Debat: Fremskridtsmusikken

Af
| Årgang 51 (1976-1977) nr. 02 - side 82-85

Debat

Fremskridtsmusikken

l Dmt nr. 4 sidste årgang citerede vi komponisten Henning Wellejus' musikpolitiske indlæg i Berlingske Tidende. Det har foranlediget stud. mag. Carl Bergstrøm-Niel-sen til følgende kommentar:

Kære Henning Wellejus.

Tilsyneladende er det et folkeligt synspunkt, du forfægter. Men i virkeligheden er det simpelthen kravet om kortsigtet rentabilitet, som vi kender alt for godt fra andre områder i samfundet, du fører frem. Fx sir du at bladmusikfolkene oftest kommer fra universitetet (hvilket sikkert er rigtigt) og at deres musik-præferencer kan have slagsider, der fører til en »farlig indoktrinering« (din påstand) og nævner dernæst at »det store flertal af læsere ikke er på bølgelængde hermed«. Du tår ikke stilling til hvad de formidler, hvorfor de har uret i at forsvare ting der er fremmede for underhold-ningslyttere. Nu sir du det godt nok i overført betydning, man skal »sælge« den »klassiske« musik, men det lyder renok som om det er dig aldeles ligegyldigt om det konsumeres lissom muzak. Er Emerson, Lake & Palmers udgave af Moussorgskis Udstillingsbilleder sagen syns du (ikke helt ueffent, men lidt dødt og trættende i længden syns jeg) - eller James Lasts Mozartudgaver ??? Er det ikke nerop en værdi ved den musikopfattelse, vi trods alt, trods alt på en eller anden måde deler at den taler om stilheden og lydenes udtryk hinsides de miljøer som er forpestet af larm? Så må dét da være farligt at sælge den stakkels musik, sådan helt i bare desperation for at få nogen til at lægge mærke til den . . .

Jeg tror du opererer med et begreb om »avantgarde« der har meget lidt med de faktiske forhold at gøre. Netop i aftes var jeg til en forestilling med et dramatisk forløb med gruppedynamisk/pædagogisk sigte over Pelle Gudmundsen-Holmgreens 7 stykker for sologuitar, på Musikvidenskabeligt Institut. En hel del karakteriserede musikken som »meditativ, à la indisk musik« og lign., og Pelle var vist ikke helt uenig. Godt nok er værket jo skrevet ud fra europæiske forudsætninger, men er det mon ikke en stor overfortolkning at høre Bach, Beethoven, Brahms, Wagner og Schönberg ind i stykkerne, hvis deres genre snarere kan sammenlignes med en raga ... en musik der hverken domineres af tektonik eller af traditionelt romantisk udtryk? Det er måske fordi jeg selv har boret i musikhistorie i 6 år på Universitetet at jeg klarere syns jeg ser rigtigheden af det, Gunnar Colding-Jørgensen forleden sagde i den radioudsendelse (produceret for en 2-3 år siden) om kinesisk musik: vi i Vesten er tilbøjelige til at tro at alt der har den fjerneste lighed med noget vi kender fra os selv osse er påvirket af os. Det kunne være en kæmpe-misforståelse !

På samme måde, de der tror at enhver form for musik der ikke klinger melodisk i traditionel forstand er udtryk for en snæver kultdyrkelse, siger måske herved ufrivilligt lisså meget om den klassicistiske musiks isolerede koncertsituation som om de »lydfænomener«, de som musikfolk foregiver at have taget faglig stilling til.

Kan vi lave en »naturlig« videreførelse af musikhistorien, sådan som du opstiller som ideal? Kan vi glemme verdenskrigene og alt det der gør vores tilværelse forskellig fra tidligere situationer hvor den nu »klassiske« musik dengang hørtes ... er vi europæere på samme måde som for 100 år siden . . - er der de smukkeste betingelser for integration . . .

Det er naturigvis et filosofisk spørgsmål, hvor vi sandsynligvis forstår tingene på helt forskellig måde. Men én holdning mener jeg er dødsens-farlig, og det er den, som en skribent i The Music Review i det nye nummer har givet udtryk for: at en lighed i oplevelseskvaliteter med andre kulturers musik i nye komponisters værker (ud over det rent eksotiske) er udtryk for et »downfall«, slet og ret. Den mands opfattelse er vist værre end de gamle kolonialisters, og den håber jeg ikke du deler.

Men tilbage til dagens Danmark: skæld bare ud på os, der somme tider ikke engang bruger nodepatir, som studerer opførelsespraksis på et sociologisk grundlag, som drømmet om en musik, der kan intensivere vores bevidsthed igen over for de menneskelige følelsesytrin-ger og de lyde fra naturen omkring os, som den kommercielle underholdningsindustri med PIII og Pia & Peter som mer eller mindre ufrivilligt forlængede arme er lige ved at have gjort os døve overfor. Men argumenter ud fra noget mere konkret end den idé, at alt hvad der ikke er »pop og ren underholdningsmusik« eller ved første præsentation glider ned som en »naturlig videreførelse af »musikhistorien«« er din hovedfjende. Folk som dig af konservativ observans burde komme ud af busken og forsvare deres egne erfaringer, i stedet for at tro at det dårlige klima skyldes en tragisk og uretfærdig fordeling af legater, bestillinger, sendetider m. m. Skriver du helst selv musik til den lyttesituation hvor »radioen for det meste kører hele dagen«, mon dog? Fortæl dog om de værdier du vil forsvare, gør reklame for sagen selv, musikken og det den kunne give os ...

På det politiske plan, fx hos Poulsgaard, er det netop en retten blikket mod udvalgte syndebukke der synes at ligge bag hans partis generelle holdning i stedet for et realistisk sigtende politisk program. Hvis du er indædt Fremskridtsmand syns jeg du burde svare på dette her; de ting jeg har set dig ytre offentligt har ikke gjort mig klogere på hvad du egentlig mener samfundet skal med kompositionsmusikken.

med hilsen,

Carl Bergstrøm-Nielsen

mu sik- studerende,

med i Gruppen og DEF.

Henning Wellejus svarer:

Tidens musik er mange ting

Dansk Musiktidsskrift bragte et uddrag af en artikel, jeg d. 14. marts havde i Berlingske Tidende som svar på en kronik af Kristen Poulsgaard om det dårlige danske kulturklima.

Jeg skrev bl. a. om den ensidighed, der desværre må siges at præge radioens musikafdeling, herunder orkesterafdelingen, hvis nuværende chef som bekendtbekender sig til en avantgardistisk tro, og efterlyste et større og mere alsidigt udbud af danske værker til radioorkestrets repertoire, især Torsdagskoncerterne. Derfor er det efter min mening også såre vigtigt, at radiomusikchefen kun ansættes for en kortere periode, således at musiklivets alsidighed sikres. Så måtte Poulsgaard ikke - som nu - nøjes med et så spinkelt bedømmelsesgrundlag for sin kritik af ny dansk musik.

Mine betragtninger gik altså udelukkende på det alt for snævre repertoire, i første række et simpelt kvantitets-spørgsmål. Jeg mente selv, at dette temmelig enkle problem ikke kunne misforstås - især da det ikke er første gang, jeg fremkom med disse bemærkninger - og derfor blev jeg lidt forbavset, da jeg fik et langt brev fra kollega -Carl Bergstrøm-Nielsen, hvori han beder mig »komme ud af busken« og forsvare mine egne erfaringer. Uanset at vi næppe taler samme sprog og derfor bestandigt vil tale forbi hinanden, vil jeg dog gerne have lov til at uddybe mine betragtninger lidt. Lad mig straks slå fast, at jeg som demokratisk borger er 100 % modstander af Fremskridtspartiet, hvilket C. B.-N. åbenbart synes at være lidt i tvivl om. Jeg har altid tilhørt vort liberale parti Venstre. Så er det sagt. Først lidt om mine egne erfaringer m. h. t. placering af værker i radioen: Før i tiden havde jeg en del ur- og andre opførelser af mine ting med radioorkestret under ledelse af dirigenter som Grøndahl, Tuxen, Thomas Jensen, Mogens Wøldike, Ernst Hye-Knudsen og Lavard Friisholm, og det var mit indtryk, at de kunne lide værkerne, ligesom også adskillige af musikerne gav udtryk derfor.

Efter den nuværende musikchefs tiltræden har min musik i adskillige år været forsvundet fra radioorkestrets repertoire, og da jeg engang over for Mogens Andersen udtrykte beklagelse herover, skrev han, at han ikke kunne se, at det gjorde nogen forskel, om værkerne blev fremført af radioorkestret eller et byorkester. Uanset hvor gode byorkestre vi har, kan gengivelsen dog aldrig blive den samme. Dels er transmissionsfor-holdene ude i landet ikke på højde med radioens egne muligheder, og dels mangler byorkestrene - hvad alle ved - det nødvendige strygerkorps. Udenlandske opførelser har jeg kunnet glæde mig over, heldigvis, men de kan ikke opveje savnet af de danske. Her er det miljø, som jeg inspireres af, og som jeg tilhører. Jeg er blevet træt af de efterhånden så traditionelle, eksperimenterende »lydfænomener« uden nogen form for holdepunkter i tilhørernes bevidsthed. Lad mig i den forbindelse nævne at et medlem af radioorkestret efter utallige timers arbejde med og prøver på et typisk avantgardistisk værk udtalte, at han ikke begreb, hvordan man kunne tale om ophavsret til den form for musik, når en impliceret musiker overhovedet ikke havde blot én eneste lille strofe derfra i hovedet. Intet kunne han huske!

Ansermét, som jo dog var den ny musik en god mand, slog for nogle år siden i en TV-udsendslse fast, at vor tids avantgardistiske toner absolut intet havde at sige et publikum. Jeg mener endda at kunne huske, at han omtalte dem som »svindel«. Jeg ved udmærket, at det er naturligt for nogle komponister at eksperimentere, og det er også kun godt og rimeligt, at de høres uden for deres lille kreds, men deres »værkstedsfrembringelser« skal ikke begunstiges på anden musiks bekostning og anses for at være tidens sande udtryk. For der skrives jo vitterligt en bunke musik af helt anden art. Hvad jeg betragter som avantgardistisk musik, behøver jeg vist ikke nærmere at præcisere. Men jeg er, som

Bruno Water udtrykker det, modstander af al musik, hvor den levende skaberproces, det inspirerede tematiske indfald erstattes med abstrakte principper og det kunstneriske af det kunstige under intellektets dominerende rolle. »Intellektet hverken synger, blomstrer eller bærer frugt.« Hjerne er godt, men ikke nok. Endda er disse avancerede værker jo ikke altid teknisk i orden, jvf. den flove historie med det danske »Torsdags-værk«, der var uspilleligt i den foreliggende form, men alligevel var antaget og sat på! » Ly dfænom én-komponisterne« savner det fine, naive sind, som'prof. Søren Sørensen skrev var noget af Carl Nielsens styrke, og det barnlige moment, som maleren Emil Nolde fandt strengt nødvendigt for en kunstner. Prof. Sven Møller Kristensen skrev engang en aldeles strålende kronik om digterne og tiden og myterne deromr men den gælder lige så godt for komponister. Ifølge ham er myten om kunsten som udtryk for »tiden« enten enbanalitet, som ikke siger andet, end at vi alle sammen, og altså også kunstnerne, i et vidt omfang er bestemt af de forhold, vi vokser op under, eller også peger den hen på noget specielt dybsindigt, som man sluger uden at tænke over det. Myten stammer fra forrige århundrede og blev startet af kritikerne, men kunstnerne tog hurtigt ved lære. »Den ene måtte overgå den anden, være foran, være mere udtryk for tiden end andre, det ansås mere og mere for at være en dyd.« Sven Møller Kristensen tilintetgør på overbevisende måde alt dette og påviser cirkelslutninger og »narrerier« i forbindelsen tid og kunst. Der vil, skriver han videre, altid være forskellige »tidsånder«, og man kan ikke pille en enkelt gruppe ud af buketten og udnævne dens ånd til »tidsånden«. Udslagene af en almen tidsånd vil altid være alle mulige, »hele kompasset rundt«. Ved hjælp af kloge og meget simple argumenter påviser Sven Møller Kristensen, at det er umuligt at sige, hvem der udtrykker tiden. Man kan ikke udvælge et udsnit til at repræsentere denne, ej heller værker, som peger fremad, for det er en vurderingsmåde, der tilhører eftertiden, og det vil igen sige, at det netop ikke er tidens udtryk, man hæfter sig ved, men visse udtryk for fremtiden, eftertiden. Og først den kan vide, om en kunstner evt. har været »foran sin tid«. Man bør »hele kompasset rundt«, når man skal tegne et'billede af en bestemt periode og undersøge alt, hvad der faktisk foregik, hvad man anerkendte og brugte. Jeg er ganske enig med Sven Møller Kristensen i, at alene eftertiden kan afgøre, hvilke kunstnere, der har været betydelige i en vis periode, og at sansen for det nye ikke er et privilegium for de »store« kunstnere, dem man husker, men lige så vel og undertiden tydeligere kan findes hos de mindre kunstnere, de glemte, samt at en kunstners sensibilitet lige så godt kan vende sig til det gamle, det svindende i en tid, som til det nye, det kommende. Tillad mig et direkte citat: »Man kan ikke bare stå frem og sige: »Jeg er tiden«, »jeg er udtryk for tiden«. Det kan først få en mening når andre mennesker, mange mennesker, en rimelig part af tidens mennesker, accepterer udtrykket som deres eget.« Dette er i hvert fald ikke tilfældet med vor tids avantgardistiske frembringelser. I øvrigt gælder det efter min mening først og fremmest om at få samtiden i tale og ikke konstruere på forventet efterbevilling. Vi må da også have ret til at indrette vort liv efter vort eget forgodtbefindende og ikke efter vore børns, dvs. fremtidens.

Picasso er inde på det samme, når han et sted siger: »Jeg har aldrig troet på værdien af at male for »de få lykkelige«. Jeg har altid følt, at malerkunsten burde vække noget selv i en mand, der ikke almindeligvis ser på billeder, ganske som der hos Molière altid er noget, der kan få både den meget intelligente og den, der ingenting forstår, til at le. Også hos Shakespeare. Og i mit arbejde, ligesom i Shakespeares, er der ofte burleske ting og relativt vulgære ting. På den måde når jeg frem til alle. Det er ikke, fordi jeg vil bøje mig dybt i støvet for publikum, men jeg vil skabe noget, der kan bruges på alle tankeniveauer.« Hvis denne såre fornuftige tankegang kan sætte sit præg på kunsten, er der chance for, at den også i tiden, der kommer, vil kunne nå et større publikum, og uden dettes medvirken er al kunst død.

Man må jo heller ikke glemme, at det i dag er langt sværere »at slå sig ind« på grund af det enormt store udbud, der lokker folk. Tænk blot på TV! En god skoling er for resten - som også Britten har fremhævet det - at arbejde med amatører og ind imellem skrive værker, der passer for dem. Det er ofte meget vanskeligere.

I det hele taget: Væk med alt det indelukkede, indeklemte og sekteriske! Vinduerne op, ud til folk! Pudsigt er det i øvrigt at se, hvor mange tilsyneladende venstreorienterede kunstnere, der fører sig frem med så »finkulturelle«, uforståelige og ufolkelige produkter, som aldrig ville blive tolereret i disse kunstneres jordiske Paradis, Rusland. C. B.-N. spørger i sit brev, om vi kan få en »naturlig videreførelse af musikhistorien« efter verdenskrigene og alt det, der gør vor tilværelse forskellig fra tidligere tiders, og om vi er europæere på samme måde som for 100 år siden? Hertil vil jeg bemærke, at menneskene ikke har forandret sig, og at det enkelte menneske i dag er nøjagtigt lige så optaget af »de nære ting« som førhen, familie- og vennekreds, arbejde, adspredelser, boligforhold o. m. a. Man ønsker at have noget smukt at se på uden for vinduerne og at skabe en tilværelse med harmoni. Verdensproble-merne har ikke trængt alt dette væk. Atombombe, månelanding m. m. har ikke på nogen måde ændret vor aktuelle hverdag. Tværtimod tror jeg, at mange i dag længes mod en ny romantik, ikke mindst på baggrund af den voldsomme mekanisering af arbejdet. Mange avancerede kunstnere klynger sig til musikhistoriske fortilfælde som trøst mod manglende anerkendelse, men hertil er at sige, at fortidens store ånder for det første havde skrevet værker, der faldt i folks smag (ja, endda blev schlagere) og for det andet med deres »uforståelige« værker vakte opsigt og skabte røre i vide kredse og ikke som nu kun i små menigheder. Hvad skulle de i dag gøre uden radioens bevågenhed?

Men forholdet til publikum er én ting, hvad med musikerne? I Tyskland har man for nylig lavet en meget spændende psykiaterundersøgelse vedr. musikeres sjæleliv. Man gik ud fra to orkestre med henholdsvis normalt og avantgardistisk repertoire og med en musikergennemsnitsalder på 46 år, så det kan altså ikke ligge i alderen, når omtrent halvdelen af »modernisterne«, men kun 17% af de moderate eller »konservative«, hvad man nu vil kalde dem, klagede over hovedsmerter, når 48 % Boulez-spillere ikke kan sove om natten, men kun 13 % af Strauss-tilhængerne. Halvdelen af »modernisterne« bliver også hjemsøgt af svære, nervøse forstyrrelser, men ingen af de »konservative« har nogen klage derover. 95 % af musikerne svarede nej til, om avantgardistisk musik overhovedet kunne betragtes som musik!! Der var næppe én af musikerne, som ikke mente, at den avancerede musik gjorde musikeren meget tidlig pensionsmoden. Af det avantgardistisk prægede orkester var 3A af de interviewede musikere under lægelig behandling og 12 af dem under psykiatrisk behandling.

Det var en almindelig iagttagelse, at musikere efter prøver og koncerter med avantgardistiske værker føler sig sløje og stressede. Ikke kun p. gr. af lydstyrken, som ifølge musikerne ofte er langt større hos f. eks. Bruckner og Strauss, men fordi alt føles så umotiveret, og som en medicinsk professor og støjforsker udtalte det: Ved moderne musik kommer hyppigere end ved anden musik efter relativt stille episoder pludseligt hele støjkaskader. Det gør en vældig forskel. Både præstations- og høremæssigt.

Henning Wellejus