Øgledage

En replik om fremtidens kulturpolitik

Af KARL AAGE RASMUSSEN

Den sunde fornuft tvivler ikke på at vi skal kunne spise, drikke og trække vejret, selvom en del politikere synes at mene at det kommer i anden række. Derfor reagerer vi imod forurening af mad, vand og luft. Men forureningen af vores begreber, af de billeder vi gør os af verden, er faktisk ligeså livstruende. Blot ænses den langt, langt mindre.

I dag betyder begrebet 'kultur' simpelthen det hele. Alting er kultur, - frikadeller, totempæle, atomvidenskab, lykkehjulet, samlejestillinger, polyesterslips, fritidsaktiviteter. - Og kunst, forresten. Kultur er godt! I modsætning til søster-begreber som 'nation', 'samfund' og 'civilisation' bruges ordet næsten aldrig i negativ betydning. Det er med kultur som med fred, det er noget man går ind for. Vi har glemt de tanker, ideer og idealer som i sin tid gjorde ordet nødvendigt. Kultur er så entydigt godt, at vi i demokratisk iver har udblokket det mere og mere, så absolut ingen skal kunne føle sig udenfor. Undervejs er ordet blevet tom snak, en sproglig losseplads. Eller opsvulmet slitage, - en vable.

Derfor er det første krav til fremtidens kulturpolitik naturligvis en hovedrengøring af kulturbegrebet. Dette store og snavsede arbejde skal jeg ikke forsøge på den milimeterudmålte plads her, men blot foreslå et mindre forurenet alternativ: lad os tale om fremtidens værdi-politik. Eller måske ligefrem om en politik for ånd, hvis ellers nogen kan huske hvad dét ord betød før det kom til at lyde åndssvagt.

90-ernes kulturpolitik er hovedsagelig en politik for statskultur til fritidsbrug. Og trods den almindelige klynken over økonomisk smalkost er dét et område der bedst beskrives på H.C. Andersen'sk med et »Hu-hej hvor det går«! Statskulturen er et svulmende, postmoderne fænomen, hvis rige så udpræget er af denne verden. Dens succes er åbenlys, den kan måles, og den bliver det: i cash-flow, belægningsprocenter, pressedækning, galluptal, eksport og turisme. Dens stadige vækst forudsætter til gengæld policy, målgruppe-animation, marketing og begavet salesmanship.

Se bare på musikken! Der er boom i musik, fra Pavarotti til New Age. Eller rettere: der er boom i lyden af musik. For mens salgstallene himler og kasseapparaterne snurrer, forfalder musikken som erkendelsesmiddel og åndelig aktivitet. Vi får en umusikalsk verden badet i musik.

Situationen fremkalder et malerisk billede fra udviklingshistoriens øgledage: det er dinosaurens sene eftermiddag, - et monstrum med mere og mere krop og mindre og mindre hoved. Den åndelige vægtfylde, det sublime, det dybsindige eller det forfinede får stadig ringere ret, mens dinosaurus-kulturen overtager riget, magten, æren og støtten. I den situation er det ikke sært at staten danser slingrevals mellem kunstfond og'sponsorering', mellem højskole og management, mellem tradition og turisme. At den det ene øjeblik foregiver at lide af monumental økonomisk forstoppelse, for i det andet øjeblik at udtømme sig som en tyfus-patient. (Hvem sagde 'kulturfond'?). Det er tu gengæld sært at vi har en særlig kulturminister, for vi har jo allerede en statsminister der som bekendt er til det hele. Og hvis han har for mange jern i ilden kan vi sikkert udklække en fritids-minister. Resten af den del af kulturen som ikke er kunst kan så uddelegeres som handels- og socialpolitiske særområder. Til gengæld har vi brug for en minister for åndelige værdier. Og måske for en kunst-minister.

For nedslidningen af kulturbegrebet har gjort kunst og kultur til et stadigt mere umage par. Kunst laves af nogle få, allerede dét gør den u-kulturel. Kunst har ingen regler om, hvordan man opfører sig. Kulturen er derimod fuld af regler om rigtig og forkert opførsel. Kunstnerisk 'kvalitet' er endnu et inf iceret ord, der nu mest bruges til at slå andre i hovedet med. I modsætning til så meget andet som heller ingen véd hvad er - vilje, kærlighed o.s.v. - er kunstkvalitet blevet et samfundsanliggende, noget der lovgives om i folketinget. I kunsten er der aldrig nogen der vinder. Men i kulturen er der masser af væddeløb, priser, succes, kunststøtte, hitlister, vindere og tabere.

Dengang ordet 'kvalitet' hørte naturligt hjemme i kunstens verden, betød det arbejde, den dygtighed, kærlighed og umage hvormed arbejdet blev udført, - dets intensitet og omfang, dets selvstændighed. Det afslørede fuskeren, den komfortabelt arbejdende hobbyist, det afslørede den tankeløse, uengagerede eller forudsigelige kunst. Nu bruges det mest som territorieaf-mærkning og brystværn for privilegier. Som propaganda, ideologi, æstetisk lobbyvirksomhed.

En ny værdi-politik må betragte det kunstneriske arbejde, driften til at udføre det og ambitionen om stedse at gøre det bedre, som selve næringssaltet, som et uundværligt menneskeligt perspektiv, i stedet for kun at fokusere på resultater og så behandle den som købmandsvarer.

Men den nuværende misère er ikke kun politisk, vi har alle part i sagen og del i skylden. Nogle dog mere end andre. De to stærkeste instrumenter for vores almindelige state of mind hedder undervisning og medier.

Fra undervisningens uoverskuelige terræn blot et enkelt eksempel på hvordan der går råd i tankegrundlaget. For nylig nedkom en kulturministeriel ekspertgruppe med en betænkning om fremtidens musikuddannelser. I den foreslås det bl.a. at »optagelsesprøven til musikkonservatorierne finder sted i det valgte instrument eller i sang på klassisk eller rytmisk grundlag. Udover hovedfaget aflægges prøve i et tilvalgsfag. Hvis hovedfaget er på grundlag af klassisk repertoire skal tilvalgsfaget være på grundlag af rytmisk repertoire og vice versa.« Altså, og dét er ganske vist: heavy-metal rockeren, el-bas punkeren må i kulturens navn formskæres så han også kan spille lut. Chopin-pianisten må vrides på plads bag et trommesæt. Fordi sådan er 'markedets krav', som dette kuldslåede skrift uden blusel argumenterer. Der skal et robust helbred til ikke at brække sig over en så teknokratisk omgang med den individuelle kunstneriske impuls og de kreative drivkræfter. Her er intet tilbage af forestillingen om kunstnerisk adfærd som udtryk for talent, for personlig motivation og udvikling, for åndelige og håndværksmæssige idealer. Eller bare af ideen om undervisning som samfundets opdrager og kulturelle rygmarv. Tilbage står en villig luder for markedsøkonomien. - Dette ideologiske sammenbrud lader efter min mening ikke kommunismens meget efter, og er så meget mere forbløffende som det sker nærmest i ubemærkethed.

Kravet til fremtidens værdi-politik er naturligvis det 180 grader modsatte. En politik hvis grundstof er individets egen åndsfriskhed og nysgerrighed, den enkeltes egen kreativitet i alle dens former og udtryk.

Med medierne står det ikke bedre til. Deres egen krise - som er både åndelig og økonomisk - gør dem rent ud besat af tanken om det 'almindelige' publikum. Det originale, det svære, det tankerige eller dybdeborende er ikke tiltrækkende fra en kommerciel synsvinkel. Det overfladisk populære eller spektakulære maser alt til side som ikke er nemt at forklare eller umiddelbart fængende, - det usensationelt anderledes, det kritiske, det forsøgsvise, det tossede. Forskellene forsvinder, og uden dem bliver demokratiet en gummibamse. Tankerne og idéerne bag kunsten har ingen plads i informationskulturen, forsøget på at forsvare åndelige sammenhænge bliver ikke formidlet, ja forhanes åbenlyst. Det er i dette informationsmiljø den nutidige kunst skal slå til lyd for sit budskab. Og dens egenværdier overdøves helt af så meget sus i højttaleren. Eller den kvæles af sine egne skygger, som manden i eventyret. Tilbage bliver en næringsfattig, modstandsløs, halv-udenlandsk mediekultur præget af kommerciel censur og understøttet af dét min kollega Olav Anton Thommesen har kaldt for aktiv uvidenhed hos mange af mediernes formidlere. Dermed er banen kridtet op for en situation hvor åndelige værdier forventes at konkurrere om almenhedens opmærksomhed på lige fod med small-talk, gættelege, politiske rævekager, sport og sensationer.

Uden en værdi-politik på medieområdet vil kulturøglen vokse og vokse, mens hovedet stadig skrumper. Tilsidst kan det arme dyr næppe bevæge sig. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, bobler f.eks. den muslimske kultur af en åndelig vitalitet som står i grel modsætning til vestlig fritidsterapi og mediekonserves. Dinosauren ligger der, som en Fafner - dragen i Wagners "Ring" - på toppen af den gamle kulturelle gulddynge eller den nye kommercielle, og mumler: »Jeg véd hvad jeg har. Lass mich Schlafen!« Ikke mindst i dette søvnige land, hvor selv nationalfiguren er en noget forsovet skikkelse, der kun vågner ved helt særlige lejligheder, og hvor de harniskklædte kæmpers vigtigste dyd er, at de er »udhvilede fra strid«...

Uden en overordnet værdi-politik er den såkaldte kulturpolitik værre end ingenting, fordi ånden, det stof menneskelig modning og harmoni er lavet af, klemmes flad eller bliver væk under kulturdyngerne.

Ned med kulturen!

(Artiklen var Rasmussens oplæg på konferencen "Kultur - det daglige brød", 22. februar 1992).

(Tegning side 190: Tore Lind.)