National egenart

Af
| Årgang 65 (1990-1991) nr. 06 - side 182-182

Ingen kan i fuldt alvor beskylde ny dansk musik for at være uinformeret om udviklingen på den internationale scene.

Det internationale kommunikations- og mediesamfund, som vi på godt og ondt er en del af, har vist sig at rumme rige muligheder for udveksling og gensidig påvirkning, også i samtidsmusikkens lille niche. Så danske komponister af i dag ved naturligvis, hvad der sker udenfor landets grænser, ligesom udlandet - her især den angelsaksiske verden - i de seneste år har vist en glædeligt voksende interesse for dansk musik.

I den situation får et begreb som 'national egenart en ny betydning. Det nationale særpræg kan ikke længere forklares som påtvunget af ydre omstændigheder. De forenende træk i den nye danske musik, der for tiden dominerer opførelsesmæssigt, kan ikke tilskrives en ufrivillig afsondring fra dele af de internationale stiltendenser. Det særlige præg beror på den enkelte kunstners og 'miljøets' kunstneriske valg, på en kompliceret proces af fra- og tilvalg i en overflod af tilbud.

Det er tankevækkende, at fremtrædende komponister netop i denne valgfrihedens situation begynder at fortælle den gamle historie om dansk musiks ofte afvisende holdning til begivenhederne i vort store sydlige naboland som historien om dansk musiks lykkelige redning fra både senromantikkens ekstravagance og Schönbergsskolens og Darmstadtfolkenes angiveligt kolde og golde ingeniørmusik. Det kan synes, at vi skal tilbage til den ærkedanske opfattelse af Carl Nielsen og hans arvinger som de sande danske helte, der heroisk holdt stand og frelste vores åh så danske sjæl fra fjenden sydfra.

Måske er den opfattelse betegnende for dansk folkekarakter, men mon ikke den dækker over en forenklet og fordrejet opfattelse af den centraleuropæiske modernisme, og mon ikke den undervurderer rækkevidden af den indflydelse, som modernismen - og her ikke mindst efterkrigs-avantgardens materialeeksperimenter - trods alt har haft, også her til lands?

DMT vil have det spørgsmål diskuteret. Det skal frem i lyset, at den musikalske modernisme er andet og mere end materialefetichisme, og spørgsmålet om materialetænkningens fortsatte indflydelse skal sættes på dagsordenen.

Med ydre anledning i Louisianas store og anbefalelsesværdige udstilling "Wien 1900. Kunst & Design", og med den slet skjulte bitanke at nuancere billedet af modernismen, bringer dette nummer to essays om den modernistiske kunsts barndomsår i Wien. I næste nummer af DMT forfølger vi sagen. Komponisten Sven Erik Werner, der for nylig skrev en artikel i Information med den betegnende titel "Den fortrængte modernisme", har lovet et aktuelt diskussionsbidrag.

Af nærværende nummers indhold skal endvidere fremhæves Tristan Murails introduktion til Spektral Musikken og værket "Kristi syv ord på korset", og Gerard Mc Burneys brede og indholdsrige artikel om den ny musiks stilling i den opløsningstruede Sovjetunion. Udover et længe savnet overblik over situationen i Sovjet rummer Mc Burneys artikel en række refleksioner over de kunstneriske konsekvenser af sovjetkomponisternes terroristisk påtvungne internationale isolation, refleksioner der på en helt anden baggrund giver stof til eftertanke over fænomenet 'national egenart'.

Søren Møller Sørensen