Hvorfra lytter vi?
En stemme følger dig gennem Linz. I begyndelsen er det svært at stedfæste den. Den tilhører ikke en performer, der står foran et publikum, og den præsenterer heller ikke et digt i sin helhed fra begyndelse til slutning. Den dukker op fra en højttaler et sted langs Ars Electronicas Festival Walk, blander sig med byens bevægelser og støj og forsvinder igen, mens du går videre. Senere vender den tilbage – eller også er det et andet fragment af den. Stemmen taler Ingeborg Bachmanns Die gestundete Zeit, skrevet mere end 70 år før festivalen. »Der kommer hårdere tider«, lyder advarslen, men ordene bliver ikke på ét sted længe nok til at danne en fast erklæring. De får afstand og retning. Skridt, samtaler, trafik og arkitektur blander sig. Du får aldrig digtet i sin helhed. Du møder det, mens du bevæger dig.
»Der kommer hårdere tider«, lyder advarslen
Det forandrer digtet, men også gåturen. En tekst, der ellers kunne fremstå som en henvendelse fra sidens faste rum, bliver afhængig af, hvor vi tilfældigvis befinder os, hvilken retning vi bevæger os i, og hvad der ellers lyder omkring os. Stemmen er ikke blot placeret i byen; den omorganiserer midlertidigt byen som et lytterum. En passage, et gadehjørne eller en gård bliver mærkbar som en akustisk situation.
På en festival, der kredser om Negotiating Humanity, er denne spredte stemme et godt sted at begynde. Meget af den aktuelle forhandling af det menneskelige foregår gennem billeder: ansigtsgenkendelse, syntetiske billeder, avatarer, robotter og kunstig intelligens' visuelle beviser. Lytningen forskyder spørgsmålet. Den spørger ikke kun, hvad der er særligt menneskeligt, men også hvor den menneskelige lytter overhovedet befinder sig. I flere værker på Ars Electronica 2026 destabiliserer lyden denne position. En katedral bliver til et instrument. En orgelpibe indgår i en forhandling med luft, kroppe og arkitektonisk resonans. Sollys og bevægelige skygger fra træerne bliver medskabere af en komposition.
Værkerne deler ikke én bestemt æstetik. De spænder fra evalas Holy Echo med mere end 50 lydkanaler i Mariadomen over Heike Kaltenbrunners intime og ustabile Noise of War til de distribuerede elektroniske væsener i Matteo Holyoke Marangoni og Dieter Vandorens Komorebi.
Det, der forbinder dem, er en rumlig påstand: Lyd finder ikke blot sted i rummet. Den skaber relationer mellem afstand, orientering, afgrænsning og nærhed, som gør rummet sanseligt. Vi lytter altid et sted fra, men dette »sted« er hverken neutralt eller fast. Det bliver til gennem arkitektur, teknologi, miljømæssige betingelser og kroppens bevægelser.
Katedralen som instrument
Når man træder ind i Linz' Mariadom efter en gåtur gennem byen, sker der en øjeblikkelig ændring af skala. Udenfor er lyden spredt ud over gader, vejkryds, samtaler og mennesker i bevægelse. Indenfor samler katedralen den. Dens højde etablerer en lodret akse; dens lange efterklang forlænger de akustiske hændelser ud over det øjeblik, hvor de opstår; og arkitekturen får lyde fra fjerne steder til at fremstå som en del af det rum, der omgiver lytteren. Allerede inden evalas Holy Echo begynder, har bygningen organiseret lyttehandlingen.
evala arbejder med denne betingelse frem for at behandle katedralen som en imponerende beholder for en ellers selvstændig komposition. Et rumligt system med mere end 50 højttalerkanaler aktiverer forskellige højder, afstande og overflader i bygningen. Lydene samler sig, bevæger sig og opløses i Mariadomens eksisterende efterklang. I nogle øjeblikke bliver det vanskeligt at skelne mellem en lyd, der bevæger sig gennem det tekniske system, og bygningens akustiske respons. Man lytter på én gang til kompositionen og til bygningen, der gennem den bliver gjort hørbar.
Det ligger i forlængelse af evalas mangeårige projekt See by Your Ears. Titlen kan umiddelbart lyde som en enkel omvending af det velkendte hierarki mellem syn og hørelse. Men påstanden rækker videre. Hørelsen bliver en måde at skabe rumlig viden på. At »se« med ørerne vil sige at opfatte relationer – afstand, bevægelse, tæthed, afgrænsning og skala – som ændrer vores oplevelse af et sted. Lyden leverer ikke et erstatningsbillede af katedralen. Den blotlægger en arkitektur, som ikke kan adskilles fra lytterens kropslige position og den tid, lytningen udfolder sig over.
Modsætningen mellem vestlig vertikalitet og østlig horisontalitet bør behandles med forsigtighed
I vores samtale efter opførelsen fortalte evala om flere års arbejde med feltoptagelser på steder, hvor mennesker oplever en eller anden form for hellighed. Hans pointe var ikke, at én bestemt akustisk egenskab automatisk gør et sted helligt. Snarere etablerer hellige steder ofte særlige relationer mellem lyd, menneskelig tilstedeværelse og omgivelser. I den europæiske katedral samler arkitekturen og orgelet traditionelt de spredte lyttere i et fælles rum. Lyden synes at komme ovenfra, brede sig og omslutte. Til gengæld forbandt evala helligsteder i Japan med en mere åben og horisontal akustisk orientering: Miljøets lyde kommer fra flere retninger uden at være afhængige af et monumentalt indre rum.
Modsætningen mellem vestlig vertikalitet og østlig horisontalitet bør behandles med forsigtighed. Som en samlet kulturel kategorisering risikerer den at blive for skematisk. Dens betydning ligger snarere i den rumlige forestilling, den åbner for. Lytningen har en orientering, og denne orientering er kulturelt, arkitektonisk og teknologisk produceret. Vertikal og horisontal betegner ikke blot den retning, en lyd kommer fra. De beskriver forskellige mulige relationer mellem lytteren og den omgivende verden.
Holy Echo forhandler derfor det menneskelige uden at repræsentere en menneskefigur. Værket ændrer de koordinater, inden for hvilke mennesket opfatter sig selv. Lytteren er ikke længere placeret uden for et teknologisk objekt og observerer, hvad det gør. Man står inde i et akustisk felt, hvor bygning, højttalere, refleksioner, software, optaget materiale og kroppens position virker sammen.
Installationens tekniske skala kunne antyde, at denne perceptuelle nyorientering først og fremmest afhænger af teknologisk raffinement. Men evala afviste gentagne gange denne fortolkning. Han komponerer ikke til et standardiseret multikanalformat, som efterfølgende kan gengives uændret på forskellige spillesteder. Lydfeltet udvikles i relation til det konkrete akustiske miljø. Mariadomen er ikke blot det sted, hvor en færdig komposition installeres; den er med til at afgøre, hvad kompositionen kan blive til.
Lytteren må bevæge sig, være opmærksom og hele tiden orientere sig på ny
I interviewet beskrev evala sit forhold til nye teknologier med billedet af et barn, der møder et ukendt instrument. Barnet begynder ikke med at forsøge at betjene det korrekt eller effektivt. Den første reaktion er at lege, afprøve og opdage. Som hans tolk formulerede det, er det afgørende ved brugen af ny teknologi, at den »skaber den nye perception«. Teknologien får betydning, når den åbner for en anden måde at sanse på, ikke når den blot demonstrerer sin egen kompleksitet.
Det vender op og ned på en dominerende organisering i de moderne medier. Skærme, brugerflader og hovedtelefoner bidrager i stigende grad til et socialt underskud på lytning. Holy Echo placerer ikke årsagen til dette underskud uden for den teknologiske og arkitektoniske situation, men gør selve situationen til genstand for undersøgelse. Der findes ingen enkelt ydre position, hvorfra man kan lytte. Lytteren må bevæge sig, være opmærksom og hele tiden orientere sig på ny.
Et orgel er aldrig blot en genstand placeret i et rum
Luft, piber og omskiftelige rum
En helt anden form for rumlig forhandling finder sted i Heike Kaltenbrunners Noise of War, der blev præsenteret i Sankt Elisabethsøstrenes kirke. Værket videreudvikler Kaltenbrunners nærhedsorgel, et instrument, hvor orgelpiberne både fungerer som lydgeneratorer og som dele af et responsivt teknisk system. Publikum møder ikke et orgel, der betjenes fra et tastatur på afstand. Deres nærhed påvirker instrumentet, mens luftstrøm, tryk og pibernes fysiske egenskaber former de lyde, der kan opstå.
Værkets titel og materialehistorie bliver vigtige senere i denne serie. Zinkpiberne bærer historier om erstatning, krig og industrialiseret materiale. Men inden værket bliver et spørgsmål om erindring, er det allerede en rumlig begivenhed. Et orgel er aldrig blot en genstand placeret i et rum. Piber, luftstrøm, mekaniske eller elektriske systemer, arkitektur og lytternes position virker sammen. Historisk har orgelet indlemmet bygningen i sin egen klangkrop.
Når man betragter de besøgende, der nærmer sig værket, opstår der en slags lytteteater uden karakterer
Kaltenbrunner både bevarer og destabiliserer denne relation. I interviewet fortalte hun, hvordan piberne er stemt efter grundtoner, men klinger under reduceret og varierende lufttryk. En pibe, der er stemt til E, gengiver ikke bare et stabilt E. Dens grundtone kan forskyde sig, mens overtonerne afviger med små intervaller. Nogle gange træder kun én overtone tydeligt frem; andre gange spiller flere sammen. Den musikalske begivenhed opstår i grænseområdet mellem luft, støj og tone snarere end som gengivelsen af en på forhånd fastlagt tonehøjde.
Når man betragter de besøgende, der nærmer sig værket, opstår der en slags lytteteater uden karakterer. En person bevæger sig tættere på en pibe, men virkningen er ikke nødvendigvis overstået i samme øjeblik. Luften fortsætter med at bygge sig op eller sive ud. En tone kan vokse frem, efter at den person, der satte forandringen i gang, er gået videre. En anden besøgende kan derefter møde det akustiske efterspor af en interaktion, som vedkommende ikke selv har overværet. Årsag, handling og perception bliver adskilt i både tid og rum.
Det komplicerer det velkendte sprog om interaktivitet. Den besøgende trykker ikke på en knap og modtager en øjeblikkelig og let aflæselig reaktion. Instrumentet har en træghed. Luften skal fylde systemet og forlade det igen. Piberne reagerer på tryk, stemning og materielle betingelser. Rummet forlænger tonerne gennem refleksioner og efterklang. Lytningen bliver til deltagelse, men deltagelse er ikke det samme som fuld kontrol.
Kaltenbrunners bemærkninger om at præsentere instrumentet i forskellige rum gør dette særligt tydeligt. I løbet af sommeren havde hun arbejdet med det på loftet i en lade, hvor efterklangen nærmede sig ti sekunder. På Ars Electronica stod det i en fredfyldt kirke. En kommende præsentation var planlagt i det, hun beskrev som en white cube-situation – »akustisk fuldstændig anderledes«, og, som vores samtale tilføjede, også anderledes i sin kontekst. For Kaltenbrunner er denne variation ikke blot en forhindring, der skal overvindes. »Det er dejligt at udforske forskellige situationer og se, hvordan det fungerer«, sagde hun.
Sætningen er beskeden, men den indkredser noget centralt ved værket. Noise of War har ikke én ideel rumlig identitet, som enhver præsentation skal forsøge at genskabe. Værkets identitet omfatter også de forskelle, der opstår i de enkelte situationer. En kirke tilfører piberne associationer til sakral musik, fælles lytning og arkitektonisk transcendens. En lade tilbyder en anden materiel og akustisk historie. Et white cube-rum kan isolere objektet visuelt, samtidig med at dets efterklangsmæssige liv reduceres eller forandres. Værket rejser, men forbliver ikke akustisk uforandret.
Kaltenbrunner havde modificeret instrumentet blandt andet for at gøre det lettere at transportere. En vindmaskine erstattede en tungere konstruktion med en blæsebælg, hvilket reducerede både vægt og støj; dens beskyttende kabinet kunne samtidig bruges som transportkasse. Men mobiliteten skaber en produktiv modsætning. Apparatet bliver lettere at flytte netop for at kunne møde rum, der forandrer det. Mobiliteten frigør ikke værket fra stedet. Den mangedobler dets stedbundne former.
Sammenlignet med Holy Echo er både skala og virkemidler markant anderledes. evala bruger et omfattende rumligt system til med stor præcision at artikulere katedralen. Kaltenbrunner arbejder med et kompakt instrument, hvis klang forbliver sårbar over for små ændringer i lufttrykket, de besøgendes adfærd og rummets akustik. I det ene tilfælde konstrueres den rumlige kompleksitet omhyggeligt gennem mange kanaler; i det andet må den hele tiden forhandles med ustabile materielle betingelser. Begge værker afviser imidlertid forestillingen om, at rummet er et tomt volumen, der blot venter på at blive fyldt med lyd. Rummet handler med i værket.
Et instrument, som elementerne spiller på
Fra kirken bevæger spørgsmålet om situeret lytning sig udendørs – eller næsten udendørs – til en stille hospitalshave i Linz. Her har Matteo Holyoke Marangoni og Dieter Vandoren installeret Komorebi, en samling af små, distribuerede elektroniske enheder, som kunstnerne kalder »væsener«.
Overskyet vejr frembringer mere subtile variationer end vekslende sollys
Nogle står mellem planterne, andre befinder sig i træerne. De frembringer toner, klik og fraser i udvikling, men ingen fast komposition passerer identisk gennem dem. Deres adfærd reagerer på lokale forhold: sollys, skyer, bevægelige skygger, omgivende lyde og aktiviteten hos de nærliggende væsener.
Titlen Komorebi betegner det japanske fænomen, hvor sollyset filtreres gennem træernes blade. Værket illustrerer ikke fænomenet ved at komponere en stabil musikalsk gengivelse af det bevægelige lys. I stedet skaber det betingelser, hvor variationer i lyset får lydlige konsekvenser. En sensor registrerer forandringer, der opstår, når vinden bevæger en gren, og skygger glider hen over en enhed. Den elektroniske adfærd reagerer. Vejret bliver ikke et tema, værket afbilder; det indgår direkte i værkets funktion.
Marangoni og Vandoren er tilbageholdende med at kalde dette en oversættelse. Oversættelse kan antyde, at et input har en bestemt betydning, som derefter gengives præcist i et andet medie. Deres proces minder mere om instrumentbygning. »Jeg kan godt lide at beskrive det som et instrument, der bliver spillet på af elementerne«, forklarede Vandoren. Formuleringen fastholder kunstnernes kompositoriske rolle, samtidig med at den anerkender, at de konkrete begivenheder afhænger af kræfter, de ikke selv kontrollerer.
Musik kan irritere én person og trøste en anden
Denne relation bliver hørbar på flere måder. Ændringer i sollyset påvirker de vedvarende lydlige forløb, mens mikrofoner opfanger akustiske begivenheder i haven. Enhederne reagerer særligt på de kliklignende lyde, som de andre medlemmer af gruppen frembringer. Registrerede tonehøjder og rytmer indgår i processer, der genererer fraser; upræcis sporing og den samtidige aktivitet fra mange enheder gør det muligt for mønstrene at forandre sig, mens de bevæger sig gennem sværmen. Hvert væsen fungerer lokalt, men tilsammen skaber de et distribueret og konstant udviklende lydfelt i haven.
Stedet er derfor hverken en kulisse eller en symbolsk kontekst. Det leverer information til systemet. Den samme have klokken ti om formiddagen og klokken fire om eftermiddagen udgør ikke den samme kompositoriske situation. Overskyet vejr frembringer mere subtile variationer end vekslende sollys. Vinden omorganiserer værket ved at sætte løvet i bevægelse. Menneskekroppe kan gribe ind ved at kaste skygger eller frembringe lyde, men installationen afventer ikke udelukkende menneskelige handlinger. Skyerne bevæger sig; planterne ændrer lysets fordeling; ét kunstigt væsen lytter til et andet. Kompositionen fortsætter, også når ingen besøgende befinder sig i dens centrum.
Det komplicerer også hospitalshaven som ramme. Marangoni og Vandoren fortalte om deres ønske om at gøre mennesker mere opmærksomme på subtile forandringer i omgivelserne og om patienter, der tilbragte lange perioder siddende blandt værkerne. Men de var tilbageholdende med at tillægge kunsten en terapeutisk funktion. Musik kan irritere én person og trøste en anden. Værket kan tilbyde ro, fordybelse eller en skærpet forbindelse til omgivelserne, men det lover ingen helbredelse. Dets rumlige politik er mere afdæmpet og åben: Det gør et lokalt miljø tilgængeligt for en anden form for opmærksomhed.
Væsenernes tilsyneladende autonomi må ikke skjule det kompositoriske arbejde. Deres reaktioner finder sted inden for adfærdsmønstre, følsomheder og musikalske parametre, som kunstnerne har udviklet gennem flere år. De beskrev en vedvarende kamp mellem at give sværmen tilstrækkelig selvstændighed til at overraske dem og samtidig fastholde de kvaliteter, de finder musikalsk interessante. Stedsspecificitet betyder her ikke, at ophavet overdrages til naturen. Det betyder, at man komponerer et felt, hvor ophavet ikke kan bestemme enhver begivenhed på forhånd.
Komorebi viderefører dermed det spørgsmål, som Holy Echo og Noise of War rejser. I katedralen bliver arkitekturen sanselig som et aktiveret akustisk rumfang. I Kaltenbrunners installation forhandler instrument og rum med hinanden gennem luft, nærhed og ustabile overtoner. I hospitalshaven indgår miljømæssige processer kontinuerligt i værkets adfærd. Det er ikke blot tre forskellige steder for lydkunst. Det er tre forskellige måder, hvorpå stedet bliver aktivt.
At lytte uden et centrum
Den velkendte visuelle model for rum forudsætter, at en beskuer kan træde et skridt tilbage og overskue en scene. Lyd tillader sjældent den samme afstand. Den kommer bagfra og fra steder uden for synsfeltet. Den passerer gennem vægge, reflekteres fra overflader og bliver ved med at klinge, efter at dens tilsyneladende kilde er standset. Vi kan lukke øjnene, men vi kan ikke trække os ud af et akustisk miljø på samme måde, som vi kan vende blikket væk fra et billede.
De værker, der er behandlet her, skærper denne betingelse. Holy Echo omslutter lytteren i en arkitektur, der gennem teknologisk komposition bliver sanselig på ny. Noise of War skaber forsinkede og ustabile relationer mellem kroppe, luft, piber og rum. Komorebi spreder kompositionen ud over et felt af lokale sensorer og miljømæssige forandringer. I hvert tilfælde mister lytteren privilegiet af at befinde sig i ét stabilt centrum.
Spørgsmålet er ikke, om teknologi, bygninger eller vejret lytter på samme måde som menneske
Derfor er evalas skelnen mellem vertikal og horisontal lytning stadig brugbar, når den løsrives fra en rigid geografisk modsætning. Horisontal lytning kan betegne en bredere nyorientering: mødet med samtidige relationer, der ikke udelukkende er organiseret omkring den menneskelige iagttager. I Komorebi, det mest bogstavelige eksempel, er den menneskelige besøgende vigtig, men ikke suveræn. Væsenerne reagerer på omgivelserne og på hinanden. I Noise of War sætter den besøgende forandringer i gang, men kan ikke bestemme præcist, hvordan luften og overtonerne udvikler sig. I Holy Echo afslører lytterens position kun ét perspektiv i et langt større rumligt felt.
En sådan nyorientering fjerner ikke mennesket fra værket. Den gør menneskets perception situeret. Vi lytter med kroppe, der befinder sig på bestemte steder, men også gennem arkitekturer, tekniske systemer og miljømæssige betingelser, der eksisterede, før vi ankom. Spørgsmålet er ikke, om teknologi, bygninger eller vejret lytter på samme måde som mennesker. Det er, hvordan deres deltagelse ændrer det, menneskelig lytning kan blive til.
Et sted langs Festival Walk dukker Bachmanns stemme op igen. Du nærmer dig den, og ordene bliver tydeligere; du går videre, og de begynder at forsvinde. Digtet har ikke flyttet sig, men dets akustiske relation til dig ændrer sig med hvert skridt. Stemmen giver intet overblik over byen og tilbyder ingen endelig position, hvorfra festivalen kan forstås. Den gør noget mere beskedent og samtidig mere foruroligende: Den gør dig opmærksom på, at lytningen altid finder sted her, fra denne krop, inden for disse relationer – og at dette »her« allerede er under forandring.
Artiklen er den første i serien »At lytte på andre måder: Tre nyorienteringer på Ars Electronica«