Zappa - Boulez

Boulez conducts Zappa. The Perfect Stranger and other chamber works performed by the Ensemble Intercontemporain and the Barking Pumpkin Digital Gratification Consort. EMI Angel Digital DS-38170, P 1984.

AF CARL BERGSTRØM-NIELSEN

Der er alligevel blevet flyttet nogen grænser i musikken i løbet af 70'erne. Som var det den selvfølgeligste sag af verden, bestiller Boulez, der er rendyrker af, hvad han selv kalder »komposition ifølge klassiske begreber«, et værk fra rockmusikkens grand old satiriker, Frank Zappa, til sit Ensemble Intercontemporain.

Resultatet kan høres på denne plade. Boulez er altså god til at få et orkester til at spille, så ulejligheden med at have skrevet den musikalske sats ikke har været forgæves. En indsats er en indsats og et crescendo er et crescendo, whauw! Og det matcher meget smukt med den støjfri digitaloptagelse.

Det musikalske sprog har mindelser for mig fra Varèse, middelalder, Hollywood-filmmusik, Strawinsky, Satie - og frem for alt Berg og Schönbergs Erwartung. Ekspressionisme med crescendo-akkorder, ostinate figurer og pludselige udbrud i det første lange nummer. 3 numre er elektroniske. »The Girl in the Magnesium Dress« har »rislende« serier med korte toner, smukt registreret på synthesizer samt panoreret og afbalanceret med ekko og med individuelle pauser i stemmerne, så rumparametret udnyttes godt. Computerprogrammør David Ocker og Steve Difuria, der har stået for »special software« (også noget med programmering) har sikkert deres andele heri. Det lydmæssigt vildeste på pladen foruden dette er måske udflydende, støjprægede toner og glissandi i det sidste nummer.

Det er forfriskende, at Zappas kommentarer til stykkerne er hans egne frie associationer i stedet for at være tekniske, som tilfældet ofte er med programnoter til ny musik. Man kan fx. bruge dem på den måde, at man skriver sine egne ned først og sammenligner. Diskussionen om »programmusik« contra »ren musik« synes jeg godt vi kan lade ligge her - selvfølgelig er musikken sit eget medium, og selvfølgelig var den ikke hvad den er uden sin evne til at fremkalde fornemmelser og billeder.

Zappa har ret i, at stilen er »komplet usandsynligt ikke-moderne«. Jeg tror, det er fordi han tager det klassiske idiom næsten lidt skematisk for pålydende, overfører forestillingen om det højtidelige heri til sit eget produkt. Det virker slående på mig, når hans egne associationer til de 2 mest »flydende« og lyd-mæssige stykker (»The Girl in the Magnesium Dress« og »Jonestown«) entydigt handler om døden. At dette også kan høre retmæssigt hjemme i de arketypiske forestillinger om »vand« og »tåge« er nok uden for al tvivl, men jeg oplever bare noget andet ved disse stilfærdige stykker. For Cage fx. går det »flydende« på noget med enhed med de naturlige processer, og det har jo med opdagelsen af hele den hørbare verdens lyde i dette århundredes musik at gøre. Relateret til dette er også pluralismen, som Zappa har været nærmere på sammen med Mothers of Invention med montagepræget i »We're Only In It For The Money« i gamle dage; en amerikansk pluralisme fremtræder på denne plade på en meget diskret måde. Her deler han ligesom en stilfærdig konservatisme med en del musikfolk, for hvem det alt for modernistiske er kunstens død.

OK — som helhed synes jeg, det er lidt firkantet og anonymt i forhold til forbillederne, selv om det da klinger. Mer af de satiriske energier næste gang, Zappa, selvom det er fine kulturelle foretagener, som bestiller dine værker!