RAPPORT - Fri improvisation i Bremen

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 205-205

Fri improvisation dyrkes som andet end et frikvarter mellem anden musik. I weekenden 15.-17. november afholdt Radio Bremen en kongres for fri improvisation med musikvidenskabelige foredrag og koncerter. Uden at en officiel nummerering eksisterer, ser den ud til at være nr. 3 af slagsen. I 1978 holdt Institut für neue Musik und Musikerziehung Darmstadt nemlig en kongres. Og i 1990 var der en stor kongres i Luzern med Musikerkooperative Schweiz og Musikkonservatoriet som arrangører. (Beretning fra den første: Improvisation in der neuen Musik, Veröff. des Institut für neue Musik und Musik-erz. 20, Mainz 1979; fra den anden endnu under udgivelse).

Musikerorganisationerne, jeg her nævner, eksisterer helt eller delvist for at tage sig af den fri, ikke stil-forpligtede improvisationsmusik (i lighed med Frim i Sverige, Musician's Collectives i England og Free Music Societies i USA).

Som flere af kongressens ialt 6 talere var inde på, så er især ny musik og jazz at finde i musikernes baggrunde. Ifølge professor Klaus-Ernst Behne fra Hannover kommer det 'interaktive' fra jazzen, det Idangforskende' fra ny musik. Nogle er 'jazz- dissidenter' - et udtryk fra Dr. Bert Noglik fra Leipzig, der har skabt en del provokation og debat. Han er forfatter til "Klangspuren - Wege improvisierter Musik" (Berlin 1990).

Allerede i 1966 skrev komponisten Earle Brown om kompleksiteten i ny musik (Darmstädter Beiträge 10, Mainz 1966), hvor han forestillede sig det musikalske univers som et rum med en mangfoldighed af mulige retninger fra alle dets punkter. Med baggrund i dette perspektiv spurgte han, om det giver nogen som helst mening at sætte grænser for, hvor mange deltagere den skabende proces kan have, eller hvor lang tid der skal gå mellem idé og klingende realisation. Et spørgsmål, der stadig fortjener at overvejes af komponister, teoretikere og andre!

Et initiativ, som måske kan puste liv i området herhjemme, er iøvrigt Galleri Av-Art i København, som også holder koncerter.

For improvisationsmusikkens publikum er netop her-og-nu-enheden af at skabe og spille en attraktion, sagde professor Behne i sit foredrag om improvisationen kreativitets-psykologisk set. Musikeren er ikke blot 'postbud' men selve 'afsenderen' af 'kærestebrevet'. Han/hun forventes at være mere involveret, og risikomomentet giver spænding - er 'skrevet med småt' på koncertbilletten.

Begrebet 'avantgarde' stammer fra den franske hær i 1700-tallet, fortalte filosofiprofessor Böhringer fra Kassel om. Avantgarden skulle gå foran og forberede slaget og måtte være indstillet på det uforudsete. 'Antirutine-programmer' i moderne kunst omtaltes, for eksempel Dubuffets praksis med i en periode kun at male med venstre hånd. Mon ikke læseren selv kan finde på eksempler fra musikken ... Mennesker har længe dyrket mentale teknikker til at træne reaktionsevne med. Böhringer illustrerede det ved en gennemgang af begreber herom i den græske, klassiske filosofis hovedretninger.

Træning af reaktionsevnen kan, som improvisationsmusikerne ved, være en stadig dyrket, systematisk proces, og spille-processen kan betragtes analytisk - som Behne viste det, idet han betragtede, hvordan den enkelte musiker veksler mellem at fremføre musikalske elementer og en vurderendo/søgende/besluttende virksomhed.

En nestor på området, den 60-årige Derek Bailey, brugte sit foredrag til en happening, hvor han erklærede det for umuligt at sige noget generelt om improvisation og søgte at overlade scenen til publikum. Det skete dog også på baggrund af, at mange fremmødte nok kendte hans bog: "Improvisation. Its Nature and Practise in Music" (Ashbourne, Derbyshire, 1980 - ny engelsk udgave på vej og en tysk nylig udgivet). Bl.a. er hans begreb 'ikke- idiomatisk improvisation', til forskel fra f.eks. barokimprovisation, Jazzimprovisation osv., blevet bredt accepteret.

De uformelle spille-sessioner bagefter gav mig lejlighed til at studere, hvordan improvisations-musikere både kan medbringe en bagage' af vaner og hvordan den giver anledning til at overskride vaner. Ved én lejlighed spillede en gruppe efter lysbilleder med naturmotiver - de første 10 minutter meget efter billederne. Uden at billedernes karakter skiftede, løb tilbøjeligheden til at spille på en umiskendeligt 'free-jazzet måde pludselig af med musikerne på det morsomste, idet der skete et omsving i musikken. I det andet tilfælde spillede jeg med på klaver og kom i sammenspil med en guitarist, hvis spil mindede mig om Jimi Hendrix - hvad jeg ikke i forvejen ville have troet kunne fungere.

Koncerterne gav iøvrigt en interessant mosaik af improvisationsmusik i Tyskland, Frankrig, Holland og England.