Alman - Adieu - Angel's Music

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 06 - side 223-225

Hvornår og hvorfor min store kærlighed til strygekvartetten som musikalsk medium er opstået, er umuligt at svare på. Det er der heller ikke nogen der forlanger jeg skal gøre, men jeg kan undertiden selv stille mig det spørgsmål, når jeg tænker på, at jeg før jeg blev 30 år havde skrevet tre strygekvartetter, men knapt nok en eneste tone for klaver. Jeg kan ikke undskylde det med, at jeg ikke er nogen 'klaverløve', for jeg kan jo heller ikke spille strygekvartet.

Det fascinerende ved strygekvartetten for mig er intimiteten og tætheden. En tæthed der kan spredes og differen-tieres klangligt i det uendelige. Strygekvartetten har også alle de elementer og muligheder i sig som jeg har brug for i min musik, bl.a. den helt ubesværede omgang med glissandi og mikrointervaller. Elementer der selvfølgelig også findes i større strygerensembler, der til gengæld har svært ved at fremkalde den samme intensitet og 'et-instrument-virkning' som en godt spillende strygekvartet.

Alman

Min første kvartet hedder "Alman", hvilket i sig selv er et problem, fordi det næsten ingenting betyder, og det lidt det betyder, har egentlig ingen betydning. Ordet Alman har jeg fra "Fitzwilliams Virginalbog", hvor det vel nærmest er en forengelskning af Allemande, og mere er der egentlig ikke at sige om det. Noget oplagt dansant ensige allemandeagtigt findes ikke i stykket; det skulle bare hedde "Alman".

Da jeg skrev den langsomme sats af "Alman", havde jeg hele tiden på fornemmelsen, at jeg byggede op mod et klimaks i næsten Mahlersk forstand. Et klimaks som jeg samtidigt med hård hånd undertrykte. I denne sats er mange af de elementer til stede, som jeg senere har brugt og udviklet i mine langsomme sats typer. Begyndelsens dialektik mellem høje, naturagtige, polyfont trillende bevægelser og et underliggende truende og gnidende lag, kan også ses i andre afskygninger i mine nyeste stykker, bl.a. "Angel's Music". Og de i satsen senere kommende mere espressive og samlende teksturer, der kommer frem som en slags erstatning for det undertrykte klimaks, er ligeledes nært beslægtet med momenter fra min senere produktion.

I modsætning til første sats er anden sats af "Alman" spredt og splittet. I begyndelsen afsatsens kantede og skæve, punktuelle rytmik, ligger forskellige lag, der i episoder hver for sig bliver skrællet bort og forsvinder i voldsomme udbrud. Tilbage er så næsten ingenting - næsten stilhed, indtil først hurtige og staccerende forudanelser om sidste sats, og dernæst et fjernt og langsomt ekko af første sats, træder ind på scenen for at give plads til en abrupt slutning.

Trods det faktum at elementer fra disse to første satser stadig dukker op i min musik, er det nok sidste sats' rystende og maniske polyfoni, der har kastet mest af sig til min senere produktion. I denne sats oplever jeg, hvordan næsten minimalmusikagtige gentagelser af små staccerende figurer i en tæt polyfon masse giver mig nye tidsfornemmelser, hvor musikken står stille, ja næsten bevæger sig baglæns, samtidig med at den i virkeligheden løber over stok og sten. Overfor denne musik har jeg aldrig mistet min fascination, og den dukker bl.a. op mod slutningen af "Angel's Music" som et ekko over en langsom sørgmodig cellomelodi.

Adieu

Den langsomme korallignende musik som indleder min anden strygekvartet "Adieu", blev født af en forestilling eller nærmest en drøm, jeg havde. Jeg så for mig, uden iøvrigt at kunne forklare hvorfor, en procession af mennesker, måske middelalderlige munke i store gråsorte kapper, med Ku-Klux Klan-lignende hvide hætter på hovedet, og selvom jeg så den bagfra, må deres ansigter have været dækkede. Denne procession var på vej mod noget eller ind i noget og ledt af nogen eller noget. En procession der videre gav en helt anden forestilling om et begravel-sesoptog i dårligt vejr, som jeg mente at have læst om et sted hos Johan Skjoldborg. Jeg ved ikke om de efterfølgende indeklemte agita-tofigurer er opstand eller modstand mod processionen (det ville nu nok være for banalt), for min billedlige forestilling var helt fastfrossen.

Titlen "Adieu" er delvis en kommentar til dette begravelsesoptog, men også brugt fordi stykket er delt op af tre opadstræbende, langsomme glissandi - en slags 'farvel-glis-sandi', der så at sige indsuger al den mellemliggende musik. Det første sugende glissando er blødt og fjerner både den langsomme begravelseskoral og de agiterende figurer, der har spillet en rolle i stykkets første halvdel. Det andet glissando ligger helt ensomt i celloen og 'kravler' ud af midterdelens elegiske melodier, hvor der har været mas ser af antydninger i dette afsnits sære salmelignende stumper. Det sidste og måske afgørende glissando er voldsomt og agiterende og lukker op for stykkets slutning. En slutning der tager fat i den myldrende staccato-sky, jeg opdagede i sidste sats af "Alman". Her handler tidsfornemmelsen om det enkle forhold: hurtigt -langsomt, hvor forholdet mødes i den 'gale' ende; musikken bliver hurtigere og hurtigere indtil den bliver så hurtig, at den paradoksalt nok pludselig er langsom - så langsom at den hurtig kan blive meget hurtig igen!

To år efter jeg havde skrevet "Adieu", var jeg i Stockholm i forbindelse med en opførelse af kvartetten. Her faldt jeg i National Museets souvenirshop tilfældigt over et postkort, hvis billede lå utrolig tæt op ad det forestillingsbillede, jeg havde haft inden jeg begyndte på "Adieu". Billedet forestillede et begravelsesoptog og var en bogminiature, der iøvrigt findes på Det Kongelige Bibliotek i København.

Måske kan disse kommentarer og de efterfølgende om min tredie kvartet "Angel's Music" forlede nogen til at tro, at komponisten lider af en slags middelalderlig religiøs fanatisme. Men måske er det netop fordi jeg føler mig så fjern fra 'den slags', at det kan indgå som forestillinger om - og tanker bag min musik.

Angel's MUSIC

Et generelt element i "Adieu" og "Angel' s Music" er den betragtelige brug af glissandi i forskellige tempi. Man kan næsten ikke slå ned noget sted i de to stykker, uden at der er et eller flere glissandi i gang. Glissandi der med deres tempi til tider nærmest styrer stykkernes overordnede tempi. Disse glidebevægelser har også været en medvirkende årsag til de umærkelige, uklare og til tider næsten mudrede forvandlinger, jeg har søgt i stykkerne - specielt i "Adieu". Midt i en tæt overordnet, polyfon lagdeling i klagende eller truende glissandi, giver disse forvandlinger plads til enkelte og klagende tonale tertser.

Det egentlige arbejde på "Angel's Music" begyndte i Rom, hvor jeg i efteråret 1987 boede på Det Danske Institut. Om dette ophold i Rom direkte har haft betydning for kvartetten er umuligt at sige. Men i de romerske kirker jeg besøgte hænger utallige musicerende engle i toppen af altre og fresker, og uden disse engle sammenholdt med krakelerede guldmalerier, som denne by er så rig på - og min generelle fascination af en enkelt italiensk renaissancemaler: Fra Angelico, hvis værker der iøvrigt ikke findes mange af i Rom, men bare hans navn.. ! - er jeg ikke sikker på at kvartetten var blevet til det den rent faktisk er. Under alle omstændigheder fornemmer jeg, at stykket har et gran af 'Italien' i sig. Foruden englene er der i kvartettens korte rytmiske del reminiscenser af den italienske middelalderlige trotto-dans, og i stykkets mest espressive del er der glimt af Puccini-lignende musik i havsnød.

Fra begyndelsen af mit arbejde med kvartetten havde jeg i tankerne den fjerne, ekstremt dæmpede klang i det høje register, der indleder stykket. En klang mættet af et tæt, hete-rofont og polyfont væv af elegiske melodistumper og vibrerende triller. Jeg havde en forestilling orn, at der i denne tæthed kunne dannes 'små sange' - måske 'englesange', der i-gen bestandigt skulle frembringe ekkoer af sig selv. Efterhånden som denne klang - denne lyd - blev mere og mere musikalsk og instrumentatorisk klar, fornemmede jeg at ikke blot de 'små sange' skulle dannes, synges og dø ud i ekko, men også at kvartettens storform skulle give fornemmelsen af en musik, der fra det fjerne kommer tættere og tættere ind i 'sceneområdet', kulminerer, for at forsvinde som et ekko.

Storformen i "Angel's Music" falder i relation til dette i tre dele, som for mig er præekko -kulmination - ekko, og forholdet mellem de tre dele er 5-6-4. Når jeg kan sige det så nøjagtigt og prosaisk, er det fordi det var nødvendigt for mig at stikke de store formdele ud inden jeg begyndte, for at kunne lade disse forhold kravle fra den store form nærmest fraktalt ind i musikkens mindste celler - eller i flere perspektiver, på vej ud af linien præekko - kulmination - ekko. Begyndelsens små melodistumper (som jeg ovenfor kaldte englesange) bevæger sig nedad, bliver kraftigere men samtidig mere utydelige og ender i midterdelens voldsomme udladninger. Disse melodier bliver i præekko-delen ført på vej af et langsomt faldende, unisont tertsglissando - helt tyst; et glissando der ligesom melodierne bliver forstørret op, og i indledningen til kulminationsafsnittet udarter til en 'larmende motorvej'. Denne ligger hen over et kort, rytmisk fremadrettet afsnit, der foruden den føromtalte trotto-rytmik bl.a. dækker over bretonske vekselsangs teknikker og simple scottisch-rytmer.

- Senere ender glissando-faldet i de voldsomme udladningers søle.