Det nye Nutida Musik

Det kræver mod at vælge det indlysende rigtige. Der er jo altid så mange hensyn! Men Nutida Musik har truffet et indlysende rigtigt og modigt valg med den redaktionelle linie og det grafiske design, der blev introduceret med det første nummer af indeværende årgang.

Formatet er nyt. I stedet for det sædvanlige slatne A4-format har man valgt et noget mindre (20x24,5 cm), og det glittede, evigt spejlende, papir er erstattet af det helt matte og meget mere læsevenlige.

Layoutet er nyt og næsten puritansk. Hovedartiklerne er sat op med to spalter på siden, anmeldelser, rapporter osv. med tre. Illustationerne er sparsomme, nodeeksemplerne derimod rigelige og udførlige. I det hele taget er konceptet nyt og befriende enkelt. Det nye Nutida Musik ved, at et tidsskrift er til for at blive læst og ikke for at demonstrere layout-programmets muligheder eller tilfredsstille layouterens artistiske ambitioner. Og tidsskriftet kommer os i møde i sikker forvisning om, at vi allerede er vundet for sagen. Vi har anskaffet os et tidsskrift om ny musik og skal ikke først lokkes ind i butikken med neonlys og indladende falbelader.

Stilfærdigt indbydes vi til koncentrationen om den koncentrerede og velinformerede tekst, og der tør insisteres på, at denne koncentration har noget værdifuldt at tilbyde. Den grafiske tilrettelæggelse er valgt ud fra denne indstilling. Redaktør Bo Rydberg beder os i lederen om at betragte den grafiske fornyelse i sammenhæng med »... de senere års bestræbelse for at tilbyde tekstuel fordybelse i æstetiske og analytiske problemstillinger«.

Uden at være et egentligt tema-nummer fokuserer det første nummer af det nye Nutida Musik på fransk musik. Erling E. Guldbrandsen løfter lidt af sløret for sin spændende Boulez-projekt, der sigter mod en revision af det traditionelle opfattelse af Bolulez' musik som legemliggørelsen af serialismens ideal om fuldstændig integration og total rationel kontrol (se også Guldbrandsens nye artikel andetsteds i bladet, red.). Det teoretiske udgangspunkt for denne velkomne bestræbelse er Boulez' forpligtelse på Mallarmés poetik og særligt hans idé om 'det anonyme kunstværk', som i Guldbrandsens artikel videreforarbejdes under inddragelse af tekstteoretiske udspil fra bl.a. Derrida og Paul le Man.

Guldbrandsens artikel kommenteres og suppleres af Pierre Boulez' eget smukke essay om traditionsproblematikken Vestalen og ildtyven, der bringes i svensk oversættelse.

Resten af nummerets frankrigstema fastholder den vekselvirkning mellem det dagsaktuelle og det lidt ældre stof, der allerede er sat i gang med bidragene om og af Boulez. Den i Frankrig bosiddende svenske komponist Madeleine Isaksson portrætteres. Et afsnit af Pierre Schaeffers klassiske Traité des objets musicaeux bringes i oversættelse og kommenteres af oversætteren Fredrik Österling. Den franske performance-duo Étant Donnés præsenteres og dens forestilling Royaume kommenteres. Og endelig giver Anders Jallén, der også stod for portrættet af Madeleine Isaksson, et hastigt vue over en række yngre franske komponister.

Uden for temaet finder vi Erik Mikael Karlssons artikel om tiden som musikalsk tema, og arbejdet i det elektroniske studie. Vi finder kritikeren Erik Wallrups kritik af kritikken Musikkritiken. O under hösten, vi finder Björn Billings æstetiske 'essay' Guldkant på tillvaron, og vi finder komponisten Gunnar Valkares kommentar Tänkt vid åsynen av en vacker notbild.

Først om det sidste: Sidste nummer af Nutida Musik bragte på forsiden et smukt, symmetrisk arrangeret, nodebillede af den komplekse svensker Ole Lützow-Holm. Valkare føler ubehag derved og finder anledning til at genoptage den gamle diskussion om forholdet mellem musikkens klingende virkelighed og dens skriftlige fiksering, som han ser som konflikten mellem »... på den ene side skriftens effektivitet og tekniske overlegenhed, dens evne til at gå ud over tid og rum, og på den anden side det uundvigelige i vores genetisk givne kommunikative og rituelle koder.«

Hermed lanceres unægteligt et andet tekstbegreb end det post-strukturalistiske, der var på spil i Guldbrandsens Boulez-artikel, og som ikke kender nogen kilde til autenticitet og gyldighed hinsides den manifeste tekst.

Björn Billing fortsætter med sin filosofisk prætentiøse samtidsdiagnostik, og lader ikke meget håb for patienten. Svækkelsen griber om sig, tidsånden skal have da-da, og Billing slår bravt til. Men jeg er bange for, at den livskloge tidsånd er blevet for snedig til at lægge rygstykker til hans verbale stokkeslag.

Billing har for vane at kalde sine æstetiske artikler 'essays', men hver gang skriver han 'den store sammenfatning'. Også denne gang kommer han vidt omkring og får dokumenteret et godt overblik over de forskellige temakredse i diskussionen om det postmoderne. Men det forbliver tamt, uvedkommende og ufarligt. Intet sættes på spil, intet 'forsøges' i dette ords egentlige betydning. De grundlæggende strukturer - hele sættet af oppositioner og dikotomier - er hentet fra 60'ernes og 70'ernes ensidige Adorno-reception, og her er ingenting ændret og intet sat under diskussion.

Trods tekstens filosofiske patos, savner man en ægte tiltro til de kreative muligheder og den forandrende kraft, som tænkningen vinder i det koncentrerede og præcist fokuserede arbejde i sit eget materiale. Billing stirrer sig blind på det hele og nægter sig den ny indsigt og de nye bevægelsesmuligheder, der måtte være at vinde ved detailstudiet fx af et par af de mange begreber og teoretiske ansatser, som han så rundhåndet henviser til. Det ville være velgørende at se et indlæg fra Billing, gennemtrængt af ægte essayistisk ånd.

Erik Wallrups artikel om den svenske musikkritiks problemer med den ny musik, er en sørgmodig beretning om den svenske dagspresses negligering og uprofessionelle behandling af den ny musik. Men heldigvis indeholder den meget mere end den sædvanlige jereminade. For mig er artiklens væsentligste budskab, at der kan og skal findes en kur mod ondet, at det skal være muligt at skrive både meningsfuldt og forståeligt om den nykomponerede musik. Som det så smukt skrives, findes der trods alt »... fragmenter af en mulig diskurs: dels inden for den musikterminologi, som trods alt eksisterer, dels gennem båndet til den omgivende kulturelle samtale.

Det, der kan ske her, er altså en dobbelt bevægelse, hvor musikkens artsegne terminologi møder en almen diskurs. Den eneste måde at komme forbi 'ubegribeligheden' i den ny musik er at indføre relevante begreber og at skille det ubeskrivelige fra det sværtbeskrivelige«.

Ordene er møntet på dagbladskritikeren men kan med samme ret møntes på vores skriverier i tidsskrifterne, og de er bestemt heller ikke irrelevante for musikforskeren. For det er vel det, det drejer sig om: At påtage sig den vanskelige men på ingen måde umulige opgave at udvikle den samfundsmæssige samtale om vores musik. Og at gøre det i en ånd, der på en gang erkender berettigelsen og anvendeligheden af et sprog, der tager højde for musikkens 'artsegenhed', og nødvendigheden af den omhyggelige og ansvarsfulde udarbejdelse af forbindelseslinierne til de andre kunstarter og til de andre sfærer i vores poly-centriske og poly-glotte kultur.

Det mix, som det nye Nutida Musik er nået frem til i sit første nummer, lover godt for tidsskriftets fremtidige bidrag til det projekt.

PS.

Det svenske Nutida Musik har altså gjort sig sin stilling klar og truffet sine valg, og det er der kommet et godt tidsskrift ud af. I Norge er situationen omkring tidsskriftet Ballade mere grumset. Man står netop nu midt i et vadested. Morten Eide Pedersen er fratrådt posten som redaktør, og der er endnu ikke fundet en varig afløser. Denne årgangs første nummer er redigeret af Geir Johnson.

Under et sådant interregnum ville en udførlig anmeldelse af vores norske kollegers produkt være fejlanbragt. Men svenskernes meget rene udspil burde give anledning til en fornyet diskussion af mål, målgruppe og midler både i Danmark og Norge. Man er nødt til at træffe valg, og det nye nummer af Ballade spiller for urent ud i minefeltet mellem promotion, PR og fri refleksion.