kritik
21.11

Ingen billige point på Malmös nye gratisfestival

Den nye festival Tekno forener musik og lydkunst i et ambitiøst program med fri entré. Fra avantgardejazz og lysende slagtøj til en apokalyptisk performance udforskede festivalen mødet mellem lyd, lys og krop.
Sól Ey. © Andreas Aicka Thomsen
Af Henrik Marstal (21.11)

Spændende er det unægteligt: En helt ny festival for musik og lydkunst i det københavnske nærområde, nærmere bestemt hjertet af Malmö. Overskuelig og stramt kurateret – og så er der gratis adgang! Det føles fantastisk generøst.

Jeg var til stede ved den sidste af de to festivalaftener, som Tekno præsenterede, og jeg fornemmede en særlig blanding af forventning og nysgerrighed hos et publikum, der på en måde havde fået det hele forærende på forhånd i og med, at de ikke skulle have penge op af lommen.

Overskuelig og stramt kurateret – og så er der gratis adgang! Det føles fantastisk generøst

Aftenens program udspillede sig på og omkring scenen på det relativt lille spillested Inkonst, og forskelligheden i udtryk, tilgang og anvendelse af teknologi var bemærkelsesværdig hos de fem navne, som optrådte. Denne forskellighed viste sig at være en stor styrke, for det var gennemgående stærke, men også mentalitets- og koncentrationskrævende sager, der blev præsenteret i løbet af aftenen.

Når lyset bliver en del af musikken

Lad mig begrænse mig til at omtale tre navne: Den svenske avantgardejazztrio Freq. Expedition, den danske slagtøjsduo Sistro Duo og den islandske new media-kunstner Sól Ey.

Freq. Expedition kombinerede elektrisk guitar, trombone og slagtøj/vibrafon i et interessant krydsfelt mellem stilstand og fremdrift. Med stor konsekvens havde trioen fokus på en række overvejende monofone forløb, hvor enstemmig trombone mødte enstemmig guitar mødte enstemmig vibrafon spillet med bue. Det gav en befriende transparens i lydbilledet og dermed i det musikalske udtryk.

Undervejs slog det mig, i hvor høj grad clusterklangen som begreb har sejret i avantgardekulturen med dens som regel komplekse samlinger af toner, der klinger samtidigt. Med sin monofone tilgang formulerede trioen en stilfærdig, upolemisk modmagt til alt dette, som mindede om, at selvom menneskeheden vandt utrolig meget, da polyfoni som begreb opstod i sin tid, tabte vi måske også noget.

Det var som at være vidne til et scenario, hvor et skybælte af stilstand på størrelse med Jupiter skabte små lommer af indsigt

Danske Sistro Duo gav en opvisning i, hvor udviskede grænserne mellem musik og lydkunst kan være. © Danske Sistro Duo gav en opvisning i, hvor udviskede grænserne mellem musik og lydkunst kan være. © Gintė Preisaitė
Danske Sistro Duo gav en opvisning i, hvor udviskede grænserne mellem musik og lydkunst kan være. © Gintė Preisaitė 

Sistro Duo gav gennem tre værker af selv samme Sól Ey og den danske komponist Mads Emil Dreyer en opvisning i, hvor udviskede grænserne mellem musik og lydkunst kan være. I mødet mellem lydgivere/instrumenter og berøringerne af dem med stave opstod i et af værkerne kaskader af lysglimt ledsaget af en beroligende summen af syntetisk lyd.

© PR
© PR

Det var som at være vidne til et scenario, hvor et skybælte af stilstand på størrelse med Jupiter skabte små lommer af indsigt, af nærvær, af klarhed. Værket varede 15-20 minutter, men noget i mig ønskede, at det havde varet flere timer. I så fald havde duoen dog ikke fået tid til at fremføre Dreyers æteriske, velklingende værk for lyd og lys, hvor der til hver tangent på et elektronisk klaviatur var knyttet en lyspære, der lyste, hver gang tangenten blev aktiveret. Det værk ville jeg heller ikke have undværet.

Jeg blev faktisk en smule skræmt af de tanker, jeg fik i hovedet undervejs

En engel midt i støjen

Aftenens koncertprogram sluttede med Sól Eys rystende stærke soloperformance, som var både lyd, lys og bevægelse i ét. Pludselig, helt uden varsel, var hun nede blandt publikum, som hun vandrede roligt rundt imellem iført en dragt udstyret med mikrofoner og højttalere. De dannede i forening med hinanden et feedback-dynamisk støjbillede suppleret med det skiftende orange og hvide lys fra dioder, der ligeledes var placeret på hendes krop.

Støjen blev monitoreret gennem koordinationen af kropsbevægelser, og det var fascinerende at følge, hvordan de tre nævnte parametre – altså lyd, lys og bevægelse – interagerede med hinanden, betingede hinanden, kompletterede hinanden. Ikke så mærkeligt, at publikum flokkedes om hende, når hun stillede sig forskellige steder i koncertrummet.

Jeg blev faktisk en smule skræmt af de tanker, jeg fik i hovedet undervejs. For jeg oplevede det vitterlig som om, at en engel frivilligt var steget ned til jorden og lade sig brænde ihjel for at sone menneskenes dumhed og tankeløshed. En engel, der for menneskehedens skyld udslettede sig selv lige foran mine øjne i et ultimativt forsøg på at kickstarte verden og få den på fode igen. En engel, der handlede for os såvel som på vegne af os.

Da jeg lidt senere havde fået styr på mine tanker igen, indså jeg, at kunsten i opmærksomme øjeblikke kan antage ubegrænsede potentialer. Også en fredag aften på et mindre spillested i en større by. Den følelse svævede jeg hjem på.

Frøken Klokken taler igen

Som festival bredte Tekno sig også til andre områder af byen, herunder Malmö Kunsthall, Folkets Park og Inter Arts Center. Sidstnævnte ligger ved siden af Inkonst, og her havde jeg lejlighed til at opleve den svenske visuelle kunstner Anna Lundhs lydinstallation Miss Clock (Into the Groove), der fandt sted i et mørkt rum udstyret med et højttalersystem. Værket benyttede samples fra den svenske version af »Frøken klokken«, altså den telefonservice, man i præ-digitale tider kunne ringe til, hvis man havde brug for at kende det eksakte tidspunkt.

Både som festival og som event kom den allerførste udgave af Tekno dermed overbevisende ud af starthullerne

Værket fortalte ikke blot noget om, hvordan ældre lydteknologier fra en længst forgangen verden kan skabe sprækker af nostalgi, fortabthed og ensomhed hos den moderne lytter i konfrontationen med værket. Nej, det fortalte også noget om, hvordan en ældre lydteknologi kan ændre sig retrospektivt ud fra senere tiders tanker om kønnets performative karakter. For lyden af værket er netop lyden af en kvindestemme, der uafvendeligt fremsætter en række tidsangivelser eller blot fragmenter af dem: »Tyva … tyva … tyva … otta … otta …«, og så fremdeles. Kvinden bag denne stemme performede sit køn gennem det arbejde, hun udførte, da hun i sin tid indtalte tidsangivelserne. Det stod som et statement, der viste, hvordan samfundets teknologier og kønskonstruktioner er dybt sammenvævede størrelser.

Både som festival og som event kom den allerførste udgave af Tekno dermed overbevisende ud af starthullerne. Jeg ser frem til at følge den fremover.

Første udgave af Tekno – Music, Sound, Technology fandt sted i Malmö, Sverige, 12.-14. november 2026