Danmark i Skåne

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 04 - side 137-138

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Malmøs "Nutida Musikdagar" har fra vor hjemlige Lerchenborg-festival overtaget den gode skik hvert år at sætte fokus på et udvalgt gæsteland. I år var turen kommet til Danmark. Og i dagene 24.-27. oktober kunne den københavner, der turde udsætte sig for en kortere sørejses farer og fristelser, i Malmø lægge øre til en bred præsentation af sit hjemlands vemodige nutidsmusik.

DMTs udsendte turde, forøvrigt som en af de alt for få, og han kan berette om et arrangement, som dansk musik har al mulig grund til at være tilfredse med, og som Malmøs musikliv med god ret kan være stolt over. Den interpretationsmæssige side af sagen var gennemført sympatisk. Sammenfattende om festivalens seks koncerter må det hedde: Kompetent indstuderingsarabejde, solid og fornuftig udnyttelse af gode musikerkræfter. Hermed er det samtidig antydet, at festivalen ikke var bygget op omkring et eller flere af den internationale ny musikgesjæfts omrejsende specialistensembler eller instrumentalistfænomener. Først ved festivalens allersidste arrangement, sent lørdag nat, blev vi konfronteret med en virkelig star i skikkelse af trækbasun virtuosen og instrumentalteaterspecialisten Christian Lindberg, der spillede og klovnede sig igennem værker af sine tre landsmænd Anders Hillborg, Pär Lindgren og Jan Sandström. En udmærket disposition.

Ekstra-modernisme?

En svensk ny musik-festival med Danmark i fokus må nødvendigvis give anledning til overvejelser over de markan te forskelle i svensk og dansk musiktradition, der har gjort sig bemærket også i den nyere og allernyeste tid. Og den forskel, som vore svenske venner ønskede at trække frem, angik ikke overraskende forholdet til den centraleuropæiske modernisme.

I en artikel i programbogen spillede Johannes Johansson ud med en terminologisk nydannelse, der skulle præcisere det særkende ved den danske nutidsmusik, som påkaldte sig vore skånske venners særlige opmærksom. Dansk musik er hverken modernistisk eller postmodernistisk, hed det, danske komponisters kontakter til Darmstadt og omegn fik anderledes end i Sverige aldrig fatale følger. Som ekstra-modernistisk forblev dansk musik sig selv.

Med denne tolkning af nyere dansk musikhistorie i baghovedet kunne vi så høre et skønsomt udvalg af dansk musik, med hovedvægten lagt på den, der har domineret den danske ny musikscene igennem de sidste omtrent ti år, og som særligt for Poul Ruders og Hans Abrahamsens værkers vedkommende også har vundet fodfæste i den angelsaksiske verden.

Netop Ruders og Abrahamsen var festivalens forgrundsfigurer. Af Ruders hørte vi "Four Dances in One Movement", "Différencias", "Carneval" ogen klaverudgave af hans "Stjerne-musik" fra operaen "Tycho". Af Abrahamsen "Nacht und Trompeten" og "Märchenbilder". Derudover var følgende danske komponister præsenteret: Pelle Gudmundsen-Holmgren, Jørgen Jersild, Bent Lorentzen, Anders Nordentoft, Per Nørgård, Karl Aage Rasmussen, Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen og Leif Thybo. Per Nørgård var bemærkelsesværdigt beskedent repræsenteret i programmet. Først lørdag nat var han på, med den store slagtøjssolo "I Ching" og med sin parafrase over Beatles' "Blackbird", som Jan Wallgren, overfor et champagnedrikkende og jordnøddetyggende publikum, hyggepianistisk modstillede sin egen fantaseren over samme tema.

Vågner, vågner Danske Helte

Et af Nørgårds nyere hovedværker kunne ellers have stopfodret den tvivl, som allerede de præsenterede værker burde have givet rigelig næring. Har dog ikke den centraleuropæiske efterkrigsavantgarde, med sine materiale-eksperimenter og med sin revolutionerende nye kompositoriske tænkemåde (stikord: materialetænkning), sat sig så dybe spor også herhjemme, at det er uholdbart at ville reducere "modernismens" indflydelse i Danmark til noget rent perifert? Det spørgsmåls skal ihvertfald diskuteres, og helst med partiturerne ved hånden.

Det var imidlertid ikke det, der blev temaet ved torsdagens seminar på Musikhögskolan. Seminarets gæster Ruders og Abrahamsen fandt sig tydeligvis i fin overstemmelse med Johannes Johansson oplæg. Hans Abrahamsen genfortalte med begejstring historien om Carl Nielsens modstand mod senromantikkens "overdrevne og manierede melodik og harmonik", mod Schönbergs "kompleksitet" osv, og han drog den lære, at "danskekomponister i flere generationer ikke er hoppet på den internationale stil". Den historie har vi hørt før, men med modsatte fortegn. Generationerne før Abrahamsen revolterede imod den danske provinsialisme og Carl Nielsens dominans. Skal vi nu lære om dette som dansk musiks redning fra modernismens klør?

Den danske musikhistorie, som Ruders og Abrahamsen oprullede, fremkaldte efterhånden ubehagelige associationer til den chauvinistiske del af den danske sangskat. Altid har der været Danske Helte, der sprang op, når fjenden sydfra truede. Og Poul Ruders sprang op og spændte bælte. Fra starten forbandt han den æstetiske konflikt med en national og udfaldene mod den formynderiske, følelsesfjendske og censurlystne modernisme gled umærkeligt over i skarpe udfald mod tysk musikliv i almindelighed, kulminerende i fordømmelser af tysk isolationisme og udtalelsen: »Tyskland må finde sig i, at de har haft deres tur«.

Mon ikke lidt besindighed her kunne være på sin plads? Den bevågenhed dansk musik for tiden nyder i den angelsaksiske verden skulle nødig give anledning til falsk polemisk konfrontation.

Og mon ikke også det modernisme-begreb, der er på spil i denne diskussion er for snævert. Jeg tror, at vi kunne få et helt anderledes grundlag for vurderingen af traditionssammenhængene i den nyeste musiks historie, hvis vi lærte at acceptere eksistensen af forskellige, men ligeværdige musikalske udtryk for modernitetserfaringen, dvs. hvis vi lærte at forstå Stravinskys og Ives' citatbrug og dodekafoniens og serialismens abstrakte konstruktivisme som væsensforskellige, men hver for sig gyldige, bidrag til "modernismens projekt".

Den polemiske situation taget i betragtning var Ruders faktisk bemærkelsesværdigt tæt på at udtrykke det forenende mellem de to tendenser, der i tidens diskussion optegner de fjendtlige poler. »Al kunst er en slags redigering af naturen. Der findes ikke noget, der hedder naturlig kunst. Der vil altid være masker, hvadenten man skriver efter et rækkesystem eller bruger tidligere musik«. Dristigt udlagt betyder det: Kunsten har mistet sin uskyld. Kunstneren genfinder ikke et ukompliceret "sig selv" i sit værk. Det umiddelbare forhold mellem kunstneren, hans udtryksvilje og den s musikalske manifestation er brudt. Materialet påkalder sig opmærksomhed som andet end den neutrale udtryksbærer. Komposition er blevet materialebearbejdelse, materialebearbejdelse i udtrykkets tjeneste forhåbentlig, men stadigvæk materialebearbejdelse. Det er musikalsk modernisme, også når den ikke vil kendes ved sig selv som sådan.

Dansk og svensk

Vores skånske naboer spillede kompetent ud til en diskussion af vores hjemlige andedam og gav, som det er fremgået, Deres Udsendte noget at iænke over. Endnu mere spændende havde det været, hvis man også havde forsøgt at præcisere en aktuel svensk problematik. Men måske er det vores opgave?

Det svenske, vi fík at høre, kunne ikke undgå at virke som lidt spredt fægtning. Værker af Arne Mellnäs og Bengt Hambraeus mindede os om de nære kontakter mellem Sverige og Centraleuropa i halvtresserne, og Allan Pettersons 16. Symfoni mindede os om den isolerede opposition mod den modernistiske hovedstrøm. Mellemgenerationerne var repræsenteret ved navne som Gunnar Valkare og Anders Hultquist. Og af de helt unge gjorde Kent Olofsson sig bemærket med sit "Klagovisorna, Ikonofoninr. l".Kent Olofsson komponerer fortsat på dette stort anlagte værk over de bibelske "Jeremias' klagesange" for fem sangere, fem instrumentalister og tonebånd. Det vi hørte i Malmø, giver grund til at glæde sig til den endelige version.

"Nutida Musikdagar" i Malmø 1990 blev en fin oplevelse, og det skyldes også Jan Jacoby, der som festivalens faste 'konferencier' med sikker hånd, kyndigt, stilfærdigt og på formfuldent svensk førte os igennem programmet.

Årgang 65/1990-1991, nr. 04