En seriøs kommentar til Svend Hvidtfelt Nielsen og Peter Bruun og et surt opstød til Per Nørgård.

Af
| Årgang 69 (1994-1995) nr. 02 - side 104-105

En seriøs kommentar til Svend Hvidtfelt Nielsen og Peter Bruun og et surt opstød til Per Nørgård.

I den løbende æstetiske diskussion i DMT har Svend Hvidtfelt Nielsen og Peter Bruun optrukket to positioner, der hver har deres historiske forudsætninger og hver deres fortsatte aktualitet.

Lidt firkantet sagt præsenterer Svend Hvidtfelt Nielsen en postmoderne variant af modernismens traditionsforståelse. Inden for den forståelsesramme, som Svend Hvidtfelt Nielsen udkaster, beror det gyldige kunstneriske udtryk fortsat på den autentiske traditionsforlængelse, og man er fortsat forpligtet på et 'projekt'. Men både traditionen og projektet har været på slankekur. Modernismens 'universelle projekt' er blevet til ny dansk musiks 'lokale projekt'. Før henvistes der til kunstmusikkens tusindårige tilstedeværelse som civilisatorisk agens i euro-pæisk kultur. Nu henvises der til den lille gruppe stilfærdige mænd, der i de sidste årtier har tegnet profilen af ny dansk musik og domineret kompositionsundervisningen ved konservatorierne.

Synspunktet er for så vidt konsekvent og præget af en betydelig grad af realitetssans. Og velgørende er især det postmodernistiske afkald på modernismens universalitetsfordring. Fordi projektet nu er blevet lokalt, må det acceptere at leve side om side med andre lige så gyldige projekter med andre og inkommensurable målsætninger og konkretiseringer.

Men Svend Hvidtfelt Nielsen efterlader en række uafklarede spørgsmål. Først og fremmest spørger man sig, om det mulighedsrum, som en komponist i 1994 må orientere sig i, er udtømmende beskrevet med Svend Hvidtfelt Nielsens program for udforskningen »af kompositionsteknikkens regler således som vi overtager dem fra vores forgængere« og med hans tale om at viderebearbejde de spor, som ligger i forgængernes musik.

Bag formuleringerne klinger Adornos sætninger om materialet som sedimenteret ånd og som en formidlingsinstans mellem subjektivt og objektivt, og Svend Hvidtfelt Nielsen har tilsyneladende ikke behov for at relativere Adornos enøjede fokus på materialet og materialeudviklingen. Han vil ikke kendes ved andre kunstneriske forpligtelser, end dem der er sat med »materialets historiske udviklingsniveau« i det snævre miljø, som han som komponist er født eller socialiseret ind i.

Netop i det spørgsmål repræsenterer Peter Bruun en radikalt anderledes position og skriver sig ind i en tradition for ikke at overtage kunstbegrebet ubeset men at gøre det til et kunstnerisk anliggende at flytte eller ophæve dets grænser og udvide kunstens samfundsmæssige virkningsradius. Og sådan noget gør man ikke uden at løfte blikket fra nodepapiret for kritisk og distanceret at rette blikket mod sammenhænge netop af den slags, som ifølge Svend Hvidtfelt Nielsen definerer det forpligtende udgangspunkt.

Det ikke-nye, som Peter Bruun sætter på dagsordenen, er altså en klassisk diskussion om formen for kunstens samfundsmæssige tilstedeværelse. Og hans bidrag synes båret af en lige så klassisk fortrøstning til, at det kunstneriske udtryk ikke behøver at bekymre sig om sin samfundsmæssige relevans, at det - hvis det ellers dur - går svanger med lykkelige samfundsmæssige konsekvenser, der blot for nærværende ikke kan forløses. Det minder om surrealisten Andre Bretons drøm: at jorden igen skulle blive beboelig, når den frihed og opfyldelse, han så realiseret i kunstsfæren, sprængte sig ud af de snævre institutionelle rammer og blev levet og erfaret virkelighed.

Hvis man i forlængelse bl.a. af den tyske litteraturteoretiker Peter Bür-ger reserverer avantgardebegrebet for den værk- og institutionslinie i det 20. århundredes ny europæiske kunst (linien fra Duchamp og Breton til Cage osv.), kan man sige, at Peter Bruun aktualiserer avantgardens traditionelle problematik. Det drejer sig om de mulige (eller umulige) konsekvenser af kunstens samfundsmæssige tilstedeværelse, og det drejer sig om foranderligheden af denne tilstedeværelses former.

Jeg læser Peter Bruuns repetition af historien om den europæiske kunstmusiks udvikling fra funktionsbundethed til autonomi først og fremmest som en påmindelse om to væsentlige ting: For det første at kunstbegrebet er historisk foranderligt, dvs. at kunstens rolle, dens sociale status og vores forventninger og forhåbninger til den, er i historisk bevægelse. For det andet at kunstens autonomi er et tvivlsomt gode, fordi prisen for retten til selvbestemmelse og retten til at se bort fra hensigtsmæssighed i forholdet til ydre samfundsmæssige formål har været frakoblingen fra det politiske. Peter Bruun udtrykker dette forhold præcist med sin beskrivelse af 'neutraliseringen' inden for snævert afgrænsede institutionelle rammer.

Svend Hvidtfelt Nielsen præsenterer en postmoderne variant af modernismens traditionsforståelse, han pointerer forpligtelsen på materialet, men foretager samtidig en meget velgørende retræte fra den klassiske modernistiske universalitetsfordring. Peter Bruun aktualiserer den avantgardistiske holdning og henleder opmærksomheden på, at der kunne tænkes andre og bredere felter for kunstnerisk refleksion og ageren end strukturerne i værkernes indre.

På den måde bidrager de hver især til en opblødning af fastlåste modernistiske positioner - sent kunne man sige, men imødekommende et behov og inderligt velkomment.

Behovet er sidst dokumenteret med Per Nørgårds forstemmende fejlanbragte kommentar til Peter Bruun. Per Nørgård tolker Peter Bruuns artikel som et udtryk for »de mere forudsigelige bølgebevægelser mellem 'samfundsrelevant' og 'l'art pour l'art'« og svarer med tyve år gamle argumenter mod tyve år gamle - og forlængst glemte - krav om en direkte politisk stillingtagende musik, dvs. om en musik der stiller sig i politiske partiinteressers tjeneste. Det er imidlertid ikke det, Peter Bruuns artikel handler om.

Men svipseren og det tvangshandlingsagtige forsvar er ikke det værste. Det værste er, at kunstbegrebet i Per Nørgårds 20 år gamle argumentation mod 'politiseringen' er tvangsindlagt og fikseret i skabelonen fra modernitetens store bevidstgørelses- og fri-gørelsesfortællinger, dvs. i præcis den samme skabelon, der formede de politiske ideer, der polemiseredes imod. Det bringer ubehagelige mindelser fra et årti, hvor alt for mange vidste alt for meget og tænkte alt for lidt, og hvor vi lænede os tilbage i historiebilleder og erkendelsesteoretiske konstruktioner, som vi nu har forladt til fordel for et helt anderledes frit og åbent mulighedsfelt.

Citat: »Ved en omhyggelig, fremtidig tydning af det musikalske mesterværk ville vi erobre os et indblik i, hvad et menneske ér, ikke i dets fysiske, men i dets totale psyko-fysiske udtryk«.

Bemærk konstruktionens mønstergyldighed og se, hvordan den er skåret over præcis samme læst som 70'er-marxismen.

Alt er på plads og i orden:

Teleologien. Udviklingens orientering mod et på forhånd kendt mål. In casu: indsigten i menneskets »totale psyko-fysiske udtryk«.

Enhedspostulatet. In casu: postulatet om »mesterværkets« evige sandhed på tværs af og i foragt over for kunstbegrebets historiske foranderlighed og over for inkommensurable kunstnerfysiognomiers inkommensurable udtryk (synd og skam for fortidens mestre, at de måtte gå i graven, uvidende om at det, de havde skabt, var beskedne bidrag til Per Nørgårds psyko-fysiske projekt!)

Ideen om det epistemologiske brud. Ideen om en erkendelsesteoretisk nyorientering, der endelig skulle føre os til sandheden, og oplevelsen af at stå midt i omsvinget og anelsesfuldt skue ind i det forjættede land. Her repræsenteret ved den »omhyggelige, fremtidige tolkning«, som Per Nør-gård naturligvis så småt har taget hul på.

I dag ved vi mindre om retningen og tænker friere. Vi respekterer og værdsætter forskellene. Og vi accepterer gerne, at den definitive metafysiske sandhed bestandigt vil forblive uden for rækkevidde, og den er os så ligegyldig, at vi ikke engang gider erklære den død.

I denne pragtfuldt umulige, principielt åbne og anarkistiske situation har en række af vores

unge (og ikke helt så unge) komponister genoplivet den hendøende æstetiske diskussion. Det skal ikke mødes med obstruktion men med respekt, anerkendelse og konstruktivt

modspil.

Søren Møller Sørensen