Noter fra Canada Damen skranter

ISCM, den aldrende og noget skrantende dame tog igen over Atlanten. Og det har hun kun gjort een gang tidligere i sin omtumlede tilværelse som møde-, markeds-, skue- og skrammelplads for den nye kompositionsmusik, nemlig i 1976 med bestemmelsessted Boston. I år ikke mindre end en snes arbejdsomme dage (for dem der holdt så længe ...) fordelt mellem to østlige kulturcentre i Canada, Toronto og Montréal. Enhver ISCM er hvad man gør den til, hverken mere eller mindre. Det sagde man i Aarhus i 1983, det har man sagt i Canada i år, og gjort festivalen især til et storstilet reklamefremstød for ny canadisk musik. En tredjedel af alle opførte værker var canadiske, omkring 50 i tal. Helt i orden hvis de havde været forskellige, forfriskende eller særligt canadiske. Det var de ikke. Og på en festival hvor et typisk koncertprogram bestod af et enkelt jury-udvalgt værk sandwich'ed ind mellem 4-5 canadiske kunne det ikke undgå at farve indtrykket. Hvis vores eget MIC-center læser med her, så er læren klar og renlivet gastronomi: lidt, men udsøgt, -appetitligt, nærende, ellers bliver effekten den modsatte af hensigten. Jeg er bange for at effekten af det canadiske fremstød hovedsagelig viser sig ved at mange ISCM-deltagere for fremtiden må skjule en indvendig gaben når de hører koden »canadisk musik«.

Den canadiske ISCM-festival var i øvrigt helt efter bogen:
ingen nye værker af tidens betydeligste komponister (bortset fra Cage)
ingen rytmisk musik eller minimalmusik
ingen synlige eller erklærede ideer bag programlægningen
ingen kontakt til et musikpublikum på stedet (de fleste koncerter, især i Toronto blev kun overværet af de 50-100 særligt inviterede og deres medie-påhæng).

At det blev sådan og gik sådan er der en masse gode og slette grunde til - amerikansk kommercialisme og erhvervslivsdomineret kulturpolitik - manglen på en kunstnerisk ledelse - repræsentationssyn-dromet (1. klasses hoteller, 2.klasses musikere) - landets enorme geografiske udstrækning o. s.v. Men ingen af disse forhold egner sig til brug for konklusioner. En ISCM-festival er hvad man gør den til. Og den gamle dame skranter, ingen tvivl om det, vi må blot håbe at Amsterdam i 1985 bliver et kurophold for hende.

ISCM har fået ny vicepræsident, for første gang en ikke-europæer, koreaneren Sukhi Kang. Vil det mon mildne luften for de ikke-europæiske komponister og deres muligheder for at slippe gennem juryerne?
Svenskeren Steen Hanson er udtrådt af Eksekutivkommiteen.

Særligt indtryk på Dmt's korrespondent gjorde disse værker:

Cage: Ryoanji II (1983) for solofløjte og bånd

Juoni Kaipainen klarinettrio (1983) Magnus Lindberg: Ritratto (1983) Jonty Harrison: Klang (båndmusik)

Pawel Szymanski: Sonata for orkester

Claude Vivier: Lonely Child (sopran og orkester) (1980) Folke Råbe: Basta for solobasun (1980)

Akira Nishimura: Ketiak (1979) for slagtøj

György Kurtag: Strygekvartet nr. 1.

Negative overraskelser: Sylvano Busotti: Operaballet (Fog-lit d'Album) improviseret af komponisten på grundlag af portrætfoto's af ham selv.

Isang Yun: »In Memoriam Kwang-ju« for orkester. Den ofte meget udtryksstærke og raffinerede tyskkoreaner har ladet sig (politisk?) overmande af Richard Strauss. ... og sådan kunne man blive ved! ... men det bør man ikke, for vi må videre, med eller uden følgeskab af den gamle dame.