Ny musik i østeuropa

Endnu i tilbageblik kan udviklingens tempo give åndenød. Hæsblæsende hurtigt er den alt for lange efterkrigstids Europa blevet en saga blot. De absurditeter, som mere end 40 års tilvænning havde sløvet os til at betragte som det normale, er ryddet af vejen. Det centrale Europa er ikke længere delt af en svært befæstet grænse og gjort til opmarch-område for fjendtlige militærpagters styrker. Samtidig er de borgerlige frihedsrettigheder, herunder retten til politisk og kulturel udfoldelse uden myndigheders indblanding og censur, blevet knæsat som det gældende ideal i hele det gamle europæiske kulturområde. At de sidste led af parolen fra den franske revolution, dem om ligheden og broderskabet, ikke længere er i så høj kurs, er den anden side af sagen, der for tiden sætter sit umiskendelige præg på politikken i vores del af verden.

Dansk Musiktidsskrift har sat sig for at formidle et indblik i samtidsmusikkens stilling i det nye kulturpolitiske billede, der nu tegner sig i Østeuropa. Dette nummer bringer et dobbeltinteview med Gisela Nauck og Reinhard Oehlschlägel, der er redaktører ved to ny musik-tidsskrifter fra det, der da interviewet blev taget, var henholdsvis Øst- og Vesttyskland. I kommende numre rapporterer vi om situationen i Tjekkoslovakiet og Ungarn.

Som det fremgår af interviewet med de to tyske redaktører, er situationen ikke blot kendetegnet ved glæden over den nyvundne frihed. Der blander sig megen usikkerhed og man fornemmer, at det kulturpolitiske klima, der er ved at stabilisere sig, på ingen måde vil blive gunstigt for den eksperimenterende og grænseoverskridende kunst. Særligt beklemmende føles netop den østtyske situation. Dels på grund af de østtyske samfundsstrukturers totale sammenbrud, og dels fordi man her så tydeligt fornemmer den skuffede forventning om en sandere demokratisk og kulturel fornyelse. Nauck og Oehlschlägel giver udtryk for en holdning og en stemning, der er typisk blandt tyske intellektuelle: den østtyske demokratibevægelses sammensætning og udtryksform - bevægelsen talte mange kunstnere og intellektuelle - og udviklingen i overgangsfasen indebar løfter, der ikke blev indfriet.

Det korte af det lange er vel, at den ny musik i Østeuropa nu skal udfolde sig under forhold, der principielt ikke adskiller sig fra vores. Et formynderisk system, der prioriterede kunsten højt, er erstattet med et system, der godvilligt eller modvilligt accepterer kunsten, og giver en skærv, når de vigtigere udgifter er betalt. Den økonomiske situation og dette prioriteringsprincip i forening lover ikke godt for udfoldelsesmulighederne for Østeuropas kulturelle institutioner. Der er udsigt til mange års smalhals.

Opbruddet i øst har affødt en helt forståelig interesse fra musikken fra denne del af verden. Hastigt inddrages Østeuropa i den vestlige ny musik-kulturs kommunikations- og mediesammenhænge: festivaler, koncerter og tidsskrifter præsenterer musik fra øst i den helt store stil. Sådan en bølge har sin tid, og det den bringer med sig vil nødvendigvis være afvekslende kvalitet. Når bølgen har lagt sig, vil vi forhåbentlig med skærpet kvalitetssans kunne skelne og værdsætte de forskelle i udtryksform og teknik, der beror på den forskelligartede historiske baggrund, som er blevet en realitet efter Europas mere end 40-årige deling. Med udviklingen i Østeuropa er også vores musikalske verden blevet lidt større. Lad os håbe, at den internationale musikkultur, som vi nu skal være fælles om, vil være rummelig nok til en ny mangfoldighed af gyldige kunstneriske udtryk.

Søren Møller Sørensen