Darmstadt 1992

Sprogforvirringen er babylonisk. Løsrevne ord og sætninger på tysk, engelsk, fransk, italiensk og forskellige asiatiske sprog blander sig til en kakafonisk verdensmusik. Stedet: en kommuneskole ved en af de store udfaldsveje fra den tyske by Darmstadt. Tiden: juli 1992. Det er trykkende og varmt, meget varmt.

Vi er i Darmstadt som deltagere i de internationale sommerkurser for ny musik, der på en gang er sommerskole for unge musikere, træfpunkt for komponister og kompositionsstuderende og en musikfestival af overvældende dimensioner. Op mod 500 deltagere er samlet her, 35 nationer er repræsenteret. Hele arrangementet varer 17 dage. Og der sker noget, hele tiden!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være svært at orientere sig i det Babel, som de traditionsrige sommerkurser i Darmstadt har udviklet sig til, og at mangt og meget i arrangementets ydre form står i et sært skævt forhold til indholdet. Både musikalsk oplevelse og de vanskelige teoretiske og æstetiske diskussioner, der stadig føres i Darmstadt, kræver en ro og fordybelse, som det kan være svært at finde mm for.

Midt i den megen støj, trods al turbulensen og den lammende kvantitet af ord og toner, viser arrangementet sig dog efterhånden at have et fastholdt tema eller en slags skjult dagsorden:

Darmstadt 1992 stiller spørgsmålet om muligheden for en autentisk videreførelse af den musikalske modernismes projekt i en kulturelt og geopolitisk forandret verden, hvor de historiekonstruktioner, der før stod til rådighed som legitimationsgrundlag for den modernistiske selvforståelse, overalt er bragt i tvivl. Og netop ved at fokusere på modernismens mulige aktualitet får man med stor tydelighed demonstreret dybden af det mentalitetsskred, som uigenkaldeligt synes at skille os fra den musikalske epoke, som vi har lært at forbinde med kurserne i Darmstadt.

Overalt, selv hos den standhaftigste 'gammelmodernist, er forandringerne i historiebevidstheden trængt ind til marven. Enhver æstetisk position, også den modernistiske, må idag se sig stillet over for andre i en plural situation, der muliggør eller påtvinger fremmedgørende synsvinkelskift, der lader den indtagne position fremstå som liypotetisk' eller arbitrært konstrueret. Forestillingen om den avantgardistiske musik som spyd-jspidsen for en universel bevidstgørelsesproces har forlængst mistet sin alment forpligtende gyldighed, og intet i den ny musiks lilleverden kan længere være som det var. Overalt må en legi-timationskrise gøre sig gældende. Også i forbindelse med den ny musiks institutioner, Darmstadt-kurserne indbefattet.

Man vender hjem fra Darmstadt med skærpet blik for den ny musiks aktuelle problemer og med lyst til at takke arrangørerne for foretagendets partiskhed, der i år synes skarpere trukket op end i 1990. Først og fremmest fordi ensidigheden pointerer den skitserede legitima-tionsproblematik så klart. Men det må indrømmes, at man som dansk føler sig lidt fremmed her, hvor mange internationale tendenser, der også optager os i Danmark, forbigås, hvor dansk musik slet ikke er repræsenteret, og hvor ingen dansk komponist i år fandt det umagen værd at deltage. Det musikalske landskab tager sig virkelig meget anderledes ud fra Darmstadt end fra København.

Brian Ferneyhough er stadig den ledende skikkelse i Darmstadt, og hans angelsaksisk dominerede skoledannelse, der hidsigt modsætter sig at blive rubriceret som skoledannelse under begrebet 'new complexity', fylder godt op både på deltagerlisten og i koncertprogrammet.

Helmut Lachenmann er fortsat centralt placeret som komponist og teoretiker og kunne i år fejres som 35 års jubilar.

Den italienske forbindelse plejes stadig. Dels er Donatoni-skolen velre-præsenteret, dels fremhæves udviklingsperspektiverne i Luigi Nonos sene klangorienterede værker med live electronics og endelig vies Giacinto Scelsis esoteriske klangmusik en for mig overraskende stor interesse.

Miljøet omkring IRCAM og pariserkonservatoriet, hvis udnyttelse af klangrnaterialets spektrale egenskaber man i Darmstadt gerne ser tolket ' som en videreførelse af en modernistisk materialeudvidelsestendens, var i år repræsenteret bl.a. af komponisten Michael Levinas, der var med til at oprette ensemblet "L'Itenéraire".

Wolfgang Rihm var i år til stede for en kort bemærkning og optrådte som den eneste eksponerede repræsentant for den skarpe opposition mod den traditionelle avantgardeholdning, som i Tyskland først gjorde sig bemærket i midten af 70erne med TSÍeue Einfachheit-grup-pen omkring bl.a. Rihm, Hans-Jürgen von Bose og Hans-Christian von Dadelsen. Rihm forstår både musikalsk og som en yderst veltalende debattør at distancere sig fra hele det modernistiske normkompleks, der omfatter tabueringen af de tonale klange, nødvendigheden af materialeudvidelser og behovet for en streng rationel kontrol af kompositionsprocessen. Men hans musik, når den er bedst, er ny, vedkommende og udfordrende. Det medgiver man gerne, også i Darmstadt.

Indenfor murene i Darmstadt markerer kun Wolfgang Rihm sig utvetydigt med en oppositionel holdning, med en definitiv afstandtagen fra det modernistiske projekts selvforståelse. Glædeligt havde det været, om Rihms æstetiske position, var blevet grundigere analyseret i diskussionerne. Måske er det i en kunst som Wolfgang Rihms, hvor det ny forstår sig på en ny måde, at vi vil kunne finde stof til den diskussion, der kan føre os ud over positioner, der soleklart er blevet uholdbare, og gøre det muligt at finde nye orienteringspunkter, hvor de gamle er eroderet bort.