Debat

Af
| DMT Årgang 51 (1976-1977) nr. 03 - side 119-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Samtale på Klang Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Debat

Målrettet musikalsk træning af børn

Fra musikpædagogen Gunhild Nielsen har vi modtaget:

Efter med glæde at have læst den seneste tids mange artikler og indlæg i Dansk Musik Tidsskrift og i Skole Musik Skole om børn og unges musikundervisning, vil jeg gerne fremkomme med følgende, som dels kort skitserer barnets udvikling, og dels handler om hvor tidlig og hvordan en målrettet musikalsk træning af børn kan finde sted. Det understreges, at der skrives intet om pædagogiske anvisninger. Når et lille barn i 3 måneders alderen, måske før begynder at give lyde, undres man ofte over, hvor store intervaller lydene spænder, barnet glider uden besvær fra de højeste toner til et dybt leje. Det er meget forskelligt, hvor meget hvert enkelt barn træner sin »pludren«, og forbinde eventuel musikalitet med det, skal man nok være varsom med. Ser man nærmere på barnets anatomi, finder man ud af, at barnets »pludren« er intet andet end muskel træning. Det lille barns muskler er bløde og smidige, man kan bøje og strække dem, uden at barnet viser mindste tegn på ubehag. Ligeså er det med stemmemusklerne, tudbru-skefunktionen foregår let og ubesværet, og variationen af »pludre«-lyde er næsten ubegrænset. Der er dog noget, der tyder på, at nogle børn får en sand mani i at træne »pludren«, medens barnet ved siden af måske lige så intenst træner i at vende rundt på maven. Når barnet er 6-7 måneder, træner det mere bevidst musklerne, det griber efter ting, det får lært at holde balancen, lært at sidde alene, musklerne bliver mere spændt, og den meget varierede »pludren« forsvinder som regel, for aldrig mere at vende tilbage. Omkring l års alderen kan de fleste børn gå alene, barnet er nu meget spændstigt i muskulaturen, og med gangen udfører barnet de første bevidste rytmiske bevægelser, man vil også nu bemærke, at barnets lyde nu er indskrænket til 3-4 bevidste toner. Når barnets gang er blevet nogenlunde refleks, det varer som regel 2-3 måneder, kan man begynde at træne barnet rytmisk, man kan lade det danse til meget rytmisk musik eller tromning, og dette bør være en daglig tilbagevendende ting. Man kan forsøge at få det til at klappe, slå på et eller andet, eller bare have en rasler i hånden.

Når man giver barnet ting at slå på eller rasle med, skal man være opmærksom på, at alt skal føles og undersøges, det kan godt tage noget af koncentrationen.

Når barnet i 2-3 års alderen begynder at få sprog, finder det som regel også sine resonansrum, barnet finder ud af, at meddelelser får mere effekt, når de synges. Vi kender alle de sungne meddelelser på den faldende lille terts, eventuelt kvarten over medtaget. Denne spontansang er meget nyttig, og bør understøttes mest muligt. Sund er den også, da den ikke anstrenger barnets stemmemuskler, det er også i den alder barnet enten leger alene eller i meget små grupper. I praksis kan man understøtte spontansangen ved enten selv at synge sine meddelelser, eller lade barnet beskrive ting gennem sang. De mange pentatone børnesange er meget velegnede, og bygger netop på det toneområde, barnet naturligt behersker. Samtidig bør det rytmiske stadig udvikles, man kan nu begynde at anvende sanglege, og sanglegene bør være af en sådan karakter, at bevægelsesmønstrene understreger !4 dels puls, andre nodeværdier bør ikke blandes. Når barnet når 5 års alderen, bliver det mere socialt bevidst, leger i større grupper, og er nu modtagelig for egentlig indlæring. Man kan begynde at anvende sanglege, der benytter både l/4 og Vg dele som bevægelses-puls, dog er det en langsommelig proces, der kræver daglig gentagelse, og som samtidig skal fungere rytmisk og afspændt. Tonehøjdelege er også velegnede for 5 års børnene, disse lege er udmærkede at kombinere med begrebslege. De 5-6 åriges større gruppelege, har ofte en meget uheldig virkning på stemme-musklerne. De utallige cowboy- og soldaterlege med deres mange hårde og pressede lyde, er en hård belastning for små stemmemuskler, og mange får allerede i den alder stemmeknuder, vi kender alle de meget hæse 6 årige. Her afspændings- og vejrtrækningsøvel-ser meget vigtige.

Når barnet kommer i børnehaveklasse kan en mere visuel indlæring finde sted, her er den rytmiske del af Axel Switzers Mi-re-do bog meget velegnet, naturligvis ikke helt som den er fremstillet i bogen, den forudsætter at børn kan læse, men man kan hente megen god inspiration i bogen. Og metodikken med rytmekort og ordremser passer helt til den Vs og 1A dels puls, man har indøvet med børnene motorisk i børnehaven, der er altså tale om en målrettet undervisning fra starten. Hvis børnene gennem undervisningen i børnehaveklassen virkelig opnår at forstå og læse et rytmisk forløb, så er der gjort en god start til skolens regneundervisning.

Mange folkeskolelærere efterlyser et system i skolens musikundervisning lig andre fag, der dels passer til børnenes sensomotoriske udvikling, dels til de afsatte timer på skemaet.

Der er jo i de senere år udgivet mange udmærkede »systemer«. De støder desværre altid på det store problem, at det er et fåtal af folkeskolelærere, der kan undervise efter dem. Hvis man kunne fortsætte den rytmiske træning efter Mi-re-do-metodikken fra børnehaveklassen, og man for eksempel anvendte melo-dika til tonehøjdelære, havde man noget praktisk at bygge på. Melodica anvendes i mange landes skolemusikundervisning, de fås i gode kvaliteter, og kræver ingen særlig blæseteknik, kan således også anvendes af grovmotoriske børn. Deres store fordel ligger også i, at de er bygget som klaveret, og senere skalaopbygninger bliver mere forståelige. Blokfløjter er ikke velegnede, de er for krævende for børn at spille på; hvor mange børn har ikke i tidens løb fået ødelagt den sidste musikinteresse af en blokfløjte.

Når alt dette er sagt, er den ydre lydverden, der påvirker barnet, ikke nævnt. Massemedierne har større magt end nogen sinde, og der findes vist ikke ret mange børn, som ikke fra 9-10 års alderen får en kassettebåndoptager.

Hvad er det så for en musik, vi via massemedierne bliver præsenteret for? Ja, det er først og fremmest en studiemusik, der er teknisk skabt for massemedierne, det er også en meget rytmisk pågående musik. Hvem tænker i øvrigt på, at den såkaldte lettere klassiske musik, vi så gerne præsenterer vore børn for, er en musik, der er gjort kunstig rytmisk flad, den tilhører en tid, hvor det ikke hørte til god tone at lade sig rive med rytmisk. De fleste børns og unges musikalske føde består af Top 20, som bliver afspillet på kassettebåndoptager søndag eftermiddag, og så går den for fuld udblæsning ugen ud. Denne i og for sig ofte meget udmærkede musik rummer en stor fare, og her tænker jeg især på det vokale. De forskellige idolers sangstil, med deres ofte meget kraftige nedadvendte glisader, er ikke god efterligning for børn. Idolerne burde tænke på, hvilket stort ansvar de har for den folkelige sang. Derfor lyder det alligevel meget morsomt, når en lille 7 års dreng helt identisk synger Gasolin's »Hvad gør vi nu lille du«.

Musikinteressen mellem børn og unge har vel aldrig været større end i dag. Når man tænker på, hvor meget der af et barns vågne tid lyttes til musik, skulle man som musiklærer sådan set være glad og godt tilfreds. Det store problem er bare, at tidens musik pacificer er, det er så let at trykke på en knap, og så

besværligt at gøre noget selv. Og den store udfordring er derfor en målrettet musikundervisning, som motiverer til »Kan selv«.

Gunhild Nielsen,

statsprøvet musikpædagog, lærer ved Esbjerg børnehave og fritidspædagogseminarium

Borgerlig undertrykkelse

Fra komponisten og organisten Ivar Frounberg har vi modtaget:

Henning Wellejus gentager i sit svar til Carl Bergstrøm Nielsens kommentar angrebet på den »uforståelige, finkulturelle avantgarde (hvad det så end er?). Heldigvis påpeger H. W. selv at han hører til på højrefløjen af dansk politik og det er nok centralt at vide det. Man kan derfor ikke undre sig over hans synspunkters lighed med Poulsgårds. H. W. skriver at musikken skal bruges til æstetiske formål. Denne æstetisering af musikken er det samme som at sige, at musik skal bruges til at skaffe mennesket helskindet og ureflekteret gennem tidens uhyrligheder: atombombe, månelanding og mekanisering (sig hellere: arbejdsløshed, akkordræs og samlebånd, mangel på ar-bejdssikkerhed for profittens skyld). Musikkens funktion reduceres derved til en slags borgerskabets fu-mu eller muzak der bringer arbejderen ind i en euforisk glemsel der er så rar for den statiske samfundsopfattelse. Glemselen er ganske vist fiktiv - den forgiftede krop glemmer ikke - men det er rigtigt bevidstheden døves.

Den refererede psykiaterundersøgelses resultat kan derfor heller ikke undre, netop fordi den såkaldte avantgarde ikke er æstetiserende. Hvis musikerne ikke er i ideologisk overensstemmelse med den musik de spiller, ligner deres situation arbejderens, der jo netop føler sig sløj og stresset ved sit fremmedgjorte arbejde.

Kære H. W. ! Hvorfra ved du så sikkert, at de venstre-orienteredes paradis skulle være Rusland? En sådan påstand kan kun indgyde mistro til din dømmekraft og mistænkeliggøre dine argumenter. Hvordan kan du så sikkert fastslå at vor tids musik intet siger publikum? Min erfaring siger, at der uden for det traditionelle musikmiljø er miljøer, der forstår »avantgarden« bedre end Bach, Mozart, Beethoven osv., men selvfølgelig er deres livsholdning ikke i overensstemmelse med din.

Konklusionen må være, at det borgerlige undertryk-kelsesapparat gennem mange år har presset den brede befolkning ind i en sfære hvor kunstens funktion er at tildække misforhold og udnyttelse med æstetik. Derfor kan man ikke regne med at den kunst der har en modsat funktion skal kunne forstås af andre end de »frelste«. Sidste nr. af DMT var derfor meget vigtigt, fordi det påpegede den pædagogiske funktions vigtighed m. h. t. at føre publikum frem til det punkt, hvor den ny musik virker stimulerende for den øgede samfundsbevidsthed.

Ivar Frounberg

Statens Kunstfond

Fondet uddeler efter ansøgning i maj måned 1977 ar-bejdslegater til bildende kunstnere, kunsthåndværkere (kunstneriske formgivere), forfattere og komponister. En ansøgning bør indeholde en nærmere redegørelse for de arbejdsopgaver, hvortil legatet søges, samt ansøgerens personnummer. Kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere anmodes om samtidig med ansøgningen at indsende nogle stykker af deres arbejder. Der anvendes ikke særligt ansøgningsskema. Ansøgningen skal være fondet i hænde senest 28. februar 1977.

Fondets adresse: Sankt Annæ Plads 10 B, 1250 København K.

I maj måned 1977 uddeler fondet en række 3-årige stipendier til bildende kunstnere, forfattere og komponister.

En ansøgning må indeholde en nærmere redegørelse for forestående arbejdsopgaver, oplysning om hvortil stipendiet agtes anvendt samt ansøgerens personnummer. Ansøgning fra komponister bedes endvidere bilagt 3 kompositioner i partitur og eventuelt også i båndoptagelse (1A"" spolebånd).

Der anvendes ikke særligt ansøgningsskema. Ansøgningen må være fondet i hænde senest 28. februar 1977.

Fondets adresse: Sankt Annæ Plads 10 B, 1250 København K.

Årgang 51/1976-1977, nr. 03