Østen er grå?

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Rapport fra ISCM Festival i Hong Kong 22.-29 oktober


Af Karl Aage Rasmussen

' Verdensmusikdage' i Hong Kong! For ikke længe siden ville det have lydt som en vits (af typen 'Vorbasse Krigshavn'), men i år blev det virkelighed, og det fortæller i sig selv at noget er i gære med 'den gamle dame', som tyskerne kalder denne musikkulturelle markedsplads. Hun har længe skrantet, og mange har allerede afskrevet hende som mæt af dage, hinsides enhver foryngelseskur. Men ikke alle ser sådan på det. Mens europæere bander over standardiseret kedsommelighed og varemærkede gennemsnits-festivaller, har mange ikke-europæiske komponister intet højere ønske end at få adgang til broderskabet. I år lykkedes det endog for hele to Kina'er (Folkerepublikken og Republikken, altså Taiwan); en dispensation i ISCM's komplicerede statutter har givet begge lande status som ét, men med hver sin sektion, og har dermed løst et årelangt politisk dilemma. I de senere år er Venezuela, Hong Kong og Uruguay kommet til, Mexico optages formentlig næste år, og flere andre lande venter i korridoren. På ISCM's generalforsamlinger går der megen tid med at diskutere hvordan f.eks. bolivianske, kenyanske og malaysiske komponister kan opnå samme rettigheder som f.eks. islandske, Hong Kong'ske og, nå ja, danske. Og hvis disse rettigheder ikke syner af meget for forvænte eurocen-trister (= retten til hvert år at få 6 værker bedømt af en international jury), er intensiteten i disse underpriviligerede komponisters kamp for selv denne beskedne accept på den internationale scene så meget mere overvældende. Men også forvirrende. - Skal man bøje hovedet beskæmmet over hvor nemt (?) vi har det, applaudere muligheden for nyt blod til den moderne musiks forkalkede årer, eller - og her bliver det for alvor svært! - begræde det som blot endnu en kolonisering, umærkeligere og mere raffineret end nogen tidligere? Har hele denne martrede klode virkelig brug for 'moderne musik' i vestlig forstand. Er serialisme, clusters og happenings virkelig et ægte behov også i kulturer fjernt fra disse velsignelsers vugge? Er det ikke en risiko at f.eks. en boliviansk komponist som vil forsøge at slippe igennem en 'international' jury, fristes til at lægge æg som han mener passer i dens (juryens) æggebæger?

Disse og lignende tanker bemægtigede sig ofte denne udsendte ISCM-delegat, også under koncerter hvor han rettelig burde have haft sine internationale øren i klarstilling. For dem var der unægtelig god brug for i år. Paradoksalt nok blev denne festival, den første nogensinde i en ikke-vestlig kultur (tidligere har kun USA og Canada lagt land til oversøiske festivaler) den mest 'vestlige' jeg kan huske. Og værkudvalget hældede mere end almindeligt mod den kendte ISCM-dødvægt, ensformigheden. Så paradokser er der nok af: jo flere lande, jo bredere dækning over den ganske klode, jo mere ensartet resultat. Hvis dette er en naturlov, tegner den gamle dames fremtid mørkt, i hvert fald udenfor det subventionerede plejehjem. Men skam få den som vil acceptere det med korslagte arme. Idéen om en både af navn og gavn international skueplads for det 'nye' er nemlig stadig alt for god til at blive arkiveret, ikke fordi vi har brug for markedstænkning, men fordi den er med til at relativere æstetiske og ideologiske monopoler.

Eller i hvert fald burde! - For i år havde den internationale jury tydeligvis en eurocentrisk matchvinder (Brian Ferneyhough), bistået af tre - gætter jeg på - høflige asiater (Doming Lam, Chou Wen-Chung og Toru Takemitzu). Af 30 jury valgte værker var 6 engelske og 5 tyske, og næppe nogen vil bestride at de for 90 % vedkommende hørte til på samme æstetisk-ideologiske hylde. Over halvdelen af de tilsluttede lande trak nittere i jury valget, selvom juryen faktisk afkræves at give dobbelt prioritet til værker udvalgt af de nationale juryer. Da ingen danske værker blev udvalgt følger den alarmerende (og komplet absurde) slutning at værkerne udvalgt af den danske jury (- én af de solideste pakker vi har afsendt i mange år, forekommer det mig) alle er mindre end halvt så 'gode' som dem juryen faktisk valgte! Og ikke nok så megen æstetisk meningsterror vil kunne dressere mig til at acceptere den konklusion. Men ellers behøver man blot at nævne i flæng blandt andre lande der ikke slap igennem med et eneste værk (Holland, Polen, Østrig, Finland, Canada etc.) for at få næring til sin skepsis overfor denne jury's reelle hensigter.

Konklusionen er indlysende og forstemmende: Der må gøres noget ved jury-problemet! Det nedmuntrende er at det har man sagt i mindst 20 år, og da også bikset og bakset med gang på gang (- der kan f.eks. erindres om Aahus 1983...), men tilsyneladende uden nogen dybdevirkning. Måske er selve konceptet 'overjury' blevet overhalet indenom, sektions-værkerne er jo allerede udvalgt af en jury, og den 'internationale' jurys indsats har i hvert fald i år gjort festivalen langt mindre international end den ellers ville være blevet om man havde spillet et værk fra hvert land. Har det overhovedet nogen mening længere at operere med en alment forpligtende, international kvalitetsnorm og et nævn for 'kvalitetskontrol'? Har verden et centrum?

Glæder og opdagelser

Der skrives en masse musik i Kina, hvad der ikke er så sært, da en fjerdedel af verdens befolkning bor i Kina. Selv når den som her synes udvalgt med tanke på at tilfredsstille forvænte vestlige ganer, og selv når den lyder som om den kunne være komponeret i Europa (og ofte også er det), har man en meget u vestlig måde at omgåes ' form ' på. Den er mere øjeblikke og væren end den er retning og bliven. Og Kina synes at opdrætte masser af forrygende musikere som vi aldrig hører om.

Ferneyhough's 3. strygekvartet (spillet af, ja gæt hvem...), som med wiener-Weltschmertz i absurd overstørrelse og et urværks mekanisk-afsindige amokløb i hvert fald ikke er kedelig.

Takemitzu's cellokoncert, uendelig vemodig, uendeligt forfinet i sin instrumentation, med en duft som det indvendige af en fin, gammel dametaske (-'Oh, alter Duft'). Som gjort efter mål til Bløndal Bengtsson og et godt dansk orkester.

Et ungt, nordisk navn at bide mærke i: Rolf Wallin fra Norge, som i nogle surrealistiske sange placerer sig på sikker afstand af norske vaner, uden af den grund at træde an i den centraleuropæiske kolonne.

Flere piger end nogensinde (omkring 10 %), omend kun én udvalgt af juryen. Blandt de ikke jury-udvalgte en blændende virtuos canadier, Alexina Louie.

Skuffelserne

Lachenmann's 'forspil' til Beethovens Niende (!), kaldet "Staub" og for stort orkester. Enestående, originalt, sehr interessant, men fuldstændig indesluttet, lukket tæt omkring sig selv, musikkens udgave af et 'sort hul'.

Vokalgruppen EX VOCO fra Tyskland, der bruger futurister, Satie, Cage og andre som påskud for private øvelser i 'skabende dramatik' à la højskole.

Messiaen-kvartetten fra Paris. Aldrig, aldrig har Mes-siaens kvartet om tiden der får ende virket så endeløs.

Penderecki ' s "Threni" m ed Tokyo Philharmonikerne. Er denne gimmick virkelig en 'klassiker' i den nye musik?

Højdepunkt

Arditti-kvartettens udgave af Ligeti's 2. strygekvartet, såmænd. Og dermed er måske allermest sagt om denne festival. Så langt at rejse for noget så hjemligt. Hvor skal man dog rejse hen for at komme nogen vegne?

Årgang 63/1988-1989, nr. 03