Den nye musik - og Tivoli

Den nye musik — og Tivoli

Tivolis musikchef, Sv. Chr. Felumb, svarer på Ib Nørholms indlæg i DMs maj-nr.

Ib Nørholm har jo fuldstændig ret. Hvorfor ikke indrømme det, og hvorfor ikke som Tivolis musikchef påtage sig det fulde ansvar? Når jeg siger, at Nørholm har ret, må jeg dog tilføje - ud fra hans og den øvrige avantgardes synspunkter.

Så derfor føler jeg trang til at løfte sløret lidt for de forhold, under hvilke vi arbejder i Tivolis koncertsal.

Hele sæsonens tilrettelæggelse (repertoire, engagement af dirigenter og solister, gennemlæsning af partiturer etc.) hviler i et prøvekompleks på 12 timer ugentlig. I disse tolv timer skal man nå at prøve: Tirsdagens solistkoncert, torsdagens symfonikoncert, søndagskoncerten (som oftest med en ung, uerfaren solist) - og desuden bestræbe sig på at holde det daglige repertoire vedlige, som skal spilles i en acceptabel form, og lejlighedsvis opnå tid til også at forny dette repertoire.

Det er ikke fra Tivolis side et økonomisk spørgsmål, det med prøvetiden. Det er faktisk efter mange års erfaring maksimum af musikernes ydeevne, hvis de skal gøre fyldest aften efter aften, ofte under meget stærkt nervepres.

Det ville være helt umuligt her at klassificere de forskellige dirigenter m.h.t. krav om prøvetid - så ville alle rammer sprænges. Man må forhandle sig tilrette med de enkelte dirigenter om program-tilrettelæggelsen under disse vilkår.

I den række lykkelige arbejdsår, Thomas Jensen og jeg havde sammen, var problemet »Den nye musik« ikke så indviklet. Vi var kun os to på podiet. Vi havde stort set hver sit repertoire i det daglige, så derfor var det os muligt ved vore prøver lejlighedsvis at kunne forprøve forestående opførelser af nyere, komplicerede værker. I virkeligheden ligger hele forklaringen her, og jeg kunne såmænd slutte. Men jeg vil gerne understrege, at det var så væsentligt, at musikerne fik anledning til i ro og mag at »læse noderne«, at øve sig på stemmerne og at få et indtryk af værket, inden de to egentlige prøver.

Da Tivolis direktion efter Thomas Jensen's fratræden ønskede kapelmesterspørgsmålet løst på den måde, som alle kender, blev det væsentligt vanskeligere at forøge repertoiret med nyere (og vanskelig) musik. En gæstedirigent har ikke muligheder for forprøver, han skal præsentere orkestret for værket dagen før koncerten. Det er voveligt, både for orkester, dirigent - og komponist. Jeg har selv prøvet det ved adskillige torsdagskoncerter i Rosenørns Allé, hvor jeg mødte op med Niels Viggo Bentzon, Tarp etc.

For en ung komponist er det jo da ikke bare dette at få et stykke opført - det skulle jo da også gerne spilles overbevisende.

I den forbindelse må jeg, fra min side af rampen, sige dette: Skal et værk opnå en god opførelse, ja, så gælder det jo i høj grad om, at dirigenten kan gå 100 pct. ind for det. Ellers bliver der ikke noget ud af det. - Orkestermusikere kan man ikke spille komedie for. Jeg har såmænd prøvet at opføre værker, fordi jeg syntes, det var min pligt bare. Det blev i intet tilfælde til glæde for hverken publikum eller komponist. Og jeg for mit vedkommende indrømmer gerne, at det tager mig ca. 40-50 timer at lære et for mig helt fremmed partitur, så jeg kan være bekendt at mødes med mine musikere til prøve.

Heldigvis har jeg også oplevet (mange gange ...) at gå igang med et nyere værk fra min samtid. Musikerne var så åbenbart på forhånd imod, publikum så afgjort imod - også på forhånd. Men under prøverne opdager orkestret, at dirigenten strider for en sag, for et værk, han tror på, og som ligger ham på sinde. Så er det ikke længere nodepapirets tegn, men livet bag tegnene. Og så har mine kære Tivoli-musikere (ja, heldigvis har jeg jo endnu vidner blandt min tids avant-garde komponister) spillet som rene dævle. Og det er et vidunderligt eventyr at opleve, at det forud indstillede publikum simpelt hen ikke kan stå for dette uforklarlige, at 70 mennesker går ind for en sag og giver alt. - To eksempler: Sæverud's »Peer Gynt« musik. Alle havde advaret mig. Hans forlægger i spidsen. Men - »den sad der«. Og Carl Nielsen's »Det uudslukkelige« i Praha 1947. Første prøve senza vibrato, efterhånden blev håndleddene bløde. Og som de mennesker lå hen ad strengene ved opførelsen!!!! (Her har jeg heldigvis også vidner).

Tilbage til Nørholm. Vi trænger til at snuse til fremtidige dirigent-emner. Og derfor har Tivoli i denne sæson givet nogle unge chancen for at vise, hvad de kan, fremfor at søge nordpå efter emner. Og her må jeg fastslå, at Nørholm har uret, når han fremsætter den påstand, at det ene skulle udelukke det andet. Hans eksempel, Ole Henrik Bruun (ja navnet nævnes ikke, men det må jo være ham) - det var en meget løfterig overraskelse. Men i sammenhæng med vort aktuelle emne må jeg blot sige, at Ole H. B. havde otte prøver med Det kgl. kapel. Det kan vi ikke byde på her.

Nørholm maler nu mine forsyndelser ud i for stærke farver. Jeg har ikke i sinde at udgive et værk, der fortæller om alle de førsteopførelser, der her har fundet sted. Og jeg giver ham blank ret i, at det har været lidt småt i de senere år. Grundene har jeg fremsat. Men vær nu ikke så strenge, at I helt glemmer, at Tivoli til åbningen af den nye koncertsal udskrev en konkurrence for komponister. Og at det ikke blev en avant-gardist, kan jeg jo ikke gøre for, idet jeg netop havde ønsket ikke at sidde i dommerkomiteen, der bestod af tre - helt uvildige - kapelmestre fra Danmark, Sverige og Norge. - Denne foranstaltning kostede Tivoli ca. 25.000 kr.

Og så den yngre generation og mine udtalelser fra for adskillige år siden. De »ældre« navne, Nørholm nævner var jo mine samtidige, - ja aldersmæssigt dog vel nok væsentligt yngre. De kom til mig med deres værker, de begejstrede mig (bl.a. var deres begejstring så smittende, at man simpelt hen ikke havde andet at gøre, end at overgive sig), og så spillede jeg dem med begejstring ~ og med fare for at miste mit trofaste publikums sympati. En dirigent kan se og fornemme med ryggen, det varede gerne en ugestid, førend de ti første rækker havde tilgivet mig. Men det gjorde de altså (enkelte af dem).

Jeres generation, jeg tror I sidder og venter på, at vi skal komme til jer og spørge, om vi må spille jeres værker. Hvor skal vi kende dem fra. I løbet af den årrække, I.N. taler om, har jeg modtaget én symfoni (som avantgardisterne sikkert ikke ville berømme os for at opføre) og så et partitur til en komposition for strygere, sendt af forlaget. Denne sidste vil jeg ikke kunne give en god udførelse. Det er alt ud over de navne, som jeg tidligere er gået ind for.

Men, hør nu her. Min alder til trods, jeg ville gløde som en yngling, hvis én af jer en dag kom til mig, brusende af ungdommelig begejstring, som i sin tid Niels Viggo og de andre, der var så overbeviste, at jeg måtte falde for dem, - de tændte et glædesblus i mit spillemandssind.

Nørholm, mine udtalelser fra dengang står stadig fast: Ih, hvor ville jeg dog blive glad for at få lov til at spille sådan et stykke, eller subsidiært (hvis prøveforholdene muliggjorde det) at få en gæstedirigent i tøjet.

Man skal være lidt af en balancekunstner i Tivoli for at formå at forene sine idealer, herunder at følge sin tid op, med det uundværlige tillidsforhold mellem det rørende trofaste publikum og så det, man gerne vil.

En sæson får det overvægt - en anden sæson det andet.

Og så kan jeg vel ikke undgå at svare på Nørholm's konkrete slutspørgsmål.

Mon ikke svaret fremgår af det foregående. Han spørger: Hvad vil Tivoli gøre? Jamen det er jo netop det, vi er ifærd med at finde frem til ved at lade unge dirigentemner få lov at baske med vingerne og komme i søgelyset.

Jeg er egentlig ked af, at jeg ikke kender ret meget til Nørholm personlig. Det havde jo været meget hyggeligere og nemmere (jeg har skrevet hen ved syv kladder til denne opsats!) at sludre hyggeligt om tingene.

Hvad vil Tivoli gøre? Efter denne sæson kan det jo ikke længere være nogen hemmelighed, at jeg efter 29 års arbejde her selv ligger i spidsen for at skabe muligheder for at trække mig tilbage.

Når så vi når frem til at finde mine efterfølgere, ja, som kommer resten jo af sig selv, for meningen er jo, at det skulle være en (eller to) af jeres generation, der skal til.

Ja, dette blev jo alt for langt. Nørholm er velkommen til en replik, men jeg svarer ikke mere. For hvis jeg først begynder, så kommer det til at fylde hele næste nummer af tidsskriftet. Og det skal vi da ikke komme ind på. Vel?
Svend Christian Felumb.

PS.
Kan Ib Nørholm foranledige et møde i DANSK KOMPONISTFORENING, ved hvilken lejlighed man inviterer komponister og reproducerende musikere sammen, skal jeg hjertens gerne modtage en indbydelse. Jeg tror faktisk, det var givtig at få snakket lidt sammen.

Replik

Svend Christian Felumb har jo ganske ret.

Det vil sige ud fra de traditionsbundne synspunkter, efter hvilke Tivolis musikliv fungerer i dag som for 30 år siden og åbenbart skal fungere et stykke ind i fremtiden.

At dømme efter de afstukne linier for orkestrets prøvearbejde levnes der altså ikke den nye musik skygge af chance. Det vidste man jo efterhånden ville blive svaret, som det med få ændringer er de andre musikalskkonservative institutioners standpunkt. Viljen er redebon, men de givne forhold tillader ingen fornyelse.

Imidlertid hænger disse »givne forhold« sammen med en vanetænkning, der på ingen måde er speciel for Tivoli, og som det er nødvendigt at komme til livs.

For det første kan der spares prøvetid, hvis man skærer ned på det enorme lette repertoire. Hvorfor ikke møde med det samme lidt oftere. Det er dog ikke de samme mennesker, der går i Tivoli hver aften.

Langt vigtigere er det imidlertid at holde op med udelukkende at forbinde mulighederne for musikalsk aktivitet med det traditionelle symfoniorkester, som den nye musik i øvrigt synes at have gjort definitivt op med. Man kunne således lejlighedsvis dele ensemblet i strygere og blæsere med hver sit repertoire. Der findes litteratur nok. Hvorfor ikke operere med en række mindre ensembler og enten sammensætte programmerne med en mosaik af disse eller lade et enkelt udfylde hele aftenen. Her er der næppe heller repertoirenød, rent bortset fra, at det i dag, i hvert fald i udlandet, hører med til en kulturelt ansvarlig institutions forpligtelse at øve en direkte indsats ved at stille nøje fikserede opgaver til samtidige komponister.

Den nævnte opdeling ville skabe mulighed for at opføre en række repræsentative nye værker skrevet for special-besætninger. Dermed er problemet imidlertid kun delvist løst. Hvad angår den øvrige nye musik skrevet for traditionelt symfoni-orkester, vil en placering forudsætte, at man også ser utraditionelt på varetagelsen af det klassiske repertoire, som ingen vil benægte må være grundlaget for hele institutionens musikalske virke.

Et symfoni-orkester på størrelse med Tivolis kan udmærket deles, så man får ensembler af tilstrækkelig størrelse til hver for sig at varetage opgaver inden for barok-litteraturen og den tidlige Wienerklassik. Dette forøger prøvetiden til hver enkelt koncert og dermed åbnes mulighed for at sammensætte programmer så opsigtsvækkende og interessante, at det ville være naturligt at gentage dem med regelmæssige mellemrum, hvad der kan ske med et minimum af prøvetid, og igen muliggøre dyberegående arbejde på nye programmer o.s.v. Der ville kort sagt være mulighed for at komme bort fra den onde cirkel ind i en betydeligt mere lykkelig.

Hvis det ikke er et økonomisk problem, kunne enkelte af de lettere afdelinger afvikles på kabaret-orkesterbasis med spécial-engagement af enkelte af orkestermusikerne. Endelig kunne man samle orkestret nogle gange i vinterens løb og forprøve nye opgaver. Og så har spørgsmålet om rene kammermusik-koncerter endda slet ikke været berørt.

Alt dette ville stille større krav både til dirigent og til planlægning. Man ville imidlertid kunne aflaste en eventuel chef-dirigent ved at tilbyde unge dirigenter beskæftigelse på vilkår, der ville være mere udbytterige end de nuværende mammut-fordringer. Til gavn både for orkester, publikum og dansk musikliv som helhed.

Dermed er vi lidt længere, end da vi begyndte. Hvad vil Tivoli, med disse forslag i hænde, gøre for at komme ud af det koncertmæssige dødvande? Spørgsmålet kunne med lige så stor ret være henvendt til Byorkestrene, Københavns drengekor eller Det kgl. kapel, hvis repertoiremæssige fantasi er stivnet.

Når det i første omgang rettes til Tivoli skyldes det dels, at musikchef S. C. Felumb tidligere har vist et handlekraftigt initiativ inden for ny musik, dels at institutionen råder over resourcer, der gør, at koncertvirksomheden ikke behøver at drives efter kommerdelle principper.
IB NØRHOLM