Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 08 - side 280-281

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Martin Knakkergaard: IO -om musikteknologi, musik og teknologi. Licentiatafhandling ved Aalborg Universitetscenter 1992. (Under udgivelse på Odense Universitetsfor-lag).


Af Ivar Frounberg

Martin Knakkergaards bog "IO" er på mange måder et sympatiskt bekendtskab, men han er snakkesalig, og desværre er kvaliteten ujævn.

Den oversigtsmæssige side er god og dækker både historie, teknologi og faglige diskussioner. Mindre vel dækket er diskussioner om æstetikker og stilistiske implikationer. Bogens største mangel er den ringe grad perspektivering: forfatteren diskuterer redskabernes indflydelse på resultaterne, selv viger han udenom en mere dybtgående reference til teknologien, og dermed placerer han sig i sikker afstand fra det rigtigt besværlige ved computermusik.

Bogen indeholder kun meget få referencer til primære kilder. Tidskrifter som "Computer Music Journal" og "Musical Perception", der begge indeholder førstehåndsinformation om teknologi og forskningsresultater, ses ikke i litteraturlisten, og der refereres ikke til dem i teksten, selv når det ville være relevant. Derimod figurerer referencer til kilder som "Keyboard" og "Datatid", begge kommercielle månedstidskrifter. I det hele taget refereres der ofte på 2. hånd, hvilket fører til upræcision og til det groteske forhold, at der citeres på engelsk om tysksprogede komponister og på tysk om fransksprogede komponister!

Den ringe dybdeborende perspektivering kan jeg eksemplificere med forfatterens oversigt over mit værk "Hvad sang Sirenerne, da Odysseus sejlede forbi?". Her refereres alene til DMT-artiklen af Jakob Levinsen, men værket selv — dets partitur og tekniske indhold er ikke troværdigt præsenteret. Selvom der findes mange andre referencer til foredragene under Århus Computer Musik Festival 1989, har forfatteren ikke fundet det umagen værd at indgå i en diskussion om den timing computeren analyserer sig frem til udfra dirigentens indsatser, som jeg dokumenterede ved den lejlighed. Han hæfter alene ved det faktum, at der skal en computeroperatør til at bistå fremførelsen. Andre løsninger er kommet til siden, f.eks. i de tilsvarende afsnit af "Time and the Bell". Her foregår interaktionen udfra en simpel pattern-matching-teknik, men på musikerens betingelser. Dermed rammer hans pointe skævt.

Når jeg trækker dette eksempel frem, er det fordi det er symptomatisk for bogen. Referencer til de kognitive1 aspekter af computermusikken er særdeles fraværende. Martin Knakkergaard hæfter sig ved den praktiske realisering, der ofte er et kompromis, fremfor den langt mere interessante, bestræbelse. Den teknologiske udvikling er endnu i sin vorden og han forveksler dermed de pragmatiske løsninger: APPARATET med de bagvedliggende intentioner: erkendelse. Kun Boulez -med hele IRCAM-apparatet bag sig — kan være kompromisløs!

Afsnittet om Boulez' "Répons" er vældigt godt, værket bliver behandlet grundigt og dybtgående. Vi kommer rundt omkring teknologien, formen og de tonale aspekter i værket. Dette afsnit er bogens stærkeste.

Martin Knakkergaard søger at afklare, »om teknologiens tilstedeværelse generelt finder sted på musikkens præmisser, eller om det tværtimod er teknologien, der indoptager musikken i sit altfavnende univers.« Netop kognitionsforskningen beskæftiger sig med at afdække relationerne mellem maskine og hjerne ved at opstille computermodeller for hjernens aktivitet. Med fraværet af referencer til kognitionsforskningen bliver hans egentlige hensigt konfus og fragmentarisk.

Bogens intention bliver svær at fange, for på den ene side fremføres en række relevante diskussioner, mens den tekniske dokumentation på den anden side er ufuldstændig og i for høj grad baseret på den kommercielle teknologi. Hvad har f.eks. Rolands LA-syntese at gøre her? Den er jo alene et markedsføringsmæssigt modtræk til konkurrenten Yamaha! Problemet forstærkes af, at andre basale syntesemodeller, som f.eks. Waveshaping, Karplus-Strong, Linear Prediction og Physical Modelling, ikke beskrives. Havde Martin Knakkergaard bare kigget i Computer Music Journal.

Og MIDI-kritikken affærdiges med henvisninger til Jim Aikin i Keyboard! Den rå sandhed er her, at MIDI interfererer med vores perceptionsapparat med hensyn til hastighed (både det kritiske l msec, for retningsbestemmelse og de kritiske 16 msec, for samtidighed) og med hensyn til opløsning (vi kan f.eks. opfatte flere end de - ofte endda kun postulerede - 127 lydtryksniveau'er i centrale frekvensområder). Når forfatteren på side 128 om MIDI skriver: »Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene«, så må man konstatere, at MIDI også mangler benene! MIDI har erobret mere end tyve sider af bogens ca. 300 tekstsider, uden at tilbyde voldsomt mere, end hvad man har kunnet læse i Henrik Müller og Jesper Ranums bog fra 1989.

Allerede under Århus Computer Musik Festival 1989 gjorde jeg mig til talsmand for en mere standardiseret terminologi omkring computermusikken. Terminologien blev præciseret i DMT nr. 8 1991/92 i artiklen "Hvor blev computermusikken af, da computeren blev voksen?" Nu introducerer Martin Knakkergaard skellet mellem 'formalisering' og 'algoritmisk' som »en formalistisk model FM« og »den intuitive model IM«. Jeg bliver ikke overbevist af den ny terminologi: FM kan forveksles med Frekvens Modulation og 'intuition' bør være tilstede under enhver kompositionsproces. Man behøver ikke at opfinde en særskilt etiket for 'dårligt', der som bekendt er mangel på intuition - med mindre det er villet! Hermed underspilles også Xenakis' kritik af serialismen, en kritik der førte til et formaliseret tankesæt, som beskrevet i "Formalized Music", der typisk nok ikke findes i litteraturlisten.

Det egentlige indhold i denne skelnen er imidlertid central. Jeg deler ikke forfatterens opfattelse af, at maskinens præmisser nødvendigvis fører til et uetisk resultat. Det sker allerede i orkester-, kammer-, og solomusik, at mediet bestemmer musikken. Problemet er kognitivt: hvis vi accepterer det vi hører som musik -ja så er det musik uanset hvilket grundlag musikken er skrevet på, og uanset hvad vores private preferencer er. Selvom det er vinden, der frembringer musikken, så har komponisten Wayne Siegel lagt et filter, der afgrænser musikken i forhold til omverdenen - vi låner hans ører et øjeblik - og dermed fører det til en ny musikalsk og medmenneskelig erkendelse. Derfor kan vi godt være kritiske og diskutere værkets præmisser som kognitivt objekt: f.eks. relationen mellem det intuitive koncept og graden af differentiering af dette, men denne problemstilling er ikke specifik for computermusik, omend den ofte er symptomatisk. At der findes ophavsretlige problemer er ikke nødvendigvis et symptom på en uetisk situation, men henviser alene til en kulturdogmatisk definition af begrebet 'musik'.

Her er vi altså uenige, Martin Knakkergaard og jeg. Det er vi allerede fra starten, når han på side 8 siger, at bogen er skrevet med tro på, at sandheden eksisterer. For mig eksisterer kun bestræbelse!

1) Der er i dette forår udgivet en grundig introduktion til kognitiv videnskab på Nyt Nordisk Forlag: "Naturlig og kunstig intelligens" af Niels Ole Bernsen og Ib Ulbæk.

Årgang 67/1992-1993, nr. 08