Uitti som Cage, - og omvendt

Francic Marie Uitti opfører værker af John Cage: Etudes Boreales, 26'l 1499 For a String Player, Solo for Cello (from Concert for Piano), Variation I, Variation II, Variation III, A Dip in the Lake, Lecture on Nothing. 2 cd1 er, Etcetera 1991.

»John Cage er for kunstnere hvad dr. Spock er for mødre« skrev en kritiker i National Reporter. Men hvad er Cage for almindelige lyttere? Manden der afskyr at »fortælle andre hvad de skal gøre«, komponisten der anbefaler sine lyttere ikke at reagere hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt på lyde, må give os ret til at spørge: hvorfor i alverden skulle en lytter opdraget efter Cage's ideal netop vælge sig Cage at lytte på?

Spørgsmålet bliver ikke mindre kringlet når det drejer sig om en pladeindspilning af et stykke Cage'sk 'tilfældighedsmusik'. Meningen med at kalde tilfældet til hjælp er jo netop at afskære komponistens 'jeg' fra at tale gennem lydene. Men hvis Cage ikke taler gennem lydene, hvilken særlig betydning har det da for køberen at anskaffe netop en Cage-plade?

Én eller anden, åbenbart, dét kan aflæses om så blot på antallet af Gage-indspilninger. At der, trods Cage's anstrengelser for at holde 'jeg'et' udenfor, alligevel skulle findes en særlig 'tone' i hans tilfældigheds-værker fra efter 1950, lyder som hokuspokus, urimeligt som humlebiens flugt; hans karriere som grammofonidol er tilsvarende uforklarlig, men dog næppe overnaturlig. For der må være et eller andet på disse plader som er særligt og genkendeligt, også udover de fire bogstaver på titelbladet, noget som lyttere ikke uden videre kan finde andre steder. Præcis hvad er imidlertid et spørgsmål for guder...

Frances-Marie Uitti, kendt, agtet og beundret også hos os for sit engagerede og originale cellospil, har på forlaget Etcetera udsendt en dobbelt-CD med værker af'gamle John', alle - vistnok undtagen "Etudes Boréales" - af den type som kræver at den udøvende gennemfører en række valg og beslutninger på grundlag af et grafisk eller andet grundmateriale, og således selv 'fremkalder' lydene. Og resultatet er - igen - en indspilning med en musik så egenartet, at den ikke upassende kan kaldes 'Cage'. En række af de metaforer der falder i talen når man vil beskrive disse lydspil - ensartet, retningsløst, udynamisk, - ligner høflige synonymer for kedelighed. Men - næste paradoks - det er ikke kedeligt, i hvert fald ikke på en påtrængende måde; det bider sig ofte fast i ørerne, og er i glimt gribende, rørende, bevægende. At vi ikke ved hvem der rører, griber, bevæger gør intet til sagen (- os selv, måske, eller er det selve musikkens muser?).

Jeg kan imidlertid ikke skjule at pladen forekommer mig i yderliggående grad møntet på særligt indviede, mere end en times solocello (cum Uitti i talrige vokalt-lydlige funktioner), isolerede lyde i mønstre der (utvivlsomt med vilje) aldrig danner helheder i bevidstheden, er - indrømmet - en sag for mere zenbuddhistiske gemytter end jeg. Måske (måske!) kan det tillige have at gøre med Uitti's spillestil og udtryksform, intens, talende, udadvendt, gestisk, der forekommer mig lidt sidelæns i forhold til denne erklæret formåls- og 'udtryks'-løse musiktænker. Sværest har jeg ved at slippe ind i etuderne, der lyder mest som en endeløs og noget hysterisk Webern i mere eller mindre pytagoræisk stemning. Dejligt anderledes i alle ordets betydninger er til gengæld soloen fra klaverkoncerten, komponeret med fikserede tonehøjder, men på løsblade og uden angivelse af tempo og varigheder, og realiseret med en ultra-tæt mikrofon i en svimlende variationsrigdom af strygerklang.

"Variations" betyder som oftest frit slag hos Cage. Uitti redegør omhyggeligt i den medfølgende tekst for sine manipulationer med gennemsigtige ark lagt ovenpå hinanden, 42 gennemsigtige cirkler(?), I Ching, 27 punkter af vekslende størrelse o.s.v. På pladen realiserer hun fire sådanne variationer, og resultatet er nok lidt gråtonet af og til i disse (trætte?, forvænte?) ører, men også instrumental- og optageteknisk frapperende. Og "The Dip in the Lake" er herligt snurrig og wacky -10 quicksteps, 61 valse og 56 marscher! - hvem der så end har 'komponeret' det. Pladen afsluttes med "Lecture on Nothing" fra "Silence", med Uitti som speakerstemme, lidt uren i trav'et (det er svært at læse tekster op med samme selvfølgelighed som mesteren selv gør det), men du alforbarmende hvor er der mange uforglemmelige formuleringer i den tekst!

En yngre kollega sagde forleden i en samtale om den evindelige John og hans evindelige udfordring ('lyde er bare lyde er bare lyde ...'): »Egentlig har han jo ganske ret, men hvis man begynder at tænke som han, bliver man tosset!« Jeg er helt enig. Der er ingen mellemvej, intet tredje standpunkt, så lidt som der er halve 'jeg'er' (eller 'mig'er'). Men kan man måske tænke lidt mere på ham uden at risikere helt så skræmmende følger?