Koncerter

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 02 - side 50-52

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Koncerter Anmeldt af ANKER BLYME - ELSE MARIE PADE Efter kapelkoncerten med Holmboe DET var en smuk oplevelse at være vidne til den forening af tradition og samtid, som fandt sted ved opførelsen af Vagn Holmboes 7. symfoni. At et nutidigt værk som dette fandt dækkende udtryk gennem et af tradition gennemsyret og forædlet instrument som Det kgl. kapel, er langt mere end tilfældighed. Det er også mere end det øjeblikkelige resultat af en begavet dirigents slid og indlevelse i sin egen tids musik. Det var simpelthen en levende inspireret og inspirerende fuldbyrdelse af den snart trivielle kendsgerning, at fortid og nutid er eet, tradition et levende begreb, og begrebet »stil« intet andet end en glose, når det forfægtes uden kunstnerisk liv, menneskelig indtrængen.

At finde frem bagom de af tiden skabte normer og opfatte de dybere årsager til derved opståede stilbegreber, er i realiteten det samme som at finde værdierne i sin egen tids musik og genskabe den uden at forfalde til det overmål af frihed, der kan synes at herske. Her er bare ingen »stil« at læne sit musikalske hoved til, ikke noget fastslået: sådan skal det være! Her hjælper ingen tillært lektie, her viser begavelsen sit nøgne ansigt, for intet gevandt kan skjule dets mangler. På denne baggrund fremstod John Frandsen som en ung mester, kapellet som et ideelt instrument, formidlende noget bestandigt, forbindende noget kun tilsyneladende adskilt.

For er måske ikke til alle tider det, der bevæges, det samme som det, der bevæger? Hvor musikken er stærk nok, hvor tanken er stor nok, der overvinder traditionen tid, »stil« og overhovedet al nødtørftig tankegang i disse baner. Der sætter traditionen ny frugt, der skimtes en sammenhæng, hvoraf de store mestre gennem tiderne er som »aflejringer«, sjældne og kostbare forekomster. I dette mægtige forløb, som i stadig bevægelse dog hele tiden når tilbage, er vi alle impliceret; det er en dødsens alvorlig fejltagelse at tro sig hævet over denne fundamentale erkendelse og give sig håbet om en »amenneskelig evighed for mennesket« i vold. Tradition, det var det ord, som affødte disse små betragtninger, og det fører lige over i ønsket om, at det for os må blive lige så naturligt, som det var for bare et par generationer siden, dét at spille sin egen tids musik.

(17/2). A.B.

Musik blandt malerier BRAHMS : Klaverkvartet op. 26 - PFITZNER: Klaverkvintet op. 23. - Niels Viggo BENTZON og MÚSICA VITALIS-kvartetten. (19/1).

Pfitzners kvintet er et kæmpemæssigt udstrakt værk, hvis indre kvaliteter ligesom ikke rigtigt står mål med de ydre dimensioner. Efter dette marathon-ridt på senromantikkens brede men usadlede ryg, fik vi trøst for værkende lemmer gennem Brahms* kvartet — et næsten lige så langt stykke musik, måske ikke noget helt mesterværk, men alligevel fyldt med den Brahms, der aldrig giver stene for brød.

Niels Viggo Bentzon er som i familiens skød, når han er »hos Brahms«, også selv om han er lidt flot med konversationen.

Denne snævre kontakt med musikken bredte sig ikke til »MÚSICA VITALIS«.-------12-tonekunstens belysningsmestre kunne måske have rettet stærkere projektører mod deres tolv-elektrone kælebørn, men de har på den anden side vist helt menneskelige træk ved også at lade blikket og øret vende sig mod mestre, som har gennemlevet og overlevet, hvad visse »dusinkomponister« er blevet stikkende i. A. B.

BERG: Af Sieben, frühe Lieder og Vier Lieder op. 2 - SCHÖNBERG: 15 Gedichte aus »Das Buch der hängenden Gärten« - WEBERN: Vier Lieder op.

12 samt Drei Lieder op. 25. - Jolanda RODIO og Tomas VETO. (2/2).

Man ville have været taknemmelig, hvis programmet havde indeholdt tekster til sangene. Det kunne måske have taget brodden af de groteske udbrud, som sangerinden gang på gang joges ud i — og udstod med enestående konstitution. Hvor meget der i program-noter end besværges og profeteres, lige ramme føles disse udluftninger fra sansernes overdrev. Ganske vist hævdes det fra pålidelig kilde, at man ikke mere skal lade sig vildlede af bagateller som hvordan noget lyder, for det er ikke det, der betyder noget. Næ, det afgørende er hvordan det virker, — en påstand netop så subtil, at den kan bruges af alle om alt, og om ingenting af nogle. Det er i hvert fald en betragtningsmåde, man kan blive lidt betænkelig ved ...

medmindre det vrøvlede i den peger mod det selvmord, det hele smager af.

Jolanda Rodio ydede en mere end forståelig indsats, og pianisten giver os måske chancen til at få bekræftet en fornemmelse af at stå overfor en musiker, hvis evner strækker ud over hvad han her havde lejlighed til at vise. A. B.

SCHÖNBERG: Strygekvartet op. 10 m.

sopran-solo - WEBERN: 5 satser for strygekvartet op. 5 - BERG: Strygekvartet op. 3. - Karen HEERUP og MÚSICA VITALIS-kvartetten. (16/2).

Det var en skikkelig koncert denne gang (eller er man bare ved at blive vænnet til?), et fredeligt led i den koncertrække, der jo nu så småt er ved at lakke mod enden. Schönberg lod sig høre i noget så ordinært som fis-moll, og Webern bar på vanlig vis de spæde elektrofonistiske skud på sine kendte poetiske hænder. Et sted mellem de to hængte Berg svævende mellem liv og død: dur-moll og dodekafonien.

Mellem liv og død ... ja, for skal man tro programmet, var der fare på færde hele tiden.

Kriser og skæbnetunge beslutninger ligger begravet i disse værker; den ene milepæl efter den anden passeredes hin søndag eftermiddag, og afgørende øjeblikke af dodekafoniens kvalfulde fødsel gennemlevedes. — »MÚSICA VITALIS« stod som sædvanlig for udførelsen. Karen Heerup lagde sin smukke stemme til, og de hellige handlinger blev overværet af et stort og forhåbentlig af situationens alvor grebet publikum. Lovet være da den skæbne, der sætter os i stand til med ca. 14 dages mellemrum at skue evighedens dodekafone vidder. A. B.

WEBERN: Variationer op. 27 - BOULEZ: // sats af sonate nr. 2 - STOCKHAUSEN: II og III sats af »ATr. 2 Klavierstücke« - SEARLE: Klaversonate op. 21. - Bengt JOHNSSON.

Forbilledligt er det af Bengt Johnsson at beskæftige sig så indgående med vor tids musik — og forbilledligt præsenteredes disse nye toner ved museumskoncerten 16. marts.

Arbejdsmæssigt er det en bedrift at fremføre et program omfattende dodekafoniske og punktuelle klaverværker karakteriseret i fire nationers vidt forskellige opfattelse.

Østrigeren Anton Weberns variationer, op. 27 - 1936, der stod først på programmet, virker klar og gennemsigtig i en strukturel konstruktion der placerer motiver, deres omvendinger og krebsgange, rytmisk prægnans og selve spændingen i afstanden mellem intervallerne, i en smuk musikalsk helhed.

I Frankrig videreføres de Schönberg-Webernske principper bl. a. af Pierre Boulez; af hans sonate nr. 2 - 1950, spilledes II sats (lent). Måske ville en anden satsbetegnelse end netop »lent« have givet en mere korrekt oplysning om en så vidtspændende del af en sonate. Man anede en sammenhæng mellem de tolv toners virkelig opfindsomme omplaceringer i de mest forskelligartede (og besværligste?) tonelejer og samklange, ligesåvel som man var klar over, at så fint opspaltede rytmiske inddelinger måtte være forsøg på at vise det musikalske stof i stadig ny belysning; — i modsat tilfælde ville det ellers være meningsløst at udsætte pianisten for en så hård belastning. Bengt Johnsson opførte ved en Du Tkoncert, januar 1954, sonaten i sin helhed.

Som modsætning til den franske veltalenhed, skar den tyske Karlheinz Stockhausen lige gennem al snak i nr. 2 og 3 af »nr. 2 klavierstiicke« - 1954. Præcist og konsekvent lød hver tone og samklang, nøjagtigt tilmålt var hver nodeværdi og pause — dog synes Stockhausen (hvilket han som noget tidstypisk ikke er ene om) at lægge vel megen vægt på pausen som musikalsk værdi, hvorved netop noget værdifuldt musikalsk går til spilde.

Det må være dejligt for en pianist at få anledning til at lade klaveret synge under sine hænder, at lade fingrene arbejde i veltilrettelagte løb, at kaste lys og skygge over pedalvirkninger, store akkorder eller sarte pp-fraseringer. En sådan anledning giver den engelske Humphrey Searle's klarversonate, op.

21 - 1951 (1. opførelse), der sluttede koncerten. Ovenikøbet er sonaten en bevidst pianistisk komposition, idet den er dediceret Franz Liszt og både psykisk og fysisk bærer præg deraf, selvom kompositionen er dodekafonisk opbygget.

Det lykkedes klart Bengt Johnsson at vise hver kompositions egenart og at videregive musiken på en så forsvarlig og mesterlig kunstnerisk måde, så det ikke kunne undgå at vække interesse hos tilhørerne. I sandhed en præstation ! E. M. p.

Beatrice Bergs Idaverafren HONEGGER: Prélude, Aria, Fughette WEBERN: Variationer - Gunnar BERG: Granit, Pierres solaires; Sonate - RAMEAU: Rigaudons, Musettes en rondeau, Les Tricots, Tendre plintes, Cydopes - DEBUSSY: Pour les degrés chromatiques, Pour les sonorités, Pour les arpèges composes BARTOK: Im Freien. - Beatrice BERG (7/1).

Det er noget af et særsyn at opleve en pianistinde bevæge sig på næsten udelukkende moderne gebeter. At lægge et sådant program er i sig selv et vidnesbyrd om et meget specielt forhold til musikken, hvilket da også kom tydeligt til orde i hendes fortolkning af Rameau og Debussy — sådan at forstå, at det syntes som om de områder af hendes personlighed, der skulle have dækket disse komponister ind, var for lidt udviklet, eller manglede. Det var derfor næppe tilfældigt, at Rameau tog sig ud som en hund i et spil kegler i disse omgivelser. Konstellationen Webern—Debussy var interessant; slægtskabet er indlysende — og chokerende, fordi Weberns skelettariske kunst på uhyggelig måde virke som afsjælede rester af Debussy. Honeggers musik lød pietetsfuld, næsten hensynsfuld, og Bartók betog som en ånd af det format må betage, ligegyldigt i hvilket selskab han optræder. I alt dette tonede Gunnar Berg frem som troldmændenes lærling, trofast mod det forgangne, opladt for det nye — erkendende og bekendende. — En aften mere interessant end givende. A. B.

Lars Geislers cello-debut BEETHOVEN: Sonate op. 69 - BACH: Solosuite i G - BJERRE: Solosonate SCHUMANN: Fantasistykker op. 73.Lars GEISLER, medvirk. Friedrich GÜRTLER. (4/3).

Lars Geislers debut formede sig som et møde med en sympatisk musiker, der smukt behersker sit instrument og foredrager den musik, han har valgt at spille, med kultiveret smag. Det er lidt farveløst, hvad han laver, og en vel bastant naturlighed tynger hans præstationer — noget der også kan tydes som en tiltalende kontrast til de, som flyver med lånte vinger. Han er nemlig en ærlig musiker, der ikke slår om sig med diverse glisader og »træk« i strengene — lad så være at denne ærlighed måske er forbundet med et kunstnerisk naturel, som i højere grad er kammermusikerens end solistens Det ene kan jo være lige så godt som det andet, eller bedre! Det var såmænd helt rart at være i selskab med en ung musiker, som ikke først og fremmest kom anstigende med sig selv, og som i hvert fald ikke forgreb sig på noget af det, han spillede.

Friedrich Gürtler var ham en fin partner og effektiv støtte.

A. B.

Friedrich Gürtlers klaverdebut MOZART: Sonare KV 309 - BEETHOVEN: Sonate op. 111 - CHOPIN: Ballade op. 23 - BRAHMS: Rhapsodi op. 79,1 - RAVEL: Af Tombeau de Couperin. - Friedrich GÜRTLER.

(25/2).

Hvorledes karakterisere et talent, som ikke rigtigt får lov at vise, hvad han formår? Placeringen af Beethovens op. 111 — sonate som det centrale på programmet havde til følge, at alle Gürtlers præstationer — og vores opfattelse af dem — ramtes af hans forhold til dette stykke musik, som han ikke magtede.

Det er lidt meningsløst at lade en debut rumme et på forhånd næsten håbløst forsøg på at afdække et af litteraturens storværker, og give en debutant det ekstra og umulige at slås med, at skulle opleve og gengive et værk, hvis væsentlige indhold er noget, som højest kan være i svøb hos ham selv. Lad (os) andre »gå ned« i forfængelige forsøg med sådanne værker; det er synd for den uprøvede, som dog møder for at vise, hvad han kan, ikke for at demonstrere hvad han ganske naturligt ikke kan.

Gürtler kan nemlig meget andet.

Han kan spille en bunke klaver, få instrumentet til at synge og »banke« det op til et klimaks f. eks. i Ravels Toccata. Han har overhovedet krav på megen opmærksomhed, for han røber en retlinet musikalitet, som er mere sjælden end tekniske færdigheder. Han er et talent, hvorom rygterne har talt store ord, så store at en smule skuffelse har sneget sig ind og sat sig fast netop der, hvor en »friere« opfattelse af Gürtler måske havde ydet ham større retfærdighed.

Han er imidlertid en begavelse så spændende og en personlighed så tiltalende og »rigtig«, at den sagtens kan tænkes at indeholde det, der skal få talentet til at vokse og gøre pianisten og musikeren til redskab for kunstneren og mennesket.

A.B.

Årgang 33/1958, nr. 02