Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent.
Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti.
Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.
»For mig er musik mit møde med verden og en måde at trække vejret. Da jeg var lille var det den eneste måde, jeg rejste på.«
Nikolaj Manuel Vonsild er forsanger og producer i When Saints Go Machine, Cancer og H2OP. I efteråret 2025 er han aktuel med When Saints Go Machines syvende album, Greatest Escape.
Engang så man Beverly Hills 90210, fordi den fyldte flow-TV-sendefladen. Også kunstner Niels Lyhne Løkkegaard har hele sin ungdom slentret gennem de virtuelle californiske landskaber. I projektet Fata Morgana udforsker Løkkegaard og den amerikanske komponist Michael Pisaro-Liu denne oplevelse mellem sted og fiktion. Med altblokfløjten som våben inviterer de os hjem og ud. Og som en nostalgisk hyldest til hedengangne medievirkeligheder har projektet en A- og en B-side. Det starter med »Visit«: En knitren i skovbunden nær Løkkegaards barndomshjem i Vestjylland i 2021. Mikrofonen placeres et sted, der tages et par skridt og så. Stilhed … Langt væk begynder altblokfløjten en melodi omgivet af fuglekvidder. Dette hjemlige soundscape væves ind i lytterens sted. Kørte der lige en bil forbi her? Eller dér?
På B-siden, »Visitation«, genplacerer Pisaro-Liu i 2024 fløjtestykket i Californien. Spændingen stiger, melodien besøges og hjemsøges fra den anden side af jorden. Den forstyrres og forvrænges af elektriske signaler, hyletoner, intervenerende støj og brudstykker af amerikanske stemmer, som mumler noget om »fever dream« og »not anything in particular«.
For der er ikke rigtigt noget. Det er klassisk Løkkegaard: En forestillet verden i lytterens sind. Det kunne være gjort kortere end 2x22 minutter, men ideen er stærk, enkel og veludført. Som lydversionen af et tegnefilmsfatamorgana, der står og flimrer uægte i skarpt californisk sollys.
»Musik er for mig et håndværk, der kræver vedholdenhed og koncentration for at kunne vokse, men det er også et frit rum hvor mit eget lille jeg bliver ét med en verden af toner og stemmer. Når jeg skriver allerbedst, er det med en følelse af at have tilsidesat mig selv, for at noget andet kunne få plads. Det er en form for omsorgsproces, der giver så meget tilbage.«
Jesper Lidang er sangskriver og musiker med base i København. Han stiftede bandet The Rumour Said Fire i 2008 og brød igennem med debut EP'en The Life And Death Of A Male Body i 2009 ført an af kæmpehittet The Balcony. Sammen med sit band har han modtaget flere priser, blandt andet P3 Talentet, og han har efterfølgende udgivet flere albums. Senest er han med The Rumour Said Fire klar med første dansksprogede fuldlængde Lyset Mit Navn, der udkommer i november 2025 som opfølger til EP'en Det Nye Forår (2022).
»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«
Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.
I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.
»Ligesom al kunst er musik et sprog for følelser, drømme og søgen efter mening – men for os er det lige så afgørende, at musikken er en vej til fællesskab.«
Girls in Airports er et dansk instrumentalband – med en palet, der især rummer jazz, elektronisk musik og klange fra fjerne himmelstrøg. Siden debutalbummet i 2010 har de skabt et lydunivers, hvor saxofoner, synths og pulserende grooves mødes i et kollektivt og drømmende udtryk. På det seneste har bandet fokuseret på kunstneriske samarbejder med bl.a. Teitur og Aarhus Jazz Orchestra og er nu på vej med et nyt album i samarbejde med strygertrioen Halvcirkel.
