikation, der stadig finder sted.
Titlen Drumming for Love rummer derfor mere end en poetisk blødhed. Reproduktiv kommunikation, miljøovervågning og politisk fordeling mødes i det samme rytmiske felt. Insekterne er ikke blot metaforer for sårbart liv. Deres signaler indgår i faktiske økologiske relationer, som påvirkes af ændrede vandforhold.
Dinaramas mest provokerende udsagn er, at »tørke er designet. Det er ikke et naturfænomen«. Løftet ud af sin sammenhæng kunne sætningen lyde som en benægtelse af klimatiske og hydrologiske processer. Hendes forklaring peger imidlertid i en anden retning. Nutidig tørke er uløseligt forbundet med infrastrukturer for landbrug, måling, regulering, modellering og distribution. Institutioner beslutter, hvem der får vand, hvor meget og hvornår. Teknologier lover stadig mere præcis kontrol på et tidspunkt, hvor vandmanglen gør denne kontrol stadig mere afgørende.
Tørken, forklarer hun, »begynder meget langsomt« og »giver plads til forhandling«. Men forhandlingerne er ulige. Ikke alle berørte væsener har en stemme, og ikke alle livsformer indgår med samme vægt i beregningerne. Fisk kan få opmærksomhed, fordi de er synlige; insekter optræder måske primært som indikatorer; flodsystemer kan ikke repræsentere sig selv ved et reguleringsbord. At lytte til insekternes rytmer bliver dermed en måde at bevæge sig mellem forskellige skalaer på: intim kommunikation, lokale levesteder, videnskabelig overvågning og politisk forvaltning.
Det ændrer også vores forståelse af erindring. Tørke bliver ikke først husket, efter at den har fundet sted. Dens historie skrives, mens processer udfolder sig så gradvist, at de ikke fremstår som egentlige begivenheder. Insekternes rytmer registrerer en nutid, der allerede er ved at blive til arkiv: signaler fra relationer, der kan tilpasse sig, migrere eller forsvinde. Dinaramas værk spørger, om lytning kan rette opmærksomheden mod en historie, før den bliver erklæret for fortid.
Fra transmission til institution
Lyd kræver midler til at blive transmitteret. En vibration skal forplante sig gennem sten, vand, luft, metal, elektriske systemer eller kroppe. Kulturelle praksisser kræver også transmission: undervisning, notation, optagelser, arkiver, studier, festivaler, organisationer og fælles begreber. Enrique Mendoza Mejías refleksioner over Sonic Saturday introducerer denne institutionelle dimension.
Mendoza er komponist og underviser i elektroakustisk musik ved Anton Bruckner Universität. I løbet af fire år som koordinator og producent af Sonic Saturday har han set festivalens open call for værker med rumlig lyd vokse fra omkring 40 bidrag til helt op mod 160. Arrangementet forbinder nu et lytterum, udendørsinstallationer, workshops, audiovisuelle værker og afslutningskoncerten MEDIUM SONORUM.
Det 20.4-kanals Sonic Lab og det tilhørende produktionsstudie giver studerende og inviterede komponister mulighed for at udvikle, afprøve og præsentere multikanal- og ambisoniske værker.
Disse systemer transmitterer mere end lydsignaler. De transmitterer kompetencer. Studerende lærer at komponere til rumlige højttaleropsætninger, at flytte værker mellem studie- og koncertforhold og at lytte analytisk inde i en højttalerkuppel. Formater som ambisonics gør det muligt at gengive en rumlig komposition på tværs af spillesteder med forskellige konfigurationer. Resultatet er aldrig fuldstændig neutralt – rum og systemer har stadig betydning – men et værk kan rejse videre uden at skulle genopbygges fra bunden.
Mendozas årlige open call skaber en anden form for cirkulation. Bidragene kommer fra Europa, Asien og Amerika og repræsenterer forskellige retninger inden for elektroakustisk komposition. En komité vurderer dem; de værker, der udvælges til lytterummet, indgår i én sammenhæng, mens seks eller syv værker bliver en del af programmet for MEDIUM SONORUM. Mendoza beskriver Sonic Saturday som et »kunstnermøde« snarere end en konkurrence, men åbenheden organiseres nødvendigvis gennem beslutninger om teknisk kvalitet, varighed, æstetisk kontrast, geografi og repræsentation.
Dette kuratoriske arbejde er en del af transmissionen. En tradition fortsætter ikke blot, fordi værker eksisterer. Den kræver steder, hvor de kan høres, sammenlignes, diskuteres og undervises i. Den kræver tekniske standarder og kyndige lyttere. Den kræver også beslutninger om, hvilke værker der på et bestemt tidspunkt repræsenterer feltet.
Mendozas skelnen mellem musik og lydkunst gør det tydeligt, hvad der er på spil. Han forbinder musik med struktureret udvikling og form, mens lydkunst kan arbejde med installation, gentagelse eller en mere åben tidslig organisering. Grænsen kan diskuteres, ikke mindst fordi mange lydkunstnere arbejder med komplekse tidslige og medierede strukturer. Men samtalen førte til en mere vidtrækkende observation. Praksisser, der tidligere blev betragtet som eksperimenterende eller avantgardistiske, bliver med tiden institutionaliseret. De finder vej ind i universitetsuddannelser, tilbagevendende festivaler, specialiserede ensembler og etablerede historieskrivninger.
Da jeg lidt provokerende foreslog, at lydkunst måske er ved at blive en »ny klassisk« kunstform, foretrak Mendoza ordet institutionaliseret. Klassisk musik er, påpegede han, i sig selv en kulturelt og geografisk ladet kategori, der ofte er knyttet til europæiske skriftlige traditioner på bekostning af langt ældre mundtlige historier. Institutionalisering er mere præcist. Begrebet beskriver, hvordan praksisser får infrastrukturer, der sikrer kontinuitet, uden at man dermed antager, at de bliver klassiske i en universel forstand.
Denne udvikling har to sider. Institutioner kan beskytte viden, give kunstnere adgang til dyr teknologi, udvikle publikum og fastholde praksisser ud over det enkelte værks levetid. De kan gøre transmissionen holdbar. Men de kan også fastlåse kategorier, reproducere eksklusion og forvandle gårsdagens eksperiment til nutidens norm. Mendoza bemærkede, at ensembler, der engang befandt sig »i spidsen af udviklingen«, årtier senere kan fortsætte som forvaltere af en tradition. Det nye bliver genkendeligt; det genkendelige bliver muligt at undervise i; og det, der kan undervises i, kan med tiden komme til at definere grænserne for legitim praksis.
Den kønsmæssige skævhed blandt bidragene til Sonic Saturday er et konkret eksempel. Mendoza beskrev bestræbelserne på at inkludere kvindelige komponister, samtidig med at han erkendte, at det oprindelige ansøgerfelt fortsat er stærkt ulige fordelt. Den globale repræsentation afhænger ligeledes af, hvem der kender til open call, har adgang til faciliteter for rumlig lyd, kan mestre de krævede formater og har tid til at producere et teknisk konkurrencedygtigt værk. Et åbent opslag er ikke et ubetinget rum. Det viderefører de infrastrukturer og uligheder, der allerede præger det felt, det samler.
Social lytning handler derfor om mere end mennesker, der samles omkring lyd. Den handler om de betingelser, hvorunder praksisser og stemmer kan cirkulere. Hvem har adgang til studierne? Hvilke teknologier bliver standarder? Hvilke former for formmæssig udvikling tæller som kompositorisk kunnen? Hvilke eksperimenterende historier bliver bevaret, og hvilke forbliver uhørlige, fordi deres medier, fællesskaber eller institutioner forsvinder?
Mendozas program har til formål at tilbyde »forskellige måder, vi kan lytte til musik på«. Formuleringen beskriver en begivenhed med flere retninger, men den peger også på et institutionelt ansvar. At skabe forskellige måder at lytte på kræver forskellige situationer: det kontrollerede studie, den åbne have, koncertsalen, installationen og det audiovisuelle møde. Hvert format konstruerer en midlertidig social krop med sine egne normer for varighed, opmærksomhed og bevægelse.
Den skrøbelige sociale krop
Barbara Kapustas The Fragiles, som jeg oplevede på Festival Walk snarere end gennem et af mine interviews, skærper forholdet mellem transmission og social organisering.
Den forstørrede, håndlignende eller tentakelagtige struktur bærer højttalerkasser for enden af sine metallemmer. Stemmer cirkulerer gennem en teknologisk krop, der på samme tid virker imødekommende og foruroligende. Menneskeligt udtryk bliver fordelt gennem en infrastruktur, hvis skala og form overskrider den enkelte talers.
Værket introducerer et spørgsmål, der allerede ligger implicit i de andre eksempler: Hvordan organiseres stemmer i fællesskaber? I Drumming for Love indgår insekternes kald i systemer for økologisk overvågning og menneskelig repræsentation. På Sonic Saturday indgår kompositioner i open calls, komitéer, formater og programmer. I The Fragiles bliver stemmer en del af en netværksbaseret, skulpturel krop. I alle tilfælde forbinder transmission deltagerne, samtidig med at den kategoriserer og positionerer dem.
Socialitet er ikke blot den frie interaktion mellem autonome individer i nutiden. Fællesskaber formes af nedarvede kategorier, tekniske infrastrukturer, tidligere eksklusioner og fortællinger om, hvem der hører sammen. Det sociale felt er, ligesom det akustiske felt, allerede organiseret, før vi træder ind i det. At blive hørt i dette felt betyder også at indgå i systemer, der forandrer, hvad en stemme kan betyde, og hvor langt den kan nå.
Titlen The Fragiles klinger med på tværs af de tre eksempler. Zinkrørene overlever, men de betingelser, der gav dem deres historiske betydning, kan let blive glemt. Vandinsekterne kommunikerer, men deres levesteder og signaler er sårbare over for økologiske forandringer. Elektroakustiske værker cirkulerer gennem avancerede digitale systemer, men de institutioner, formater og den viden, der kræves for at afspille dem igen, er ikke permanente. Transmission gør kontinuitet mulig, men blotlægger samtidig vores afhængighed af bestemte betingelser.
Hvad lytter tilbage?
På tværs af disse værker mister lytningen sin tilsyneladende uskyld. En tone i Noise of War bærer en historie om materiel udskiftning, som først bliver hørbar gennem viden og aktivering. En insektlyd i Drumming for Love forbinder parringsadfærd med tørke, videnskabelig overvågning og politiske beslutninger om vand. Sonic Saturdays rumlige værker viser, at lytning allerede er organiseret af infrastrukturer, institutioner og kuratoriske valg, før den bliver en individuel erfaring.
Det er derfor, erindring og socialitet hører sammen. Erindring handler ikke blot om at bevare en begivenhed, der trygt befinder sig i fortiden, og socialitet handler ikke blot om interaktion mellem mennesker i nutiden. Begge dele drejer sig om transmission. Materialer viderefører konsekvenser. Arter viderefører signaler. Teknologier transmitterer og forandrer stemmer. Institutioner viderefører teknikker og kategorier. Fællesskaber viderefører historier, forventninger og tavsheder.
Spørgsmålet »hvad lytter tilbage?« skal ikke forstås, som om rør, insekter eller højttalersystemer havde menneskelige ører. Det betegner en omvending af perspektivet. Vi begynder med at forestille os os selv som subjekter, der lytter til en verden af objekter. Værkerne viser, at de relationer, hvori lytningen finder sted, allerede påvirker os. Instrumentet gør modstand og forsinker. De miljømæssige rytmer overskrider den umiddelbare perceptions skala. Institutionelle formater træner vores opmærksomhed og afgør, hvad der bliver tilgængeligt for vores ører. Historiske materialer forandrer betydningen af en tone.
Et sted langs Festival Walk vender Bachmanns stemme tilbage. En historisk tekst bliver til en akustisk begivenhed gennem nutidig infrastruktur. Den er placeret i en bestemt gade eller gård, men overskrider samtidig stedet gennem den tid, den kommer fra. Lytteren møder den kropsligt i nutiden og erkender samtidig, at nutiden ikke er en lukket størrelse.
Kaltenbrunners zink, Dinaramas insektrytmer og Mendozas lytte-infrastrukturer bærer deres historier videre på forskellige måder. Metallet viderefører krigens konsekvenser gennem udskiftning og klang. Insekternes signaler viderefører økologiske relationer, hvis forandring stadig er i gang. Institutionerne viderefører praksisser ved at omdanne eksperimenter til viden, repertoire og konventioner. Ingen af dem tilbyder erindringen som en stabil genstand, man blot kan gøre krav på.
Til sidst bliver Bachmanns stemme svagere, efterhånden som man bevæger sig væk fra højttaleren. Det akustiske signal forsvinder, men den relation, det åbnede, gør ikke. Noget er trængt ind i nutiden og har forandret det, den rummer. Det, der stadig kan høres, er ikke altid en lyd. Det kan være den historiske, økologiske eller sociale forpligtelse, som lytningen efterlader.
Dette er den tredje artikel i serien »Listening Otherwise: Three Reorientations at Ars Electronica«
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek