Bøger

BØGER

Kammermusik

Kai Aage Bruun: KAMMERMUSIK III Den romantiske epoke. Thaning og Appel 1968 Kai Aage Bruuns nye bog om kammermusik (foreløbig hans tredje om emnet) følger genren på vej gennem 1800-tallets omskiftelser, l disposition og fremstillingsform bekender bogen sig til sine forgængeres idealer; ét for ét præsenteres og kommenteres betydelige kammermusik-værker (duo-besæt-ninger dog af en eller anden grund undtaget) efter et velkendt skema: et kort, anekdotefyldt oplæg til komponister og udtryksmåder fulgt af en pertentlig gennemgang af de en;kelte værkers musikalske substans og forløb.

Det kan være svært nok at begribe hensigten med bogen. Hvem den henvender sig til, hvem der har brug for netop sådan en bog. Det drejer sig iflg. forfatteren om alle sådanne »oprigtige og erfarne musikelskere« i hvis øjne »et intensivt begejstringens lys« kan tændes af det »mærkelige magiske ord«: kammermusik! Rundt regnet altså musikelskere af alle kategorier - aktive som passive, amatører som professionelle.

Bogen holder næppe mål med denne generøse tilegnelse. Der er god mening i at se den som en hjælpende hånd til passive lyttere og aktive amatører uden særlige forudsætninger. Gennemsnits-musikelskeren vil imidlertid døje svært med de ofte forekommende rent faglige termer (ingen af Bruuns bøger om kammermusik indeholder ordliste eller register) og de koncentreret eftertænksomme historiske redegørelser. Og hvad skal han (eller nogen andre) stille op med passager som disse, der totalt dominerer bogen:

»Efter en D-dur ri tard an d o-afspænding indtræder der et nyt, i blide, pauseafbrudte buer opbyg-

get, typisk schumannsk sidetema, der i sekunden ledsages af mol-tertsen d-f i punkterede rytmer. En mindelse om hovedtemaet dukker op i primoen til en modstemme i celloen og bevægede mellemstemmer i sekund og bratsch; efter en ny ritardando-afspænding, dennegang på G-dur treklangen fortsætter sidetemaet i g-moll med tertsen g-b i punkterede rytmer i sekunden, men endnu engang blomstrer hovedtemaet op ledsaget af ottendedels-trioler og duoler;« eller »Så toner et nyt, allerede let forberedt, noget roligere tema frem i violinen, ledsaget på klaveret af sekundklange, g-a og f-g, og på fjerde takt imiteret i celloen; under den følgende tematiske videreudvikling svinger violinen sig op til det fire-stregede a, og beskriver herefter en faldende melodisk linie, der ledsages af både tætte og klare, typisk ravelske klaverklan-ge« (side 216).

Det er som at læse en kogebog med endeløse opskrifter på de lækreste retter. Hverken sulten eller fantasien bliver tilfredsstillet. Hvad de aktive amatører angår, foretrækker de utvivlsomt selv at spille, fremfor at læse om violiner der svinger sig op til dit og ned til dat. Denne kategori af musikelskere må desuden savne angivelse af værkernes vanskelighedsgrad (herunder de spilletekniske problemers fordeling mellem instrumenterne indbyrdes) og et forsøg på at vurdere værkernes grad af egnethed til musikalsk husflid.

Det er tænkeligt, at bogen snarere er møntet på fagfolk. Sådanne vil dog næppe heller finde megen næring i de besværlige sproglige opremsninger af musikalske hændelser. Den professionelle musiker vil foretrække at læse partituret og musikvidenskabsmanden leder forgæves efter egentlige struktur-analyse r eller historisk-sti-listiske vurderinger af interesse.

Bogens sprog spænder fra det elegante til det kluntede, l den æstetiske vurdering af epokens kul-

tur overvintrer desværre mere eller mindre slet skjult flere af den danske »levende musiks« ideosyn-krasier. F. eks. hedder det på side 10, at »al romantisk, kunst ... er i sin kerne ekstatisk, en ikke ufarlig egenskab, som både kan skæmme det 19. århundredes digtning og musik«. Ak ja.

Af det foregående må ingen forledes til at lade bogen ulæst. Kai Aage Bruun er en lærd mand med umådelige ressourcer af faglig viden om sit emne. Forhåbentlig skriver han engang enten en helhjertet musikologisk redegørelse eller et virkelig fyldestgørende opslagsværk til gavn for kunstens talrige amatører. Han er »manden« der kan løse deres opgaver med lige stor kyndighed og entusiasme. Blot ikke på én gang.

Karl Aage Rasmussen

Ætiopisk musik

Michael Powne: Ethiopian Music (Oxford University Press. London. 1968) XXIII + 156 p. Litteraturen om ætiopisk musik er yderst sparsom. Vor vigtigste kilde til oplysning har hidtil været Mon-don-Xidailhets »La Musique Ethiopienne« (1922) 5 Lavignac-encyclo-pædien. Og først i løbet af de allersidste år er repræsentative båndoptagelser af ætiopernes musik blevet bragt til Europa: Af ungarerne Martin og Sarosi. Men navnlig af Mrs. Jean Jenkins (Hor-niman Museum, London), der fra en række af indsamlingsrejser har kunnet hjembringe et stort og autentisk materiale fra mange af Ætiopiens provinser. Optagelserne demonstrerer - hvad mange nok havde anet i forvejen — at Ætio-pien set med en musiketnologs øjne er et af de mest interessevækkende områder i Afrika. I dette bjergland har mange inspirationer (ikke mindst semitiske og negroide) frembragt enestående musikformer.

Nu er der udsendt en bog om den ætiopiske musik. Den giver sig ikke ud for at være bogen om denne musik, og det er den heller ikke. Men det er med beklagelse, at mn må erkende, at den end ikke kan tjene som »an introduction« til den ætiopiske musik.

Det er dristigt at skrive en bog om et områdes musik, hvis man savner elementær viden om musi-ken i de omgivende områder. Pow-ne synes at være en dristig mand. Mere end en tredjedel af hans bog er viet musikinstrumenterne. Her kan man læse om en pauke, der kaldes negarit. Powne citerer kritikløst Mondon-Vidailhets forklaring, der går ud på, at negarit er afledet af roden »nagara«, hvilket betyder »han talte«. Det turde være frejdigt i 1968 at lade sig nøje med slig folkeetymologi, når man ved, at den meget udbredte persisk-arabiske pauke benævnes naqqâra. Derpå omtales en med negarit beslægtet tromme, der bærer navnet kabaro. Påny må Mondon-Vidailhet holde for: kabaro, siges det, er et ord, som er afledt af en rod, der betyder: »han er ærværdig«. Om kabaro fortælles i øvrigt, at den er væsentlig højere end negarit. Ikke et ord om, at »stor« på arabisk hedder »kebir«. Under omtalen af kabaro finder forfatteren endvidere plads til en digression med udgangspunkt i den ganske forbløffende påstand, at trommer med to membraner generelt sagt er sjældent forekommende. Siden præsterer Powne det kunststykke at skrive se'ks sider om fløjten wasint uden så meget som at berøre, at dette instruments mærkeligste karakteristikum (blæ-semåden med deraf følgende konsekvenser) samtidig er karakteristikum for den arabiske nay-fløjte. Herefter kan det knap undre, at de ætiopiske lyre-instrumenter omtales med allehånde henvisninger til lyrer hos gamle grækere, jøder og arabere, men uden anførelse af den dog nok så interessante kendsgerning, at lyren i vore dage spilles i store dele af det øvrige Øst-Afrika

(og lyren trakteres i vore dage kun af øst-afrikanere; nok forekommer den på den arabiske halvø, men også dér konstant i hænderne på øst-afrikanere). Og man savner fornøden energi til at reagere, når man bliver indviet i den generelle sandhed, at »the interval of a semitone does not occur in the pen-tatonic scale.«

Forfatteren synes således ikke at være velorienteret om musikalske forhold uden for /Etiopiens grænser. Hvilket er trist nok, men ikke nødvendigvis afgørende for ens bedømmelse af hans værk. Afgørende for ens stillingtagen må det derimod blive, at kilderne til de oplysninger, bogen giver, enten er forældede eller på anden måde uacceptable. Al respekt for Villo-teau (der gjorde en imponerende indsats 5 Ægypten omkring år 1800), for Mondon-Vidailhet (der udførte en pioner-gerning i Ætiopien i dette århundredes begyndelse), for Sylvia Pankhurst (der vistnok ved meget om ætiopiske forhold, men ikke specielt har studeret musiken) og for Grove's Dictionary of Music (der blot aldrig lagde an på at præstere en oplysningsfylde som den, der bydes på i MGG). Men disse litterære kilder kan dog kun betragtes som sekundære kilder, der bør behandles med kritisk forsigtighed. Powne benytter dem imidlertid med stor ihærdighed.

Herudover er Pownes hovedkilder Addis Ababa-museet ved instituttet for ætiopiske studier samt Haile Selassie-teatrets folkloreorkester. Skal man le eller græde? Hvis Powne ikke selv har haft lyst eller evne til at gøre de fornødne studier af musiken og dens instrumenter rundt om i de ætiopiske provinser, havde han dog i det mindste kunnet gøre sig bekendt med landsmanden mrs. Jenkin's båndoptagelser.

Bogen indeholder tillige et afsnit om ætiopisk kirkemusik. Jeg savner forudsætninger for at kunne bedømme det. Men selvom det skulle være afhandlingens eneste

virkeligt læseværdige afsnit, har jeg svært ved at forstå, at et anset forlag har kunnet ekspedere et i øvrigt så dilettantisk værk ud til et sagesløst publikum.

Poul Rovsing Olsen