Musikalier

MUSIKALIER

SUSUDIL

Sit orkesterværk »Susudil« (edition Moeck, Celle) fra 1966 baserer Poul Rovsing Olsen ligesom hovedparten af sine senere og seneste produkter på inspiration fra musik-etnologiske erfaringer; denne gang drejer det sig om formidéer i den islamitiske musik-kultur. En reverens til den uafrystelige vestlige tradition skal dog ikke mangle, og til den ende har Rovsing Olsen forsynet værket med endnu en titel »Sinfonia«, der -synonymt som det er med »Susudil« (flersatset musikstykke) - ikke lægger noget fra eller til.

Værket har tre satser: »Taqsim« (frirytmisk indledning), »Iqa« (rytmisk modus) og »Khalas« (udklang), og disse formtypers' realisation fremstår klart af partituret. Den »frirytmiske indledning«s' vegetative og klangligt suggereren-de impressionisme kontrasterer føleligt til hoved- og midtersatsens rytmiske opstemthed og firskårne instrumentale disposition. Disse karakteregenskaber smeltes i nogen udstrækning sammen i den korte og meget særpræget smukke slutsats, der tilmed udvikler reprisefornemmelser. Den skulle altså være hjemme. Og er det i og for sig også i mange henseender. Orkestralt som formalt er værket disponeret med erfaringens sikre overblik. Motivisk arbejder Rovsing med et sæt små og enkle formler, som i sammenstillinger og varianter danner krystaller uden egentlig spændingsmæssig retning. Overraskende dynamisk er imidlertid midtersatsens nærmest symfoniske udviklings-forløb, andre af Rovsings senere værker in mente, hvor retningsløse og isolerede udsagn konfronteres på en egenartet »tørt konstaterende« facon. Hans orkestrale opfindsomhed finder sine åbenbare begrænsninger, men

orkesterklangen har en stærkt personlig og tydeligt bevidst fremmanet »tone«.

Forklare hvorfor jeg alligevel ikke evner at mobilisere noget egentligt forhold til dette værk, kan jeg kun ved at skyde på arbejdsmaterialets konformitet. Rovsing anvender sig ind imellem skrupelløst af patenter fra 60-tals-modernismens retoriske repertoire, og (og det er hovedsagen) placerer disse klichéer i de sædvanlige veltjente sammenhænge. Den særprægede personlighed, som gør Rovsing Olsens tidligere værker til fascinerende »lytning«, hæmmes utroligt af disse lån fra den europæiske avantgardes populæreste trivialiteter.

Udgaven fra Moeck er en klart og tydeligt reproduceret kopi af komponistens original, og Rovsing Olsens jovialt kluntede noder er i det store og hele lette at læse. Dog vanskeliggøres overblikket af, at det ofte har knebet ham gevaldigt at få takterne stablet ovenpå hinanden, uden at den rytmiske inddeling er blevet skæv. Notationen er helt igennem traditionel og hensigtsmæssig, og værket rummer ingen særlige tekniske vanskeligheder på det orkestrale eller instrumentale plan.

Karl Aage Rasmussen