Sådan

Af
| Årgang 40 (1965) nr. 07 - side 221-222

Ib Nørholm
Sådan

Situationen ved ugen for international ny musik i Palermo var den nu sædvanlige. Ingen overraskelser, jævn kvalitet, en morfologisk synonymitet uanset nationalitet. En ensartethed, der udstrækker sig til programheftets esperanto af teknisk-matematisk-filosofiske uigennemtrængeligheder, som hverken var mere eller mindre kaperbare ved kun at være affattet på italiensk.

Endvidere: Ingen eller beskeden genklang for ikke at sige sympati hos publikum. Glimrende solistiske præstationer ved bl. a. Cathy Berberiari samt en kvartet »Societa Cameristica Italiana« fra Firenze, hvis ydeevne spændte fra højt kvalificeret kammermusiceren til happenings. Jævnt orkester spil.

Specielt: Alle koncerter forsinket tre kvarter. Begynder altså først kl. halv elleve. Pauser, når man virkelig ikke orker mere, dvs. efter hvert værk. I tilknytning til ugen en udstilling med »objektiv kunst i Europa«, hvilket viser sig at være et par snese pop-art-malerier, der ligner et par snese andre, man kender andetstedsfra.

Samtidig hermed: båndkomposition af Chiari »Il Silenzio (musicaverità)« med ubearbejdede, konkrete lyd-og-støj optagelser formår endnu at vække lidenskabelig diskussion.

Skandale-sensation: Sylvano Bussotti »Selon Sade« (Metzger forbereder for tiden en Sade-udgave) opfylder sin provokative hensigt og afstedkommer højrøstet skænderi med tilråb som Mafiosi, Dekadenti og Fascisti efter scener med snehvid himmelseng med obligatorisk svøbe, bedepulte med krucifix, marekatte-maskeringer og nøgen overkrop, Karl-Erik Welin i rød kardinalkåbe, lysbilleder af »pikant« art osv.

Udarter i retning af håndgemæng, medens lille Bussotti, der selv har ledet forestillingen iført sort fløjels-prælat-kåbe, står med armene i siden og skuer truende ud over publikum.

Forestillingen afbrydes, uden at nogen har bemærket, at musiken (for et ensemble på ca. 10 medvirkende) hører til det mest velklingende afdæmpede, men nuancerige, umiddelbart smukke og elegante, man har hørt fra denne utrolige krukkes hånd.

Skandale nr. 2.: Franco Donatonis orkesterstykke »Black and white« (sort og hvidt), som ifølge komponistens noter har sikret sin »validita« på grund af nøjagtigheden i udformningen af det predeterminerede materiale, forliser på et orkester, som det på intet tidspunkt af generalprøven lykkes at forcere sig længere ind i stykket end 45 sekunder. Videre: indtrængende appel fra dirigenten Daniele Paris og endnu mere hjertegribende fra komponisten, som sluttelig trækker værket tilbage. Resultat: orkestret insisterer på at spille stykket og fremfører om aftenen under modvillig assistance fra Paris en version, der varer - 45 sekunder.

Nulpunkt: Salvátore Sciarrino, hvem programheftet intetanende udnævner til vidunderbarn og som troskyldigt vedgår, at hans samlede musikalske uddannelse omfatter overværelsen af de fire hidtidige Palermo-festivalspil, debuterer med »atto secondo«, der bl. a. omfatter afspilning af bånd med Palermos gadelyde.

Crème de la crème: Man rejser gerne langt - selv til Palermos galsindige klima for at høre blot ét værk som Luciano Berios nye strygekvartet »Synchronie«. Ud af en gradvist substantieret tavshed vokser en klang- og strukturverden af en helt overvældende distinktion og udtryksfuldhed. En stedse tilbagevendende oktavklang indsøjler det meget miniatureagtige, besværlige, næsten flygtige stof, der er formuleret med en meget særpræget, raffineret udnyttelse af de fire strygeres polyfone kvaliteter. Bør snarest opføres herhjemme.

Statistisk materiale: Naturligvis kunne jeg godt have gjort mig stor umage med at kommentere eller beskrive de ovennævnte værker. (Det vil f. eks. red. mene).

Imidlertid indeholder de som nævnt ikke noget nyt rent fænomenologisk set, og at meddele den kontante oplysning, at Arrigos Thumos var en stedse svagt-klingende men intens og farverig orkesterkomposition står som informations-værdi i et så grotesk misforhold til den oplevelse, det var at høre stykket, at jeg giver afkald.

På den anden side ville jeg ikke drømme om at forholde læserne min personlige mening om den musik ugen bød på. Da en formentlig væsentlig del af den vil blive præsenteret i »Vor tids musik« tilbyder der sig læseren den glæde at dømme selv, muligvis at erklære sig enig med undertegnede eller det endnu mere tilfredsstillende - at erklære sig uenig.