Ud af isolationen?

»Det er ikke længere sådan, at man kan klage over manglende udbud af ny musik i koncertbilledet«. Sådan står der at læse i dette nummers omfattende oversigt over den kommende koncertsæsons udbud af ny musik. Givetvis vil denne fyndige konstatering støde en og anden af vore læsere. Ikke uden grund er det blevet til en anden natur for ny musik-folket at klage over den ringe bevågenhed, som samtidsmusikken nyder.

Sætningen rummer dog en væsentlig sandhed, selvom den også skjuler et væsentligt problem. Rigtigt er det, at den ny musik i vores kulturkreds for længst har ladet sig institutionalisere som en fast og rimeligt sikret bestanddel i det kulturelle og kulturpolitiske helhedsbillede. Alle de rige vestlige nationer har i dag et stats-subventioneret og/eller privat sponsoreret ny musik-miljø med dygtige komponister, fornemme specialist-musikere, initiativrige koncert- og festivalarrangører osv. Sådan er det, og Gud være lovet for det.

Det problematiske er bare, at den ny musik har ladet sig institutionalisere som et ekspertanliggende. Et andet tema i dette nummer af DMT, rapporterne fra festivalen på Lerchenborg og fra Darmstadt, vidner om et sent stade af den udvikling mod afsondring af samtidsmusikken fra det øvrige musikliv, der startede i den musikalske modernismes barndom med Schönbergs "Forening for Musikalske Privatopførelser". Og det er symptomatisk, at det alternative og fornyende ved det nye tiltag på den hjemlige festivalfront, Ebeltoft-festivalen, består i at sammenstille nyt og gammelt og smalt og bredt.

Nøgternt vurderet har den ny musik vundet, i det mindste sin eksistenskamp. Ved specialist-koncerter og festivaler kan vi mødes og høre vores musik i sikker afstand af det hyssende og piftende publikum, som Schönberg beskyttede sig mod i sin 'forening'. Men den ny musik fortjener et bredere publikum og det bredere publikum fortjener den ny musik.

Alt dette er hørt før, javist. Men dels er det ingen skade til at gentage en gammel sandhed, og dels kunne det jo være, at den aktuelle situation, med den relative styrke som den ny musik har vundet, rummer nye muligheder for at gøre noget ved sagen.

Den ny musik lider under både sin publikumsmæssige isolation og sin isolation fra det øvrige koncert-repertoire, og dette sidste kan vi umiddelbart gøre noget ved. Vi har brug for flere koncertarrangementer, hvor helt ny musik meningsfyldt sammenstilles med værker både fra den klassisk-romantiske tradition, fra den klassiske modernisme og fra den radikale efterkrigs-avantgarde, der er blevet fjernere historie, end mange af os rigtigt synes at have forstået. En sådan programlægning kunne måske også på lidt længere sigt gøre noget ved publikums situationen. Kunstnerisk forståelse har altid en historisk dimension. Det nyes betydning er afhængig af dets relation til det gamle, og det gamle ændrer sin betydning i lyset af det nye. Således er en programlægning, der medtænker den historiske dimension, i modsætning til al pædagogiseren, en sand forståelseshjælp, der giver nye lyttere mulighed for at komme indenfor i varmen.

Måske kunne vore energiske programlæggere og koncert-organisationer tage fat her. At vi idag ikke opererer med én forpligtende traditionslinie, og at vi kan strides om karakteren af den historiske formidling overhovedet, gør kun opgaven endnu mere påtrængende og udfordrende.

Søren Møller Sørensen