Ib Nørholm

Ib Nørholms musik fra slutningen af 1960'erne blev etiketteret som "ny-enkelhed" - en betegnelse der i begyndelsen lød fristende og signalerede en tilbagevenden til tidligere tiders mere overkommmelige tonesprog. Men en betegnelse der blev misvisende, fordi den signalerer en gennemskuelighed, som Ib Nørholms musik ikke ejer og ikke vil vide af. Set i bakspejlet kan det undre, at det var Ib Nørholms og ikke Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik, der fik påhæftet betegnelsen enkelhed. Nogle af Pelle Gudmundsen-Holmgreens værker fra 1960'erne, f.eks. hans "Tricolore" der blev herostratisk berømt ved ISCM-festen i Basel og blev brugt som kendingsmelodi i svensk radios udsendelser om ny musik, var netop provokerende enkle i den forstand, at de var gennemskuelige. Og ud af enkelheden opstod et nyt univers, der viste sig i besiddelse af uanede udtryksmuligheder. Ny-enkelhed.

Men sådan var Ib Nørholms musik ikke. Den aftastede mulighederne i skiftende kompositionsteknikker og æstetiske holdninger. I begyndelsen af 60'eme var det serialismen der blev prøvet (tabeltrioen og "Fluktuationer"), senere var det Fluxus ("Direction inconnu") og collage ("Invitation til skafottet"), og da Ib Nørholm i midten af 60'erne satte sig til klaveret igen og skiftede de aldrig-før-hørte klange ud med de hørte, fortsatte aftastningen. Nu var det bare ældre genrer, teknikker og former som havde været tabubelagte af den benhårde modernisme, der blev genstand for undersøgelse: Klaverstykker, kammermusik, danske sange, orkesterværker, symfonier, opera. På overfladen kunne det se ud som om Ib Nørholm vendte tilbage og generobrede de traditionelle former på et intuitivt grundlag, ligesom Per Nørgård var i færd med at generobre dem på et systematisk grundlag. Men heller ikke her holder sammenligningen. Hvor Per Nørgård på Schönbergsk eller Stockhausensk vis etablerede en ny kompositionsteknik, der satte ham i stand til at give etablerede former et nyt indhold, han kunne identificere sig med, dér fornemmede man en distance mellem Ib Nørholms musikalske udtryk og de former, han udtrykte sig i. Distance - aldrig identifikation.

[...]

Fremmedgjorthed, identitetskrise, attituderelativisme. Ord der var på moden i 1960'erne og 70'erne, tidsbundne begreber som Ib Nørholms værker var tidsbundne, fordi de udtrykte problemer, som dybest set er arketypiske for vor kultur, men som blev aktualiseret og formet af tiden. Netop tidsbindingen forhindrede Ib Nørholm i at forenkle og søge det arketypiske. Den brogede, komplekse og forvirrende mangfoldighed var temaet for titler som "De fynske katarakter" eller "Haven med stier som slynger sig". Aldrig enkelheden. Men hvis Ib Nørholms musik ikke er ny-enkel, hvad er den så?

[...]

Symfonikeren 

Her nytter det at tage musikken til hjælp. Den røber selv, hvor komponisten står gennem hans holdning til stof og form, gennem hans brug af teknikkerne. I musikken var det måske mest karakteristiske omkring 1970, at symfonien genopstod som genre i ny dansk musik. Symfonien havde været nærmest synonym med traditionen i årene efter 1960. Ib Nørholm havde - som musikkritiker på Information - taget offentlig afstand fra den æstetik, hans egen 1. symfoni repræsenterede, og med tidens trang til hurtige, slagordsagtige løsninger, blev det opfattet som en afstandtagen fra det symfoniske som sådan. Alligevel vendte symfonien tilbage omkring 1970. Per Nørgård skrev sin 2. symfoni som en symfonisk udfoldelse af uendelighedsrækken og de muligheder, den indebar. Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev sin symfoni i et forsøg på at komme bag om genren og ind til begrebets oprindelige betydning: Samklang. Ib Nørholms 2. symfoni "Isola bella" markerede kulminationen på hans beskæftigelse med collage-teknikken og forholdt sig også til symfonien som begreb. Men den symfoniske tradition lurede om hjørnet, og "Isola bella" blev tillige afsæt for Ib Nørholms livtag med symfonien som genre i de kommende år - et livtag der foreløbig har holdt ham fast ved det symfoniske gennem seks værker, uden at man af den grund kan tale om en tilbagevenden til den traditionelle symfoniske form.

Ib Nørholm gør rede for sit forhold til det symfoniske i et interview i DMT 1988/89 ur. 5, hvor han - i forbindelse med pladeindspilningen af symfonierne nr. 5 og 7 og Mogens Andersens gennemgang af disse symfonier i DMT 1988/89 nr. 4 - siger:

»Det er klart at som form betragtet gælder den klassiske model ikke - den er jo ganske gradvis gået i opløsning og blevet afløst af en masse individuelle løsninger. Men der er selvfølgelig reminiscenser. Stravinski kalder situationen monolitisk: Alt er enkeltstående, isolerede fænomener med hvert deres eget tilsnit, hvor fællesmængden sådan set er meget ringe.«

»Jeg har egentlig været fascineret af at referere til litterære former, novelle og roman. Og skal man lave en analogi skal det selvfølgelig være romanens teknik, dens fortællemåde og opbygning, som kan influere på tanker og forestillinger om symfoniens form.«

[...] 

 

Skrevet af

Stockhausen 1928 - 2007

Af
Henriette Moos, Jørgen Lekfeldt, Ib Nørholm, Carl Bergstrøm-Nielsen, Sven Erik Werner, Else Marie Pade
1. april 2008

3 aspekter

Af
Mogens Andersen, Jan Maegaard, Ib Nørholm
1. april 1962