En maskine, der ændrer vores opfattelse af os selv

"En feature om elektron- og computermusik" kalder vi de fire artikler, hvormed DMT i dette nummer fortsætter den diskussion om computer- og elektronmusikken, der sidst var oppe at vende i nr. 8 af sidste årgang.

Featurens komposition og min indledningsartikel afslører idéen bag: Ved at anspore til en sammenligning mellem det, som det elektroniske studie gjorde ved og for musikken i elektronmusikkens unge år, med det, som computeren muligvis er i færd med at gøre i dag, håber vi at kunne inspirere til en mere kvalificeret debat om udviklingen på et spændende, men svært definerbart felt indenfor den nyeste musik .

Der kan anføres alvorlige indvendinger mod den præsentation af problemstillingen. Det genstandsfelt, som udtrykket "elektron- og computermusik" udstikker har ikke sikre grænser og er også i sin indre sammenhæng diskutabelt. Computeren er så speciel en maskine, vil man kunne indvende, at det på ingen måde er indlysende, at en sammenligning mellem teknologi og æstetik i den "klassiske" elektronmusik og i computermusikken kan retfærdiggøres. Og computeren er så universel en maskine, at begrebet "computermusik" er, om ikke tomt, så dog yderst vagt defineret.

Vores konstruktion er virkelig langtfra indiskutabel, men vi fastholder den, fordi vi behøver en præsentation af problemstillingen, der gør det muligt at spørge præcist til forholdet mellem computerteknikken og de kunstneriske tendenser, den måtte kunne befordre, og som ved den historiske sammenligning skærper blikket for muligt kvalitativt nyt i computerteknikkens musikalske konsekvenser.

Vi tilbyder en ramme for diskussionen af de spørgsmål, som begrebet "computermusik" i al sin vaghed rejser: hvilken æstetisk dagsorden kommer computerteknikken tilpas, og hvilke æstetiske spørgsmål sætter den selv på dagsordenen? Spørgsmålet står åbent. Kun svarene "hvilkensomhelst" og "hvilkesomhelst" vil undertegnede have meget svært ved at acceptere. Maskiner er som de mennesker, der skaber dem, aldrig uskyldige. En maskine spejler et stykke menneskelig vilje og befordrer et sæt af muligheder og afskærer andre.

Men måske kan vi allerede have en fornemmelse af svarenes retning. Ivar Frounberg har talt om, hvordan computeren, ved detden ikke kan, minder os om det vi kan, og Karl Aage Rasmussen skriver i sit bidrag i dette nummer om det særegne ved de "blandede følelser", som "elektronhjernen" udløser. Reaktionerne overfor andre af hverdagens maskiner er »mest af ideologisk art«, forklarer han og fortsætter: »Anderledes med den mest avancerede maskine til dato, "elektronhjernen", den første maskine der ikke blot ændrer vores opfattelse af det stykke arbejde maskinen kan udføre, men ændrer vores opfattelse af os selv. Og det er hér der for alvor er noget at tænke over.«

"Intuition" hos Frounberg, "intelligens" og "følsomhed" hos Rasmussen bliver nøglebegreber i den refleksion, som computerens indmarch i komponisterhvervet sætter i gang. Wayne Siegel filosoferer over computeren som menneskets spejl, og kigger vi lidt udover landets grænser, til komponister som James Tenney og Klarenz Barlow, ser vi computerteknikken anvendt i forbindelse med en bredt anlagt teoretisk og kunstnerisk beskæftigelse med musikalske receptionsforhold. Om de nævnte i forening gælder det altså, at computeren fremkalder og/eller ansporer interessen for det, der sammenfattende kunne kaldes "kunstprocessens subjektside", for komponisten oglyt-terens forhold til den klingende realitet.

Er det i den sammenhæng computeren er ved at få sin særlige betydning? Mulighederne i halvtressernes elektroniske studie kom en materiale-eksperimenternes tid tilpas. Stockhausen og konsorter kunne her underkaste det musikalske materiale en mikroskopisk undersøgelse, der skulle få vidtrækkende konsekvenser. Er computeren blevet redskabet for en tilsvarende mikroskopisk undersøgelse af menneskets musikalske følsomhed og forstand?

Søren Møller Sørensen