Hvordan være en anstændig reaktionær?

Som barn (omend sent tilkommet) af 50ernes og 60ernes avantgarde falder det mig idag meget svært, når jeg skal sige noget om min musik. Vi lærte jo dengang, at alt i et værk skulle være logisk legitimeret og at den musikalske tekniks konsistens var kriteriet for kvalitet. Derfor kunne man foregive, at man udlagde musikken , når man i virkeligheden talte teknik i det dengang ret så kryptiske faglige slang.

Dengang var en sådan holdning en meget forståelig opposition til den skrivemåde, som 'under inspirationens maske blot lod mageligheden råde'. Det var efterkrigsgenerationens ret grovmaskede opgør med produkterne af en kultur, som havde ført verdenskrigen med sig.

Siden er det jo gået ganske anderledes end vi ventede dengang. Når vinden er taget ud af avantgardens sejl har det naturligvis mange årsager. Overbevisningen om den historiske linearitet og udviklingens logiske nødvendighed og autenticitet, som man dengang kunne nære, har de foreliggende kunstneriske resultater vel ikke kunnet bestyrke, ligesom den parallelt løbende begejstring for og tiltro til den teknologiske udvikling og dens evne til at frelse menneskeheden har afsløret sig som særdeles omkostningskrævende. At koble de to kendsgerninger sammen som to (af mange) sider af samme sag er for mig ret indlysende.

Noget andet er, at den accellerende gammel-avant-garde i de officielle magtcentre stadigt er et 'sine qva non', ligesom dens landvindinger antager outrerede former. Avantgarden er vel tillige blevet akademisk i så høj grad, at enhver 'skoleelev' opfinder sit eget system uden smålig hensyntagen til de indiskutable erfaringer om perception, som den kompositoriske praksis har aflejret og den kunnen med hensyn til gestaltning, som musikerens håndværk har forfinet. Man kan paradoksalt udtrykt sige, at der gør sig forbavsende megen inerti gældende i udnyttelsen af traditionen. Til gengæld råder hittepåsomheden ret uindskrænket. Nu er fantasi og opfindsomhed jo uundværlige forudsærninger for en skabende kunstner. Det er blot afgørende, hvor disse egenskaber sættes ind. Og jeg har mine tvivl om, hvorvidt udspekuleret materialegenererings-teknik og algoristiske talmanipulationer med et trylleslag skaber den personlighed, som alle ønsker for deres musik, jo før, jo hellere. At finde en fidus er faktisk en ringe erstatning. Jeg ville dog være et skarn, hvis jeg ikke indrømmede, atogså disse fremgangsmåder i hænderne på den ubetingede begavelse kan afstedkomme storartede resultater - om-end jeg ubetinget tror, at musikken selv i dette tilfælde vil være unødvendigt hermetisk.

Men som sagt er der opbrud i disse år og endelig - tiden skiller jo de produkter fra, som viste sig at være mere teknik end ånd - eller gør den? Når vi nu lever i en 'nemhedskultur', hvor publikum for længst har koblet sig af, er der jo som egentlig regulerende faktor kun den mere eller mindre vagt fornemmede og politisk uklart formulerede ideologiske forpligtelse hos institutionerne tilbage - en slags musikalsk planøkonomi, hvis målestok for kvalitet i denne sammenhæng må grunde sig på nyhedsværdi, mondænitet og den mere ubestemmelige og relative medieflair.

Det er ikke betrykkende, men som det vist er fremgået, mener jeg ikke, at komponisterne selv er uden skyld i denne udvikling. For at citere John Fowles: »... Dette for det 20. århundrede så karakteristiske skred fra indhold til form, fra betydning til udseende, fra etik til æstetik, fra akva til unda...«.

Vi lever under en kultur, som ikke synes at have brug for sandheder, eller uklædelige spejle af sig selv, under en frihed, der så hårdt tilkæmpet den end har været, er blevet friheden til at spekulere i dumheden. Værdierne er derfor hverken at finde under de betinelse, som massekommunikationsmidlerne tilbyder eller i autoriserede lydlaboratoriers sterile kunststof-produkter. Man må søge dem uden for disse mægtige alternativer, og det er både ufremkormneligt og uigennemskueligt.

Det er derfor ikke i håbet om at finde en billigere sandhed, en mere fremkommelig vej, at jeg prøver at sætte f.eks. kvaliteter som intuition, spontaneitet og improvisation i højsædet og prøver at håndtere disse begreber ud fra emotionelle erfaringer, som den musikalske tradition har efterladt os. At genkalde mig den ny enkelhed, som konkretismen prøver at patentere.

Er det så reaktionært? Nuvel, så lad mig være reaktionær. Men sæt ikke lighedstegn mellem reaktion og konservatisme. Det første er dog et opgør, det åndet blot ønsket om at bavare. Det ville ligge mig fjernt.

Men jeg skulle altså egentlig prøve mere konkret at sige noget om min musik - trods alt. Hvordan tager det, jeg søger, sig da ud:

Tematik - for ikke at sige melodi. Ikke den regelmæssige metrik, ikke den eentydige tonalitet, men identitet. Intervallerne ikke som en sum, men som en rækkefølge. For at bruge en analogi: det figurative istedet for det non-figurative, abstrakte. Det rejser straks flere problemstillinger af dualistisk art (tema - overledning, melodi -akkompagnement).

Harmonik - for ikke at sige funktion. Ikke treklangen, men en relativering af dissonansen. Ikke det statiske overtone-spektrum, men et hieraki, der ikke udelukker ledetoneeffekt og udnytter kadencens arketypiske puls af spænding, betoning og afspænding.

Rytme, som ikke er orgiastisk eller motorisk, men snarere beror på kolorit og plastisk og bevægelig metrik.

Form, som ikke er sonateformen, men dog i sit materiale motiverer gennemføringsprincippet. Som snarere opererer med psykologiske spændinger og dynamisk retning end med materialeudtønunende logik. Snarere frastødning og tiltrækning end enhedspræg. For igen at bruge en analogi: romangenrens operering med flere handlinger og indskud.

Orkesterbehandling, der ikke er punktuel eller af global tekstur, men i sit grundvæsen udrundet af den kammermusikalske bevægelighed.

Dette er et forsøg på at konkretisere nogle af de tendenser, som jeg har bemærket efterhånden gør sig mere gældende i mine arbejder. Det er kun vejen, som jeg ser den - og den er ret lang!

Men det kan jo godt være, at det bliver helt anderledes.

Foto: Rigmor Mydtskov.

Redaktionen ønsker at takke Mydtskov, som har stillet billeder af Poul Borum og lb Nørholm til rådighed.