Spejlet i spejlet - scener fra et computer-samliv

I november 1988 anskaffede jeg - til udtalt forundring eller stilfærdig hovedrysten i mine omgivelser - en PC'er til kompositionsbrug.

.... Såvist ikke en hændelse der i sig selv fortjener spalteplads, men dog noget, der førte sjæleransagelser med sig i et sådant omfang, at sagen måske har sine almene sider. Også selvom den konkrete anledning var ligeså privat: en opblussende interesse for 'fraktale' musikalske strukturer (som jeg har fortalt om i artiklen "Tankens Billeder", DMT 1989), hvis rent talmæssige basis gør computeren anvendelig på en måde, der ikke er meget forskellig fra forholdet mellem flødeskum og røremaskine.

Allerede dengang rumsterede imidlertid rygmarvsfornemmelser af mere almen natur: Computeren må være det mest alsidige musikinstrument der endnu er bygget. Om ikke særligt længe vil det formentlig være den almindeligste kilde til musikalsk lyd i det hele taget. Tanken er ikke en spådom à la mega-trends , og er ikke min egen opfindelse: CD og DAT-kopiering på sekunder, databanker med alverdens musik (hvem gider så have egen samling?), individuel datastyring af musik o.s.v., er altsammen muligheder musikindustrien simpelthen ikke vil kunne holde fingrene fra, også selvom de gnaver på industriens egne livsnerver.

I halvleder-industrien kendes en tommelfingerregel der kaldes Moore's lov, (læser jeg i ét af de farvestrålende magaziner som tilsyneladende med gratis abonnement på livstid følger med købet af en PC'er). Moore's lov siger - enkelt udtrykt - at udviklingen hvert år halverer den plads, der skal til at rumme en bestemt mængde 'computerkraft'. Og at prisen tilsvarende halveres ca. hvert andet år. Denne uhyrlige logik (med mindelser om kosteskaftet i "Troldmandens Lærling") har tilsyneladende holdt stik siden 1960 ! l Jamen - galoperende inflation medregnet betyder det, at et hvilkensomhelst elektronisk instrument med en given kapacitet vil koste henimod 7 gange mindre om ti år, mens f.eks. et Steinway om ti år vil koste mindst 5 gange mere alene på grund af inflationen. ( - At elektroniske instrumenter endnu ikke kan konkurrere med Steinway i musik designet til et Steinway, er en anden historie). Skriften på væggen er i neon.

Der er mere musik i dag end nogensinde, og der bliver stadig mere. Den komponist der i dag ser sin funktion i at forsyne verden med musik, må have misforstået noget afgørende. Milliarder af mennesker oversvømmes af en endeløs syndflod af musikalsk lyd, musik gennemsyrer alle faser af vores liv, om vi vil eller ej. Og langt den største del kommer ud af højttalere; - vor tids instrumentale signatur er hverken lut eller klaver, slagtøj eller syntheziser, men en højttaler. For alle andre end specialister er lyden af f.eks. et orkester som det lyder i en højtaler en standard for musikalsk lyd, og lyden af levende musik sammenlignes - ofte negativt - med denne standard. På musikmarkedet måles succes i antal solgte fonogrammer, markedsmekanismer bestemmer hvilken musik der kommer ud af højtalerne, og dette påvirker uundgåeligt den musik der laves og produceres. Selv i markedets yderste grænseland vil formentlig ingen kunne melde ganske hus forbi. En musik uden marked betragtes i det øjeblikkelige kulturklima som ikke-eksisterende ( - det er ikke just sæson for musiks 'åndelige' egenskaber).

Musik præges simpelthen af de vilkår der gælder for at skabe, distribuere og høre den, og teknologien ændrer disse vilkår eksplosivt. At no future-bevægelsen har fremtiden for sig forekommer ulige mere sandsynligt end at vi vender tilbage til de gamle vilkår. At tingene forbliver som de er, er det allermest usandsynlige. Derfor skal der ikke megen astrologi til at forudsige at musikkens fremtid vil være siamesisk forbundet med teknologiens fremtid.

Tingene er ikke hvad de har været ! At vende ryggen mod fremtiden er en rettighed (måske endog en forpligtelse i visse situationer ...), men det er aldrig rart at have ryggen mod noget aldeles ukendt, det forliges i hvert fald dårligt med almindelig nysgerrighed.

Dertil kommer at teknologiens maskiner er blevet en del af vores selvforståelse, uanset hvad vi mener om fremtiden. Vi finder det i almindelighed uværdigt når mennesker arbejder på en måde der ligner maskiners, på mange områder forekommer det os utiltrækkende i det hele taget at gøre ting som vi véd maskiner gør ligeså godt. Vi accepterer - eller tolererer i hvert fald - maskiner, lige til det punkt hvor de invaderer områder vi opfatter som egentligt menneskelige bestræbelser. Dér hører enigheden op, og et åndeligt slagmål begynder; hver enkelt må selv fægte sig frem, forsvare sig, overgive sig eller stikke af. Situationen indbyder ikke til heltemod, modstand synes nytteløs, der kan ikke sættes kryds ved 'ved ikke'.

Kort sagt: i november 1988 anskaffede jeg en PC'er til kompositionsbrug. Og begyndte at bruge maskinen som et redskab til kompositorisk aktivitet....

Så længe talen er om vaskemaskiner, symaskiner, køkkenmaskiner, fyringsmaskiner, transportmaskiner, er de blandede følelser maskinerne udløser imidlertid mest af ideologisk art. Anderledes med den mest avancerede maskine til dato, 'elektronhjernen', den første maskine der ikke blot ændrer vores opfattelse af det stykke arbejde maskinen kan udføre, men ændrer vores opfattelse af os selv. Og det er hér der for alvor er noget at tænke over. - I dag spiller computere f.eks. bedre skak end de fleste dødelige, et spil der - indtil computerne blev gode til det - antoges at kræve i hvert fald en vis mængde intelligens.

At komponere antages ligeledes at kræve en vis mængde intelligens. Men dét er computere foreløbig ikke påfaldende gode til. En computer gør hvad den har fået besked på, hverken mere eller mindre. Den stiller ingen uventede spørgsmål. Den kan kun komponere en musik hvis egenskab vi er i stand til at beskrive. Computeren realiserer præcis dét vi beskriver, hvad vi hører er.... det vi har beskrevet. Noget uventet og fængslende, måske, som den sære 'fraktále' kaos-orden, men ikke nødvendigvis virkeliggørelsen af vore forestillinger. Situationen er fuld afspejlinger, et spejl i et spejl: vi fortæller maskinen hvad vi forestiller os, vi håber den reagerer på dét, vi mente, men den reagerer kun på dét vi sagde. Begrænsningen ligger ikke i maskinen, den ligger i vores forståelse af os selv, i vores forståelse af de åndelige processer der betinger musikalske forestillinger. Men spejlingen sender samtidig helt nye lyskast ud over dette dunkle terræn, allerede ved at afsløre forskellen på hvad vi siger og hvad vi mener. På den måde bliver computeren en slags postcentral for kommunikation mellem adskilte dele af vores 'tænkning'.

Computeren er utvivlsomt den første maskine der producerer identitetskriser ! Det mærkes i den udbredte, gammeltestamentelige angest maskinen ofte fremkalder ? (»Jeg tør ikke give mine børn en computer«, sagde en mor til mig, »jeg er bange for at den skal ødelægge dem !«) - Det mærkes igen og igen i det irritabelt-ironiske overkill fra kunstnere af alle slags som forsvarer deres (indlysende) ret til at fortsætte som om intet - teknologisk - var hændt. Eller i de nyomvendte 'Computer komponisters' spejdermoral (»det er uhæderligt at bruge computer, hvis man ikke selv udvikler programmerne«, citat: en australsk komponist ved ISCM) o.s.v. Måske er identitetskrisen bygget ind i situationen selv: hvem spejler hvem i spejlet i spejlet?

Det er her min egen case-story kan tænkes at være mere end privat oplysende.....

Jeg kastede mig hovedkuls over virkeliggørelsen af de musikalske strukturer som primært havde gjort mig til PC-ejer. Og var straks ganske fortumlet over hvad jeg kunne udrette på ingen tid: hjulpet af et simpelt notations-program veritable node-laviner! I begyndelsen generede det mig ikke, jeg 'komponerede'jo ikke, jeg testede blot hypoteser. Indtil jeg en dag, stadig beruset af hjulenes snurren, spurgte mig selv hvad forskellen på et 'værk' og en 'test egentlig er. Svaret var ikke umiddelbart tillidvækkende: et Værk' er en vellykket test! Men kender man den vellykkede test med samme intuitive sikkerhed som pigen i Romanbladet véd når hun står ansigt til ansigt med prinsen på den hvide hest ?

En vis forstemmelse lurede, valgsituationen gjorde mig til turist på mine egne enemærker, forekom det mig. Det 'langsomt' komponerede værk kendte jeg som en test, en prøvekørsel der, via talløse korsveje og med brug af åndeligt knofedt, efterhånden fandt sin rute og vandt hævd i bevidstheden som 'værk'. Forsøgs-karakteren, det 'eksperimentelle' (som ifølge Cage simpelthen vil sige at resultatet er ukendt), kunne fastholdes indtil et vist punkt, og derefter var der med ét ingen vej tilbage, bortset fra papirkurven. Flydende, ofte ubevidste overgange mellem tilstandsformer var med computeren blevet et frygtindgydende enten/eller.

Jeg har altid oplevet det øjeblik i et værks tilblivelse, hvor alt det stadig ubestemte pludselig 'falder på plads' som et sørgmodigt øjeblik, en dør der lukkes i. Og jeg har en ubevisbar idé om at de 'store' - hvem og hvor de end er - har den særlige evne at kunne udsætte dette øjeblik til bogstavelig talt sidste øjeblik. Jeg beroligede dog snart mig selv med at maskinens test-resultater jo under alle omstændigheder skulle vurderes æstetisk, og derefter videreudvikles på den gode, gamle måde. Men slangen i brystet sad der.

Undervejs skred et par fordomme:

Maskinen klarer arbejdet hurtigere.

No way, simpelthen fordi maskinen kan besvare en masse spørgsmål man ellers må afstå fra at stille, da evigheden ikke ville være lang nok til at få dem besvaret med papir og blyant. At komponere vil oftest - i modsætning til at improvisere - sige at vælge mellem muligheder. Jo flere, jo værre, hvis man vil skynde sig.

Maskinen fordriver mennesket fra kunsten

Måske, men i hvert fald ikke i den gammelkloge forstand som påstanden oftest er udtryk for. Computeren giver komponisten mulighed for faktisk at høre sin musik i 'real time', mange gange, under forskellige forhold, uden -som ved klaveret - at skulle bruge en stor del af sin koncentration på at spille den, eller - som ved skrivebordet -på at skulle forestille sig den.

Maskinen svækker komponistens forestillingsevne

(på en måde der ligner lommeregnerens svækkelse af regne-evnen). Måske, i videre perspektiv, men den udvikler til gengæld nye forestillingsevner. Og det instrumentale simili der produceres af dagens standard-syntheziser er stadig så forlorent, at den indre forestilling om virkelighedens instrumenter snarere skærpes af forskellen.

'Computermusik' er elektronisk musik

Vrøvl! 'Computermusik' er et tomt begreb uden anden mening end den, man vælger til det, - f.eks. den enkle at en computer har været anvendt som redskab. Og dét er i sig selv omtrent så meddelsomt som at tale om 'viskelædermusik' eller 'lommeregnermusik'.

Siden har jeg igen og igen - med Feldmans vidunderlige udtryk - hørt min musik råbe HJÆLP, - desværre uden altid helt at kunne begribe hvad der var galt (eller om det var mig selv, der råbte). Måske findes der noget man kunne kalde for 'langsomhedens æstetik': alle de fund og gaver fra ukendte muser der kan gemme sig i tilsyneladende tomme krinkelkroge, hvis man tager sig tid til at slentre rundt på må og få i de labyrinter man selv bygger op. Gaver som man ellers ikke opdager, simpelthen fordi man ikke leder efter dem. At et nyt, skitseret værk skal
'skrives ind' (som det hed da jeg var ung), er en aldeles corny tanke i en tid med XEROX og printouts. Men hvor tit fandt jeg ikke netop under udøvelsen af denne latterligt forældede aktivitet en tanke, en synsvinkel, en detalje som ellers var gået min næse forbi? Alligevel må jeg indrømme: jeg er holdt op med at 'skrive ind'. - Slangen i brystet....

Som jeg ser det, ligger den virkeligt omstyrtende potens i computeren som musik- og kompositionsinstrument hverken i dens muligheder som test-robot, som hjælpemiddel i den nye/gamlejagt på 'nie erhörte Klänge', eller i dét som kaldes 'algoritmisk komposition' ('automatisk komposition' lyder åbenbart mindre appetitligt). Og heller ikke i den maskinelle 'komfort' der kunne tænkes at lette lidt af det sure slid på musikkens galejer. ( - At komponere, at udtrykke sig kunstnerisk, har som mental aktivitet indlysende ligheder med at 'programmere'. Der er - notations-programmer ufortalt - rutiner i det kompositoriske arbejde som kan programmeres, nemlig alle de veldefinerede, gennemsnitlige ting, altså alt dét som det ikke kommer an på!) Computerens omstyrtende potens ligger i den måde omgangen med den, feed-back'et fra den, ændrer vores måder at tænke på, musikalsk og i det hele taget. Den skaber nye tanke-modeller, ikke ved at vise dem frem, ikke via mikroprocessorer, men som en katalysator. Det er stadig nye tanke-modeller, ikke nyt industrielt isenkram, der skaber ny musik.

Eksempel

Conlon Nancarrow's rytmisk transcendentale musik for mekaniske klaverer. En musik som ingen af den elektroniske musiks stifindere mig bekendt nogensinde har nærmet sig, eller bare 'tænkt', selvom den ville have været meget 'nemmere' at lave i det elektroniske studie. Altså en musik opstået af tanke-forbindelser som åbenbart ikke sluttes i netop de omgivelser hvor de bagefter forekommer åh så selvfølgelige ( - jeg har faktisk truffet det absurde synspunkt: Bare dog den stakkels Nancarrow havde haft en computer, tænk igen hvor meget nemmere.....).

Eksempel:

Ligetis nye rytmiske tankegang, tanke-modeller fremkaldt af Banda-folkets musik fra Centralafrika og af den fraktále geometris halv-kaos, halv-orden. 'Computermusik' uden computer i den forstand at tankegangen er umådelig egnet til at udvikles og testes ved hjælp af en computer. Men tanken strejfede ingen computer-komponister.

Eksempel

(den modsatte vej): Computergrafik, flerdimensionalitet, 'imaginære rum', Rubikterninger, 'magiske' kuber, kugler, sfærer, stjerner, altsammen ting som vores forestillingsevne har svært nok ved at håndtere, men som med ét kan begribes, visualiseres på en skærm, og måske 'oversættes til tid'. Og dermed værdige afløsere for den kolossalt dominerende, bogstaveligt 'fladere' 12-tone-tanke-model (- forlæns, baglæns, nedefra, oppefra).

»Men bæstet kan jo ikke føle« vrisser den poetiske kunstner. Jamen.... véd vi det ? Hvor begynder følelser? Har de allersimpleste eksistensformer, amøber f.eks., følelser? Hvor slutter reflekser og hvor begynder bevidsthed? Har dyr bevidsthed? Har de intelligens? Og hvis f.eks. en skak-computer kan tilskrives blot en vis mængde intelligens, er det da en ukreativ intelligens? (-noget der for mig er et selvmodsigende udtryk). 'Kunstig intelligens', eller A.I. som trofaste læsere af Douglas Hofstaedter véd at kalde det, er ikke længere et spørgsmål, men en videnskab. Og det er ikke sært at dens udøvere oplever 'selv-referens', spejlet i spejlet, som en besættelse. A.I.-forskning søger ikke at definere intelligens ('intelligens er dét, man måler ved intelligensprøver'!) for derefter at konstruere en kunstig imitation. De forsøger indirekte at forstå vores hjernes funktioner ved at studere computerens reaktioner når den stilles spørgsmål der f.eks. forudsætter en 'oversættelse' fra én situation til en anden, og dermed en 'vurdering'. (Interesserede kan henvises til artiklen "Analogies and Roles in Human and Machine Thinking" i Hofstadters blockbuster "Meta-magical Themas", Bantam Books 1986.)

Mine egne beskedne erfaringer, der kun vil fremkalde overbærenhed hos teknologisk sofistikerede, og som utvivlsomt vil forekomme den generation, der vokser op med computeren ligeså rørende som Aakjærs beskrivelser af landbefolkningens reaktion på elektrisk lys, giver imidlertid ingen anledning til at spekulere over maskinens 'egetliv'. Som jeg oplever det, snakker vi slet ikke med maskinen, og den snakker ikke med os. Maskinen får simpelthen en masse telefontråde til at gløde i vores egne hoveder, forbindelser mellem abstraktionsformer og tankebaner, der ellers aldrig var blevet strømførende.

Prisen er tvivl og forvirring, i hvert fald i mit private tilfælde. Især tvivl. Men tvivl flytter bjerge.

Så vidt jeg forstår er der tegn på et vist rallentando i udviklingen, ikke af teknologiske, men af økonomiske grunde, fordi de maskiner der producerer mikroprocessorer etc. ikke selv bliver billigere).

Tegning side 128: Jens Hage