Jørgen Plaetner (1930-2002) er sammen med Else Marie Pade (f. 1924) en af pionererne inden for elektronisk musik i Danmark. I perioden 1960-1974 skabte Plaetner de fleste af sine i alt 57 elektroniske værker. Hans kompositoriske virksomhed omfatter dog også et stort antal værker for orkester og mindre ensembler, klaversonater samt en stor produktion af sange og værker for børn og ungdomsorkestre. [...]
Uden nogensinde at have været videre kendt og værdsat hverken i en bredere musikalsk offentlighed eller inden for musikkens egne fagcirkler kan især pionerværkerne fra 1960’ernes første år betragtes som milepæle i dansk musikhistorie. Med sine originale sammensætninger af intenst pulserende støjlyde og særprægede ambiente klange frembragte Plaetner nemlig musik af exceptionelt høj kvalitet, der historisk er af særlig interesse, fordi den foregriber ikke blot den psykedeliske rocks energi og anvendelse af forvrængede støjlyde, men også det stramme, repetitive udtryk, som først senere blev udforsket i minimalismen ved hjælp af båndsløjfeteknikker (loops) hos Steve Reich og mange andre, ikke mindst ambientmusikeren Brian Eno.
Plaetner blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København i 1949. Her modtog han undervisning i komposition og musikteori og i orgel- og klokkespil hos organisten Rung-Keller. Forbillederne i konservatorietiden var komponisterne Vagn Holmboe og Niels Viggo Bentzon, der ifølge Plaetner repræsenterede henholdsvis “det stramme og enkle” og “den voldsomme, udfarende kraft”. Plaetners interesse for det elektroniske udtryk som den tyske såkaldte Elektronische Musik-scene dyrkede, var allerede på dette tidspunkt blevet vakt. Det skyldtes ikke mindst hans deltagelse i efterkrigstidens bastion for ny musik, de såkaldte Darmstadt-kurser, hvor Plaetner medvirkede tre gange – første gang så tidligt som i 1950. Her studerede han teori og akustik hos komponisten Hermann Heiss og sad til eftermidagsdiskussionerne side om side med den jævnaldrende Karlheinz Stockhausen foruden Herbert Eimert, Werner Meyer-Eppler og andre af den elektroniske musiks tyske pionerer.
Det varede dog en rum tid, før Plaetner selv begyndte at arbejde aktivt som elektronisk komponist. Først i 1960 fik han sparet sammen til at anskaffe sig det fornødne elektroniske udstyr, der selv set med samtidens øjne udgjorde et absolut minimumsudstyr – en mikrofon, et par spolebåndoptagere af det danske fabrikat Movic samt en sinusgenerator. Med dette udstyr realiserede Plaetner i årene herefter sine første eksperimenter og egentlige værker, deriblandt Alfa og Beta, der begge er repræsenteret på denne udgivelse. Plaetners værker var i lighed med de tyske pionerers værker baseret på syntetisk generede lyde (sinustoner) og omfattende lydmanipulering ved hjælp af spolebåndoptagerne, hvor båndene med de elektronisk genererede klange blev udsat for hastighedsændringer, afspilninger bagfra samt minutiøse opklipninger af lydbåndene i små stumper og efterfølgende sammensætning i nye konstellationer og rækkefølger.
At være elektronmusikkomponist i 1960’ernes Danmark var ikke noget, der ligefrem aftvang respekt. I lighed med Else Marie Pade kæmpede Plaetner mod sin samtid. En årsag hertil kunne tænkes at være en provinsiel bedrevidenhed blandt musikkens udøvere, kritikere og publikum. Men det kunne også tænkes, at elektronisk musik var meget uvant, ja næsten skræmmende at lytte til i de tidlige 1960’ere, og at den derfor – i lighed med udenlandske elektroniske musikfrembringelser selv i centrene Köln, Paris og New York – oftest kun formåede at ramme et relativt snævert, indforstået publikum. På Danmarks Radio og blandt de mest åbne musikkritikere forsøgte man ganske vist at gøre plads til den elektroniske musik, der nu var begyndt at brede sig blandt yngre komponister verden over – også i de nordiske lande. Men det ændrede ikke ved, at Plaetner og Pade ofte blev anset for at være fantaster eller musikalske snigmordere, der med støj og larm søgte at dække over deres uduelighed inden for de mere traditionelle kompositionsdiscipliner. Selv har Plaetner kommenteret sin fascination af elektronisk musikskaben således:
Hvis man skal sige det lidt firkantet, følte jeg at der måtte være yderligere muligheder for musikalsk udfoldelse end de af vort tonesystem satte rammer. Derfor måtte andet lydmateriale undersøges. Bestanddele, symbolværdier, kombinationsmuligheder og så videre. For mig gjaldt det primært om at udforske materialer og deres musikalske kvaliteter, ikke om at udkonkurrere anden musik.
