Kan man høre tiden?

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 06 - side 221-222

At en komponist 'interesserer sig for tid' er hårrejsende banalt,- 'hvadellers' vil hans omgivelser med rette kunne spørge. Alligevel vækker det ofte en vis forundring når man annoncerer at et stykke musik 'handler om tid', eller at det 'har tiden som tema'. Fordi tid, foruden at være noget indlysende, er noget væsensløst, noget meget mindre indlysende end for eksempel rum. Vi taler netop om tids-rum og tids-punkter, fordi rumlig erkendelse er så meget lettere at holde styr på. Selvom ørerne faktisk er bevisligt meget bedre til at opfatte tid end rum; mens vores lokalisering af lyde i et rum er vag og usikker, er vores evne til at lokalisere lyde i tid et præcisions-instrument.

Tid er dagligdagens største abstraktion og mindst påagtede gåde. "Hvis ingen spørger mig, ved jeg hvad tid er, men hvis nogen spørger mig, ved jeg det ikke", indrømmede allerede Augustin, og meget klogere er vi vist ikke blevet. Det billede vi gør os af tiden er en strømmende flod, men med hvilken hastighed strømmer tiden? Vel næppe med ét sekund i sekundet, for det er jo vores egen opfindelse.

Vi lever i en verden af ure, de er overalt, og de inddeler vores daglige liv. Vi laver aftaler, holder udmålte pauser, slår bestemte tidsrum 'ihjel' osv. Og når vi vågner er det ligeså tit klokken som kroppen, der fortæller os om vi er udhvilede. Men tiden som sådan er vi faktisk kun opmærksomme på i ganske få livsøjeblikke: når vi venter eller når vi skal gøre et stykke ensformigt arbejde færdigt, f.eks. rulle et garnnøgle op.

Tiden kan måles, det har vi vænnet os til. Fordi det er praktisk, både intellektuelt og psykologisk. Men vi har købt disse fordele for en pris, nemlig den at vi føres bort fra andre tids-oplevelser og tids-forståelser. Vi har faktisk kun urets måde at tænke tid på. Alligevel vil alle sikkert vedgå at tid kan opleves på en mangfoldighed af måder, der ganske adskiller sig fra urets tid. Faktisk adskiller tidsoplevelsen sig fuldstændig fra efterfølgende vurderinger af den, hvadenten de er betinget af subjektiv bagklogskab eller baseret på 'objektive' målinger som f.eks. urets tid. Når vi måler størrelsesforhold i et rum, er vi ikke selv en uadskillelig del af det vi måler. At måle i tid mens vi selv er i den, er en helt anden sag.

Det er f.eks. drømmetydningens problem: vi kan kun tyde drømme i vågen tilstand. At lede efter tiden er som at lede efter mørket med et lys i hånden.

»Du siger at stykket handler om tid, men jeg kan overhovedet ikke høre den ! « er en ligeså forståelig som meningstom reaktion. Genovervejelsen af tid, erindringen om tid er noget aldeles forskelligt fra oplevelsen af den. (...og fristelsen er stor til at tilføje: genovervejelsen af musik, altså 'analyse' af den, er noget aldeles forskelligt fra oplevelsen af den!)

Som Thomas Mann's hovedperson i "Zauberberg" igen og igen undrer sig over det:

»Tomhed og ensformighed kan strække et øjeblik eller en time, gøre dem langtrukne og kedelige, men de store og største tidsenheder forkortes og forflygtiges af monotonien til intethed i vores erindring. Omvendt kan et rigt og mangfoldigt indhold give tiden vinger, men i det store og hele giver indholdet tiden bredde, vægt og soliditet, så et begivenhedsrigt år går meget langsommere end et fattigt, tomt og let.«

Men foruden den elasticitet som synes at adskille tiden indeni vores hoveder fra tiden udenfor os, har vi, der har det tvivlsomme privilegium at leve i den 'moderne' verden, desuden måttet vænne os til en mangelaget og dobbeltbundet tid: både fremtid og fortid trænger sig utvivlsomt længere ind i vores liv end i tidligere generationers. Vi planlægger og frygter fremtiden, ja 'forsker' endog i den. Og vi bruger fortiden både som trøst, argument og underholdning. Desuden har y'ci-al deren forlængst tvunget os til at acceptere at en tid på eet sted overlapper tiden et andet sted. Og medierne har vænnet os til at ting der sker samtidig kan opleves efter hinanden, at tiden kan 'geares' op og ned, at vi kan springe frem og tilbage i den osv.

Mens uret stadig tikker tiden ud i lige store lodder, er tiden i vores hoveder blevet mere og mere flertydig og gådefuld. Jo flere TV-programmer vi kan modtage, desto mere 'zapper' vi fra program til program, fra tid til tid, 'fra tid til anden'. Vi læser ikke længere systematisk, fra begyndelsen til slutningen af hver linie. Vi læser som i aviser, vi 'skimmer', vi springer. Også når vi tænker. Og ikke mindst når vi tænker tid.

Når vi ser på et moderne maleri drages vores opmærksomhed ikke mod et centralt område, et 'udgangspunkt' (som det oftest er tilfældet med klassiske billeder), - den rejser over hele lærredet uden at følge noget bestemt mønster. Hvert enkelt punkt kan være udgangspunkt, hvilepunkt, fortsættelsespunkt, slutpunkt.

Den symbolske adfærd som karakteriserer vores omgang med tid (om end ikke dermed vores tidsoplevelse) har frem for alt at gøre med at tælle. Og måske er dét den aller-enkleste forklaring på dette århundredes musikalske tal-besættelse. Tallene gør det gådefulde håndterbart. Vi tæller og tæller. Mange tæller trappetrin eller fliser, selvom de kun ugerne indrømmer det. Vi tæller til ti for at køle vore sindsstemninger, eller vi tæller måske åndedrag, bevægelser. Soldater tæller deres skridt når de marcherer, dels for at modvirke træthed, dels fordi det får tiden til at gå, og vittighedstegnernes straffefanger krydser altid dagene af på væggen. Bonden tæller sine får, og vi andre tæller imaginære får for at falde til ro eller i søvn. Astronomen tæller galakser, laboranten tæller røde blodlegemer, alle tæller deres penge. O^ vi bliver selv talt. Så hvorfor undre sig over at komponister tæller?

En model-beskrivelse af musikudviklingen i vort århundrede (- een af mange mulige...) ville aftegne to hovedlinier: forestillingen om musik som 'ren lyd', en række af stående nu'er, en nutid uden udstrækning og bevægelsesdynarnik (Debussy, Cage etc.), og kampen for at finde nye midler til at genetablere udvikling, bevægelse, sammenhæng (Schönberg, Stockhausen etc.). Den ene hængt ud som nihilisme og holdningsløshed, den anden afvist som matematik og formalisme!

Men måske er sandheden midt imellem, måske er linierne parallelle sider af samme sag. Måske er musikoplevelsen hverken udtømmende karakteriseret af Cage's totale sanselige nærvær i en endeløs række af nu'er, hver for sig enestående og isolerede, eller i den klassiske musiktænkning, hvor et hvert øjeblik med nødvendighed fører det næste med sig i ubrydelig organisk udvikling. Musikoplevelsen er øjeblikke, tids-punkter, men den er også (med Per Nørgårds udtryk) 'forventning og opfyldelse'. Problemet ligger ikke i oplevelsen selv, men i de billeder vi gør os af den (og dét er et gammelt erkendelsespro-blem). Bliven og/før-bliven i een bevægelse, altså et kredsløb. Men er den bevægelse hvormed vi måler tiden ikke netop et kredsløb, sluttet i sig selv? Bevægelse, men ikke 'udvikling', stilstand, men ikke uendelighed. Dengang gentager sig i nu, dér i her. Så lidt som et endeligt rum kan vi tænke os en endelig tid. Men hvordan kan en u-endelig tid rumme et før-efter? Det ene tids-punkt følger efter det andet. Men det ene tids-punkt glider også kontinuerligt over i det andet. Iflg. den paradoksale græker Xenon kan Akilles aldrig overhale skildpadden, hvis den først har fået et forspring, for i ethvert tids-rum der bringer Akilles frem til det sted hvor skildpadden før var, vil den - uanset hvilket tids-punkt det drejer sig om - selv være nået lidt længere frem. Men selv et tids-punkt kan ikke være udenfor tiden. Og hvis det er indenfor, må det have en udstrækning da det ellers forekommer enten før noget sker eller efter at noget er sket!

Et musikværk kan ikke 'fortælle tiden'. Men på den anden side: er der ikke mindst to 'tider' i musikværket, den tid det tager og den tid dets indhold betinger? Lad os for nemheds skyld tænke os en fortælling hvis indhold spænder over få minutter, men hvis gengivelse på grund af en overordentlig samvittighedsfuldhed i fremstillingen varer hundred' gange så længe. Hvor gemmer sig den fortalte tid?

"Movements on a Moving Line" er det seneste af mine værker hvis idégrundlag har været gennemsyret af denne tidens drømmeriske dobbeltbetydning: at blive og forblive på samme tid, at bevæge sig uden at 'komme nogen vegne'. At tiden hverken er en flod eller en række glimt, men måske - som den tyske komponist Bernd Alois Zimmermann hævdede - en kugle.

Stykket er i hvert fald et musikalsk symbol på en kugle, en cirkel, eller er det måske et "Escher'sk mobius-bånd"? (i tal, i musik, i tid er alle cirkler og kugler jo symboler, med mindre tiden kan gå baglæns...) I praksis får det karakter af en tælleleg, som stykket er en musikalsk legemliggørelse af, en 'to-skridt-frem-og-et-tilbage'-bevægelse, der forekom mig at være et kærligt-drilsk fikserbillede af en 'tidscirkel' (og som min gode kollega Hans Abrahamsen i øvrigt gav mig lov at låne fra hans værksted.) - 12345, 21324354, 321432543, 43215432, 54321, - frem og tilbage på samme tid, så forlæns efterhånden bliver baglæns. Dét der tælles i stykket er 23 toner fra en tostemmig Bach-invention, tilsammen en bøjelig melodisk kontur der i sammenhæng vil opfattes som stigende (og derfor altså efterhånden som faldende).

Denne 'linie' (titlens 'linie') blev nu komponeret ud i en form-cirkel ("Oh, du søde geometri"...) hvor fire byggeklodser af karakter som miniature-satser i en symfoni (Allegro, Vals, Scherzo og Finale) ligeledes optræder 'forlæns' og 'baglæns'. Da nu det hele samtidig sker i fire forskellige tempo* er på samme tid, griber cirklerne ind i hinanden på en ganske uoverskuelig, flertydig måde, der bogstavelig talt gør det umuligt at afgøre hvad der er hoved og hvad der er hale.

Så fattigt på 'stof' stykket end er, har jeg - foruroliget, smigret? - lagt mærke til at det kan virke forvirrende, nærmest overfyldt på en førstegangslytter ( - og sikkert også på nogle næstegangslyttere). Jeg véd ikke hvad det betyder, om det er en æstetisk skævhed eller en oplevelsesmæssig rummelighed. Skal jeg finde ud af dét, må det blive en anden gang. For »et eksperiment (som Cage har sagt det bedre end nogen) er dét man gør når man ikke kender resultatet«.