Nie erhörte klänge...

Karlheinz Stockhausen:

»NIE ERHÖRTE KLÄNGE...«

I min komposition Kontakte for elektronisk lyd, klaver og slagtøj (1959-60) var den elektroniske musik, jeg var nået frem til i laboratoriet, indspillet på et firsporet bånd. Den blev så gengivet gennem højttalere mens en pianist og en janitschar spillede. Efter fuldførelsen af Kontakte var jeg på jagt efter nye muligheder for på fleksibel måde direkte at integrere elektronisk lydfrembringelse med instrumenter, og for at transformere lyd med elektronisk udstyr. Jeg eksperimenterede bevidst i den retning.

Det første resultat var Mikrofonie I: ved en koncertsalsopførelse af dette værk sættes en gong på godt halvanden meter i diameter til at vibrere af to udøvende, som bruger forskelligt materiale til denne påvirkning af gong'en; på samme tid bevæger to andre udøvende mikrofoner henover gong'ens overflade; de lyde, som derved indfanges i mikrofonerne, bearbejdes af to andre udøvende med elektroakustiske filtre og potentiometre; resultatet bliver simultant sendt ud over to højttalergrupper.

I Mixtur bliver lydene fra et træblæser-, et messingblæserensemble og to stryger-grupper (hvoraf den ene spiller pizzicato) opfanget af mikrofoner og sendt gennem fire ring-modulatorer; de fire instrumentalensembler er anbragt omkring publikum; de fire mikrofon-grupper er koblet til fire mixerpulte, hvor lydingeniører kontrollerer balancen mellem de forskellige mikrofoner og indgangs-niveauerne for ring-modulatorerne (ved den offentlige fremførelse af Mixtur i Stockholm oktober 1966 blev der brugt ialt 36 mikrofoner, én mikrofon for hver pult med to musikere). Fire udøvende, hver med en sinus-generator med kontinuerlig frekvens-kontrol, producerer sinus-svingninger, som bearbejdes sammen med instrumentalklangen i ringmodulatoren. Resultaterne, sendt ud over fire adskilte højttalergrupper, blandes med orkesterlyden. Af hver instrumentallyd opstår der en mixtur-lyd. (Ordet »Mixtur« refererer normalt til en blanding af parallelle tonehøjder, jvf. orgelregistre eller tilsvarende melodier i kor- eller orkestersats. Der er tale om en klangfarvemæssig tekstur af overtoner eller kromatiske interval-paralleller). Den femte instrumentalgruppe i Mixtur, som består af tre janit-scharer hver med cymbal og gong, er forsynet med kontakt-mikrofoner forbundet med tre adskilte højttalere. Således bliver en komposition af højt differentierende klangfarve mulig med brug af instrumenter, klange, som jeg hidtil kun havde været i stand til at opnå med lyde frembragt ad ren elektronisk vej.

Udover de talrige transformationer af klangfarver er det muligt at komponere med så subtile intervalafstande som det ønskes, hinsides den vanlige tolv-deling af skalaen. En rytmisk transformation af de instrumentale lyde indtræffer når disse lyde moduleres med sinusfrekvenser lavere end 16 Hz.

Det forekommer mig, at en ny, fremtidig udvikling af instrumentalmusikken er komplet åben; instrumentalmusikkens uundværlige karakteristika (fremfor alt dens variationsevne gennem historien, selve dens levende egenskaber) er bragt i ny enhed med den elektroniske musiks resultater og muligheder, som indiskutabelt er mere fleksibelt og indebærer langt mere nuancerede variationsmuligheder end den blotte kombination af bånd- og instrumental-musik man har oplevet i de senere år.

Der er ingen tvivl om, at en sådan procedure kræver en helt ny kompositions-stil og notations-metode. Udfordringen i Mixtur var for mig en velkommen anledning, en invitation til at holde mit sind stedse åbent for utænkte, aldrig før hørte klange. Jeg skrev partituret ned temmelig hurtigt, og uden afbrydelse, i sommeren 1964; jeg adlød kun min inspiration, eftersom erfaringen manglere. Det er imidlertid mit håb, at musikken endnu har beholdt noget af friskheden, den lykkelige stemning, som prægede hine forvovne dage.

(Oversættelse: Poul Nielsen).

Mixtur: første gang opført 9. november 1965 i serien »Das neue Werk«, Norddeutscher Rundfunk, Hamburg. Partiturerne til Kontakte, Mikrophonie l og Mixtur er udgivet hos Universal Edition, Wien.