Omkring Carl Orff og Carmina Burana

Omkring Carl Orff og »Carmina Burana«

Af JØRGEN PLAETNER

Carl Orff, der er født 1895 i München, fik sin musikalske uddannelse hos den stærkt religiøst og polyfont orienterede, men klart disponerende, Heinrich Kaminski. Ligeledes modtog han i sin ungdom impulser fra sit arbejde som korrepetitør og kapelmester, men vel nok allermest fra sin virksomhed som musikalsk leder af Dorothee Günthers Müchener Tanzschule, idet hans store interesse for pædagogiske problemer her fik ny og rigelig næring. Hans »Schulwerk« viser ham som en fuldkommen ener, der bygger den elernentære musikopdragelse på rytmen, som ligeledes er det bærende i hans kor- og sceneværker, i hvilke han benytter sig af helt nye klange og til stadighed tilstræber hidtil ukendte forbindelser af skuespil, dans og musik.

Carl Orff fik sit endelige gennembrud med opførelsen af »Carmina Burana« i Frankfurter Opernhaus i 1937. Han havde ganske vist tidligere fået opført værker, men først året i forvejen var han kommet i kontakt med et bredere publikum, idet nogle danse, han havde fået ideen til hos Dorothee Günther, blev opført ved olympiaden i Berlin. Efter udgivelsen af partituret til »Carmina Burana« trak han ubønhørligt alle sine tidligere udsendte værker tilbage. Af Carl Orffs øvrige produktion må man derefter nævne »Der Mond« 1941 og »Die Kluge« 1942, to eventyrspil til egne tekster, det sceniske dansespil »Catulli Carmina« 1943, en bayersk historie »Die Bernauerin« 1946, »Antigonae« (efter Sophokles i Hölderlins oversættelse) 1949, musik til Shakespeares »En Skærsommernatsdrøm« 1952 og efter Sappho/Catull »Trionfo di Afrodite«.

Om teksten til »Carmina Burana« følgende: I året 1803, da hofbibliotekdirektør Christoph Freiherr von Aretin var på embedsrejse, kom han blandt andet til det gamle kloster Benediktbeuern i Voralpenland ved Kochelsee. Her var der hundreder af bind skrevet med sirlig munkeskrift, som den store kender bestemte til senere transport til Münchener Hofbibliothek. Selv tog han med sig et enkelt håndskrift fra udgangen af det 13. århundrede i en eftermiddelalderlig indbinding til forkortelse af tiden på den lange og kedelige tjenesterejse.

Således gik det til, at teksten til det foreliggende korværk korn til det nuværende Bayrische Staatsbibliotek i München, hvor det fik det prunkløse navn »Codex latinus 4660«. Titlen »Carmina Burana«, hvilket betyder »Sange fra Benediktbeuern«, fik værket først af I. A. Schmeller, da denne for første gang i 1847 offentliggjorde det.

Søger man nu digteren eller digterne til denne kostbare perle af middelalderlig poesi, finder man ham hverken i en enkelt eller flere navngivne personer, men i kredsen af goliarder og vaganter et højst broget selskab af farende skolarer, svirende studenter og bortløbne gejstlige, af skribenter, sangere og musikanter, universiteternes og klostrenes udskud. Disse middelalderens bohérner havde alle modtaget i hvert fald noget af klostrenes og universiteternes litterære dannelse, men om studerende i egentlig forstand kan man ikke tale. Sikkert er det imidlertid, at der også iblandt dem har befundet sig virkelige begavelser, der beherskede både det håndværksmæssige i tidens poesiformer og samtidig havde kunstnerisk format, hvilket med al tydelighed fremgår af flere af teksterne. De fleste vagantviser er skrevet på et primitivt og vulgært latin, der, hvad finhed og skønhed angår, ikke nter kan måle sig med Ovids og Vergils klassiske sprog, men som alligevel hævder sig på grund af en vidunderlig friskhed og klarhed i udtrykket. Side om side med antikke metre findes sange med fremherskende enderim; kunstfærdige strofebygninger åbenbarer middelalderens ønske om tugt og strenghed i formen, samtidig med, at skolarernes manglende færdigheder fører til lirekasseagtige rimerier eller ubekymrede »lån« hos ældre digtere. Man finder indslag af såvel den kirkelige hymnedigtning som den ridderlige minnesang og den folkelige vise. Lyrisk skønhed af højeste karat findes anbragt imellem banale rimerier, og ved siden af vilde æde- og drikkeviser og uanstændigt grove strofer om kærlighedens kødelige fornøjelser findes partier af overordentlig finhed og elegance. Ofte kan hjertets følelser slet ikke udtrykkes i ord, og resultatet bliver da enten høje jubeludbrud eller suk.

Indholdsmæssigt kan håndskrifterne deles i fire store hovedgrupper: moralsk-satirisk digt over tingenes forløb i verden, dernæst kommer kærlighedssange og viser, tredie gruppe omhandler drik, spil og vagabondliv og til sidst findes to åndelige spil. Carl Orff, der forøvrigt har et fortrinligt kendskab til senantikken og den middelalderlige digtning, har af den foreliggende samling udvalgt ca. 25 sange, som han har sammenstillet i tre hovedafsnit omhandlende foråret, vinen og kærligheden. Foruden disse afsnit findes forrest, og som afslutning, en stort anlagt trestrofet anråbelse af skæbnen, hvis forgodtbefindende mennesket er underkastet. Carl Orffs »Carmina Burana« er skrevet for stort symfoniorkester (incl. to klaverer, en celesta og andet slagtøj), stort og lille kor, drengekor og solister.
Den magtfulde indledning »0 Fortuna« er en korisk anråbelse af lykkens gudinde, hvis lune bestandigt veksler som månens billede, evigt aftagende, evigt tiltagende. Koret, der synger teksten rytmisk unis. i en meget enkel, men kraftfuld melodi, understøttes af et rytmisk levende og inciterende orkester (eks. 1).

Første del (omhandlende forårets sejr over vinteren, blomsternes frembrud, nattergalens længselssang og de unge pigers sange om de tusinde glæder, der venter dem) indledes af en enkel og skøn hymneagtig strofe. Klaverer og messingblæsere har to udholdte akkorder, hvorover et lille kor unis. spinder den enkle melodi, der gradvis, som den gentages, bliver yderligere udbygget. I samme hymneagtige stil spørger nu en baryton (solo), om de dog ikke føler, hvorledes hele verden fornyes af foråret, og fortæller om, hvordan en frisk trang til livet tænder vore hjerter. Et stort kor tager tråden op og uddyber forårets glæder: »tristheden flygter«, »vinterens magt er besejret«, »solvarmen styrker det unge forårs kraft«, »syng jublende med på omkvædet:

Venus har forlovet sig med os,
Venus selv er vores løn.«

Herefter følger en meget overstadig dans med et så sprudlende humør, at man umuligt kan undgå at blive smittet deraf. Den noget roligere midterdel er forøvrigt ret ejendommelig, idet man her hører en fløjte- og paukeduet - en ganske pudsig, men udmærket virkning. Dansen slutter med en varieret reprise, hvor messingblæserne og slagtøjet er dominerende. Har begyndelsen været opstemt over forårets komme, bliver slutningen det ikke mindre. Den ene lystige dansevise afløser den anden, og teksten drejer sig nu mere og mere om kærligheden: »se mig an, unge mand, lad mig dig behage«, »kom, kom min ungersvend, jeg kan ikke være uden dig«, eller som i det store slutkor, hvor den unge mand gerne giver afkald på hele denne verdens gods og guld - blot en smuk kvinde vil hvile ved hans hjerte.

I andet afsnit, »In taberna« (»I krostuen«), hører man udelukkende mændene, som i begyndelsen kun har bebrejdelser tilovers for skæbnen; men efterhånden som vinen gør sine virkninger, bliver de mere og mere opstemte for til slut (ved udgangen af afsnittet) at lade skæbnen og bekymringerne drukne i et gevaldigt drikkekor. Af særlig interesse og værdi i denne del, både hvad musikken og teksten angår, er en barytonsolo (understøttet af en meget klangfuld orkestersats), hvor man hører et vildt og dristigt livsskriftemål, en udfordren af skælmen, fremsat af en rebelsk ånd, som er opfyldt af vrede over denne jammerlige og elendige verden. En anden af skæbnen så hårdt ramt og grumt behandlet jamrer højlydt over den tort han må lide. Han, der engang var »den smukkeste svane«, skal nu spises og lider derfor de med stegningen forbundne kvaler. Orff har skildret scenen mesterligt. Violaer, fløjter, basuner og trompeter med sordiner danner tilsammen fundamentet (bestående af tremolerende akkorder), over hvilket en tenor i absolut højeste leje udfører strofen unis. med en fløjte, en klarinet og en basun. Af stor virkning er også en meget grovkornet, og fræk parodi på en abbeds Litani:

»Jeg er abbeden fra Kuckucksmünster, jeg holder råd med de tørstige sjæle
og over spillefuglenes gilder, hviler min velsignelse.
Og hvem der vil opsøge mig i knejpen om morgenen
han vil ved vespertid snige sig nøgen bort derfra og med flået skind udråbe:

Waffna! Waffna!
Hvad har I gjort mig, skændige spillepak,
alle mit livs glæder har I stjålet!«

Tredie del: »Arnor volat undique« (»Amor sværmer overalt«) er en kærlighedens fest, hvor mand og kvinde tilstår hinanden deres sjæls uro, ensomhedens smerte, kærlighedens sødme og længslen efter at finde hinanden.

En lille næsvis og åbenhjertig vise, der synges af et overstadigt a cappella herrekor, peger hen på foreningens kommende glæder:

»Si puer cum puellula
moraretur in cellula,
felix coniunctio. Amore sucrescente,
pariter e medio
avulso procul tedio,
fit ludus ineffabilis membris,
lacertis, labiis.«

Efter nogle meget yndefulde og lyriske partier og en hurtig sats, hvor ungdommen bekender sin flammende kærlighed, bringes apoteosen til kærlighedsgudinden, »Verdens Rose«. Pludselig brydes denne lykkestemning af slutkoret, en gentagelse af begyndelseskoret »0 Fortuna«, hvor mennesket igen er stillet under »det store skæbnehjul«.

Det er her lykkedes Carl Orff at skabe et værk af stor skønhed og originalitet, og samtidig har han forstået at give den middelalderlige atmosfære, uden at den virker som tom og ligegyldig pastiche,

Da den planlagte opførelse af »Carmina Burana« ved sæsonens sidste torsdagskoncert desværre udgik, og jeg her, med ord, kun har formået at give et fattigt indtryk af værkets virkelige skønhed og liv, kan jeg kun råde bod derpå ved at henvise eventuelle interesserede til den fortrinlige Lp-optagelse med Eugen Jochum eller partitur og tekstbog (alene den er et studium værd), der også er udsendt.

(Nodeeksempler 1-4)

(Tekst til nodeeksempler:)
Eks. 1 viser et udsnit af det støre indledningskor umiddelbart efter de første 4 takter, der er i et roligere tempo og ff. I den sidste trediedel af verset synger sopr. og ten. en terts højere, medens bas og alt fortsætter som i begyndelsen. Vers to svarer nøje til vers et, men vers tre synges en oktav højere, i hurtigere tempo og (sub.) fortissimo, og hele anråbelsen afsluttes med en 9-takters brilllant orkester-coda.

Eks. 2 viser duetten mellem fløjte og pauke i den overstadige dans fra første del.

Eks. 3. En af scenerne i krostuen er en bitter mands åndelige testamente skildrende denne ynkelige jord, vi lever på, og udfordrende skæbrien.

Eks. 4 viser noget af den lille næsvise og åbenhjertige vise.