Fribrev til de unge

Af
| DMT Årgang 44 (1969) nr. 03 - side 61-64

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Karlheinz Stockhausen:

FRIBREV TIL DE UNGE

Karlheinz Stockhausen er som så mange andre betydelige kunstnere, kommet i tvivl med sig selv og sin funktion i det senkapitalistiske samfunds totale mobilisering overfor ungdommens nej. I »Frankfurter Allgemeine« udtrykte han sine tanker om ungdomsoprøret. Vi gengiver hans artikel i Henning Christiansens oversættelse, og vedføjer Henning Christiansens kommentar. »Dybt reaktionær«, kalder Christiansen ånden i Stockhausens indlæg, og peger på andre muligheder end Stockhausens for ham at se slet camouflerede overmenneske-dyrkelse. Henning Christiansens alternativer står for ham klart ud fra hans indgående kontakt med de kunstneriske aktiviteter, der udfoldes omkring professor Joseph Beuys i Düsseldorf.

Igen revolutionerer vi, men dennegang over hele jorden. Lad os nu sætte os det højest mulige mål: En bevidsthedsværdi, som står på spil for hele menneskeheden.

Der var en tid, hvor nogle dyr fik så stærk bevidsthed at de sluttelig blev mennesker. Nu har vi nået et punkt hvor nogle menneskers overbevidsthed er blevet så stærk, at de er nærved at blive højere væsner. Her, på denne jord. Kun nogle få vil foreløbig opnå dette. Men i hvert menneske er ønsket om at nå ud over sig selv, at nå til en højere bevidsthed, mer eller mindre stærk. Deraf krisen, som vi oplever den over hele jorden, vi befinder os endnu i dette århundrede i en bølgedal. Overalt i verden spores presset, fordi noget forestår, som kun kan sammenlignes med tidligere tiders opdukken af planteliv fra blot materie, med opdukken af de første mennesker ud af dyreriget. Et nyt bevidsthedsværdiens trin. Så stærk menneskets forlangen er om at nå det næsthøjeste tilværelsestrin, så heftig er også dets angst og modstand mod selv at åbne for denne bevidsthed. Enkelte individer, grupper, partier, folk tror at have primat til at undertrykke andre, bogstaveligt talt til at æde dem op. For vi er ikke ligemænd hvad intelligens og magt angår, og vi ved at kun få af os vil have mulighed for indefra at opnå frihed og overbevidsthed - på samme måde, som kun få dyr har opnået at blive mennesker.

Et højere udviklet menneske kan man kun blive ved at overvinde sin egocentrisme og angsten for at miste sig selv derved.

Vi må ikke forsøge, mod systemet, som vi vil afskaffe, fordi det er for snævert og undertrykker, udelukker, udraderer for mange anderledes tænkende, at opstille et nyt system. Vor konception må være så langsigtet, at vi ser hele verden fra oven og lader de gamle systemer løbe linen ud, og ikke fortsætter med at opstille systemer for at intet nyt system tilføjes, som igen udelukker muligheder.

Systemer er forstandens produkter, som har gjort vore forfædre til eneherskere over legemet, så sjælen blev forstandens fange, fordi de gav den forhenværende tjener, forstanden, hele magten. Vi må gøre os det klart, at forstanden, hvis ikke der stadigt tilføres inspiration fra det overrationelle, vil arbejde således, at det normalt tilførte stadigt bliver omkombineret og at den til enhver tid vil kunne påstå en eller anden vilkårlighed og dens modsætning. Man kan bruge den til alt, den forsvarer enhver vilkårlig mening, den kan retfærdiggøre, begrunde, genfremstille etc. Hvis man ikke har lært at tænde og slukke for den, hviler den uden afbrydelse. Det er netop et brugbart instrument, ikke mere, ikke mindre: En modelcomputer. Men hvem bruger den? og hvortil?

Overjeget skulle overlade forstanden tænkningen, og overjeget få sin konception fra den intuitive bevidsthed og denne komme fra den højere og højeste bevidsthed, idet hver enkelts bevidsthed forbindes med den overpersonlige kosmiske bevidsthed.

Hvorfor siger jeg sådan noget, jeg er jo musiker og slet ikke filosof eller lignende? Fordi vi musikere helst skulle leve fuldstændigt på vor intuition. Fordi jeg har erfaret, at alt nyt begynder, når man er nået til denne bevidsthed og stadigt tragter efter at stige højere. Musiker, specialist, et menneske med et kald er man først i anden række, l første række er man en individuel ånd, som først må optage forbindelsen med den universelle ånd, før han kan meddele en anden ånd noget som helst væsentligt, noget som rækker ud over det individuelle og angår enhver ånd.

Musik skal da ikke være et bølgende kropsmassagebad, klingende psykogram, tænkeprogram i toner, men frem for alt den overbevidsthedens kosmiske elektricitets klanggestaltede strøm. De fleste musikere som idag udøver musik, handler automatisk, ubevidst, de har mistet begejstringen, som de måske engang i deres tidlige ungdom havde, da de besluttede sig for musikerkaldet. Vi må begynde fra grunden og genopvække den tidligere begejstring i os, eller opgive musikerkaldet.

Derfor skulle man for længere tid opløse alle orkestre og kor og give hver musiker lejlighed og tid til ro og besindelse, til at meditere og derved finde ud af hvorfor han overhovedet lever, hvorfor han laver musik, om det overhovedet er nødvendigt at han beskæftiger sig med musik. Vi ville da opdage at de fleste musikere - som allerede i årevis havde dette erhverv og havde tænkt at det ville fortsætte således indtil døden eller pensionsalderen, og at intet ville ændre sig væsentligt i deres liv - ville opgive og begynde en anden levevej. Måske ville de i længere tid slet ingenting bestille (hvis man betalte dem videre og dermed fratog dem materielle argumenter) det kunne være vidunderligt og frugtbart. De almindelige grunde for at tjene penge, at holde sig i live, befrielsen for voksende krav, er da kun udtryk for dovenskab. I Indien på en landevej mellem Agra og Jaipur kom en musiker mig imøde, som på et lille selvbygget strengeinstrument spillede og sang for mig. Og han var en af de meget få vidunderlige musikere, som i mit liv er kommet mig imøde. Han ejede bogstaveligt talt intet, og da jeg spurgte ham om han ville sælge mig sit instrument for 20 dollars - en sum, han selv på mange år ikke kan tjene (han tjener, som den indiske chauffør oversatte det for mig, når det gik godt, sådan noget som 10 pfennige om dagen, givet ham af forbipasserende eller i landsbyerne hvor han spillede) - så han bestyrtet på mig og tårerne løb ham ned ad kinderne, han rystede på hovedet. Jeg skammede mig til døde.

De, som vil være musikere, må følge deres indre stemme, må begynde med de enkleste meditationsøvelser og derefter for sig selv: »Spille en tone med den vished, at du har al tid og rum til rådighed,« og så videre. Men først og fremmest må de nå til fuld bevidsthed om hvorfor de lever, hvorfor vi alle lever: For at opnå et højere liv og lade universets svingninger trænge ind i menneskets eksistens. Og musikerne må forberede ankomsten af det i os endnu skjulte, højere menneske: Sætte hele legemet, til de mindste bestanddele, i svingninger, at det bliver befriet for spændinger, løst op og modtageligt for den højeste bevidstheds svingninger.

Jeg føler afvisningen af dette »fribrev« allerede før afsendelsen. Men det forstyrrer mig ikke. Men det var slemt, hvis ! ikke i det mindste anede, at I i jeres bedste sekunder bliver inspireret af intuitionen og derfor allerede har en forestilling om en højere eksistensmulighed i jer, som holder jer i live. I skal ikke leve sløvt (dumpf) videre, men nå til vished. Blive bevidste, hvortil, hvorhen. Og l skal vide, at vor udygtighed og ufuldkommenhed kun tyder på at vi ledes opad, at fremtiden i os - som er overbevidstheden - løfter opad - uendeligt - stadig højere.

Stor magt er os musikere givet, med toner kan vi antænde længslens ild i andre mennesker, længslen efter at nå ud over sig selv. Misbrug ikke denne magt! Det drejer sig ikke derom at nogle mennesker svinger sig op til det højeste høje, men at svingningsfeltet omkring musikeren bliver så overelektrisk, at enhver som kommer ind i dette felt kommer i medsvingninger.

Vi må tage del i menneskehedens store revolution, thi vi ved, hvad vi vil. Det lønner sig at sætte livet ind, når det gælder det store hele. Ja! Det lønner sig ikke mere, hvis det kun drejer sig om delvise sandheder, om private, gruppeagtige, folkenationale, ensidige politiske problemer. Lad os ikke indlade os på, om det drejer sig om en fransk, vietnamesisk, tjekkisk, russisk, afrikansk ... revolution: Det er ungdommens verdensrevolution for det højere menneske. Det højere menneske fødes ikke ved tilintetgørelse, atomspaltning, ved lukning af grænser, men i voksende bevidsthed om at menneskeheden er et eneste legeme, og at hele legemet er sygt og udueligt, sålænge blot et af dets lemmer bliver slået, sparket, undertrykt og voldtaget.

Kampen - og en kamp er uundgåelig - bliver hård. For de store har mistet troen på menneskeheden. De tror at være de udvalgte, fordi de er i besiddelse af de fysiske magtmidler, fordi de har moralske, politiske, religiøse systemer og dogmer til disposition, som udelukker flere livsmuligheder end de åbner for, fordi de kan dømme de svagere og råde over dem efter behag. Men de er deres egen forstands fange, en forstand som bryder alt i småstykker, for at »forstå« og derigennem at kunne herske; den forstand, som hensynsløst trænger ind i underbevidsthed og ubevidsthed uden at bringe den højere bevidsthed med, som den for sit eget vedkommende først må anerkende.

Derfor vil forstandsingeniørerne tabe deres profane (unheiligen) krige, fordi de er forrået og ikke bæres af det højere menneskes overbevidstheds vinger. Vi bliver regeret af militærgeneraler, erhvervsmagnater, statistikere, partifunktionærer, religionsfanatikere, fagforeningsledere, forvaltningsspecialister. Hvad kan vi vente andet?

Lad os begynde med os selv. Først når vi har nået højere bevidsthed, behøver vi ikke mere at være »regeret«, vi henter råd hos helgenerne - ikke hos kirkens helgener, men hos ånden som tjener hele menneskeheden, en menneskehed som har nået en universel bevidsthed, som rækker ud over race- og religionsforskelle, som ikke længer forveksler universalitet med uniformitet.

Hvad har det altsammen med musik at gøre? Det drejer sig idag om helheden. Når vi forstår det, laver vi også den rigtige musik, som gør denne helhed bevidst, oversættelse: Henning Christiansen

Årgang 44/1969, nr. 03