Stadskomponist - engagement eller bynar

Jørgen Plaetner:

STADSKOMPONIST - ENGAGEMENT eller BYNAR?

Jørgen Plaetner fortæller på dmt's opfordring om sit virke i Danmarks eneste stadskomponistembede.

Ti! orientering for læsere i det østlige Danmark skal jeg begyndelsesvis nævne, at Holstebro - indtil for få år siden absolut ukendt uden for Holstebro - med sine ca. 24.000 indbyggere er beliggende 16 km syd for Limfjorden, ca. 30 km nordvest for Herning og kun 116 km fra Århus! Altså i en vis rimelig afstand fra København, hvilket således har afstedkommet, at løjerlige rygter nu og da ad besynderlige veje er sivet frem til hovedstadsområdet, hvor alle betydningsfulde og meningsdannende massemedier (naturligvis af praktiske grunde!) er samlede. Af og til har disse medier, mere eller mindre sarkastisk, meddelt omverdenen lidt om disse besynderlige nordvestjyske fænomener - men så godt som altid kun det kuriøse eller sensationelle, næsten aldrig en vederhæftig omtale og gennemgang af baggrunden for og sigtet med disse aktiviteter og forhold,

For at bøde på denne kendsgerning er jeg, da opfordringen kom om at skrive herom, omend nølende og tøvende gået i gang med denne rapport (nølende fordi jeg synes, at alt for mange kunstnere i forvejen spilder for megen tid med tåge- og bragesnak i stedet for det egentlige: at musicere, digte og male etc. etc.), for på bedste og klareste måde at redegøre for tanker og ideer og for måske oven i købet ad denne vej at kunne give inspiration til andre købstæder (rapporten kunne jo mageligt udsendes i særtryk til alle kommunalbestyrelser landet over) samt overfor grupper af kunstnere at påvise eventuelle mulige kanaler for forbindelser mellem »folket« og vor tids kunst. Lad det straks være sagt, at hvad der her skrives, på absolut ingen måde skal opfattes som blærende lokalpatriotiske lovprisninger, men nok som dels (objektiv) rapport om de faktiske forhold, dels indskudte meninger og holdninger for forfatterens egen regning og endelig diskussions- og idégrundlag til andre, om ikke at gøre lige sådan, men bedre endnu. Navnlig møntet på opfindsomheden med hensyn til hvilke midler der kan benyttes rundt omkring i landet for at udvikle menneskevenlige miljøer. Jeg er her naturligvis godt klar over, at befolkningen i en købstad eller et andet geografisk område ikke, fordi man på et eller andet tidspunkt tilfører området en masse kunstneriske aktiviteter, pludselig falder i svime af henrykkelse over de nye muligheder eller af den grund føler sig mere lykkelige. På den anden side er jeg dog heller ikke i tvivl om, at det er påtrængende nødvendigt at udvikle miljøer, der skærper og aktiverer fantasien i videst mulig udstrækning hos alle befolkningsgrupper og på en sådan måde, at man ikke anmassende missionerer for en bedreviden, men i første omgang giver flest mulige adgang til på kroppen at opleve mest muligt af denne tilværelse, at udvikle tolerance og åbenhed og at prøve på at lære børn og ungdom at gardere sig mod alt for tidlig indtrædende stivhed, med derpå følgende intolerance og tab af både fantasi og skabende kraft.

Inden jeg går over til beretningen om de sidste 11/2 års musikalske lyksaligheder i Holstebro, vil jeg lige ridse lidt af baggrunden op for den allerede da existerende aktivitet. Kommunens forvaltning var på et tidligere tidspunkt gået i gang med spørgsmål om byplanlægning og fremtidens miljø og var i den anledning også kommet ind på spørgsmålet om kulturcenter m. m. og var samtidig blevet optaget af problemerne omkring skabelsen af et musisk miljø, som navnlig var påkrævet og især kunne få fuld betydning for den kommende generation.

Lidt tilfældigt og pludseligt kan man måske synes, anskaffede man en Giacometti skulptur, oprettede og indrettede i en gamme! rigmandsvilla et museum for nyere dansk kunst, og hvad der er absolut prisværdigt, man fik ansat en konsulent i kunstneriske spørgsmål; - Odinteatret, dette enestående laboratorium, gav man husly og et årligt fast tilskud (hvilket i skrivende stund er mere end kulturministeriet har kunnet bekvemme sig til, trods alle smukke talemåder om forskning og hjælp til igangværende betydelige institutioner - men Odinteatret er jo heller ikke et bredt folkeligt teater) og et landsdelsorkester forsøgtes oprettet. Da dette forsøg mislykkedes, oprettede man i stedet for et stadskomponistembede, et elektronisk studie og en musikskole. En hal til sport, teater og koncert, og med plads til ca. 2.000 mennesker, var som så mange andre steder i landet blevet fuldført, hvilket havde til følge, at der i byen oprettedes en teaterkreds, som stadigvæk tæller ca. 2.500 medlemmer!

På det musikalske område existerede der flere amatørkor, ledet af nogle af byens lærere, et udmærket amatørorkester, der gav 1 à 2 årlige koncerter, samt en mindre, rigelig kommerciel musikskole. Der afholdtes i vintersæsonen 1 koncert om måneden i byens kirke, og skolernes traditionelle forårskoncert, derudover mere tilfældige koncertarrangementer.

Vedrørende min ansættelsesform har jeg et par principielle bemærkninger og bekendelser at gøre, inden jeg går over til nærmere omtale af det musikalske arbejde i byen og oplandet. Jeg er modstander af kunstfondstøtte, men ikke af driftsudgifter i forbindelse med kunstneriske eller musiske udfoldelser, (herunder experimenter) svarende til driftsudgifter til veje, hospitaler, skoler o.s.v. Har man exempelvis nogen sinde hørt om støtte til hovedvej A4, til forsvaret eller til en ny lufthavn, nej, her tales der altid om driftsudgifter, som man forøvrigt - uanset om de er store eller små - næsten altid fordøjer uden større besvær i almenvellets, effektivitetens og nødvendighedens hellige navn. Anderledes forholder det sig, når der skal betales til de heldige (læs: dovne) asner, der

1. laver lige hvad de har lyst til
2. gør os andre til grin eller er frække,
3. er kommunister eller i hvert fald venstreorienterede og
4. oven i købet forlanger at blive belønnet derfor med legater og støtte som vi, skatteyderne (NB. kunstnere er ikke skatteydere), møjsommeligt slæber sammen.

Denne holdning er naturligvis ikke helt uforståelig, hvis vi, der udøver kunsten, vil acceptere, at samfundet har utallige lag, lag der er bestemt af opdragelse, social stilling, miljø, personlig udvikling og smag og så fremdeles, og at grupper i visse lag på grund af de før nævnte forhold ikke uden videre begiver sig på opdagerfærd i andre områder af lagkagen. Disse grupper har absolut ret til at blive hvor de er, og endvidere har de ret til ikke at forstå, hvorfor de skal betale til noget sådant, for i vort effektive forbrugersamfund har kunst ikke, i modsætning til f. ex. videnskab - der i princippet kan være lige så uforståelig - i tide fået påberåbt sig nytten og den økonomiske nødvendighed, hvorfor chancen for at blive sidestillet med »noget man ikke umiddelbart kan se nytten af«, og blive betalt derfor, er totalt spildt. Derimod vil der være en vej frem, hvis man f. ex. jævnligt kan yde en kunstnerisk indsats i et bestemt afgrænset område, således at indbyggerne i dette område oplever disse manifestationer som en indsats der gøres 1. til stadighed og 2. om ikke påvirker een selv direkte så dog gør sin indflydelse gældende i omgangskredsen, hvilket indirekte medfører, at man selv bliver berørt, og at man tvinges til et standpunkt. Lad os tage et exempel: Jeg ansættes i byen som komponist (ganske givet imod manges vilje), jeg komponerer i løbet af kort tid en mængde forskellige småsange og spillestykker til skoler m. m., og lad os så antage, at en enkelt af sangene er meget iørefaldende, og at et barn med overbevisning synger eller fløjter den hjemme. Måske vil melodien »smitte af« på forældrene eller den vil måske blot give forældrene en fornemmelse af barnets optagethed af sangen, men under alle omstændigheder skabes en anelse mere positiv holdning hos forældrene over for en oplevelse de måske aldrig selv nåede i tide.

Jeg ønsker således, at kunstneren på linje med kontorchefen eller pakhusarbejderen skal aflønnes for sin indsats. Det er chefens arbejde at få institutionen til at fungere og arbejderens at befordre godset, og i begge tilfælde på mest effektive måde, således må også bykunstneren være effektiv, hvilket igen vil sige, at han må aflønnes anstændigt, have rummelige udfoldelsesmuligheder og ikke begrænses af snævre lokale eller aktuelle urimeligheder, og byens forvaltning må være indstillet på solidaritet, også over for pludselige og måske ret bekostelige indfald. Til gengæld må man af kunstneren forlange solidaritet og redelighed over for indbyggerne, hvilket vil sige, at det pågældende medie på mest overbevisende måde manifesteres i området. Hermed mener jeg naturligvis ikke, at kunstneren skal gå på akkord med sin kunstneriske samvittighed, men at han, hvad der også var tilfældet i tidligere tider, arbejder med genrer, der går naturligt ind i miljøet. (Tænk her på hvad f. ex. en Johs. Bach og en W. A. Mozart var i stand til). I en almindelig købstad vil der være brug for alle genrer lige fra børnesange, dramatisk musik, undervisningsmusik af alle arter, kantater og kammermusik indtil koncerter og symfonier etc., etc., kort sagt nøjagtig det samme som man ellers ville komponere, men måske nok i en lidt anden rækkefølge.

Hvor ofte hører man for resten om en kunstner, der siger nej tak til en konkret opgave? Her er forskellen blot, at der til stadighed er nok af konkrete opgaver, og at han i tilfælde af eventuelle udeblivende bestillinger kan udfordre sig selv, og så bliver han tilmed aflønnet derfor. Jeg kan ikke se, selv med min allerbedste vilje, at kunstneren står friere når halvdelen af dagen skal gå med forskelligt pligtarbejde for at han kan existere. Jeg kan ikke se, at han har krav på penge fra staten, hvis han stiller sig uden for samfundet. Det er et romantisk levn. Jeg kan ikke se, at samfundet skal bestemme, hvordan hans kunst skal udformes, men jeg kan se, at man må etablere et gensidighedsforhold baseret på tolerance og rimelighed. Jeg kan samtidig se, at det er en tvingende nødvendigt, at langt flere kunstnere - og åndsarbejdere i øvrigt - bosætter sig rundt omkring i landet og ikke klumper sig sammen 1½ sted.

Vi har, hvad det mere nuancerede kulturliv angår, anæmi - hvorfor jeg konkret foreslår, at man opretter bykunstnerembeder over hele landet, og aflønner de pågældende kunstnere på samme vilkår som landsdelsmusikere (og med samme byrdefordeling mellem kommune og stat).

Ansættelsen kunne være på 3-, 5-, 10-årige kontrakter og være baseret enten på en opfordring fra byen til en (eller flere) bestemt(e) kunstner(e), på et opslag eller på en udskrevet konkurrence. Befolkningens forestillinger om kunst og kunstnere og bevæggrundene for det kunstneren gør, er meget slørede dels på grund af romantiske fordomme og dels på grund af uvidenhed og manglende muligheder for dialoger. Hvilken værdi ville det ikke have, om hele skolekomplekser, politistationer og rutebilstationer blev malet i alle regnbuens farver ind- og udvendigt, om man på torve og ringveje opstillede syngende og lysende mobiler og mystiske kravle-gemmesigihule-rutsche-skulpturer, om man lod digterne skrive dramaer som befolkningen tog aktiv del i, om digterne kom ind i skolerne og hjalp ungerne på gled med plakatdigte og happenings, om man afholdt musiske dage (vi har jo en årlig skoleidrætsdag) på hvilke man drog syngende og spillende rundt i forretninger og virksomheder, hvor man spillede teater, læste op og kørte egne film, hvor man udsmykkede gader og stræder og vinduer med egne produkter. Hov stop! Tilbage til emnet, bag stregen. Sikken fæl romantisk vision! !

Med hensyn til mit arbejde falder det i fire hovedafsnit, alle dog betydeligt overlappende hverandre. Jeg må for en ordens skyld tilføje, at jeg selv har været ude om det, når jeg p. t. har så meget at se til. Min kontrakt med kommunen er overordentlig lempelig, og jeg har ikke på noget tidspunkt modtaget afslag eller mødt modstand mod projekter fra forvaltningens side.

Det var mit ønske lige fra begyndelsen at opbygge et musikalsk skabende oplevelsesmiljø, hvorfor min første indsats gjaldt en musikskole.

Kommunen stillede et ret nyt parcelhus til rådighed, penge til 3 pianetter, orffinstrumenter og specialborde efter ønske for ca. 20.000 kr. Endvidere garanterede man heltidsansatte musikpædagoger (25 ugentl. timer) en fast årsløn, samt for tilflyttere, bolig i nye rækkehuse, således at højt kvalificerede musikpædagoger udefra kunne tiltrækkes. Vi begyndte med ca. 160 elever oktober-november 1967 og har i dag, februar 1969, ca. 450 elever, to parcelhuse ved siden af hinanden, flere instrumenter og afdelinger i Thyborøn, Vemb og Rindum (ved Ringkøbing). Vi ønsker samarbejde med alle former for musikinstitutioner for på denne måde at udnytte samtlige resourcer. Vi ønsker et net af musikskoler, således at arbejdskraften (udøvere af sjældnere instrumenter) udnyttes bedst muligt, og at der bliver muligheder for udvekslinger og for gæstemusiceren rundt omkring, stævner og koncerter, hvor samtlige grupper oplever musikalsk samvær på højt plan. Ved musikforenings-koncerterne har der, hvor det overhovedet har været muligt, i forståelse med de gæstende kunstnere været spillet og sunget af amatører og professionelle i forening. Ved disse lejligheder har der været opført værker af mig, som var udformet på en sådan måde, at amatørgrupperne fik de lette stemmer og de professionelle de svære og således at to-tre gennemspilninger, når amatørerne i forvejen havde indstuderet deres del, var tilstrækkeligt for sammenspillet.

De to hovedformål med disse arrangementer (ikke udelukkende for musikhøjskolens elever) var dels at lade amatøren komme i en oplevelsessituation, at give ham en musikalsk velvære og en fornemmelse af vellykkethed i en grad han næppe tidligere havde været udsat for, og dels at tage ham ved hånden med til en koncert han sandsynligvis ikke ville være kommet til af sig selv, idet ingen i forvejen kunne fortælle om, hvad der egentlig hændte ved en koncert. Exempler på sådanne værker er bl. a. »ouverturetta« for orffin-strumenter og strygeorkester, »sfærer« for 5 st blandet kor og klaverkvintet (ret svær) og »cantus firmus l«, der kan udføres som en 2-12 st. kanon med eller uden instrumenter eller i udgave for stort blandet kor i 2x6 st. kanon og symfoniorkester. Hertil kommer så ca. 75 mindre kompositioner til fortrinsvis musikskolen og byens øvrige skoler, forskellige instrumentalstykker beregnet til større eller mindre grad af selvstændig bearbejdning, og sange beregnet til udformning af nye sanglege og dramatiske situationer.

For bl. a. at udvirke større samarbejde mellem musikskolen og folkeskolen og for at stimulere det gængse repertoire af dramatik velegnet for musikalsk bearbejdning udskrev kommunen i forening med W. H. Musikforlag en konkurrence om et stykke dramatik af denne art. Vinderstykket »fantasia morgana« har været opført i efteråret 68 og nu går det løs med 2. præmietagerens »den store klodsede kvabbedask med de krøllede ører«.

Musikforeningsarbejdet har resulteret i meget forskelligartede koncerter, strækkende sig fra spillemandsmusik, Cy, Maia og Robert, Savage Rose, The Doors, Baronetts, Radiojazzgruppen m.fl., Cadentia Nova Da-nica, den jyske opera, Henning Christiansens og Mogens Winkel Holms to kammeroperaer, Igor Oistrakh, lyrik og musikaftener, klassisk japansk musik til elektronisk musik.

Da det musikalske tilbud ikke er så stort i provinsen, er der i år etableret en ordning mellem en hel række midt- og nordjyske musikforeninger gående ud på, at ét medlemsskab giver gratis adgang til de øvrige foreningers koncerter. Dog er sæsonens dyreste arrangement udenfor denne ordning. Entusiastiske koncertgængere har på denne måde fået mulighed for - kun mod transportudgiften - at kunne overvære flere og adskilligt mere varierede programmer end tidligere. Samarbejde med andre institutioner søges også her udbygget ligesom virksomhedskoncepter efter to mislykkede forsøg igen vil blive forsøgt taget op.

Jeg vil lige her gøre opmærksom på et par yderst generende og for musiklivet skadelige forhold.

1. Musikrådet. Der skal være balance mellem udbetalte honorarer til danske og udenlandske kunstnere, hvorfor foreningerne ikke står helt frit med hensyn til valg af kunstnere, hvilket må siges at være en dårlig og uretfærdig løsning af rene fagforeningsproblemer.

Ønsker man at danske musikere skal optræde på lige fod med billigere (ikke ringere) udenlandske musikere, må der ydes tilskud til et sådant formål, således at prisen for et dansk og et tilsvarende udenlandsk ensemble er den samme, og at konkurrencen kun går på kvaliteten. Det er uretfærdigt, at provinsen (- og i praksis kun den -) der i forvejen lider af mangel på tilbud, på denne måde skal indsnævres i sine valgmuligheder.

2. Moms. Musiklivet (i provinsen) betaler i realiteten for meget moms, hvilket vil fremgå med største tydelighed af nedenstående regnskabsexempel. Indtægter:

400 medlemmer à kr. 100 p. a................ 40.000,00 kr.

annoncer 2.000 + moms ....................... 2.250,00 kr.

Heraf betalt moms .............................. 5.250,00 kr.

Udgifter:

Halleje: 5x2.000 kr. (momsfrit) ............ 10.000,00 kr.

Kunstnerhonorar (momsfrit) .................. 24.000,00 kr.

Tryksager og annoncer 2.500 kr............. 2.500,00 kr.

+ moms 312,50 kr............................... 312,50 kr.

36.812,50 kr.

Af nævnte opstilling fremgår det med al ønskelig tydelighed, at vi ingen modregning har for kontingentindtægten ud over nogle sølle kroner for vore tryksager. Impressarievirksomhed (arbejdsanvisning) er ikke momspligtig, ej heller udlejning af haller, hvorfor foreningernes største udgifter ikke berettiger til refusion med den deraf følgende alt for høje momsprocent.

Det elektroniske studie er oprettet med det formål at skaffe plads til danske komponister, der ønsker at komponere for dette medie, samt at experimentere med nye muligheder for levende musik i forbindelse med elektronisk apparatur.

Instrumentariet kan gratis benyttes af alle seriøse komponister, der ønsker at realisere en elektronisk komposition. Logi er gratis på musikhøjskolen, medens kost og båndforbrug må betales. Endvidere er det hensigten at udvide kendskabet til genren ved at lave kursus og demonstrationer for amatørgrupper og skoler m. v. Samarbejde med forfattere er også på tale.

Komponistvirksomheden har i det forløbne år ud over det tidligere nævnte indskrænket sig til en kantate »abracadabra«, og en cyklus for baryton og klaver, »grønne humoresker« og tre nye elektroniske kompositioner.

Det er denne ret begrænsede produktion, der har foranlediget den sarkastiske overskrift, afspejlende de tanker, man uvægerligt må gøre sig ved en statusopgørelse. Har man opnået, eller er der overhovedet nogen mulighed for, at der kan etableres et engagement fra både befolkningens og kunstnernes side, eller drukner alle skønne ideer og tanker i de tusinde store og små praktiske spørgsmål der daglig dukker op?

Man bedes erindre sig, at ingen lokale folk på forhånd nøjagtigt ved hvordan f. ex. en musikskole skal indrettes. Beliggenhed? Kan man bruge bestående bygninger? Skal der bygges om? Hvilke materialer ønsker man? Farver? Belysning? Instrumentvalg? Udsendelse af tryksager vedrørende musikskolen, hvem skal affatte de rigtige oplysninger på den rigtige måde etc., etc.? Samtaler med arkitekt, håndværkere, bogtrykker, stadsingeniør, chefen for indkøbskontoret og utallige andre. Bliver man gjort til en narrefigur eller en sprællemand, der kun fistrer rundt mellem erhvervslivets altid velvillige og - så længe det går godt

- tillige glubske hunde?

Forudsat forvaltningens positive holdning, beror det nok på een selv, om man i tide får grebet det hele så praktisk an, at der f. ex. kan afsættes midler til en forretningsfører og PR-mand, og om man endvidere formår at placere sig strategisk rigtigt, det vil sige sørge for, - når institutionerne begynder at fungere

- at trække sig ud af arbejdsopgaver, som fornuftige administrative folk med sans for de specielle musiske forhold, langt bedre kan bestride.