Debat - Et objektivt pianissimo

Da jeg læste din anmeldelse (i DMT nr. 7, red.) Ivar Frounberg, blev jeg skuffet. Dels fordi jeg havde ventet en mere nuanceret kritik, som følge af din store indsigt i sætteorien, men frem for alt fordi din anmeldelse ikke med et eneste ord nævner, hvorfor denne publikation overhovedet er blevet til. Og hvad formålet med denne publikation i det hele taget er.

I relation til artiklen "Universiteterne og den ny musik" i DMT nr.3 89/90 og din egen og mange andre nye komponisters brug af sætteori som basis for kom-positionsstrukturer siden midten af 80'erne, kan man jo ikke sige andet, end at beskæftigelse med sætteori for musikstuderende med interesse i ny musik aktualiseres yderligere. Derfor kan det kun undre mig, at du ikke nævner formålet med publikationen. For at gøre dette klart citerer jeg følgende fra forordet:

»Denne publikation er frugten af et analysekursus over to semestre i 1986/87. På baggrund af metodens voksende udbredelse blev det snart klart, at der eksisterer et behov for en indføring i den på dansk i en form, som ikke forudsætter specielle matematiske forkundskaber, til brug for såvel undervisning som selvstudium.«

Ud over dette lider din anmeldelse af en vis indforståethed, der bør kommenteres. Men allerførst en detalje.

Olivier Messiaens skalaer med begrænsede transpositioner er nævnt på s. 5 i Claus Røllum-Larsens historiske indledning. Når du mener, at Elliot Carter er væsentlig, ville det være interessant at få at vide, hvilke artikler han eventuelt har skrevet om emnet. Det samme gælder, når du nævner Eric Regener, hvis inter-val-beskrivende primærform er beskrevet i hans artikel "On Allen Forte's Theory of Cords" i "Perspectives of New Music" vol.13 nr.l 1974, s.195-198. Du burde også have nævnt, at Claus Røllum-Larsens bidrag afsluttes med en omfattende litteraturliste over relevant litteratur om sætteori. En vigtig information, hvis man skal sætte sig ind i et emne.

Med hensyn til din kritik af Jan Maegaards symboler kan jeg som studerende sige, at de for mit eget vedkommende har været en stor hjælp i en analyse efter Forte-metoden, og at symbolerne på ingen måde er skabt for at lægge større vægt på primærformbeskrivel-sen, men for at lette orienteringen i en analyse efter Forte-metoden. En mere uddybende beskrivelse af disse symboler kan læses i Jan Maegaards artikel 'The Nomenclature of Pitch-Class sets and the Teaching of Atonal Theory" i Journal of New Music XXIX, 2 (1985) s.299-314. Som tilføjelse til dette skal det siges, at der i publikationen findes et appendix med en fuldstændig

liste over de 220 toneklassemængders primærformer og intervalvektorer med tilføjelse af Jan Maegaards symboler for primærformerne. Derudover findes der som løsblade en fortegnelse over samtlige delmængder (f.eks. tricorder) i hexacorder, pentacorder og tetra-corder med Jan Maegaards interval-symboler.

Med hensyn til Claus Røllum-Larsens litteraturliste fik vi i et brev til Jan Maegaard fra Allen Forte denne kommentar: »In particular, the exhaustive coverage of the relavant literature is most praiseworthy, and I believe that the inclusion af your Interval Symbols in the appendix will be of considerable value to many readers.«

Din kommentar til mit essay blev jeg meget glad for, fordi det var hensigten med mit bidrag. Med hensyn til relevansen af mit essay kan det forsvares ud fra de vanskeligheder, som den matematiske terminologi i Forte-metoden voldte os under det omtalte analysekursus, og desuden giver publikationens essayform den mulighed, at man kan springe mit essay over, hvis man findet det irrelevant.

Dine udsagn med henblik på analyserne og Fortemetodens værdi er selvfølgelig din egen sag. Men disse udsagn har karakter af postulat, når du ikke giver læserne af din anmeldelse mulighed for selv at tage stilling til analyserne igennem en mere nuanceret kritik. At Forte-metoden i analyse-sammenhæng kan bruges med fordel, har du trods alt selv vist i dine Boulez analyser i DMT nr. 3, 4 og 5/6 84/85.

Til slut vil jeg på baggrund af din introdukton af sætteori i DMT nr.l 89/90 opfordre dig til at lave en måske større artikel om dine erfaringer og brug af sætteori i kompositorisk øjemed. Det kunne blive meget interessant og spændende at få noget mere at vide om denne side af sætteorien.

Publikationen kan fås på Musikvidenskabeligt Institut, København. Pris: 25 kr.

Carsten Høyer

Svar til Carsten Høyer

Først detaljen, der nok rummer mere end en triviel fejl. I min originalfil til anmeldelsen står der ikke "ligesom", men derimod "som" foran Olivier Messiaens navn. Det betyder at jeg mener at Elliott Carters bidrag til sæt-teorien er langt væsentligere end Olivier Messiaens. Sæt-teorien handler netop ikke om skala'er: et sæt er en uordnet mængde af toner med visse interne egenskaber, der udtrykkes i ic-vektoren. Netop ved at indføre bogstavsymboler for primærformen vildleder man mere end man beskriver: primærformen beskriver ikke intervaller (da kun en delmængde af disse kommer til udtryk) men relative tonehøjder (hvad der ikke er det samme!). For mig er det en grundlæggende fejltagelse, og det er måske den der får Claus Røllum-Larsen til at nævne Messiaen fremfor Elliott Carter (se blå. David Schiff: The Music of Elliott Carter, 1983)

eller feks. Peter Schats ttone-ur' (Keynotes 17 1983/1).

At jeg i overskriften betoner at anmeldelsen er subjektiv, skyldtes den irritation jeg følte ved læsningen af analyserne: for det første kunne man, for at bringe nyt i forhold til Forte's egne publikationer, have lavet analyser på musik efter 1945, for det andet er analyserne for akademiske til at fange en udenforstående læser: denne må motiveres af frodighed (derfor også kritikken af det altfor beskedne udstyr!). For mig mangler analysernes konklusioner endvidere det indblik i værkerne, som kun kunne afdækkes ved brug afsæt-teorien, -jeg blev i sin tid skældt ud (på grænsen til korporlige o-verfald!) for Boulez-analyserne: men den opmærksomme og tålmodige læser ville dengang have opdaget en konklusion, der konkretiserer h vad Lige ti i sidste nummer af DMT udtalte om 'synkretisme'. Det er den slags indblik i - og nuancering af - det gængse etiketagtige musikhistoriske syn jeg efterlyser!

Jeg beklager at have undladt at nævne væsentlige dele af publikationens indhold: det er nu nævnt i Carsten Høyers indlæg, men også den uheldige formulering om 'relevansen' af Carsten Høyers bidrag til publikationen burde have være rettet andetsteds hen fra min side. Som kritikken er formuleret er det meget uretfærdigt overfor så klar en beskrivelse af baggrunden for sæt-teorien.

Ivar Frounberg