To teser om ny musik

I anledning af den filosofiske debat i DMT på det sidste

1) det er de særlige oplevemuligheder, der overhovedet gør ny musik værd at beskæftige sig med, og deres eksistens er afhængig af en generel materialeholdning.

2) at formidle disse oplevemuligheder til andre er en værdig opgave.

Ad 1: kun i ny musik har vi lov at gøre så meget med lyden og behandle den så kontemplativt, med store emotionelt-katharsiske og meditative oplevelser til følge. New Age-folkene skulle bare vide, hvad de går glip af! Som Guldbrandsen viser i DMT nr. 8, kan man godt anskue situationen abstrakt ved at sige, at når modernismen søger at bryde med en tradition, fører den en tradition for oprør videre. Men i praksis hersker historisk og geografisk skelnelige traditioner, som Guldbrandsen netop også synes at ville betone. Friheden til at sætte alle lyde og stilarter sammen er noget der findes inden for, hvad vi mest praktisk kan kalde en vestlig modernismetradition. Se fx Erik Christensens koncentrerede signalement 4 spor i den musikalske modernisme, DMT nr. 7, 1990-91.

Den kontemplative holdning, Peter Bruun fremholder som en central værdi i DMT nr. 6 (endda med rette), er immervæk stadig en funktion af en generel materialeholdning i vid forstand. Måske er der for tiden ikke særlig store »interne materiale-opgør« (Svend Hvidtfeldt Nielsen i DMT nr. 7), men der er en almindelig opslutten omkring det pluralistiske.

Den åbenhed over for kulturer uden for vores egen næsetip, Fundal beskriver i DMT nr. 6, er interessant nok dybt beslægtet med Stockhausens nu klassiske beskrivelser af værker som Hymnen og Telemusik i slutningen af 60'erne - : »... ikke... den musikalske supermarkedsholdning, men ... en holdning, hvor man i sin dyrkning/afdækning af den individuelle særegenhed kan berige sig selv og andre ... Hvis en sådan interesse ... bliver levet, tror jeg også, at isolationen af den ny musik gradvist vil forsvinde (s. 193)«, siger Fundal.

Ligeledes tænkte Stockhausen sine kompositioner som et univers, hvor gæster inviteredes ind og så musikken som en mulighed for kulturel forståelse.

Det er modernismens materialeholdning, som har gjort og stadig gør det muligt at lave collager og andre åbne, pluralistiske sammensætninger.

Ad 2: her vil jeg bryde ud i et citat: »Den ny musik ... tilbyder det almindelige menneske, idet den ikke mere afviser noget af den klingende mangfoldighed, muligheden for ikke mere at være domineret og holdt som slave ... af de utallige klangmuligheder som den nuværende verden overfalder det med. ... det er påny muligt at gå fra en æstetisk aktivitet til et dagligt liv uden anger.« En smuk postmodernistisk hyldest til individets frihed? Ja, hvorfor ikke, men det er ihvertfald skrevet af komponisten Henri Pousseur i 1958 i begejstring over elektronmusikken (La nuova sensibilitá musicale, Incontri Musicali 2, maj 1958).

Sensibiliseringen og det æstetiske fællesskab er alment menneskelige og opbyggelige - her har Bruun i DMT nr. 6 ret i, at musikken er socialt opbyggelig på anarkistisk vis. Ny musik stiller ved sin materialeåbenhed ikke de færdigheds-, videns- og dannelseskrav, traditionel musik gjorde; nye lyttere har rent faktisk lov at begynde her. Anarkismen fungerer da også, bortset fra når elitære og/eller kommercielle strukturer stiller sig anti-humanistisk ivejen.

Her har Svend Hvidtfeldt Nielsen i DMT nr. 7 ret med sin befriende påpegning af, at håndfast reklame må der til. Ingen forførelse realiseres i tilbagetrukkethed, den besværlige handlen og satsen må supplere føl-somheden. Opgøret med det elitære har ganske vist givet rum for en ny, langt mere proces-orienteret musikpædagogik, men i de voksnes verden har vi endnu et ubehjælpsomt forhold til den åbne og tilgængelige størrelse, ny musik burde være.

Når alt er tilladt, kunne det se ud som om, der ingen spænding eksisterer længere. Her ser jeg imidlertid, i lighed med Fundal og Hvidtfelt Nielsen en udfordring i det sociale, i arbejdet på at reducere ubehjælpsomheden. En dialektik med en musiksocial situation, der bearbejdes af komponisten på baggrund af musik-pluralismen, gør saftspændte collager og lidenskabelige rendyrkninger ud af ellers afblegede potpourrier.

Komponisterne er 'drøvtyggere' af kultursammenstøds-oplevelser. Herved går den visdom i opfyldelse, som psykologen C.G. Jung formulerede, at »kunst er offentlig konfliktbearbejdning«. Også når det pluralistiske ikke er centralt i komponistens idé, hører det med til den almene situation, at ude i verden, hvor publikum, elever, politikere m.v. befinder sig, er alt bestemt ikke tilladt. Ikke før vi har forført dem ved at vise, hvor meget der er muligt.

Kan man påstå dette projekt er uden anstrengelse og spænding? Graugaard advarer ganske vist i DMT nr. 8 energisk mod at tro for meget på, at publikum kommer og 'redder' os. Men det stædige udspil til dialog, den stadige given gaver væk fra vores side, er vel også en mere passende beskrivelse af vores rolle som komponister og formidlere.

ALMEN BEMÆRKNING I TIL BEGGE TESER:

succes'erne er det svære. En mislykket komposition eller koncert ved vi jo godt, hvordan vi skal håndtere: gøre noget andet næste gang. Men når noget lyder FOR godt, er FOR spændende eller vandt FOR megen genklang til blot at kunne henlægges - så begynder nye projekter med alle deres besværligheder. Findes der en postmodernistisk situation, så må dette være dennes 'ulidelige lethed'!

ALMEN BEMÆRKNING II TIL BEGGE TESER:

Den Nationale Konsensus, Lars Grau-gaard nævner, burde gennemskues og kritiseres mere, ja. Og som vi gamle lærte i 70'erne, er ideologi i samfundet imidlertid noget, man må arbejde sig fri af i en stadig proces. Det en-kelte individ har med tilstrækkelig integritet og mod visse muligheder for at vælge, men kraften til at opstille alternativer må hentes i samarbejde, som udvikler nye normer. Ellers kan vi sagtens, som Lars Graugård antyder, blive tiet ihjel på trods af heroiske manifestationer. Ikke alle bliver heller berømte på deres gamle dage som Conlon Nancarrow.

Som en åndelig øvelse kan man måske med Lars Graugaard sige, at »Det er essentielt nødvendigt, at man er fri af en konsensus, eller nogen formel eller begreb iøvrigt, være sig indstiftet i Darmstadt, Buffalo, på IRCAM, eller hvor det måtte være«. Men over for individets situation er det noget af en flothed at sige sådan. Friheden starter ofte nødvendigvis med opposition, ikke med tilbagetrækning.

Individuel frihed alene er alt for lidt - FRIVILLIG KONSENSUS af ligesindede kan derimod føre til muntre fællesskaber, til manifester uden dogmer og skabe nye muligheder - herunder den meget vigtige styrkelse af individernes integretitet, kritiske sans og mod til at vælge! Frivillig konsensus og frivillige fælles projekter formidler mellem individ og samfund - og supplerer måske det svævende i Bruuns »det konkrete (klingende) nærvær« (DMT nr.6) og i Fundals anbefaling af, at komponister formidler mellem deres specielle verden og det mere almindelige liv.

KONKLUSION: I frivillighedens opposition over for samfundets værdinihilisme, som Arno Victor Nielsen omtaler i DMT nr. 8, er der en vej frem til videre udnyttelse af den »postmodernistiske chance« (Fundal). Måske viser postmodernismen sig her igen som anvendt modernisme, helt i Pousseurs ånd: mindre sensation, mere forførende succes.

Carl Bergstrøm-Nielsen