Svar fra et hundehoved

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 05 - side 217-218

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

I DMT nr. 2 (1978) retter Per Nørgård (PN) et spørgsmål »især« til mig, og alene almindelig høflighed ville motivere et svar. Men problemstillingen er så alment forpligtende og så omfattende at der er mere tungtvejende motiver - også til at adressaten hedder DMT og ikke PNs private postkasse. Det drejer sig - i PNs loyale referat af mit causeri om »det yderste« - om eksistens og indgriben, om natur og ånd, om i dag og i går. PN ser to gartnere for sig,

den ene med naturligt »grønne fingre« (kultivatoren), den anden med saks og sav, omgørende træer og buske til cirkler og hundehoveder (indgriberen). Billedet er anskueligt, men det er en oversættelse, og jeg tror billedsproget i nogen grad har bemægtiget sig diskussionen. Når jeg læser først min egen og derefter PNs artikel, tegner der sig i det mindste to imponerende slutnings-kæder, ca. som:

EKSISTENS = NATUR = TRADITION = KLASSIK = PN = GARTNER I = NØDVENDIGT l DAG

og

ÅND = INDGRIBEN = ROMANTIK = EGO = GARTNER II = UNØDVENDIGT l DAG.

Men kunstnere er ikke gartnere og de har andre funktioner, kunstens materiale er ikke natur (i det højeste kan det være afbildning af natur) osv. PN bygger sin argumentation på et par »løsagtige« bemærkninger fra et ubevogtet øjeblik. Det skal jeg ikke bebrejde ham, men blot anmode om plads til en uddybning af nøglebegreberne, - også selv om det er med fare for at sprænge rammerne for anstændige læserbreve (og med sandsynlighed for at gå til bunds i filosofisk vankundighed).

Den basale antitese i mit »oplæg« hedder ikke eksistens/indgriben, men natur/ånd. I den repræsenterer »natur« videste forstand af »det givne«, conditiones sine qua non. Modsætningen er af principiel og ikke af logisk art, da begrebet »ånd« er selve redskabet som danner erkendelsesmæssig forudsætning for naturen (»virkeligheden«). Naturen, dette, det tilsyneladende allermest uforanderlige antager ustandseligt nye skikkelser i vor (kultur)-bevidsthed; fra ideal til fjende, fra intimitet til fjernhed, fra visdom og hensigtsmæssighed til irrationelt mysterium (og jeg ved f.eks. ikke om PN mener at det nu-gængse økologiske natursyn er kommet for at blive?) Disse skiftende billeder af naturen har samtidig i århundreder været billeder af vor skønhedstrangs stræben (og er det vel for PN?). Med det økologiske natursyn er naturen igen blevet et muligt forbillede, og ikke bare den uundgåelige Samiel som kræver sin ret. PN har f.eks. selv flere gange anbefalet en økologisering f.eks. af det menneskelige samkvem, og baggrunden for den store debat som fandt sted imellem Poul Nielsen og PN for nogle år siden, var netop Poul Nielsens frygt for »naturlove« anvendt som rettesnore for menneskelig adfærd.

Men selv om tidsånden er imod det, må det endnu være muligt at hævde »åndens ret til kritik af naturen« når denne natur fundamentalt strider imod vores menneskelighed. Voltaire revolterede som bekendt imod jordskælvet i Lissabon (som i 1755 kostede en masse mennesker livet). Han protesterede i fornuftens navn imod dette naturens skandaløse uvæsen. Og han blev vel at mærke ikke til grin, dengang! Senere vendte han sin rationelle protest imod »det usle legemes diktat« ... Ibegge tilfælde en øjensynlig udsigtsløs revolte. For vi er dømt til samarbejde, ja hoveri. Det er vi endnu mere bittert klar over end Voltaire. Indordning og pragmatisme er i korthed vore muligheder, om ikke naturen skal slå igen med gift og pest. Hvem sagde middelalder?

Det var i denne erkendelse jeg - spagt - hævdede kunstens rettigheder som repræsentant for åndens hæven sig over denne trældom; som et sjældent optimistisk korretiv til vore livsvilkår. Ét enkelt område af livet hvor vi »selv« kan bestemme. (NB. Denne ideelle »åndelighed« er begribeligvis ikke udtrykt i det blege gespenst vi plejer at kalde »sjælen«- der er ingen skinhellig forsagelse af legemet i tankegangen. Samarbejdet med det usalige hylster kan unægtelig et langt stykke tjene sansernes frihed og belære om grænserne for deres træghed. Den »legemliggjorte ånd« er f.eks. det som franskmænd kalder »erotisme«, og som ikke er bar natur ...) Jeg har en anelse om (og mere er det ikke!) at det også var disse og lignende tanker som fik Friedell til i sin kulturhistorie at karakterisere sygdommen som den væsentligste kreative friktion i kunsten. Og i bred almindelighed er det f.eks. muligt at kræftceller udfolder sig økologisk i vores organisme, men dette kan ikke i sig selv begrunde at man giver sig hen til dem(... den seneste forskning har - vistnok - vist en sammenhæng imellem vores hengivenhed over for sygdommen og kræftcellernes succes. - Måske har ånden dog en sjælden gang en chance over for naturen?)

Og så om selve sagen, hvad »naturen« har med musik at gøre.

Det var en implikation i min fremstilling af de to typer (indgriberen og kultivatoren) at musikken kan opføre sig mere elle mindre »naturligt«, - at den i en vis, forceret forstand kan registreres at besidde en »egen» vilje. Problemet er gammelt og svært, men PN er givetvis for firkantet når han vælger at katalogisere dette fænomen som et blot og bart spørgsmål om tradition. Hvorvidt f.eks. de traditionelle akkordspændingers spænding beror på tilvænning eller er udtryk for en psyko-fysisk realitet, - det er stadig et disputats-emne. Og hvad angår de mere relevante og mere generelle sider af dette spørgsmål har netop PN været forrest i jagten på almene, a-historiske fundamental-love inden for det musikalske fænomen. Det gælder f.eks. den hierakiske tendens som synes at kendetegne alle musikalske udsagn, det gælder visse »objektivt funderende« (natur-symboliserende?) konstruktive principper (f.eks. 7-tone systemet) eller selve det fundamentale princip om »musikoplevelsen som interferens mellem forventning og realisering«. Når jeg derfor taler om at »aflytte musikken dens egne kræfter og viljer« (eksemplet Mozart), så ved PN godt at jeg ikke bare mener at aflure traditionen dens klicheer. Og at følgelig modsætningen hertil (den ulyksalige »indgriben«) ikke bare består i at »blokere og omtyde« samme tradition. Indgrebet vil, i relation til analogien »ånd«, være vendt imod den absolutte forestilling om f.eks. »logik«, »harmonisering«, »or-ganik« etc. (altså »natur-dyderne!) også uden for disse begrebers rent historiske valør. Hvis denne immanente natur eksisterer i musikken (og det er vi vist enige om), så lad os under ét forsøgsvis kalde den syntaks, l musikken viser erfaringen (min?) da, at indgreb imod denne syntaks straks og uundgåeligt skaber ny syntaks. Altså f.eks. præcis som PN udtrykker det: uventethed ophører som effekt hvis selve stilen er uventethedens metode. Man kan konstruere en meningsløs sætning. Men det er meningsløst at forestille sig en meningsløs musikalsk frase eller passage. Fordi musikkens enkelte syntaktiske elementer refererer til »dybere bevidsthedslag« (PN) og - måske - er analogier til tanker, altså enheder som er større end ord. Og her én af mine yndlingsforestillinger: »De samme tanker i ændret orden er nye tanker« (Pascal i »Pensées»)!. - En tankegang som ikke i lang tid er blevet bedre og mere bogstaveligt dokumenteret end i Pelle Gudmundsen-Holmgreens »Symfoni -Antifoni« (som jeg har hørt den).

Jeg er naturligvis enig med PN i hans betragtninger om vor »sprogløse æra«, men ikke i den negative vurdering af dette faktum, og ikke i den optimistiske tro på fremtidige, mere fælles »natur-sprog«. Bl.a. fordi jeg ikke tror at sproget opstår før dét man vil sige med det! Man kan i realiteten ligeså lidt »sprede« sprog som man kan »sprede« kultur. Og det særlige ved vores »æra« er jo netop at vi har massevis af sprog, af gloser og udtryk som den »æstetiske ideosynkrasi« blot har kasseret med hidtil uhørt hast og endnu inden de har opnået nogen almen accept eller anvendelse.

Når derfor PN taler om det ene nødvendige (»at koncentrere sig om ... mulige fremtidige natursprog«) kunne man med samme ret tale om nødvendigheden af at koncentrere sig om hvad man vil udtrykke, mere end om det sprog man vil udtrykke det i. (Personligt ville jeg sige: koncentrere sig om at undersøge hvad der kan udtrykkes ved at gribe bestaltende ind i de sprog og den syntaks vi allerede kender ...) Sært nok fremkalder PNs tanker om kunstens fremtid på dette punkt mindelser om positivisme og Schönbergs »historiske nødvendighed«. Og selv om både han og jeg ved at »den tobak er røget ud af piben«, så kan han risikere at piben ryger sig selv! Hvis det stadig er en korrekt opfattelse af PNs egen musik at den i sit musiksproglige grundlag og i elementær forstand vil »give universet mæle« (»univers« i altomfattende, mikro-makro forstand), hvilken funktion har da indgrebet som ikke desto mindre »indgår ret konstant« som middel imod »enhver automatik«? Hvad sker der egentlig med PNs natur-symboliserende, økologiske strukturer hvis der gribes tankeløst og/eller uvidende ind i dem? Vel ikke blot at de bliver stillistisk og æstetisk uacceptable for authors smag? (for så er vi jo lige vidt). Der er forskel på indgrebet imod automatik som PN anvender det i sine processer (i øvrigt: hvis denne automatik er »naturlig«, hvorfor så overhovedet gribe ind?) og så på indgrebet imod musikkens immanente syntaks i - f.eks. - nogel af »mine« processer, men har denne forskel med nødvendighed i dag at gøre?

Karl Aage Rasmussen

Årgang 53/1978-1979, nr. 05